Årets album 2020

2020. På sin vis orker man ikke at skrive så meget. Mange af os har nok fået udfordret vores tro på fællesskabet i løbet af året, men vi har også fået bekræftet, hvor ens vi er på mange punkter. At være menneske er trods alt at være ret fejlbarlig, og vi bærer alle på noget. Vi må være der for hinanden, altid, men særligt i en tid, hvor vi har endnu mere brug for lindring.

Måske derfor har jeg hørt en masse ambient i år. Beroligende værker, zen-eskapader, puslespilsmusik.

Det er svært at vurdere musikåret 2020. Det var sikkert lige så godt og skidt som altid. En masse, som nogle mener er undervurderet. En masse, som andre mener er overvurderet. Æstetisk uenighed er et sundhedstegn. Det er ikke uforeneligt med respekt.

Og som altid: Årslister er kun sjove, når de er personlige. Denne er helt subjektiv og til en vis grad et resultat af, om jeg har hørt et album på det rigtige eller forkerte tidspunkt. Om jeg har givet en kunstner nok tid. Om jeg overhovedet har hørt en given kunstner! Der er så vanvittigt meget musik, og det er netop pointen: En årsliste kan ses som udtryk for konsensus ("når liste X og liste Y er enige om dette, så må det være godt"), men det er lidt kedeligt. Vigtigere endnu er denne til for at inspirere og kaste lys på noget, som læseren/lytteren forhåbentlig ikke allerede har hørt.

Tak for i år. Her er 25 plader, som jeg har været virkelig glad for.

25. Hen Ogledd – Free Humans

Newcastle-kvartetten med bl.a. troubadour Richard Dawson leverer alternative folk-eksperimenter med flotte popelementer. Singlen Trouble er blandt de mest catchy sange fra det herrens år 2020.

24. Lyra Pramuk – Fountain

Alt er stemmer på Fountain. Ingen beats, ingen synth, kun stemmer. Det vil sige: Lyra Pramuks egen stemme. På amerikanerens debutalbum manipulerer hun sin stemme på alle mulige og umulige måder og skaber en flod af messende stemmer, ofte noget nær en kakofoni. I en komposition som Xeno får man ligefrem fornemmelsen af mennesket som flokdyr.

23. Sign Libra – Sea to Sea

Lettiske Agata Melnikovas andet album er inspireret af månen og det golde. Jeg er ikke sikker på, hvad det betyder, og jeg forstår mig ikke på astrologi. For mig lyder det, som om baltisk vinter møder japansk forår. Det er nærmest skvulpende, ikke mindst på en sang som Sea of Serenity.

22. Tan Cologne – Cave Vaults on the Moon in New Mexico

Den amerikanske duo beskrives af deres svenske label Labrador som en blanding af Mazzy Star og CAN. Stemningen er til tider eerie men aldrig decideret utryg. Det er western-folk og vibrerende gråt.

21. Nation of Language – Introduction, Presence

Melankolsk synth-pop, der trækker på både New Order, OMD og nyere New York-kollegaer som The National. Fab Moretti fra The Strokes spiller trommer på et par sange.

20. Amaarae – The Angel You Don’t Know

Ghanesisk-amerikanske Ama Serwah Genfi er måske lige så kendt for sit aktivistiske virke som for sin musik. Hun er et mangefacetteret bekendtskab, og det afspejles i dette flotte debutalbum. Det er en slags R&B-pop med solide beats, men det er så absolut meget mere end det. Hun mumler med selvtillid, gør sin stemme lille på en måde, der gør den så meget desto større. Som en Disney-mus, der er på vej til at ødelægge Disney World. Dårlig metafor, godt album.

19. Bonny Light Horseman – s/t

Gennemført behagelig folk. En slags supergruppe, der består af Anaïs Mitchell, Eric D. Johnson og Josh Kaufman. Anaïs er kendt for sin solokarriere, og Eric er frontmand i Fruit Bats og har været tæt involveret i The Shins og Califone. Josh spiller også i Muzz (og spillede med Paul Banks, før Paul endte med at satse på Interpol) og har været med på bl.a. National- og Taylor Swift-plader. Det hele emmer af langsommelig færden igennem små byer, vilde (men stillestående) heste, en smule sved i nakken og folk, der har lyst til at skåle med dig. De kram, som du ikke har fået i år, får du på dette fine album.

18. Kate NV – Room for the Moon

Russiske Ekaterinas seneste album er relativt tilgængeligt og går i mange retninger. Helt overordnet er der en vis forhandling af det indadvendte og udadvendte. Hun synger både russisk, fransk og engelsk, og så er hun ikke bange for det enkle og åbenlyse, hvis det fungerer. Som når sangen Telefon slutter med, ja, en telefon.

