10. Atlas Sound - Parallax
Bradford Cox skuffer aldrig, synes man efterhånden at kunne spore sig frem til. Med uhyggeligt sikker hånd udforsker han såvel mørke afkroge af underbevidstheden som musikalske traditioner, der alle bliver en del af hans ganske særlige stream-of-consciousness-univers. Cox understreger ofte, at han har slået sig til tåls med, hvem han er, og at han er ligeglad med andres tanker om ham. Dette kommer frem i den selvsikkerhed, der vises i sangskrivningen, men heri manifesteres også en personlig tvivl, der kæmper om at komme op til overfladen.
9. Wild Beasts - Smother
Smother er en noget underspillet størrelse. Ofte bliver det næsten minimalistisk, hvilket gør selv de mindste dynamiske ændringer i sangenes opbygning til jordskælvslignende oplevelser. Albummet har ingen åbenlyse singler som eksempelvis All the King's Men på forgængeren Two Dancers, og det var også relativt stille omkring dette års førstesingle Albatross, der dog er en fornem repræsentant for resten af Smother. Gareth Campesinos kaldte tidligere i år Wild Beasts for ét af Storbritanniens bedste bands, og man forstår med denne plade, hvad der menes med så store ord.
8. Balam Acab - Wander / Wonder
Internettet blev erobret med den utrolige singleforløber Oh, Why. Men Wander / Wonder er forblevet en lille hemmelighed, hvilket næsten også er den følelse, man har i lytningen af pladen: Pladen består af samples, der alle er fundet i diverse afkroge af internettet, og den måde hvorpå den unge musiker behandler vokalsporene, bevidner om denne følelse af det hemmelige. Stemmerne bliver altid holdt lidt tilbage, og det står klart, at de bærer vidne om mørke gange, der er mindre uhyggelige, end de først bærer præg af.
7. The War on Drugs - Slave Ambient
Philadelphia begynder at kunne siges at have en vis lyd, hvoraf produceren Jeff Zeigler spiller en vis rolle. I år har han bl.a. stået bag den fornemme lyd på Slave Ambient, ligesom han har stået bag flere indspilninger med Kurt Vile. Men The War on Drugs er mere end en god produktion: De er lag på lag af guitarvidundere og en fornem fortolkning af langhårede idoler ud i både folk- og psychedelica-traditionen. De trækker i høj grad på en vis Dylan, men man hører også Springsteen hist og her. Eksempelvis i den medrivende Your Love Is Calling My Name, der endog kalder på associationer til en vis Knopfler.
6. Dreamers of the Ghetto - Enemy/Lover
Én af årets mest oversete udgivelser. I første omgang selvudgivet og senere genudgivet af (det ellers post-rock-fikserede) Temporary Residence til en anelse mere opmærksomhed. Dreamers of the Ghetto excellerer ved tydeligere end nogen andre i år at bære præg af en ligegyldighed over for enhver idé om forventning - både i forhold til dem selv og til andre. Det er en form for omvendt unikum i positiv forstand: Det er unikt uden at være banebrydende. Det er stærk sangskrivning med én af de stærkeste vokaler i lang tid, der særligt kommer til udtryk på sange som Always og Phone Call.
5. Active Child - You Are All I See
Årets album ifølge engelske The 405. Den dejlige titel ledsages af en række finurlige popsange, der er svøbt ind i blød electronica og behændig harpe. You Are All I See er et personligt udspil, der langsomt kravler ind under huden og viser sit værd gennem en moden og reflekteret intimitet.
4. Bon Iver - s/t
Opfølgeren til For Emma, Forever Ago kunne være blevet en fatal fiasko, og det mod hvormed Vernon (nu med band) har kastet sig ud i udfordringen er umådeligt beundringsværdigt. Bon Iver er netop modig ved at være ganske anderledes uden at være radikal i sin forandring. Der arbejdes mere med formerne, og pladen er på næsten alle måder stærkere end debuten. Afslutningsvis må det her tilføjes, at jeg holder umådeligt meget af pladens sidste nummer, Beth/Rest, der har fået store tæsk hos mange. Fra start til slut en helstøbt plade af et yderst veloplagt orkester.
3. Kurt Vile - Smoke Ring For My Halo
En ven sagde i beruset begejstring, at det ikke var umuligt, at Kurt Vile kunne være den sangskriver, man ville se tilbage på om 30-40 år som vor tids helt store singer/songwriter. Formuleringen er både bombastisk og alligevel retorisk forsigtig, ligesom Kurt Viles musik både er dynamisk direkte og samtidig umådeligt tilbageholdende i sit røgslør. Den produktive Vile lader til at være ustoppelig i øjeblikket, og det er et stort privilegium at læne sig tilbage til tonerne af så delikat et udspil.
