Her er et opløftende og lovende orkester til vinteren: Capybara fra Kansas City. Det vil egentlig sige: Barndomsvenner, der efter senere ophold i Brooklyn, Portland og netop Kansas City endte med at starte et band i Taos, New Mexico. Og nu hvor geografien er på plads og alligevel komplet rodet, kan vi bevæge os lidt videre.
Gruppen har allerede udgivet et enkelt album, Try Brother, fra 2009, og nu er gruppen ved at være klar med opfølgeren Dave Drusky via det relativt ukendte The Record Machine. Navnet hjælper dem selvfølgelig heller ikke just.
I forbindelse med sit arbejde med Where the Wild Things Are, lavede Spike Jonze et mixtape, hvor han inkluderede gruppen, hvilket selvsagt gav dem lidt opmærksomhed, og senere fik de æren af at turnere med Daniel Johnston.
Fra det kommende album har vi allerede fået den herligt betitlede single Late Night Bikes, der med en enkel melodi, herligt vibrerende trommer og kyndigt korarbejde skaber en meget veloplagt og næsten eksotisk omgang popmusik, der med undtagelse af de intensiverede trommer efter 3:59 er en næsten perfekt komponeret lille sag. Men lille er den kun i sin lethed. Som en fordums bokser i letvægtsklassen. Det er ikke nødvendigvis her, vi finder den største af de største, men inden for sin egen kategori kan en smule stil og - netop - lethed skabe noget uforståeligt større.
De er grundet denne lethed blevet sammenlignet med bl.a. Givers, hvilket kunne være mere forkert, men der er også ligheder med Islands til tider. Et andet sted er sangen blevet sammenlignet med en indie-rock version of the Lion King, hvilket kun kan være en god ting.
MP3: Capybara - Late Night Bikes
/Martin
søndag den 29. januar 2012
tirsdag den 24. januar 2012
Nyt fra Black Dice
Mange har sikkert allerede været der, men der er nyt ude fra Black Dice i form af en smagsprøve fra den kommende Mr. Impossible, der har fået udgivelsesdato d. 9. april via Ribbon Music.
Gruppen har med deres stædige trang til nytænkning både begejstret og frustreret gennem godt og vel 15 år, og det må på den baggrund bemærkes, at den nye single Pigs er relativt tilgængelig. Relativt.
Black Dice - Pigs by Ribbon Music
/Martin
Gruppen har med deres stædige trang til nytænkning både begejstret og frustreret gennem godt og vel 15 år, og det må på den baggrund bemærkes, at den nye single Pigs er relativt tilgængelig. Relativt.
Black Dice - Pigs by Ribbon Music
/Martin
søndag den 22. januar 2012
Om det nyttige og ganske nytteløse
I sommeren 2010 var jeg ganske besat af The Field Mice, og meget overraskende for mig rammer den sublime popsensibilitet lige så rent i denne noget nær halvhjertede vintertid, vi er blevet udsat for nyligt.
Gruppen var en del af det legendariske Sarah Records (hvorfra flere anbefalinger nok skal komme snarest), og deres indflydelse på musikscenen i dag må slet og ret ikke undervurderes. De eksisterede i ganske få år (1987-1991) og udgav to minialbum og en enkelt fuldlængde. Senere er også nogle fine opsamlinger med diverse singler blevet udgivet. En god introduktion til bandet er eksempelvis Coastal.
Melankoli er nærmest per definition forbundet med skrøbelighed, hvor momentan denne end måtte være. Følelsen af noget forgængeligt. Ikke flyvsk men underligt vedvarende i sin status af forgængelig. Det grænser til en magisk - på godt og ondt - forbindelse mellem the phenomenal og the noumenal. Derfor hersker der også en næsten uundgåelig forbindelse mellem tømmermænd og nostalgi, uanset hvor meget det moralske måtte spille ind. Man er skrøbeligere. Svækket.
The Field Mice er på det nærmeste den katharsis, der næsten konstitueres i så betydelig grad, at den opsøger os - frem for den anden vej rundt. Mere ligetil kan vi også kalde The Field Mice den perfekte breakup-musik. Uanset om man måtte tro på eksistensen af det perfekte.