17. Nazar – Guerilla

Angolansk-belgiske Nazar er rundet af krig. Mere præcist borgerkrigen i hans forældres hjemland Angola. Selv er han født i Belgien og kom først til Angola i 2002. Hans far var general i rebelgruppen UNITA, hvor hans mor også blev engageret allerede i teenageårene. Fra albumtitlen til sangtitlerne går det militante igen. Retaliation, UN Sanctions, Arms Deal ... Det er voldsomt, skærende, grænsende til det skingre (bogstaveligt talt, lydligt, ikke billedligt), og det er fyldt med samples af våben, der lades. Men det er også hjerteskærende, ikke mindst på Mother.

16. Gia Margaret – Mia Gargaret

Debutalbummet fra Chicago-sangskriveren var blandt mine favoritter i 2018. Enkelt, ømt, flot (selv)produceret. Hun fik også europæisk label, Dalliance, og en tour var planlagt, men så mistede hun stemmen. Hvad gør man så? Man laver selvfølgelig et instrumentalt album i stedet. Hun synger på albummets allersidste sang Lesson, men ellers er der tale om terapeutisk og småeventyrlig ambient.

15. Sweeping Promises – Hunger for a Way Out

Imponerende post-punk! De er godt nok fra Boston, men de ville nok hellere have været i briter i starten af 80'erne. Årets bedste band-følelse, bedste basgange og en fremragende sangerinde i Lira Mondal.

14. Julianna Barwick – Healing Is a Miracle

Hvor går grænsen mellem dårlig New Age og denne rene skønhed? Julianna Barwick er en blid katedral af beroligende, abstrakt skønsang. Mere af det samme er ikke altid nødvendigt, men med Julianna Barwick er det altid godt. Niveauet er tårnhøjt. Jónsi er med på den lidt bombastiske In Light, og Mary Lattimore forskønner Oh, Memory. Sidstnævntes efterårsalbum Silver Ladders er i øvrigt også ganske flot.

13. Imaginary Softwoods – Annual Flowers in Color

John Elliott var en del af Emeralds og har de seneste år haft travlt med sit pladeselskab Spectrum Spools. Hans nyeste synth-ambient-opus blev lidt fjollet kun udgivet på bånd i første omgang, men er nu endelig tilgængeligt for mere end 200 mennesker. Det flotte cover af blomster i en park ligner et foto, som en mor kunne have taget på en sommerferie mellem 80'erne og 90'erne. Det gav mening, da hun tog det, og nu bladrer man måske forbi det i fotoalbummet fra den ferie. Men i øjeblikket var man betaget. Det har også værdi at være betaget i øjeblikket.

12. Villaelvin – Headroof

Den walisiske lydkunstner Elvin Brandhi besøgte sidste år det ugandiske kollektiv Nyege Nyege og har med en række samarbejdspartnere derfra (herunder percussionist Omutaba og producerne Don Zilla og Oise) lavet en omgang smadret elektronisk musik under navnet Villaelvin. Der er visse ligheder med Nazars Guerilla, men voldsomheden her lyder mere som skærende knive. Nyege Nyeges sublabel Hakuna Kulala udgiver.

11. Matt LaJoie – Everlasting Spring

Det seneste album fra guitarist Matt LaJoie lever op til sin titel. Det instrumentale, minimalistiske album er lindrende, livgivende solskin. Måske over Como-søen, måske over en dal. En hund sidder i en fiskers båd. Ingen siger noget.

10. Sault – Untitled (Black Is) + Untitled (Rise)

Kort efter George Floyds tragiske død udkom Saults første album i år: En slags funky protestmusik med elementer af både house og disco. Med sangen Wildfires lavede de tilmed én af årets smukkeste sange. Få uger senere kom så endnu et (lige så godt) album fra det britiske band, der foretrækker at være anonyme. The Guardian kvitterede med denne rubrik: "Mystery collective make best album of 2020, again."

9. Duwap Kaine – Bad Kid from the 4

DIY-teenage-rapperen Duwap Kaine sidder et sted i Atlanta, Georgia og spytter et hav af sange ud på SoundCloud. På albummet her har han samlet 18 sange, der varer i alt 37 minutter. Det hele lyder dovent og let hypnotisk. Det slæber sig af sted. Han er helt inde i musikken og alligevel let distanceret.

8. Nihiloxica – Kaloli

Første fuldlængde fra Kampala-bandet er en intens omgang percussion-tung afro-electro. I intensiteten kan det minde lidt om Healths debutalbum tilbage i 2007, en sanseeksplosion, som dog her er næsten helt instrumental. Det er ikke et udpræget mørke, men man får en fornemmelse af at løbe mod en afgrund. En medrivende advarsel. Nihiloxica har været blandt bannerførerne for Nyege Nyege og udgiver dette debutalbum på Crammed Discs.