2. You Won't - Skeptic Goodbye
Årets helt store overraskelse og en umådeligt overset debutudgivelse. Gruppen har nu skrevet under med fine Old Flame Records, og pladen bliver genudgivet i januar, hvor det forhåbentlig bliver til en hel del mere eksponering. Skeptic Goodbye er særdeles oplagt fra start til slut, og duoens folk-pop med inspiration i bl.a. The Shins og Apples in Stereo er så enkel og virkningsfuld, at man kun kan blive imponeret over sangskrivningen. Blandt de nominerede til årets sang hører fra denne plade særligt den både bedårende og udleverende Who Knew.
1. M83 - Hurry Up, We're Dreaming
Det er vel på sin vis en oplagt førsteplads. Et dobbeltalbum uden en eneste svaghed. Hele 22 sange, der formår at hænge sammen trods stor, stor alsidighed og nysgerrighed. M83 har tidligere været både storladent og triumferende. Varieret har det også været. Hvori består da overraskelsen, hvis vi da overhovedet har behov for denne? Til en vis grad kan man tilskrive valget af dette format. At udgive et dobbeltalbum er imidlertid næsten forventeligt af en pathos- og nostalgifyldt romantiker som Anthony Gonzalez, men at man i 2011 kan få noget så stort til at lykkes, er i sig selv så fabelagtig en bekræftelse, at det genføder den naivitet i lytteren, som Gonzalez selv har bevaret.
M83 får lov at sætte punktum for endnu et umådeligt stærkt musikår. Jeg har uden tvivl overset mange fantastiske plader, hvoraf enkelte for mange står som allestedsnærværende troper, men tilfældighederne skal jo gerne spille ind. En blog skulle også gerne afspejle subjektet og ikke forsøge at repræsentere tidsånden eller selve året, der gik. Der er masser af grund til at glæde sig til 2012. Problemet er ikke, hvorvidt vi kommer til at høre fremragende plader - snarere i hvor høj grad vi skal frygte, hvad vi mon går glip af og først får tid til at udforske retrospektivt.
/Martin
torsdag den 29. december 2011
tirsdag den 27. december 2011
Årets album 2011: Nr. 25-11
25. John Maus - We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves
Prisen for årets albumtitel må vel gå til John Maus, der på samme tid har begået sit hidtil stærkeste album. En kitschproduktion er ganske vist en del af tidsånden, men John Maus gør det ganske enkelt bedre end de fleste og har tilmed sangene til at underbygge det helstøbte lydbillede.
24. Panda Bear - Tomboy
Der er næppe en plade fra 2011, der har været så voldsomme forventninger til som Tomboy. Den er naturligvis ikke i samme klasse som Person Pitch, og den forsøger gudskelov heller ikke at ramme samme æstetik. Men den er i sin egen ret en finurlig plade med mange fine melodistykker.
23. Beirut - The Rip Tide
Hvor Zach Condons værker tidligere er blevet beskrevet meget tematisk, er The Rip Tide på sin vis mere afslappet. Et sammensurium af små værker, der fungerer mere som en samling stærke sange end som det mere sammenhængende vidunder, man forbandt med The Flying Club Cup.
22. WU LYF - Go Tell Fire to the Mountain
Sidste nummer på WU LYFs debutplade hedder meget rammende Heavy Pop. Bandet lukrerer på en mystisk og pressesky identitet, men det er trods alt musikken, der bør fremhæves. Denne heavy pop er en imponerende tolkning af popmusikken, der er al hypen værdig.
21. I Break Horses - Hearts
Førstesinglen Winter Beats tæller blandt årets stærkeste sange, og man kan næppe bede om en stærkere indledning på en plade. Maria Lindén synger tilbageholdende og ganske fremragende. 2011 var ikke præget af lige så mange fremragende svenske plader som året før, og de er da også eneste skandinaviske navn på årets liste.
20. Real Estate - Days
Real Estate er en åbenlys darling, og Days er ingen undtagelse. Det er ofte ret forudsigeligt, men netop her bliver det imponerende: Det er, hvad håndbogspsykologien vil kalde den sunde kedsomhed.
19. Cut Copy - Zonoscope
En udgivelsesdato i starten af året er muligvis årsagen til, at denne glimrende plade ikke er kommet på synderligt mange årslister. Samtidig må man anerkende, at manglen på åbenlyse singler (sammenlignet med In Ghost Colours) har skabt en anderledes plade, end mange muligvis har forventet. Den kræver i højere grad at blive hørt fra start til slut, men da afslører den også sin imponerende homogenitet.
18. The Weeknd - House of Balloons
Det hele startede nærmest med et tweet af Drake. En anbefaling af det gratis debutalbum og et bredt publikum var nået kort derefter. The Weeknd er yderst veludviklet og udleverende popsensibilitet i R&B-format. Et format, der i 2011 er brudt igennem til et publikum, der tidligere stort set har foragtet denne tradition. I samme åndedræt bør man da også understrege, at det ikke er R&B som sådan, og krydsningen understreges da også af valget af samples, der bl.a. inkluderer et par stykker af Beach House. Imponerende er det også, at canadieren har udsendt hele tre fuldlængder i 2011.
