Nyt fra Jessie Ware

Tilbage i 2012 leverede Jessie Ware én af det års absolut bedste plader med Devotion. En forrygende præstation og én af nyere tids store oplevelser inden for popmusikken.

Det kræver efterhånden en hel del at aftvinge både respekt og ynk i populærmusikalsk sammenhæng, men disse imponerende og rørende øjeblikke finder sted fra stort set start til slut på Devotion.

Produktionerne er primært baseret på relativt bløde beats, hvorom Jessie Wares fabelagtige vokal smyger sig med dedikation, skrøbelighed og indrømmelser.

Senere på året er hun tilbage med en ny plade, hvorfra man nu kan høre singlen Tough Love. Den er god. Selvfølgelig er den det. Det er enkelt og overrumplende. En stille triumf for englænderen.



/Martin

Spazzkid + There Is A Fox

Venligt insisterende samples fra den legesyge L.A.-producer Spazzkid indleder sangen. En mand rømmer sig. Måske fordi sangen faktisk bygger på skitser lavet af en ven. Vennen kalder sig There Is A Fox. En stemme bliver klippet op og klistret ind på kyndig og velsagtens kærlig vis. Det går stærkt.

"It's not my fault," hører man nu manden synge. Om og om igen. Stemmen minder om Cameron Bird fra Architecture in Helsinki, og man kommer i tanke om, at de for godt ni år siden – man bliver jo ældre – var et ufatteligt interessant og kreativt bekendtskab, der desværre aldrig blev lige så stærke igen. Det er selvfølgelig ikke for sent.

Man har vel lov at håbe, og man har lov at drømme. Spazzkid og There Is A Fox hjælper os godt på vej.



/Martin

Ultrapop med Holychild

Når man gør oprør mod rockismen, risikerer man at falde for selvsammes begrænsende mekanismer. Rockisme er ikke – som Henrik Marstal fejlagtigt har antaget – udelukkende et begreb, der omhandler "rocken". Det er idéen om, at visse udtryksformer skulle forekomme mere "autentiske" end andre, og navnet antyder så, at mange konservative musiklyttere anser "rocken" som sådan, men det kunne ligeledes anvendes om så meget andet, hvilket vi kommer til at mærke de kommende år.

Det kunne dog være befriende, om vi kunne slippe for at opstille modsætninger, selvom man til tider støder på enkelte personligheder, der måtte have noget interessant at sige derom (Neil Tennant er én af dem). Lad os for en stund nøjes med at hylde en omgang ultrapop fra den amerikanske duo Holychild. De kalder det selv for "eksperimenterende pop", men der er ingen grund til at forsøge at spille på det eksperimenterende for at sælge dette herlige morgenmadsprodukt (se også billedet). Det er, hvad det er, og der er ingen grund til skam.



/Martin