Små katedraler ringer ind

Det plejer jo at handle om ny musik på denne blog. Men hvorfor have en blog, hvis man ikke selv må bestemme, hvad man skriver om? En blog er alligevel allerede så gammeldags, så nu bliver det så gammelt som 2007.

Når jeg lytter til mange af de ting, jeg var begejstret for dengang, rammer den hårde erkendelse, at rigtig meget var godt dengang. Jeg har endda skrevet en artikel om den "quirky indie", som fyldte så meget.

Men tilbage i 2007 udkom også Stars of the Lids sidste album, And Their Refinement of the Decline. En amerikansk duo, der bestod af Brian McBride og Adam Wiltzie. Bestod. Brian McBride er gået bort, men tilbage står små monumenter, små katedraler, der får lov at ringe ind og ringe ud.

Stars of the Lid kombinerer ambient og drone. Fra det mere guitarorienterede i 90'erne endte de med at inddrage væsentligt flere strygere og messingblæsere (eller horn, om man vil) på The Tired Sounds of Stars of the Lid (2001). Det album varede to timer. Udviklingen fortsatte på det endnu flottere og lige så lange farvelalbum, som først for nylig blev et farvel: And their Refinement of the Decline. To timer, som jeg har genhørt igen og igen i årevis. I mit voksenliv har jeg næppe tilbragt lige så lang tid med et album.

Kompositionerne er ofte mellem 5-8 minutter, nogle endnu længere, og de lykkes med at være storslåede, næsten højtravende, og alligevel aldrig selvhøjtidelige. Det tog dem årevis at samle, adskille og på ny samle de mange lyde. Med stor respekt for instrumenterne og deres historie og tyngde. Der er meget dårlig ambient derude, og Stars of the Lid er det modsatte: De himmelske højder, der også findes.

Tak for musikken. Hvil i fred, Brian.

 
/Martin

Lee Gamble og skrattende minder

Lee Gamble er fascineret af alt dét, vi kun halvt husker. Minder, der er ved at forsvinde. Alle de små ting, vi går og siger til os selv. Hvordan var det nu, hun så hende læreren i håndarbejde? Hvor kommer den sætning fra, som har fundet vej til min hjerne? Og hvad med den melodi, som minder om noget Cocteau Twins, som helt afgjort ikke er Cocteau Twins?

Lee Gamble er en producer fra Birmingham, som nu bor i London. En rutineret en af slagsen. Han har dj'et i de glade 90'ere, lavet piratradio, da det var fedt.

Nu dyrker han det fragmentariske, de udviskede billeder, de slørede minder. Det minder mig lidt om danske Croatian Amor, der også dekonstruerer drømmepop.

Lee Gamble har angiveligt ikke samplet denne gang, men til gengæld fodret en kunstig intelligens, som har bidraget med syntetiske stemmer.

Hjernen finder vej til hjernen.

Models udkommer 20. oktober 2023.

 

/Martin

L'Rain og en fortættet lyd

Taya Cheek er på sin vis svær at gøre sig klog på. Som så mange andre er hun vokset op med at kunne plukke på alle hylder og dykke ned i musikhistorien uden besvær.

Forskellen er, at hun er bedre til at vælge fra og holde fokus. Under navnet L'Rain laver hun alternativ lag på lag-pop med masser af sjæl. I hvert fald soul.

'Two Face' er en formidabel sang. Stærk er også den nye single 'New Year's UnResolution', der læner sig mere op ad jazzen.

Produktionen er ligesom fortættet, en smule tilrøget, gennem sprækkerne dukker melodien op. På den måde kan det minde lidt om Blood Orange, da han var god for 10 år siden.

/Martin

Mega Bog

Eksperimenterende pop. En umiddelbart selvmodsigende betegnelse. Men pop er mange ting. Det er både dét, der er populært ifølge markedet, og det er en lyd eller en tilgang.