17. The Dodos - No Color
Egentlig var det vel ikke så slemt med forventningerne til No Color efter skuffelsen Time to Die. Alligevel sidder man tilbage med en følelse af, at dette fine album blev afskrevet på forhånd. At de med Visiter peakede for aldrig igen at nå de højder. Ret skal være ret: Vi er ikke på højde med hverken Visiter eller Beware of the Maniacs, men det er meget tæt på, og man kan håbe, at fremtiden kommer til at se mildere på denne nyeste udgivelse af trioen (tidligere kun duo).
16. Destroyer - Kaputt
En genfunden glæde for saxofonen prægede til en vis grad det første halvår af 2011, hvilket har sendt en skræk i livet på mange og begejstret andre. Den rutinerede Dan Bejar er en herre, der ikke falder for unødvendig kitsch men i stedet formår at omfavne en på sin vis let(sindig) produktion, der får de ni perler på Kaputt til at stå tilbage som mere end blot tidstypiske pejlemærker.
15. Gang Gang Dance - Eye Contact
Mere end 11 minutter varer første skæring på Eye Contact, og den er en perfekt repræsentant for opfølgeren til det formidable Saint Dymphna. Sangen bygger langsomt op og udviser fornemt tålmod, før det pludselig går løs i afbalanceret vildskab. Titlen antyder en vis forhøjet intimitet, der kommer særligt stærkt til udtryk i singlen MindKilla, der er blandt årets absolut mest medrivende sange.
14. Cass McCombs - Wit's End
Det er blevet til to fuldlængder for Cass McCombs i 2011, hvoraf denne første - Wit's End - er den klart stærkeste. Blot et enkelt sekund er vi inde i pladen, før fortællingerne starter. Vokalen er egentlig enkel og forsøger aldrig det store; det er i selve sangskrivningen, McCombs har en formidabel styrke. Udleveretheden er tydeligt medieret men blotter i sin enkelhed et narrativ, der bliver mere og mere nøgent for hver gennemlytning. Og så er The Lonely Doll jo én af årets smukkeste sange.
13. Julianna Barwick - The Magic Place
Man har følelsen af, at Julianna Barwick til en vis grad har afskærmet sig fra resten af verden og trukket sig tilbage i sin egen, som hun på overbevisende vis har repræsenteret sonisk og med den rammende titel The Magic Place. Det er ikke utvetydigt glade toner. Omvendt er det heller ikke en overvældende tristesse. Det er nærmest en kropsliggørelse af en interesseløshed, der skaber flotte Leerstelle (i Wolfgang Iser'sk forstand), hvorfra vi selv kan navigere i produktiv kontemplation.
12. Akron/Family - S/T II: The Cosmic Birth and Journey of Shinju TNT
De legesyge amerikanere er i forrygende form på deres nyeste udspil. Der er megen alsidighed på spil, men smukkest bliver det alligevel på den mere afdæmpede Island. En på flere måder bekræftende udgivelse.
11. Youth Lagoon - The Year of Hibernation
Unge Trevor Powers har noget, der ligner et naturligt superheltenavn, hvilket den udmærkede albumtitel ikke just forsøger at hamle op med. Albummet er spækket med intimitet og langsomme opbygninger i en charmerende hjemmeproduktion. The Year of Hibernation er indbegrebet af fremragende bedroom recordings.
... Top 10 følger én af de nærmeste dage.
/Martin
Prisen for årets albumtitel må vel gå til John Maus, der på samme tid har begået sit hidtil stærkeste album. En kitschproduktion er ganske vist en del af tidsånden, men John Maus gør det ganske enkelt bedre end de fleste og har tilmed sangene til at underbygge det helstøbte lydbillede.
24. Panda Bear - Tomboy
Der er næppe en plade fra 2011, der har været så voldsomme forventninger til som Tomboy. Den er naturligvis ikke i samme klasse som Person Pitch, og den forsøger gudskelov heller ikke at ramme samme æstetik. Men den er i sin egen ret en finurlig plade med mange fine melodistykker.
23. Beirut - The Rip Tide
Hvor Zach Condons værker tidligere er blevet beskrevet meget tematisk, er The Rip Tide på sin vis mere afslappet. Et sammensurium af små værker, der fungerer mere som en samling stærke sange end som det mere sammenhængende vidunder, man forbandt med The Flying Club Cup.
22. WU LYF - Go Tell Fire to the Mountain
Sidste nummer på WU LYFs debutplade hedder meget rammende Heavy Pop. Bandet lukrerer på en mystisk og pressesky identitet, men det er trods alt musikken, der bør fremhæves. Denne heavy pop er en imponerende tolkning af popmusikken, der er al hypen værdig.