The Field Mice - When Morning Comes To Town by Cosmopolitan Blvd
When morning comes to town
I'll be moving on
When evening comes back 'round
I'll be somewhere alone
Somewhere far away
Well, what about you?
All things have to end
They have to and they do
And they do
We've started to believe
To one another we belong
We know that isn't so
You're not mine, I am not yours
I never wanted this
For us to carry on
Knowing that it is
In no way what we want
What we want
This way it is the way
No rain of cutting words
I'm happy to go out like this
If happy is the word
I'll think of you always
For you know it as well as I
That for you I would have
Died and would still die
Would still die
When morning comes to town
Something once precious will
End for all of time
Because of how we feel
But better than that have
Us afraid to be alone
Not saying anything
Knowing something's wrong
Something's wrong
This way it is the way
No rain of cutting words
I'm happy to go out like this
If happy is the word
/Martin
Gruppen var en del af det legendariske Sarah Records (hvorfra flere anbefalinger nok skal komme snarest), og deres indflydelse på musikscenen i dag må slet og ret ikke undervurderes. De eksisterede i ganske få år (1987-1991) og udgav to minialbum og en enkelt fuldlængde. Senere er også nogle fine opsamlinger med diverse singler blevet udgivet. En god introduktion til bandet er eksempelvis Coastal.
Melankoli er nærmest per definition forbundet med skrøbelighed, hvor momentan denne end måtte være. Følelsen af noget forgængeligt. Ikke flyvsk men underligt vedvarende i sin status af forgængelig. Det grænser til en magisk - på godt og ondt - forbindelse mellem the phenomenal og the noumenal. Derfor hersker der også en næsten uundgåelig forbindelse mellem tømmermænd og nostalgi, uanset hvor meget det moralske måtte spille ind. Man er skrøbeligere. Svækket.
The Field Mice er på det nærmeste den katharsis, der næsten konstitueres i så betydelig grad, at den opsøger os - frem for den anden vej rundt. Mere ligetil kan vi også kalde The Field Mice den perfekte breakup-musik. Uanset om man måtte tro på eksistensen af det perfekte.
The Field Mice - When Morning Comes To Town by Cosmopolitan Blvd
When morning comes to town
I'll be moving on
When evening comes back 'round
I'll be somewhere alone
Somewhere far away
Well, what about you?
All things have to end
They have to and they do
And they do
We've started to believe
To one another we belong
We know that isn't so
You're not mine, I am not yours
I never wanted this
For us to carry on
Knowing that it is
In no way what we want
What we want
This way it is the way
No rain of cutting words
I'm happy to go out like this
If happy is the word
I'll think of you always
For you know it as well as I
That for you I would have
Died and would still die
Would still die
When morning comes to town
Something once precious will
End for all of time
Because of how we feel
But better than that have
Us afraid to be alone
Not saying anything
Knowing something's wrong
Something's wrong
This way it is the way
No rain of cutting words
I'm happy to go out like this
If happy is the word
/Martin
fredag den 20. januar 2012
CFCF remixer Active Child
Canadiske Michael Silver har under navnet CFCF remixet en del halvstore navne uden nogensinde at have slået sit navn fast på denne side af Atlanten. Blandt hans stærkeste hører et remix af HEALTHs gamle gennembrudssang Triceratops fra 2007.
Nyligt har han så kastet sig over Active Child, der samtidig må siges at være fremragende og oplagt materiale at bruge. Det fungerer langt hen ad vejen, og det viser sig endog at være et relativt modigt remix.
Der er en anelse mere uro end i originalversionen, og helt forvirrende bliver det, da der introduceres noget, der kunne lyde som synthpanfløjte. Et fint lille remix fra en plade, der tåler meget mere ros, end den allerede har fået: Lyt endelig til You Are All I See, hvis du endnu ikke har haft mulighed for det.
/Martin
Nyligt har han så kastet sig over Active Child, der samtidig må siges at være fremragende og oplagt materiale at bruge. Det fungerer langt hen ad vejen, og det viser sig endog at være et relativt modigt remix.
Der er en anelse mere uro end i originalversionen, og helt forvirrende bliver det, da der introduceres noget, der kunne lyde som synthpanfløjte. Et fint lille remix fra en plade, der tåler meget mere ros, end den allerede har fået: Lyt endelig til You Are All I See, hvis du endnu ikke har haft mulighed for det.