7. Phoebe Bridgers – Punisher

Phoebe Bridgers fik sit store gennembrud i år med opfølgeren til det overrumplende debutalbum Stranger in the Alps fra 2018. Singlerne Garden Song og Kyoto var hæderlige som singler, men ramte mig ikke rigtigt, før jeg hørte dem sammen med resten af albummet, hvor de fungerer upåklageligt og bidrager til en helhed, der er stabilt rørende, velproduceret og til tider endda sjov. For Phoebe Bridgers skriver sange, der afvæbner, afslører og underholder.

6. Fools – Fools’ Harp, Vol. 1

Kontemplativt soundtrack til halvsøvnen. Da jeg første gang stødte på Fools' instrumentale meditationsmusik anede jeg ikke, hvad jeg hørte. Jeg lyttede åbenbart til solodebutalbummet fra Grizzly Bears trommeslager Chris Bear. Albummet er fyldt med klokkespil, men der sniger sig afstikkere ind: På Metaqua er vi ude i noget, der minder om Lopatins gamle projekt Games, og andre steder kan det minde om Visible Cloaks. Stor overraskelse.

5. The Avalanches – We Will Always Love You

Denne gang skulle vi ikke vente 16 år på et nyt album fra den australske duo. Mestersamplerne talte seks personer på debuten i 2000, som står tilbage som en af de vigtigste plader i nyere pophistorie. Fokus var på fortællingen og sampling som kunst. Med Wildflower i 2016 var der flere sange, og den udvikling har de fortsat på den betryggende betitlede We Will Always Love You. Det handler dog stadig om det gode beat, melankoli og håb. Gæstestjernerne tæller Johnny Marr, Blood Orange, Tricky, Jamie xx, Karen O og Kurt Vile.

4. Ana Roxanne – Because of a Flower

Det er sjældent, at et debutalbum kan spænde så vidt og forblive så selvsikkert. Det kan kategoriseres som en slags ambient, men det bliver også mere himmelstræbende à la Julianna Barwick og naturmelankolsk à la Grouper. På Take the Thorn, Leave the Rose lyder det nærmest som Bohren & Der Club of Gore-dødsjazz.

3. Sea Oleena – Weaving a Basket

Ambient spøgelses-folk. Canadierens nye album har – ligesom Ana Roxanne – visse ligheder med Grouper: Det er let tåget, en anelse deprimerende og med stort fokus på naturen.

2. Håkan Hellström – Rampljus

Kongen af Göteborg har lavet et album, som egnede sig til at blive spillet til en stadionkoncert, og sådan én (ja, nogle stykker) skulle han da også have spillet. Men selv i Sverige måtte man ikke samle så mange mennesker, så min billet må indløses i 2021. Rampljus blev som konsekvens delt op i to, så selve albumudgivelsen kunne blive en anderledes oplevelse. Første halvdel er decideret fremragende, og selvom anden halvdel er mindre spektakulær, så er det den Håkan, vi kender. Den Håkan, der elskværdigt stjæler med arme og ben fra Fleetwood Mac til Falco.

1. Private World – Aleph

Den walisiske duo hylder den følsomme del af 80'er-poppen og new wave med et generelt underspillet album, der opløser den stramme sangskrivning og i stedet går efter en overordnet stemning mellem det kølige og varme. I de mere poppede øjeblikke føles det som at være med i dansescenen i Call Me By Your Name. Det er tidlig Simple Minds, det er Peter Gabriel, Roxy, A-Ha, Spandau Ballet. Det er et destillat, og det er mere end et destillat. Det er en helhed, og det er vidunderlig brug af inspiration.

/Martin

Liraz og persisk pop

Med udgivelsen af Naz i 2018 lavede iransk-israelske Liraz en moderne udgave af persisk pop. Med udgivelsen af Zan har hun taget denne lyd til et endnu højere niveau.

Men lad os spole lidt tilbage.

Liraz' forældre er iranske jøder, der flyttede til Tel Aviv i 70'erne. Hun føler sig iransk, men hun kan ikke rejse ind i sine forældres hjemland. Så meget desto vigtigere er det for hende at lave musik, der trækker på pre-revolutionære iranske traditioner. 

Frem for at se tilbage vil hun imidlertid indgyde håb til særligt sine medsøstre, hvorfor hun blander det traditionelle med bl.a. electropop. Hvad der er nyt for os, er gammelt for andre. Og den anden vej rundt.

Liraz er et betagende og fascinerende bekendtskab. Og Zan er en gave, der bliver ved med at give.

/Martin

Sea Oleena

Charlotte Oleena kan godt lide havet. Så hun hedder selvfølgelig Sea Oleena, når hun udgiver sin ambiente spøgelsesfolk.