21. I Break Horses - Hearts
Førstesinglen Winter Beats tæller blandt årets stærkeste sange, og man kan næppe bede om en stærkere indledning på en plade. Maria Lindén synger tilbageholdende og ganske fremragende. 2011 var ikke præget af lige så mange fremragende svenske plader som året før, og de er da også eneste skandinaviske navn på årets liste.
20. Real Estate - Days
Real Estate er en åbenlys darling, og Days er ingen undtagelse. Det er ofte ret forudsigeligt, men netop her bliver det imponerende: Det er, hvad håndbogspsykologien vil kalde den sunde kedsomhed.
19. Cut Copy - Zonoscope
En udgivelsesdato i starten af året er muligvis årsagen til, at denne glimrende plade ikke er kommet på synderligt mange årslister. Samtidig må man anerkende, at manglen på åbenlyse singler (sammenlignet med In Ghost Colours) har skabt en anderledes plade, end mange muligvis har forventet. Den kræver i højere grad at blive hørt fra start til slut, men da afslører den også sin imponerende homogenitet.
18. The Weeknd - House of Balloons
Det hele startede nærmest med et tweet af Drake. En anbefaling af det gratis debutalbum og et bredt publikum var nået kort derefter. The Weeknd er yderst veludviklet og udleverende popsensibilitet i R&B-format. Et format, der i 2011 er brudt igennem til et publikum, der tidligere stort set har foragtet denne tradition. I samme åndedræt bør man da også understrege, at det ikke er R&B som sådan, og krydsningen understreges da også af valget af samples, der bl.a. inkluderer et par stykker af Beach House. Imponerende er det også, at canadieren har udsendt hele tre fuldlængder i 2011.
17. The Dodos - No Color
Egentlig var det vel ikke så slemt med forventningerne til No Color efter skuffelsen Time to Die. Alligevel sidder man tilbage med en følelse af, at dette fine album blev afskrevet på forhånd. At de med Visiter peakede for aldrig igen at nå de højder. Ret skal være ret: Vi er ikke på højde med hverken Visiter eller Beware of the Maniacs, men det er meget tæt på, og man kan håbe, at fremtiden kommer til at se mildere på denne nyeste udgivelse af trioen (tidligere kun duo).
16. Destroyer - Kaputt
En genfunden glæde for saxofonen prægede til en vis grad det første halvår af 2011, hvilket har sendt en skræk i livet på mange og begejstret andre. Den rutinerede Dan Bejar er en herre, der ikke falder for unødvendig kitsch men i stedet formår at omfavne en på sin vis let(sindig) produktion, der får de ni perler på Kaputt til at stå tilbage som mere end blot tidstypiske pejlemærker.
15. Gang Gang Dance - Eye Contact
Mere end 11 minutter varer første skæring på Eye Contact, og den er en perfekt repræsentant for opfølgeren til det formidable Saint Dymphna. Sangen bygger langsomt op og udviser fornemt tålmod, før det pludselig går løs i afbalanceret vildskab. Titlen antyder en vis forhøjet intimitet, der kommer særligt stærkt til udtryk i singlen MindKilla, der er blandt årets absolut mest medrivende sange.
14. Cass McCombs - Wit's End
Det er blevet til to fuldlængder for Cass McCombs i 2011, hvoraf denne første - Wit's End - er den klart stærkeste. Blot et enkelt sekund er vi inde i pladen, før fortællingerne starter. Vokalen er egentlig enkel og forsøger aldrig det store; det er i selve sangskrivningen, McCombs har en formidabel styrke. Udleveretheden er tydeligt medieret men blotter i sin enkelhed et narrativ, der bliver mere og mere nøgent for hver gennemlytning. Og så er The Lonely Doll jo én af årets smukkeste sange.
13. Julianna Barwick - The Magic Place
Man har følelsen af, at Julianna Barwick til en vis grad har afskærmet sig fra resten af verden og trukket sig tilbage i sin egen, som hun på overbevisende vis har repræsenteret sonisk og med den rammende titel The Magic Place. Det er ikke utvetydigt glade toner. Omvendt er det heller ikke en overvældende tristesse. Det er nærmest en kropsliggørelse af en interesseløshed, der skaber flotte Leerstelle (i Wolfgang Iser'sk forstand), hvorfra vi selv kan navigere i produktiv kontemplation.
12. Akron/Family - S/T II: The Cosmic Birth and Journey of Shinju TNT
De legesyge amerikanere er i forrygende form på deres nyeste udspil. Der er megen alsidighed på spil, men smukkest bliver det alligevel på den mere afdæmpede Island. En på flere måder bekræftende udgivelse.