/Martin
onsdag den 18. januar 2012
Den dårlige samvittighed // Undskyld til Owen
Owen begik med sidste års Ghost Town én af årets plader. Det glemte jeg ganske enkelt at anerkende, og for det siger jeg undskyld på denne dag, der i forvejen er viet til blackouts (husk at vise din stemme i protesten mod SOPA).
I oktober blev det til et lille indlæg om førstesinglen I Believe, en mageløs og umådeligt velskrevet sang, der ligesom resten af albummet i øvrigt blæser stort på, hvordan man bør komponere og producere i dag. Owen, og Mike Kinsella for den sags skyld, er stadig et umådeligt undervurderet navn i dansk sammenhæng, og det er da heller ikke svært at forestille sig, at nogle måske står af ved hans måde at synge på. Det kan ved første lytning simpelthen synes for følsomt for nogle, selvom teksterne netop bobler af underfundig ironi. Der er naturligvis sket en del siden tiden i Cap'n Jazz, Owls og (fantastiske) American Football, men den finurlige fingerpicking fra sidstnævnte gør sig stadig gældende langt hen ad vejen, og på det nye album blandes den akustiske ofte med én eller flere elektriske ganske effektivt.
Livet som familiefar reflekteres, der ironiseres over det, der fortvivles. Ofte har man følelsen af, at Mike et øjeblik glemmer sin nye position og et øjeblik reagerer stærkt på de nye kår - som en hund, der vækkes abrupt fra sin søvn ("fuck you and your front lawn"). Zeitgeist-forventninger skal kastes over bord, og fænomenologen skal fordomsfrit give sig i kast med denne fremragende plade. Som det stod skrevet i en anmeldelse herhjemme, kan man også med fordel lytte til pladen, medens man går tur med hunden. Både med og uden hund kan det anbefales.
Hele Ghost Town kan streames på Bandcamp.
Owen - I Believe by pyramidsongs
/Martin
I oktober blev det til et lille indlæg om førstesinglen I Believe, en mageløs og umådeligt velskrevet sang, der ligesom resten af albummet i øvrigt blæser stort på, hvordan man bør komponere og producere i dag. Owen, og Mike Kinsella for den sags skyld, er stadig et umådeligt undervurderet navn i dansk sammenhæng, og det er da heller ikke svært at forestille sig, at nogle måske står af ved hans måde at synge på. Det kan ved første lytning simpelthen synes for følsomt for nogle, selvom teksterne netop bobler af underfundig ironi. Der er naturligvis sket en del siden tiden i Cap'n Jazz, Owls og (fantastiske) American Football, men den finurlige fingerpicking fra sidstnævnte gør sig stadig gældende langt hen ad vejen, og på det nye album blandes den akustiske ofte med én eller flere elektriske ganske effektivt.
Livet som familiefar reflekteres, der ironiseres over det, der fortvivles. Ofte har man følelsen af, at Mike et øjeblik glemmer sin nye position og et øjeblik reagerer stærkt på de nye kår - som en hund, der vækkes abrupt fra sin søvn ("fuck you and your front lawn"). Zeitgeist-forventninger skal kastes over bord, og fænomenologen skal fordomsfrit give sig i kast med denne fremragende plade. Som det stod skrevet i en anmeldelse herhjemme, kan man også med fordel lytte til pladen, medens man går tur med hunden. Både med og uden hund kan det anbefales.
Hele Ghost Town kan streames på Bandcamp.
Owen - I Believe by pyramidsongs
/Martin
Etiketter:
American Football,
Cap'n Jazz,
Mike Kinsella,
Owen,
Owls,
Polyvinyl
mandag den 16. januar 2012
Mesita
Bag Mesita står 23-årige James Wooley, der har nydt udmærket opmærksomhed på diverse blogs. Sidste års Here's To Nowhere blev dog ikke just velkendt materiale for manden på gaden, men måske det kan blive til en lille udvidelse af fanskaren med udgivelsen af den kommende The Coyote ("early 2012").
