Vi kommer ind midt i en samtale. "Is it so hard to see?" er en suveræn linje at starte på. Hun forsøger at overbevise en eks om at mødes. Til en fest. Tæt på en slags stille selvdestruktion er det festen, der skal overbevise denne eks om at mødes.
Det er ynkværdigt, og det er flot. Siden dengang har jeg haft stor sympati for Sarah Assbring fra Göteborg. Nu er hun tilbage med et cover af Burt Bacharach-sangen Please Stay, der blev gjort berømt af The Drifters i 1961. El Perro del Mar har dog fundet inspiration til sit cover i 1966-udgaven af The Cryin' Shames, som er væsentligt mere sørgmodig og langsommere. Det lyder som Beach House i midten af 60'erne, og det er formidabelt.
Langsomheden har hun beholdt, og hun gør sangen ære. Ligesom i Party for 13 år siden er tristheden altoverskyggende, men her synger hun anderledes resigneret.
If I got on my knees
And I pleaded with you
Not to go but to stay in my arms
Would you walk out the door
Like you did once before
Would this time be different
Please stay, don't go
El Perro del Mar hæver sangen op over hjertesorg. Det er både metaforen om liv eller død, og det er... liv eller død.
/Martin