11. Youth Lagoon - The Year of Hibernation
Unge Trevor Powers har noget, der ligner et naturligt superheltenavn, hvilket den udmærkede albumtitel ikke just forsøger at hamle op med. Albummet er spækket med intimitet og langsomme opbygninger i en charmerende hjemmeproduktion. The Year of Hibernation er indbegrebet af fremragende bedroom recordings.
... Top 10 følger én af de nærmeste dage.
/Martin
Årets album 2011: Honourable mentions
Endnu et fremragende musikår er nået til ende, og det er tid til både kynisme og romantiske anskuelser. Op til listen over årets plader følger her et udvalg af stærke udgivelser, der ligger lidt uden for den sædvanlige top 25.
Listen er lang og uoverskuelig. Den er ikke organiseret hverken alfabetisk eller efter kvalitet. Den får lov at stå lige så rodet, som alle årslister er, når alt kommer til alt. Tal kan vel godt være lidt transparente engang imellem.
The Smith Westerns - Dye It Blonde
TV On The Radio - Nine Types of Light
Grouper - A I A: Alien Observer
Braids - Native Speaker
St. Vincent - Strange Mercy
The Antlers - Burst Apart
Bill Callahan - Apocalypse
Oneohtrix Point Never - Replica
Girls - Father, Son, Holy Ghost
Zomby - Dedication
Yuck - s/t
Radiohead - The King of Limbs
Crystal Stilts - In Love With Oblivion
Iron & Wine - Kiss Each Other Clean
Craft Spells - Idle Labor
Decemberists - The King Is Dead
Toro Y Moi - Underneath the Pine
Tune-Yards - W H O K I L L
Ponytail - Do Whatever You Want All the Time
Okkervil River - I Am Very Far
Fleet Foxes - Helplessness Blues
Handsome Furs - Sound Kapital
EMA - Past Life Martyred Saints
Julian Lynch - Terra
Tennis - Cape Dory
Washed Out - Within and Without
Battles - Gloss Drop
Ford & Lopatin - Channel Pressure
Mogwai - Hardcore Will Never Die, But You Will
Ducktails - Ducktails III: Arcade Dynamics
Clap Your Hands Say Yeah - Hysterical
The Drums - Portamento
Pallers - The Sea of Memories
Shabazz Palaces - Black Up
Team Me - To the Treetops!
Com Truise - Galactic Melt
Nicolas Jaar - Space Is Only Noise
araabMUZIK - Electronic Dream
Zola Jesus - Conatus
Los Campesinos! - Hello Sadness
Johnny Foreigner - Johnny Foreigner vs Everything
Kate Bush - 50 Words for Snow
Jeg har formentlig også glemt en hel del gode. Sådan går det, når bevidstheden om kynisme spiller ind. Top 25 følger meget snart!
/Martin
Listen er lang og uoverskuelig. Den er ikke organiseret hverken alfabetisk eller efter kvalitet. Den får lov at stå lige så rodet, som alle årslister er, når alt kommer til alt. Tal kan vel godt være lidt transparente engang imellem.
The Smith Westerns - Dye It Blonde
TV On The Radio - Nine Types of Light
Grouper - A I A: Alien Observer
Braids - Native Speaker
St. Vincent - Strange Mercy
The Antlers - Burst Apart
Bill Callahan - Apocalypse
Oneohtrix Point Never - Replica
Girls - Father, Son, Holy Ghost
Zomby - Dedication
Yuck - s/t
Radiohead - The King of Limbs
Crystal Stilts - In Love With Oblivion
Iron & Wine - Kiss Each Other Clean
Craft Spells - Idle Labor
Decemberists - The King Is Dead
Toro Y Moi - Underneath the Pine
Tune-Yards - W H O K I L L
Ponytail - Do Whatever You Want All the Time
Okkervil River - I Am Very Far
Fleet Foxes - Helplessness Blues
Handsome Furs - Sound Kapital
EMA - Past Life Martyred Saints
Julian Lynch - Terra
Tennis - Cape Dory
Washed Out - Within and Without
Battles - Gloss Drop
Ford & Lopatin - Channel Pressure
Mogwai - Hardcore Will Never Die, But You Will
Ducktails - Ducktails III: Arcade Dynamics
Clap Your Hands Say Yeah - Hysterical
The Drums - Portamento
Pallers - The Sea of Memories
Shabazz Palaces - Black Up
Team Me - To the Treetops!
Com Truise - Galactic Melt
Nicolas Jaar - Space Is Only Noise
araabMUZIK - Electronic Dream
Zola Jesus - Conatus
Los Campesinos! - Hello Sadness
Johnny Foreigner - Johnny Foreigner vs Everything
Kate Bush - 50 Words for Snow
Jeg har formentlig også glemt en hel del gode. Sådan går det, når bevidstheden om kynisme spiller ind. Top 25 følger meget snart!