På den relativt nye single On Through the Dark synger Wooley sig igennem det drømmeagtige univers i sin lette og stille falset med en tilstedeværende ubekymrethed, der trækker lidt på Elbow og samtidig lyder i retning af Jonquils Whistle Low med sin insisterende guitarindledning, der viser sig at være gennemgående og bliver til en bærende del af rytmesektionen. Som sangen udvikler sig, tynger bekymringen alligevel lytteren, og det lyder her lidt hen ad Madrugada og deres sublime Majesty.
On Through The Dark by Mesita
/Martin
På den relativt nye single On Through the Dark synger Wooley sig igennem det drømmeagtige univers i sin lette og stille falset med en tilstedeværende ubekymrethed, der trækker lidt på Elbow og samtidig lyder i retning af Jonquils Whistle Low med sin insisterende guitarindledning, der viser sig at være gennemgående og bliver til en bærende del af rytmesektionen. Som sangen udvikler sig, tynger bekymringen alligevel lytteren, og det lyder her lidt hen ad Madrugada og deres sublime Majesty.
On Through The Dark by Mesita
/Martin
Etiketter:
Elbow,
James Wooley,
Jonquil,
Madrugada,
Mesita
torsdag den 12. januar 2012
Nyt fra Bear In Heaven
Så er der endelig nyt fra Bear In Heaven, der i 2009 udgav det aldeles fremragende Beast Rest Forth Mouth. Det kommende album har fået den dejligt tilbagelænede titel I Love You, It's Cool. Udgivelsesdatoen er sat til 3. april gennem Hometapes og Dead Oceans.
Førstesinglen The Reflection of You er ude nu, og det lyder umiskendeligt som Bear In Heaven. Synthfladen er imidlertid mixet en smule højere, så det overordnet virker en anelse mere elektronisk end tidligere - uden at underkende hvor fremtrædende dette element trods alt var på Beast Rest Forth Mouth. Helten forsøger sig med et modigt comeback efter nederlaget:
Here I am
There you are
There is nothing left between us
Nothing left between us
So dance with me
Bear In Heaven - The Reflection of You by Bear in Heaven
/Martin
Førstesinglen The Reflection of You er ude nu, og det lyder umiskendeligt som Bear In Heaven. Synthfladen er imidlertid mixet en smule højere, så det overordnet virker en anelse mere elektronisk end tidligere - uden at underkende hvor fremtrædende dette element trods alt var på Beast Rest Forth Mouth. Helten forsøger sig med et modigt comeback efter nederlaget:
Here I am
There you are
There is nothing left between us
Nothing left between us
So dance with me
Bear In Heaven - The Reflection of You by Bear in Heaven
/Martin
Etiketter:
Bear in Heaven,
Dead Oceans,
Hometapes
Kollegial anbefaling
Jeg føler nogle gange, jeg er for dårlig til at give anbefalinger videre, når det kommer til andre blogs. I dag synes det særligt påtrængende: Én af landets dygtigste koncertarrangører, Bjarke Svendsen, har netop lagt et indlæg ud med dertilhørende veloplagt playliste med alskens 'verdensmusik' (han har det vist også selv svært med begrebet) på Passive/Aggressive.
Passive/Aggressive er relativt ny, men den har hurtigt fundet sin egen identitet, og der opdateres ofte. Det skorter hverken på anbefalinger af ny musik eller fine gæsteindlæg, så har du ikke allerede bogmærket den, kan du passende gøre det nu. Det er hurtigt blevet én af landets mest interessante musikblogs.
/Martin
Passive/Aggressive er relativt ny, men den har hurtigt fundet sin egen identitet, og der opdateres ofte. Det skorter hverken på anbefalinger af ny musik eller fine gæsteindlæg, så har du ikke allerede bogmærket den, kan du passende gøre det nu. Det er hurtigt blevet én af landets mest interessante musikblogs.
/Martin
onsdag den 11. januar 2012
A.A. Bondy
Når man (som undertegnede) af og til gør sig skyldig i at kalde noget for overset, er det kun på sin plads at stå frem, når det groft er lykkes én selv at overse noget decideret mesterligt. En ven anbefalede nyligt pladen Believers af A.A. Bondy, og den har stort set ikke forladt anlægget siden.
Trods udgivelse på Fat Possum er det ikke et navn, man har hørt meget til i Europa, men det går egentlig meget godt i spænd med selve oplevelsen af at lytte til A.A. Bondy (kort for Auguste Arthur). Det er udpræget nattemusik, næsten eksklusivt i sin sorgbearbejdelse, og man får en følelse af, at selve titlen er valgt for at give en vis vægt over for den modløshed, der ofte præger lydbilledet.
