Det meste er sløret

Jeg sad og læste den pensionerede tyske tennisspiller Andrea Petkovic' glimrende nyhedsbrev, da en ven i går skrev med en anbefaling. Det var et album fra 2023, som han havde en idé om, at jeg ville kunne lide. Fra datid til nutid: Det er et album fra 2023, som jeg kan lide. Og det er et album, som jeg først er ved at komme i gang med.

Under navnet Niecy Blues laver Janise Robinson ambient R&B, der er mere optaget af stemning end pop uden af den grund at glemme sangene. Det er både selvsikkert og søgende, og det behøver ikke være modsætninger.

Albumcoveret passer fint til musikken. Konturerne er der, men det meste er sløret.

/Martin

Trygt og velgjort

Geografien har jeg ikke helt på plads. Hun er oprindeligt fra Storbritannien og bor nu i USA. Men hvor i Storbritannien? Det er ikke det vigtige. Det betyder mere, hvornår hun er.

For hun er lige nu, og hun er i starten af 1970'erne. Hun lyder så gennemført 70'er, endnu mere end Weyes Blood, som i højere grad trækker spor og møder noget nyt. Fonteyn, hvis borgerlige navn jeg ikke kender, har ingen interesse i at blande sin fascination af det gamle med noget nyt. Hun vil bare blive i fortiden og gøre det godt. Grundigt. Deri finder hun tryghed, og derfra skaber hun skønhed.

Debutalbummet Trip the Light Fantastic (2022) missede jeg, og det gjorde de fleste af os vist. Alle anmeldelser, jeg er stødt på, nævner Carole King. På den nye single 'Jody' er vi tættere på Carpenters. Der er forhåbentlig et nyt album på vej med mere af den slags tæppelun vellyd.

/Martin

Et opgør med selvopgøret

Man kan ramme en mur på mange måder. En af dem er at miste evnen til at lade sig begejstre.

Jeg kan lykkeligvis stadig lade mig begejstre, og jeg er fortsat interesseret i ny musik, nye film, ny litteratur osv., selvom behovet for at dyrke historien fylder mere og mere. Og respekten for det, der har været, er i mange tilfælde større, end det var for blot få år siden.

Bortset fra visse ting fra særligt 00'erne, fordi jeg dyrkede det så voldsomt dengang og senere følte et behov for at holde det ud i strakt arm. Jeg skrev også en artikel om det. De tvivlsomme indie-00'ere.

Nogle af de ting, jeg dengang lyttede så meget til, er såmænd også noget lort. Noget er bare lidt ligegyldigt. Og så er der de ting, som man måske har haft behov for ikke at lytte til i et årti for så at give en chance til. Her tager man en slags opgør med det selvopgør, man ellers følte så stort behov for.

MGMT fyldte meget i slutningen af 00'erne. De har lavet en del ujævne ting, men man må anerkende deres poptriumfer. De har også taget chancer. Og de har lavet ting, som jeg ikke har hørt og ikke kan udtale mig om. Nu er MGMT tilbage, og hvor jeg ikke gav Little Dark Age i 2018 en chance – jeg tror ikke, jeg har hørt et eneste sekund – fandt singlen 'Mother Nature' mig i 2023.

Den lyder en smule hen ad Oasis, når de er gode. Der er noget klassisk poprocket over sangen iblandet det småpsykedeliske, som MGMT altid har været interesserede i. Sangen rørte mig straks, og det undrede mig, men mest af alt bekræftede den mig i, hvor ofte jeg tager fejl, og hvor ofte vi mennesker har behov for at blive konfronteret med vores fordomme.

Jeg husker følelsen af at høre 'Time to Pretend' for første gang, velsagtens i 2005. Hvordan de formåede at få lytteren til at savne barndommen og hele verdens enkle indretning. Denne følelse rammer de igen på 'Mother Nature' med et ekstra lag, hvor fortælleren (og denne lytter) nu er blevet ældre, og en ny generation har fundet vej til voksenlivet i mellemtiden. Man rykker et led frem.

