Lifeguard

Lifeguard: Ripped and Torn

Ungt Chicago-band, der har et vist slægtskab med Horsegirl. Også et bogstaveligt slægtskab, da en gut i Lifeguard har en søster i Horsegirl. Sødt.

En anden gut i denne trio laver et zine ved navn Hallogallo opkaldt efter Neu!-klassikeren.

Med Lifeguard er vi dog ude i noget mere punket. Randy Randall fra No Age har produceret, og de må også formodes at være forbilleder: Det er rastløst i både stil og lyd.

Det er ofte hurtigt og effektivt, men de fungerer også langsommere, fx på titelnummeret, hvor man også tydeligt hører Wire-inspirationen. En god rockskive.

/Martin

Amateur Hour

Göteborg har leveret mange af de bedste bands siden årtusindskiftet. Blandt byens mange nyere hemmeligheder er Amateur Hour.

Trioen består af tre spændende personligheder:

Julia Bjernelind, der bl.a. var sanger i Westkust. Deres 2019-album Westkust er en af de seneste ti års bedste rockplader.

Hugo Randulv, der er kendt fra bl.a. Makthaverskan og solo har udgiver Drukna i ljus tidligere i år.

Dan Johansson, der spiller i omkring tusind bands, herunder Enhet för fri musik.

Deres nye album Går i kras er ret flydende, og som på deres tidligere udgivelser lyder de også her, som om meget er indspillet på båndoptager. Dele af albummet er ret abstrakte, men andre sange har en mere traditionel sangstruktur, herunder den drømmende ‘Stad i ljus’, den decideret rockede ‘Hammered’ og titelnummeret, der runder albummet flot af. Man bliver misundelig på de svenskere.

 
/Martin

Flensborgfrelseren

Hvem skulle have troet, at en af de mest interessante producere i dette årtusind kommer fra Flensborg? I dag bor Stefan Kozalla i Hamborg og på Ibiza, hvilket passer fint til musikken, der på en gang er nær og fjern, tæt på både hverdagen (med dertilhørende kompleksitet) og ferien (med dertilhørende behov for forenkling).

DJ Koze kan udtales som det tyske kotze (bræk) og det engelske cozy, det hyggelige. Man ved aldrig helt, hvor man har ham, og alligevel er han helt sin egen og får det hele til at hænge sammen. Det kan meget få slippe af sted med. Det er elektronisk musik med en organisk blødhed. Det er ofte psykedelisk, men altid trygt.

Hans fjerde album er mere nostalgisk, hvilket man virkelig mærker med bidraget fra Markus Acher fra The Notwist. Der er også plads til bl.a. Sofia Kourtesis, Damon Albarn og Sophia Kennedy og alt fra house og breakbeat til drum’n’bass og amapiano.

Forgængeren Knock Knock (2018) var et lille mirakel, og Music Can Hear Us er en værdig opfølger, som man ikke bliver færdig med lige med det første. Et gavmildt album, fordi det er musik, der ånder.

/Martin 

Walt McClements

Hvad forbinder du med en harmonika?

Schlager? Balkan-pop?

Jeg forstår, hvis man måtte have forbehold, men Walt McClements – der har arbejdet med Weyes Blood, Mary Lattimore og Hurray for the Riff Raff – kombinerer kløgtigt instrumentet med orgel, saxofon, synth og meget mere på sit nye album On a Painted Ocean.

Titlen er rammende, havet er malet med blåt på blåt.

Chuck Johnson, der har lavet mesterværket Balsams, har mixet og mastereret. Måske derfor lyder det så vidunderligt.





/Martin

The Tubs

London-bandet The Tubs består primært af tidligere medlemmer af de walisiske støjpoppere Joanna Gruesome. Det er højhastigheds-jangle, der smager lidt af Teenage Fanclub, R.E.M. i 80’erne, The Smiths og fortællinger fra den lokale pub, måske lidt Billy Bragg. Albumtitlen er en Sonic Youth-reference. Frontmand Owen Williams synger herligt og lidt løjerligt, let inspireret af Richard Thompson og folkemusikere, der ofte beboede hans barndomshjem. Han synger om egne begrænsninger, om livets begrænsninger, om OCD, om selvhad.