Det er drævende americana, slowcore, country. Eller som Anders Cold, én af Danmarks absolut bedste anmeldere, har kaldt det: En stilfærdig triumf. Det er egentlig ganske simpelt, men det er lige så effektfuldt som et enkelt vindstød på en bølgende kornmark. Et fremragende udspil, der i øvrigt følger op på to andre yderst interessante plader.
Believers er intet mindre end meget, meget imponerende.
A.A. Bondy - Believers (Album Preview) by PIASGermany
/Martin
Trods udgivelse på Fat Possum er det ikke et navn, man har hørt meget til i Europa, men det går egentlig meget godt i spænd med selve oplevelsen af at lytte til A.A. Bondy (kort for Auguste Arthur). Det er udpræget nattemusik, næsten eksklusivt i sin sorgbearbejdelse, og man får en følelse af, at selve titlen er valgt for at give en vis vægt over for den modløshed, der ofte præger lydbilledet.
Det er drævende americana, slowcore, country. Eller som Anders Cold, én af Danmarks absolut bedste anmeldere, har kaldt det: En stilfærdig triumf. Det er egentlig ganske simpelt, men det er lige så effektfuldt som et enkelt vindstød på en bølgende kornmark. Et fremragende udspil, der i øvrigt følger op på to andre yderst interessante plader.
Believers er intet mindre end meget, meget imponerende.
A.A. Bondy - Believers (Album Preview) by PIASGermany
/Martin
mandag den 9. januar 2012
Hvem skulle også vide det
Selv for en overraskelse var debutalbummet Skeptic Goodbye af You Won't ganske overraskende. Og ganske interessant et næsten konventionelt paradoks: Det er næsten umuligt i sin enkelhed, og netop heri ligger pladens og duoens styrke. Det er nemmere at distancere sig gennem et åbenlyst forsøg på et decideret brud, end det er overbevisende at nyfortolke fasttømrede traditioner.
Her ligner Massachusetts-bandet lidt deres regionale artsfæller Wheat, der ligeledes kan grænse til det skræmmende velkendte og alligevel svært placerbare (uden yderligere sammenligninger i øvrigt). Vi kan dog godt forsøge os med at placere You Won't, hvilket jeg også tidligere har gjort på disse sider: Udgangspunktet er en forkærlighed for folk-traditionen (eller traditionerne), hvor det som med snart sagt hver anden kunstner er umuligt at se bort fra en vis Dylan. Men også The Shins og The Apples in Stereo høres klart, og disse kunstnere er da også sig selv eksponenter for dette svære (og i denne kontekst lykkedes) forsøg.
Efter at have selvudgivet pladen uden megen opmærksomhed bliver den nu genudgivet her i januar på Old Flame Records, der bl.a. har arbejdet med Cloud Nothings, unouomedude og danske Alcoholic Faith Mission.
Én af pladens perler er samtidig den sang, jeg ifølge Last.fm har lyttet mest til de seneste tolv måneder, nemlig den skræmmende simple Who Knew. Den beskriver på godt tre minutter en rørende erkendelse af utilstrækkelighed hos den forelskede. Frem for at føre sig ynkeligt frem bliver det til en næsten slavisk opremsning af, hvordan vores helt - når alt kommer til alt - kunne have været den rette; det er noget så kynisk som timingen, der er helt forkert. Konstruktionen hedder altså: Hvis han var x, ville han gøre y, men [omstændighederne].
Narrativet er kronologisk opbygget: Først det kære barn, så den traurige 18-årige. Dernæst den midaldrende mand, så den 103-årige. I sangens sidste del bliver det mere abstrakt, eftersom desperationen spiller ind i erkendelsen. Han forestiller sig her, at han er Marty McFly og kan tage tilbage tilbage til deres barndom for at blive sin (umuligt) udkårnes bedste ven. Herefter antydes det patetiske, da han som a ghost on [the] hall vil hjemsøge hende. Men han er af kød og blod.