Charlotte er canadier, og indtil for nylig havde hun senest udgivet et album i 2014. Det er stort set, hvad jeg ved om hende. Og det er fint.

Hendes nye album Weaving a Basket er fremragende. Det er rigeligt for mig.

Det er en anelse mere eerie end forgængeren. Som at spotte en person i kornmarken uden at få et chok. Skræmmende er det ikke, men der er noget urovækkende i et kort øjeblik, før man beroliges af naturen.

Weaving a Basket er fyldt med natur. Fra albumcover og sangtitel (den tålmodige albumafslutter Horses) til den overordnede stemning. Det er organisk og luftigt på samme måde, som man oplever det hos Grouper.

Som Gorilla vs. Bear gør opmærksom på, bliver der brugt en klaverbid af Molly Drake på introsangen Will I Know. Molly var mor til Nick Drake. Jeg har aldrig tænkt over, hvem Nick Drakes forældre var.

Ud i naturen med os. Både med og uden Sea Oleena i ørerne.

/Martin

HighSchool og glæden ved ikke at være ung

De fleste mennesker bruger en enormt stor del af deres liv på at være nostalgiske. Selvom jeg kan have god grund til at mindes en forrygende ungdom, så er mit største mareridt at blive sendt tilbage og genleve den.

Jeg er, hvor jeg er nu med en lærdom og nogle erfaringer, som har gjort mig til den, jeg er nu. Jeg længes ikke tilbage, men det er ikke det samme som ikke at savne en tid eller glædes ved tanken. Længslen kan blive dominerende.

En engelsk ven (Everton-fan) har det fine pladeselskab Dalliance Recordings, som bl.a. udgiver fantastiske Gia Margaret. De har netop signet Melbourne-trioen HighSchool, der laver en form for post-punk, der både er inspireret af The Cure og tidlig The Drums (kan I huske, hvor god I Felt Stupid var i 2009?).

Både bandnavnet og den nye single New York, Paris and London bringer uvægerligt tankerne i retning af en ungdom, der aldrig kommer tilbage. Vi hører det endda i omkvædet: "I want to be young again". 

Jeg kan følge det, men jeg er heldigvis uenig.

/Martin

Farsi-rap og blødhårde beats

Eksperimenterende London-frustrationer. 24-årige Loraine James følger op på sit debutalbum fra 2019 med en ret mørk EP. Gæsterne tæller Jonnine Standish fra HTRK, Lila Tirando a Violeta fra Uruguay og Tardast, der rapper på farsi på sangen Marg.

Jeg forstår – selvfølgelig – ikke et ord. Det er til tider befriende ikke at fatte noget. I hvert fald accepten af det. Så er vi tilbage ved de gamle grækere og den sokratiske indsigt. Jeg er heller ikke i tvivl om potente indsigter hos Tardast. Eller for den sags skyld hos Loraine James.

Sangen bygger på beats, der kunne være computerspil-pistollyde gennem dårlige computerhøjttalere og en subwoofer, der ikke virker. En foruroligende synth-stryger kører op, forsvinder, kører op, forsvinder. Et minut inde i sangen kan man trække vejret for en kort bemærkning, det bliver mere filmisk, men ikke mindre foruroligende.

/Martin

Hen Ogledd og rejsen fra folk-eksperimenter til pop

Kvartetten Hen Ogledd blev dannet af troubadour Richard Dawson og harpist Rhodri Davies for at kunne lave folk-eksperimenter. Med tilføjelsen af Sally Pilkington og Dawn Bothwell er den eksperimenterende duo blevet til en kvartet, der er fascineret af sammenblandingen af folkemusikkens eventyr og popmusikkens gennemslagskraft. Newcastle-kvartetten er demokratisk anlagt, og alle bidrager med sangskrivning, sang og snart sagt alle tænkelige instrumenter (Sally spiller angiveligt på chipspose).

De har netop udgivet albummet Free Humans, som jeg kun har hørt med et halvt øre. Til gengæld har jeg skamhørt singlen Trouble, der bliver sunget af Dawn Bothwell. Her forstår man lidt af, hvorfor de har nævnt ABBA som inspiration for de nye sange.

Dawn synger, så man forstår, at vi er i den nordlige del af Storbritannien. Vi er godt nok ikke i Skotland, men i Newcastle nærmer man sig nogle af dialekterne fra den anden side af grænsen. Dawn får icy til at blive til aycee og smoke til at blive til smouk. Det er fantastisk charmerende, og det gør det på en måde endnu skønnere, når man ved, at hun er ph.d. i filosofi.