/Martin
fredag den 23. december 2011
Jul med Mazzy Star
Det hele svømmer over med årslister, og snart smider jeg også et bidrag i vores syndflod. Det virker efterhånden underligt at formidle noget nyt - det lader jeg vente til det nye år. En del af mig håber også, at de færreste har tid til at bruge for meget tid på musikblogs disse dage.
Et tilfælde bragte mig på sporet af en gammel favorit, der i al sin særegne nostalgi er både beroligende og foruroligende. Mazzy Star med Flowers in December. Den tillader lytteren at åbne op, hvilket som bekendt i første omgang kan være lidt af en fare. Som en ven, der tvinger dig til at tale om det, du bliver nødt til men ikke har lyst til. På samme vis bliver den her sat på repeat, da man kan have svært ved at sige stop, når først man er kommet i gang. Det var muligvis en metafor.
En rigtig glædelig jul til dem, der kan lide den slags. Og en rigtig god weekend til alle. Der kommer muligvis et indlæg mere i år, og jeg lover både nostalgi og - hvad en tidligere læser har formuleret - pro-solskin.
/Martin
Et tilfælde bragte mig på sporet af en gammel favorit, der i al sin særegne nostalgi er både beroligende og foruroligende. Mazzy Star med Flowers in December. Den tillader lytteren at åbne op, hvilket som bekendt i første omgang kan være lidt af en fare. Som en ven, der tvinger dig til at tale om det, du bliver nødt til men ikke har lyst til. På samme vis bliver den her sat på repeat, da man kan have svært ved at sige stop, når først man er kommet i gang. Det var muligvis en metafor.
En rigtig glædelig jul til dem, der kan lide den slags. Og en rigtig god weekend til alle. Der kommer muligvis et indlæg mere i år, og jeg lover både nostalgi og - hvad en tidligere læser har formuleret - pro-solskin.
/Martin
mandag den 19. december 2011
Aktivitet
How to Dress Well markerede for mange en nyvunden respekt for nogle af de dynamikker, der fungerer så stærkt i al deres enkelhed inden for R&B. Denne weekend tweetede Edward Droste også ganske passende, hvordan dette havde været et fantastisk år for R&B men et mindre heldigt år for indie rocken. Nu skal vi ikke hænge os for meget i genrer, men man kan håbe, at nogle lyttere giver sig selv lov at reflektere over, hvorfor der egentlig bliver skubbet til præferencerne. I hvor vid udstrækning er det blot en naturlig udvikling, og i hvor høj grad kan dette anskues på et personligt plan over for en bredere kultur formet af relativt dominerende medier? Her vil mange nok tænke på, hvorledes P4k tog The Weeknd under deres vinger.
Nuvel, vi vil gå videre i programmet og give lidt opmærksomhed til Active Child, der netop har fået sit debutalbum med den kære titel You Are All I See kåret til årets bedste på The 405. Bag navnet står Pat Grossi, der i år ofte er blevet sammenlignet med James Blake, hvilket er ganske unfair. Der er da enkelte ligheder, men det er trods alt ikke al musik, der er dubstep, blot fordi det er udgivet i 2011. Som Active Child benytter Grossi sig ofte af nogle af de førnævnte dynamikker, man kender fra minimal R&B, og interessant nok gæster Tom Krell (How to Dress Well) også på albummet. Men nu vi har slået fast, at det ikke er dubstep, må vi også understrege, at det ikke just er hverken R&B eller et typisk bedroom project.
Der er noget drævende sentimentalt over det hele, og de fyldige beats akkompagneres nysgerrigt af bl.a. flittig brug af harpe og lange synthflader. Man kan til en vis grad forsøge at forestille sig, hvordan M83 kunne have udviklet sig, da Anthony Gonzalez fortsatte projektet alene, såfremt han var blevet konfronteret med en anden zeitgeist. Igen uden at sammenligne direkte: Active Child er mere sig selv, end han ofte gives credit for i visse anmeldelser. Lytter man albummet igennem fra start til slut, giver kunstnernavnet også pludselig mere mening. Det er ingenlunde hyperaktivt, men det er nysgerrigt og legende. Fantasien får frit spil inden for en bevidsthed, der alligevel dikterer en afstand til barnet. Et på mange måder rigtig flot udspil.
Active Child: 'Hanging On' by Ragged Words
/Martin
Nuvel, vi vil gå videre i programmet og give lidt opmærksomhed til Active Child, der netop har fået sit debutalbum med den kære titel You Are All I See kåret til årets bedste på The 405. Bag navnet står Pat Grossi, der i år ofte er blevet sammenlignet med James Blake, hvilket er ganske unfair. Der er da enkelte ligheder, men det er trods alt ikke al musik, der er dubstep, blot fordi det er udgivet i 2011. Som Active Child benytter Grossi sig ofte af nogle af de førnævnte dynamikker, man kender fra minimal R&B, og interessant nok gæster Tom Krell (How to Dress Well) også på albummet. Men nu vi har slået fast, at det ikke er dubstep, må vi også understrege, at det ikke just er hverken R&B eller et typisk bedroom project.