'Mother Nature' er noget så sjældent som en popsang, der er umådeligt sympatisk uden at være flad. Hvordan gør de det? Resten af albummet, Loss of Life, er efter et par lytninger også fint, og nogle sange glæder jeg mig meget til at høre igen. Men selv hvis det var noget møg, ville de have stor ære af den ene sang.

/Martin

Cyklus

Post-punk er et vidt begreb, cold-wave er smallere, men selv sidstnævnte er bredere, end det var i sin oprindelige, korte cyklus helt i starten af 80'erne. Adgangen til billige synthesizere demokratiserede dengang både popmusikken og post-punken – og mange andre stilarter – og ud af kældrene væltede det med læderklædte punkere, som gerne ville føje isnende landskaber til deres komprimerede, enkle lyd.

Når man hører Topographies fra San Francisco, tænker man foruden cold-wave i nogle øjeblikke på The Cure og drømmepoppen. Og man forstår jo godt, at man fortsat lader sig inspirere af legenderne, men her er forbindelsen endnu mere direkte: Sangskriver Gray Tolhurst er søn af Lol Tolhurst, der var med til at stifte The Cure og længe spillede med bandet, inden alkoholen overtog hans liv i en periode.

Til tider falder æblet ikke langt fra stammen, og sønnike har også været i behandling, og nu aner han håbet i mørket. Det handler store dele af Topographies' nye album om, og det kan anbefales. Albummet altså. Men også håb.

/Martin

Rosali forsøger at stoppe tiden

Jeg tror ikke, jeg kendte sangskriveren Rosali Middleman, før jeg for nylig hørte hendes single 'Rewind' fra det kommende album Bite Down.

Hun har skrevet under med Merge, og det er som regel noget, man hæfter sig ved, men det vidste jeg ikke, da jeg lyttede første sang. Sangen fandt mig, og det var jo det, Simon Raymonde engang sagde: Den gode musik skal nok finde vej.

Dermed også sagt, at 'Rewind' er en god sang. Den er faktisk glimrende. Den er sig selv, samtidig med at den er historie, for den lander også midt i det hele, det er selvfølgelig hørt før, det er bare solidt på en måde, hvor der samtidig er hjerte og umiddelbarhed. Det hele kunne også lande dér, hvor man har hørt det før, og det føles tænkt, søgt, forceret osv. Ikke med Rosali.

Det er indierock i både folk- og countrymusikkens fodspor. Tempoet er ikke højt, men hun synger næsten på en måde, hvor hun trækker sætningerne lidt efter instrumenterne. Som om hun forsøger at stoppe tiden, hvilket lever op til ønsket i titlen. Hun leger catch up med instrumenterne. Alligevel synger hun med et vist overskud. Måske hun svinger sig op til at tro på, at hun faktisk kan indfange de følelser, hun vil bevare. Eller snarere: Indoptage dem, lade sig svøbe i følelserne, lade dem tage bolig i hende.

Bite Down er ude 22. marts.

 /Martin

Cheesy

Mange af os er eller har været dybt afhængige af ironi. Derfor kan det være en befrielse at nå til et punkt i livet, hvor man ikke længere behøver ironien, men snarere kan vælge den til. Dosere den.

Da jeg var i 20'erne, var det rart, hvis nogen sagde, jeg havde en god (eller ligefrem cool!) musiksmag. Det betød vel mere for mig, at nogen bemærkede, hvad jeg lyttede til. En underlig mekanisme, ikke?

Langt væk fra det uncool og ironiske finder man Fabiano do Nascimento på en syvstrenget guitar og Sam Gendel på sopransax.

En brasilianer og en amerikaner. Det er behageligt og lyder lidt som børne- eller informationsfjernsyn fra gamle dage. Det er for meget af det gode, det er fløde med smør på, og det er oprigtigt. Albummet The Room kommer 26. januar, og det bliver garanteret for meget at høre det hele, men jeg prøver.

/Martin