På den ene side er Trouble tidløs, på den anden side har den et nærmest ridderligt-middelalderligt C-stykke og et smånaivt omkvæd, der kan minde om midten af 00'ernes overflod af indiepop. Det kan hurtigt give en lidt bittersød smag i munden, men det fungerer her, fordi det hele er mixet så herligt. Den tørre og action-agtige måde, bandet råber trouble! på for at indlede omkvædet, ligger næsten for højt i mixet. Men også kun næsten. Det samme med guitaren, der uden skam mixes op i omkvædet. De er ikke bange for at gøre opmærksom på, hvad de gør, og det er dét, der fungerer.

En helt igennem storslået single.

/Martin

Flyvende robotsæler fra Osaka. Phew

Japanske Phew startede et af Osakas første punkbands, Aunt Sally, tilbage i 1978. Siden da har hun samarbejde med bl.a. Ryuichi Sakamoto og Conny Plank og lavet en masse underlige ting.

Hendes nye album Vertigo KO falder også i kategorien underlige ting. På godt og ondt. Spændende er det i hvert fald.

Hvor det som helhed er en anelse foruroligende, er det værd at dykke ned i albummets første seks minutter. Bag titlen The Very Ears of Morning (som i sig selv er eventyrligt skræmmende) åbenbarer sig nogle af de mest fascinerende lyde, jeg har hørt i år.

Det starter som en jævnt flot ambient-produktion og viser sig hurtigt at være et landskab, også selvom man ikke lukker øjnene. Der er noget, der drypper. Der er noget, der trasker. Det hele er lidt flimrende, og man skimter efter en klar indsigt, som gemmer sig et sted bagved. 

Og så, efter knap fire og et halvt minut, er det, som om en elektronisk fugleflok trækker ind over en stor sø. Den kommer nærmere og lyder nu som flyvende robotsæler.

Vertigo KO er måske ikke lige spændende hele vejen igennem, men albummets første komposition er mesterlig.

Lyt/køb på Bandcamp

/Martin

Kathleen Edwards har prioriteterne i orden

Canadiske Kathleen Edwards udgav fire plader mellem 2003 og 2012. Så brød hun og Justin Vernon. Kort efter annoncerede hun en pause fra musikken. Der skulle ske noget... andet.

Det andet blev en kaffebar med det herlige navn Quitters. Selvironi har hun rigeligt af. Tid til sine hunde har hun også. Lysten til at lave musik kom også tilbage.

I maj kom så singlen Options Open. En vaskeægte landevejsbasker. En sang, der lyder langsommere, end den egentlig er. Og det er egentlig tricket: At sløve alting ned. Mærke alting lidt langsommere og mere opmærksomt.

For thirty-nine years I've been keeping my options open

Det er en forrygende linje i sig selv, og det er kun endnu bedre, at den styrer omkvædet.

Albummet, Total Freedom, er landet denne weekend, og det er en flot omgang alternativ country og folk. Eller bare popmusik lavet af en person, der forstår sig på kaffe, træer og at vælge den rigtige park til sine hunde.

Total Freedom på Bandcamp

/Martin

Mike Polizze og en hyldest til det, der er godt nok

Dette albumcover er ikke flot. Det er muligvis en hyldest til coverart fra en svunden tid, men flot er det ikke. Men der er noget hæderligt over det.

Mike Polizzes solodebutalbum Long Lost Solace Find er ikke det bedste, du kommer til at høre i år, men det er habilt. Det er endda hyggeligt til tider. Det er Kurt Vile'sk i sin rastløse afslappethed. Og det er fint nok. Nogle gange skal det bare være fint nok.

De store følelser kan ikke altid dominere, og det mest udfordrende kan ikke altid finde plads til at udfordre. Så finder en plade som denne til gengæld sin plads. Et sted i mellemrummene.

Mike Polizze var frontmand i Purling Hiss, som larmede lidt mere. Nu lyder Mike Polizze, som om det altid er søndag eftermiddag, hvor han er.

Long Lost Solace Find på Bandcamp

/Martin

Annie er tilbage!

Den norske popdronning er tilbage! Okay, popdronning i et par år i midten af nullerne i hvert fald. Heartbeat er i hvert fald en af de bedste skandinaviske popsange de seneste år.

Hendes seneste album udkom i 2009 og blev efterfulgt af et par godkendte EP'er. Og nu, 11 år senere, kommer så Dark Hearts.

Herfra kan man nu høre singlen American Cars, som er dejlig filmisk. Hun nævner selv Cronenbergs Crash fra 1996 som reference, men nogle vil måske hævde, at der er tale om en slags Annie-fikering af noget mere Drive-agtigt. Oh well, det er måske bare en god og halvmørk popsang.

Dejligt at have nordkvinden tilbage!

Dark Hearts udkommer 16. oktober.

/Martin

En drøm før drømmen

Mary Lattimore er harpenist. Paul Sukeena er guitarist.