All along I did what I could
But you tell me my timing's no good
Who knew
All along I did what I could
But you tell me my timing's no good
Who knew
Who knew
Det leveres som en nøgtern kendsgerning: Der er intet at stille op. Det er skræmmende banalt, og netop dét kræver mod: At indse det enkle, der til tider kan symbolisere det uendeligt triste. Who Knew er en sørgmodig hymne - og en helt igennem formidabel popsang.
MP3: You Won't - Who Knew
You Won't - Who Knew by Movements & Nonsense
/Martin
Her ligner Massachusetts-bandet lidt deres regionale artsfæller Wheat, der ligeledes kan grænse til det skræmmende velkendte og alligevel svært placerbare (uden yderligere sammenligninger i øvrigt). Vi kan dog godt forsøge os med at placere You Won't, hvilket jeg også tidligere har gjort på disse sider: Udgangspunktet er en forkærlighed for folk-traditionen (eller traditionerne), hvor det som med snart sagt hver anden kunstner er umuligt at se bort fra en vis Dylan. Men også The Shins og The Apples in Stereo høres klart, og disse kunstnere er da også sig selv eksponenter for dette svære (og i denne kontekst lykkedes) forsøg.
Efter at have selvudgivet pladen uden megen opmærksomhed bliver den nu genudgivet her i januar på Old Flame Records, der bl.a. har arbejdet med Cloud Nothings, unouomedude og danske Alcoholic Faith Mission.
Én af pladens perler er samtidig den sang, jeg ifølge Last.fm har lyttet mest til de seneste tolv måneder, nemlig den skræmmende simple Who Knew. Den beskriver på godt tre minutter en rørende erkendelse af utilstrækkelighed hos den forelskede. Frem for at føre sig ynkeligt frem bliver det til en næsten slavisk opremsning af, hvordan vores helt - når alt kommer til alt - kunne have været den rette; det er noget så kynisk som timingen, der er helt forkert. Konstruktionen hedder altså: Hvis han var x, ville han gøre y, men [omstændighederne].
Narrativet er kronologisk opbygget: Først det kære barn, så den traurige 18-årige. Dernæst den midaldrende mand, så den 103-årige. I sangens sidste del bliver det mere abstrakt, eftersom desperationen spiller ind i erkendelsen. Han forestiller sig her, at han er Marty McFly og kan tage tilbage tilbage til deres barndom for at blive sin (umuligt) udkårnes bedste ven. Herefter antydes det patetiske, da han som a ghost on [the] hall vil hjemsøge hende. Men han er af kød og blod.
All along I did what I could
But you tell me my timing's no good
Who knew
All along I did what I could
But you tell me my timing's no good
Who knew
Who knew
Det leveres som en nøgtern kendsgerning: Der er intet at stille op. Det er skræmmende banalt, og netop dét kræver mod: At indse det enkle, der til tider kan symbolisere det uendeligt triste. Who Knew er en sørgmodig hymne - og en helt igennem formidabel popsang.
MP3: You Won't - Who Knew
You Won't - Who Knew by Movements & Nonsense
/Martin
Etiketter:
Bob Dylan,
Old Flame Records,
The Apples in Stereo,
The Shins,
You Won't
onsdag den 4. januar 2012
Næseblod i forstaden
Trevor Powers, også kendt som Youth Lagoon, stod bag én af sidste års bedste plader med sit debutalbum The Year of Hibernation. Et album, der i øvrigt blev kåret til årets stærkeste på den rigtig fine blog disco naïveté. Forud for udgivelsen af albummet blev særligt sangen July spredt godt og grundigt i blogosfæren, og den hører da også blandt sidste års smukkeste. Nu har vi godt gang i adjektiverne, men det er det mindste, vi kan gøre i denne forbindelse.
Nu er der en ny video ude til netop July. Den starter forventeligt i forstaden på en cykel, men udvikler sig ganske dramatisk. Selv når den forløsende guitar sætter ind i sidste fjerdedel, forbliver det overraskende mørkt.
/Martin
Nu er der en ny video ude til netop July. Den starter forventeligt i forstaden på en cykel, men udvikler sig ganske dramatisk. Selv når den forløsende guitar sætter ind i sidste fjerdedel, forbliver det overraskende mørkt.
Youth Lagoon - July from Tyler T Williams on Vimeo.
/Martin
Abonner på:
Opslag (Atom)