Der er noget drævende sentimentalt over det hele, og de fyldige beats akkompagneres nysgerrigt af bl.a. flittig brug af harpe og lange synthflader. Man kan til en vis grad forsøge at forestille sig, hvordan M83 kunne have udviklet sig, da Anthony Gonzalez fortsatte projektet alene, såfremt han var blevet konfronteret med en anden zeitgeist. Igen uden at sammenligne direkte: Active Child er mere sig selv, end han ofte gives credit for i visse anmeldelser. Lytter man albummet igennem fra start til slut, giver kunstnernavnet også pludselig mere mening. Det er ingenlunde hyperaktivt, men det er nysgerrigt og legende. Fantasien får frit spil inden for en bevidsthed, der alligevel dikterer en afstand til barnet. Et på mange måder rigtig flot udspil.
Active Child: 'Hanging On' by Ragged Words
/Martin
Etiketter:
Active Child,
How to Dress Well,
Pat Grossi,
The Weeknd,
Tom Krell
torsdag den 15. december 2011
Lana Del Rey
Opmærksomheden omkring Lana Del Rey tager voldsomt til. Nogle umådeligt stærke singleudspil i 2011 har efterhånden skabt store forventninger til debutalbummet Born to Die, der skulle udkomme mod slutningen af januar via Interscope og Polydor. Flere habile remixes er det også blevet til, og senest har den imponerende video til titelnummeret (instrueret af Woodkid) fået omtale i flere større medier blot ganske få timer efter offentliggørelsen.
Bag kunstnernavnet står Lizzy Grant med base i New York. Musikken er ikke glamourøs som sådan - snarere i en forfalden optik. Hun synger ofte lidt modløst i samme stil, som man eksempelvis kender det fra Memoryhouse, men forholdet til iagttagelsen er anderledes; Lana Del Rey er mere konstaterende og lyder til tider næsten doven. Selv når hun forholder sig spørgende (I heard you like the bad girls, honey / Is that true?). Men netop dette aspekt er spændende at forfølge: Modløsheden er måske i fokus, men det er netop den insisterende og latente forhåbning, der skaber den gnist, der nægter at lade sig slukke.
Hun afgiver gerne løfter og blotter sig selv (endog med en klassisk I will love you till the end of time i singlen Blue Jeans), men der opretholdes en distance, der tillader den førnævnte iagttagelse at tage form og manifestere sig som en fast del af hendes hengivelse. En problematisk størrelse, der skal blive utrolig spændende at udforske på den kommende plade.
Lana Del Rey - Video Games by PurplePR
/Martin
Bag kunstnernavnet står Lizzy Grant med base i New York. Musikken er ikke glamourøs som sådan - snarere i en forfalden optik. Hun synger ofte lidt modløst i samme stil, som man eksempelvis kender det fra Memoryhouse, men forholdet til iagttagelsen er anderledes; Lana Del Rey er mere konstaterende og lyder til tider næsten doven. Selv når hun forholder sig spørgende (I heard you like the bad girls, honey / Is that true?). Men netop dette aspekt er spændende at forfølge: Modløsheden er måske i fokus, men det er netop den insisterende og latente forhåbning, der skaber den gnist, der nægter at lade sig slukke.
Hun afgiver gerne løfter og blotter sig selv (endog med en klassisk I will love you till the end of time i singlen Blue Jeans), men der opretholdes en distance, der tillader den førnævnte iagttagelse at tage form og manifestere sig som en fast del af hendes hengivelse. En problematisk størrelse, der skal blive utrolig spændende at udforske på den kommende plade.
Lana Del Rey - Video Games by PurplePR
/Martin
Etiketter:
Interscope,
Lana Del Rey,
Lizzy Grant
lørdag den 10. december 2011
Weekend og et halvt tusinde indlæg
Det går lidt langsomt med indlæg for tiden. Én af grundene er, at der simpelthen ikke udkommer meget nyt disse dage. Men der er jo en nærmest uudtømmelig kilde at hente inspiration i, og ganske ubemærket har vi efterhånden passeret de 500 indlæg. Jeg siger ikke "vi" for at starte en diskussion om hverken Aristoteles, Kant eller Thierry de Duve men for at anerkende bidrag fra et par andre skribenter, der har været inde over siden siden 2007. Stort tak til dem og tak til dem, der fortsat læser med engang imellem!
Den elektroniske scene i Paris behøver vi måske ikke at hype yderligere, men jeg har først i dag opdaget produceren DyE, der er på Tigersushi Records. Han er ikke en del af den hårdtslående electro og ej heller den blødere franske electronica, der i højere grad baserer sig på fascinationen af de bilspil, producerne voksede op med. Det er ikke en kitschet hymne til forestillingen om en kælderklub i Rom i 1985, men det lyder meget lovende.