På coveret til album nummer to ser man en kvinde amme sit barn foran en gravsten. Kvinden er Owen Williams’ mor, Charlotte Greig, der selv var musiker og tog sit eget liv i 2014. På albummets sidste sang, ‘Strange’, mindes Owen Williams, hvordan han tilfældigt læste en artikel om, hvordan hun gjorde det. Han mindes også, hvordan venner spurgte ind til det, når de var fulde eller skæve nok. Folk forsøger at sige det rigtige, og man forsøger selv at føle det rigtige.

At the wake, someone took my arm

Said that you could write a song to honour your mum

Said the band could write a song

A song about this

Well, whoever the hell you are

I'm sorry, I guess this is it

Er man det mindste glad for jangle-pop, burde der være noget at komme efter med The Tubs.

/Martin 

Rattle

Katharine Eira Brown og Theresa Wrigley mødte hinanden i Nottingham, hvor de begge spillede begge trommer og var en del af byens undergrundsscene.

Den ene ville gerne lære det bedre af den anden, og pludselig sad de og spillede foran hinanden på to trommesæt. Rattle er med andre ord baseret på trommer, rytme, gentagelse og ritualer. Meget passende har Upset the Rhythm udgivet duoens nye album Encircle.

Hør, hvordan den 15 minutter lange ‘Your Move’ udvikler sig, og hvad der pludselig sker efter ni minutter. Man ser et post-apokalyptisk England for sig. Eller en scene i A Field in England. 

På ‘Argot’ er det næsten krigstrommer, som man kunne have hørt ved Waterloo i 1815. Men sirenesangen antyder noget helt andet, mere fredeligt og drømmende. Flot, flot albumcover også.

/Martin

Horsegirl og den nemme toer

Uimodståelig, minimalistisk og let eksperimenterende rock. Da Chicago-trioen udgav deres glimrende debutalbum Versions of Modern Performance i 2022, var de stadig teenagere. Dengang var de mere støjende, mere slacker, mere post-punkede.

Med hjælp fra walisiske Cate Le Bon (hør hendes Pompeii!) har de skåret endnu mere ind til benet på opfølgeren Phonetics On and On. De kan vel stadig kaldes indierock og new wave og i mindre grad (blid) støjpop.

De fleste sange bekender ret hurtigt kulør og dyrker gentagelsen. Nogle langsomt (‘In Twos’), andre med fart på (‘Switch Over’). Meget rørt bliver jeg af ‘Julie’, der både er placeret midt på pladen og er dens længste og muligvis bedste sang.

The Guardian nævner Velvet Underground, og det giver mening. Man har taget en masse ideer og skrællet lag efter lag af for at nå ind til en kerne af umiddelbarhed.

 
/Martin

Blue Lake og termokande

Instrumentale og meditative guitarkompositioner.

En kur mod dårlige nyheder.

Jason Dungan spiller alverdens instrumenter. Han bygger dem vist også selv.

Han fik en slags gennembrud med Sun Arcs fra 2023, men jeg er mere begejstret for hans nyeste, Weft, der er lidt renere i lyden. Det emmer af naturforelskelse og kaffe i termokanden.

Det kan minde lidt om William Tyler, der bl.a. har lavet soundtracket til den vidunderlige First Cow, der kan ses gratis på Filmstriben.

 

/Martin

Jjulius, Göteborg, nænsom disco

Selvfølgelig er der noget i vandet i Göteborg. En af verdens bedste musikbyer huser også producer Julius Pierstorff, der under navnet Jjulius er på vej med sit tredje album.

Han har allerede lavet fine sange, og at dømme ud fra singlen 'Brinna ut' er det blevet mere nænsomt, flottere, bedre. Han har været mere ambitiøs denne gang, siger han. Han er stolt, siger han også. Jeg forstår ham, påstår jeg.

'Brinna ut' er varm, violinen omsluttende, beatet suverænt i al sin enkelthed, angiveligt baseret på et discobeat af Patrick Cowley og kompetent spillet af Tor Sjödén fra Viagra Boys. Også Oscar Carls fra Viagra Boys er med på saxofon.

I hjertet af det hele er J(j)ulius' partner Loopsel, der låner sin lille-store stemme til sangen. De to bor sammen og driver det lille pladeselskab Mammas Mysteriska Jukebox sammen. Hyggeligt.

Albummet Vol. 3 udkommer 7. marts 2025.

/Martin