Mary og Paul er naboer, og de har tilbragt karantænetiden sammen. Her har de frembragt en vidunderlig og langsom hængekøjedrøm: Dreaming of the Kelly Pool.

Afslapning har sjældent været så afslappende.

Den er komponeret til Mexican Summers Looking Glass-serie, som også tæller nyt fra drømmere som Bedouine, Jefre Cantu-Ledesma, Kikagaku Moyo og Ariel Pink.

/Martin

Ultraflex

Norske Farao og islandske Special-K er gået sammen om Ultraflex.

De er angiveligt inspireret af atletisk sovjetdisco, hvad det så end betyder. Det giver på sin vis mening. Fuld fokus på synthesizeren er der i hvert fald på debutsinglen Olympic Sweat, og de har allerede et godt arkiv af pressebilleder, der lever op til deres ambitioner og bandnavn.

Som de selv siger til Nothing But Hope and Passion: "Image is everything." Det er sikkert både sarkastisk og oprigtigt. De udelukker ikke nødvendigvis hinanden.



/Martin

Duwap Kaine

Atlanta er hovedstad i Georgia. Det er også delstatens største by, et sted mellem Århus og København i størrelse. Sådan en sammenligning giver ingen mening, men det er en sjov tanke, som i sidste ende både kan bringe os tættere på amerikanske brødre og søstre og samtidig bekræfte kløften mellem os. Århus og Atlanta? Arh, hva'.

Nå. Et sted i Atlanta sidder 18-årige Duwap Kaine og ser tv, ryger, stener lidt, hygger sig. Og laver usandsynligt mange sange, der ender på SoundCloud.

Jeg stødte på ham i det tidlige forår, under den tidlige karantæne på Østerbro. Jeg havde fri fra arbejde, ville lægge puslespil, drikke god kaffe og høre noget musik, jeg ikke kendte. Alt sammen enormt privilegeret. Så jeg fandt en artikel over oversete plader fra vinteren 2020, hvor ca. halvdelen var interessant, og af den interessante halvdel var nogle få endog virkelig interessante. Særligt Bad Kid from the 4 af Duwap Kaine, som jeg aldrig havde hørt om.

18 sange på 37 minutter. Hvordan er han kun 18 år? Sangene er svøbt i en slags surrealistisk alvor. Eller måske endda hinsides alvor og ironi. Han rapper så hypnotisk og dovent, at han på én gang er helt inde i musikken og på samme tid distanceret. Dybt betagende.

Nogle har bemærket inspiration fra Chief Keef, men Duwap Kaine er et langt mere interessant bekendtskab. Hans skæve flow i f.eks. Ferris Wheel er et godt eksempel på hans kvaliteter som rapper. Men det er særligt i den vidunderlige produktion, han adskiller sig. Ret unikt for 2020 passer den endda til albumcoveret med sin lo-fi-kvalitet, der både indfanger stemningen sent om natten alene på forstadsværelset og fantasierne fra de serier og computerspil, der netop indtages i det værelse. Det er mørkt og samtidig fjernt skinnenede eller glimtende.

Duwap Kaine er en DIY-drømmer, der konstant laver ny musik, udgiver det selv og vist selv laver sine videoer. Hvad ved jeg om trap? Hører jeg nok hiphop til at forstå noget som helst? Sikkert ikke. Men Bad Kid from the 4 overrumplede mig og fortsætter med at gøre det.



/Martin

Fools og lidt farver til halvsøvnen

Jeg faldt over Fools på en playliste og blev begejstret for den kontemplative Rintocco. Så kunne jeg se, at den var fra en plade, som netop var blevet udgivet, og resten af den viste sig at være lige så fin.

Det viste sig at være Christopher Bear, trommeslageren fra Grizzly Bear, som altså har udgivet sin første soloplade. Det er instrumentalt, det er meditativt, det er ofte en slags ambient, andre gange med lidt percussion, masser af klokkespil. Til tider med et nik til Visible Cloaks.

Med lidt tømmermænd halvsov jeg tidligere i dag til pladen og så en masse farver for mig, de fleste i drømme. En uventet fornøjelse.

Fools' Harp, Vol. 1 er ude på Music From Memory.



/Martin

Melenas fra Pamplona

Selvfølgelig betyder geografi noget. Jo, musikken er i sidste ende lige så god, om den kommer fra det ene eller det andet sted, men vores oplevelse farves af hele indpakningen.