Førstesinglen Fantasy beskrives af pladeselskabet som kemiske lyde over melankolske melodier, på én gang drømmende og triste synthesizere over dybe basgange.
DyE - Fantasy (original) by DyE
/Martin
Den elektroniske scene i Paris behøver vi måske ikke at hype yderligere, men jeg har først i dag opdaget produceren DyE, der er på Tigersushi Records. Han er ikke en del af den hårdtslående electro og ej heller den blødere franske electronica, der i højere grad baserer sig på fascinationen af de bilspil, producerne voksede op med. Det er ikke en kitschet hymne til forestillingen om en kælderklub i Rom i 1985, men det lyder meget lovende.
Førstesinglen Fantasy beskrives af pladeselskabet som kemiske lyde over melankolske melodier, på én gang drømmende og triste synthesizere over dybe basgange.
DyE - Fantasy (original) by DyE
/Martin
onsdag den 7. december 2011
Giraffage
I internettid lader det til, at mange finder det nødvendigt for at finde på egne begreber for at bevare følelsen af ikke at blive tabt. Først elskede alle chillwave, så blev halvdelen af alle elektroniske udgivelser kategoriseret som sådan, og nu støder man tilsyneladende på "post-chillwave". Det nemmeste præfix vil selvfølgelig altid være "post", så vi kan vel tilgive det. Nuvel, så lad os da præsentere noget post-chillwave!
Vi kan også bare kalde det finurlig electro-pop fra en ung San Francisco-herre, der går under navnet Giraffage. Charlie Yin arbejder primært med samples, hvoraf godt 75% er samples skabt af egen stemme til nedenstående Moments, der indleder albummet Comfort.
Han beskriver selv sangen ud fra et trist og ensomt udgangspunkt, ligesom hans "falling out of love" åbenbart var en del af motivationen. Det hører man dog ikke i udpræget grad, så forelskelsen var måske destruktiv, når alt kom til alt.
Hent de elleve gratis sange på hans Bandcamp eller via det link til Mediafire, han selv har kastet ud på siden.
MP3: Giraffage - Moments
/Martin
Vi kan også bare kalde det finurlig electro-pop fra en ung San Francisco-herre, der går under navnet Giraffage. Charlie Yin arbejder primært med samples, hvoraf godt 75% er samples skabt af egen stemme til nedenstående Moments, der indleder albummet Comfort.
Han beskriver selv sangen ud fra et trist og ensomt udgangspunkt, ligesom hans "falling out of love" åbenbart var en del af motivationen. Det hører man dog ikke i udpræget grad, så forelskelsen var måske destruktiv, når alt kom til alt.
Hent de elleve gratis sange på hans Bandcamp eller via det link til Mediafire, han selv har kastet ud på siden.
MP3: Giraffage - Moments
/Martin
fredag den 2. december 2011
Darkside
Nicolas Jaar udgav tidligere i år den glimrende Space Is Only Noise, der er amerikansk-chilenerens første fuldlængde. Den unge DJ udgav pladen på eget selskab og har siden turneret med band, hvoraf bassisten har været Dave Harrington, som vi tidligere har skrevet om i forbindelse med bandet Arms. Harrington spiller i øvrigt også i El Topo.
Nu har de to sammen dannet Darkside, der ikke overraskende blander elementer fra de to musikeres respektive specialeområder. Jaar har selv kaldt det for det mest rock 'n' roll, han nogensinde har arbejdet med, hvilket imidlertid ikke siger så meget for netop ham. Det er relativt mørkt og bygges tålmodigt op. Tempoet er aldrig synderligt højt, og det er funky på en så stenet måde, at man både beundrer det og fastholdes i sin undren over, hvad fascinationen egentlig består i. Imponerende. Duoens EP kan streames herunder.
DARKSIDE - DARKSIDE EP by Clown & Sunset
/Martin
Nu har de to sammen dannet Darkside, der ikke overraskende blander elementer fra de to musikeres respektive specialeområder. Jaar har selv kaldt det for det mest rock 'n' roll, han nogensinde har arbejdet med, hvilket imidlertid ikke siger så meget for netop ham. Det er relativt mørkt og bygges tålmodigt op. Tempoet er aldrig synderligt højt, og det er funky på en så stenet måde, at man både beundrer det og fastholdes i sin undren over, hvad fascinationen egentlig består i. Imponerende. Duoens EP kan streames herunder.
DARKSIDE - DARKSIDE EP by Clown & Sunset
/Martin
Etiketter:
Arms,
Darkside,
Dave Harrington,
El Topo,
Nicolas Jaar
Abonner på:
Opslag (Atom)