Facaden på billedet er f.eks. vidunderlig. Ekstra point. Kvartetten Melenas er fra Pamplona. Ekstra point. Man kunne godt komme ind på en fænomenologisk betragtning, men jeg har tømmermænd, og jeg vil hellere bare lytte til noget relativt ligetil, som samtidig giver mig lidt energi. Det gør Melenas. Men lige en sidste pointe om geografi: På den ene side vil vi alle gerne være hævet over det, men vi forholder os netop til det i forhold til vores eget land, når vi enten dømmer noget mere positivt eller negativt, fordi det er fra Danmark. Mange vil påstå, at de ikke gør det, og mange af dem har ret. Men mange af os er enten ekstra kritiske, hvis noget er dansk, eller vi er ekstra tålmodige og positivt indstillet. Det er svært at benægte. Sådan foregår det over hele verden, og det er fint nok. Måske er det smukt på sin egen måde.

Pamplona er en vidunderlig by. Man kan have holdninger til tyrefægtning, som blodigt farver holdningen til byen. Men hvor ligger Pamplona flot, højt i landet med masser af plads omkring sig. Hvor er byen dog arkitektonisk tilfredsstillende, hvor kaster den betagende skygger. Store dele af mesterværket Solen går sin gang foregår i Pamplona. Der er meget, der taler for byen. God mad er der såmænd også.

Melenas er fra Pamplona. En kvartet, som netop har udgivet albummet Dias Raros. Det er ukompliceret fuzz-og-reverb-indie-rock. Det er lige ud ad landevejen med en god portion optimisme. Som pladen folder sig ud, viser de fire spaniere, at de både mestrer det hurtige og fyldige lydbillede og det langsommere – altid med fine melodier. Enkelte steder får keyboardorgelet lov at træde mere frem, så det kan minde lidt om australske Twerps.

Dias Raros udkom 9. maj på amerikanske Trouble in Mind (Mikal Cronin, Night Beats, Omni).



/Martin

Aza Falls

Det begynder med en brusen. Kun på en dårlig dag vil havets brusen være et forstyrrende element. Men vi vælger kun sjældent, hvornår vi vil have en dårlig dag.

Sådan én havde Stine Steendorph for 10 år siden, selvom det tog lidt tid at finde ud af, hvor skæbnesvanger den egentlig var. Den dag fik hun hjernerystelse.

Stine Steendorph udgiver i dag sin første single under navnet Aza Falls, og førstesinglen The End handler netop om denne oplevelse. Faldet var brat, men konsekvenserne kom snigende. På samme måde med accepten og dermed lindringen.

Havets brusen, blodets brusen, tidevandet giver og tager.

The End er meditation og et flot billede på tålmod. Det lyder ikke som en afslutning. Hun har affundet sig med sin hjernerystelse, sluttet fred med den. Slutningen som begyndelse.

Aza Falls · The End

/Martin

Santrofi og highlife

Jeg gik desværre glip af ghanesiske Santrofi på Roskilde sidste år. Men det er for nemt og for kedeligt at fortryde ting – ligesom det sikkert er for nemt og for kedeligt at konstatere, at det er for nemt og for kedeligt at fortryde ting – og da jeg sidste måned blev mindet om bandet på The Vinyl Factory, var det et glædeligt gensyn med idéen om et band, jeg primært kendte fra en PR-tekst. Ud fra beskrivelser havde jeg bygget en idé om dem op i hovedet, men jeg havde kun hørt brudstykker af musikken. Navnet havde selvfølgelig fæstnet sig. Santrofi. Det lyder vidunderligt. Santrofi Santrofi Santrofi.

Kollektivet fra den ghanesiske hovedstad Accra udgav fredag 24. april debutalbummet Alewa på tyske Outhere Records, og det lyder minsandten vidunderligt!

Det er ghanesisk highlife, som nogle steder betegnes som en udbryder fra nigeriansk afrobeat. Og nu kommer jeg på glatis, fordi jeg hurtigt kan komme til bare at lire genrebetegnelser af. Santrofi er et større kollektiv, og man mærker undervejs på Alewa, at de giver plads til forskellige medlemmers lyst til at udforske andet end guitarbåren highlife (f.eks. på Odo maba og Mobo), mens de på titelsangen og min favorit, Africa, spiller så tight og l æ k k e r t, at verden med al sin ækelhed bare kan komme an. Sidstnævnte indledes i øvrigt med et klip af Kwame Nkrumah om the United States of Africa.



/Martin

Green-House

På sin vis har ambient aldrig været mere berettiget på global skala. Berettiget er måske et forkert ord. Nyttigt? Passende? Nødvendigt ligefrem?

Færre spørgsmål, mere ro.

Olive Ardizoni fra Los Angeles laver musik til planter, og det er der ingen grund til at blive irriteret over. For det er rart. Meget rart.

Det er bølgeskvulp og fuglelyde. Det er en lille halv times zen. Og det er perfekt at lægge puslespil til.



/Martin

Matt LaJoie

Albumcoveret er misvisende.

Det nye album fra Matt LaJoie lyder som solskin over en sø.

Nogle gange i en dal, andre gange måske Como-søen.

En hund er med fiskeren på båden.

Sådan lyder Everlasting Spring.



/Martin

Bullion

Under navnet Bullion har Nathan Jenkins lavet elektronisk og en slags balearisk musik i en håndfuld år, som oftest har haft et skævt smil over lyden.

For nylig udgav han den herlige single Hula, som stråler i egen nedtonede ret og samtidig har visse ligheder med det mærkværdige Freur-hit Doot Doot fra 1983 (walisiske Freur var i øvrigt en tidlig inkarnation af Underworld).

På fredag udkommer EP'en We Had a Good Time, hvorfra man nu kan høre den flotte, vemodige titelsang.

Ifølge altid fremragende Gorilla vs. Bear er EP'en "informed by out-of-town trips in a 1987 Renault 9 Super, impromptu car park hulas, and solo cinema bliss." For både Hula og singlen We Had a Good Time gælder inspirationen fra 80'erne. Der er god plads i lydbilledet, og der bliver givet plads til de forskellige detaljer, som træder frem på skift.

"So I'm the lucky one..." indleder han titelsangen med, og vi ved selvfølgelig godt, at han ikke føler sig spor heldig. Amerikaneren bor dog i Lissabon, så helt skidt står det nok ikke til.

EP'en We Had a Good Time er ude fredag den 28. februar på Nathan Jenkins' eget Deek Recordings.



/Martin

Meryem Aboulouafa

At noget er en kliché betyder ikke, at det er usandt. Det er en stor verden (kliché/sandt), og der er meget at opleve (kliché/sandt). Jeg har eksempelvis aldrig dykket ned i marokkansk musik, og jeg husker ikke at have prøvet at glæde mig til en udgivelse fra en marokkansk kunstner. Det sker heldigvis nu.

Én blandt 35 millioner marokkanere er Meryem Aboulouafa, og hun har en fantastisk stemme. Den bliver dog gemt væk af diverse effekter og vocoder på den nye single Ya Qalbi, men det fungerer fortrinligt.

Det er oprindeligt en algerisk festsang fra den arabisk-andalusiske sangskat, som Meryem Aboulouafa nu tackler med et moderne touch. Nogen festsang lyder det ikke som i hendes version. Det er derimod meget inderligt, og med effekten fra vocoderen kommer det til at lyde som flere stemmer, der forsøger at finde hinanden, finde fælles fodslag, i søgen efter en indre ro.

Meryem Aboulouafas debutalbum udkommer 27. marts på franske Animal 63.



/Martin

Torres er bedre end nogensinde før

29-årige Mackenzie Scott, bedre kendt som Torres, har netop udgivet sit fjerde album. Efter bruddet med 4D har Merge sat kløerne i hende, og det kan de være glade for: Silver Tongue er hendes hidtil klart bedste album og en stor fornøjelse.

Der er spor af både V V Brown (anno Samson & Delilah) og en smule Bat For Lashes. Det er med andre ord underspillet storladent og imponerende produceret.



/Martin

Er Mark Zuckerberg et spøgelse?

"Transcendence is all around us, transcendence is all around us, transcendence is all around us..."

Allerede før der er gået to minutter, begynder den meditative outro på canadiske Nap Eyes' nye single Mark Zuckerberg. Det er overraskende, ikke blot pga. timingen, men fordi sangen indtil da er en relativt klassisk omgang indie rock, som vi kender den fra Nordamerika.

Udgangspunktet for sangen er et smukt og fjollet spørgsmål: Er Mark Zuckerberg et spøgelse? Maybe. Han så i hvert fald sådan ud under sine kongreshøringer, og han virker mindre og mindre menneskelig.

Singlen er taget fra deres kommende (fjerde) album Snapshot of a Beginner, der udkommer 27. marts på Jagjaguwar. Det skal nok blive sjovt.



/Martin

Ambient fado: Lina_Raül Refree

Lina er portugiser og kommer fra en familie, der har dyrket og sunget fado i flere generationer. Raül Refree er spanier og kendt for sit arbejde med Lee Ranaldo og ikke mindst Rosalía.

Med sidstnævnte har han været med til at forny flamenco, og med Lina er han med til at forny fado.

De to fortolker dronningen af fado, Amália Rodrigues, gennem hele den plade, de udgiver fredag den 17. januar – med undtagelse af et cover af 80'er-kunstneren António Variações, som i sig selv er en hyldest til Amália. Portugiserne kan godt lide deres fado.

Noget af det rammer en slags ambient fado. Længselsfuldt tilført tilpas mystik. Det lyder heldigvis som noget, jeg aldrig har hørt før.

Lina_Raül Refree er ude 17. januar på Glitterbeat Records.



/Martin