Mega Bog, som Erin Elizabeth Birgy kalder sig, er en slags eksperimenterende pop. Der er fængende hooks, og de fine melodier holdes ofte lidt nede. Diskret og alligevel over the top.

På singlen 'Love Is' holder hun et højt tempo, som føles langsommere, end det er. Det er en bedrift. Det er medrivende, charmerende pop. Eksperimenterende? En anelse.

James Krivchenia fra Big Thief har produceret. Prominente gæster er der også: Meg Duffy fra Hand Habits, Jackson Macintosh fra Tops og Westerman.

 /Martin

Blue Bendy

Der har været rigeligt med angst i Londons post-punk-scene de seneste fem -syv års tid. Kontemplative kollektiver som Caroline og Black Country, New Road og mere hæsblæsende grupper som Squid og Black Midi.

Et sted imellem og med samme kollektive udgangspunkt finder man Blue Bendy. Også de er præget af byens jazzscene og den post-rock, som var forbudt fra slutningen af 00'erne til midten af 10'erne.

Blue Bendy er en sekstet med sanger Arthur Nolan i front. Han kan til tider minde om en mere kontrolleret Tim Darcy (Ought). Blue Bendy har udgivet en række singler og en enkelt EP siden 2019.

Med singlen Cloudy viser de nye kvaliteter, og man tør måske håbe på, at en fuldlængde er på vej.

 

/Martin

Rival Consoles og et lille loop

Producer Ryan Lee West sad en dag og pillede lidt ved klaveret med sin højre hånd, mens han optog med venstre. Ved et uheld kom han til at optage en lille sløjfe, og den kørte fint i ring.

Den lille sløjfe, hans loop, blev til 'Spirit Loop'. Det satte ham fri, fordi han ikke behøvede tælle eller få det til at passe ind i en særlig rytme.

Kompositionen er todelt. Første halvdel er bygget op om klaveret i ét tempo, mens anden halvdel er sat helt ned i tempo.

Alle andre baggrundslyde er også baseret på den ene sløjfe, der er blevet manipuleret.

Vellykket enkelthed.

/Martin

Untitled (Halo)

Engang besøgte jeg Gorilla vs Bear oftere. Måske hver dag. Engang hørte jeg mere lo-fi. Faldt mere på halen over ting.

Jeg tror ikke, jeg er blevet kynisk. Jeg ved, jeg har mindre tid. Jeg formoder, det bliver sådan i nogle år.

Men tiden betyder mere, selvom jeg ikke forstår den. Dét står til gengæld helt klart. At jeg ikke forstår tiden.

Dejligt beroligende og sløret er debutsinglen 'El Prado Freestyle' af Untitled (Halo). Den passer på en måde ikke til tiden, passer nok bedre til den tid for 10-12 år siden, da jeg oftere kiggede på forskellige musikblogs. Meget passende er denne fundet hos Gorilla vs Bear.

Det går langsomt, det kører i ring, det er nattevenligt, en smule spøgelsesagtigt. Som det mere stille Atlas Sound.

 /Martin

New German Cinema

Jessica Weiss er bedst kendt som sanger i Brighton-trioen Fear of Men. En trio med et godt bandnavn, flotte albumtitler (Loom, 2014 og Fall Forever, 2016), elegant cover art og generelt en gennemført æstetik.

De laver en slags eksistentialistisk drømmepop, der er vokset ud af de tidlige 80'eres britiske post-punk.

Nu har Jessica Weiss fundet endnu et godt navn at udgive musik under, og denne gang er det solo: New German Cinema.

Indtil videre har hun udgivet to singler, og de placerer sig umiddelbart i logisk forlængelse af Fear of Men. Et stemningsmættet lydbillede med en klar produktion, en nærmest konstaterende måde at synge på og et spil på kulde og varme.

Alex DeGroot har produceret, og det valg giver mening, da han også har arbejdet med Zola Jesus, der ligeledes gør sig i en slags gotisk pop. Han har også arbejdet med Cate Le Bon. Ja, og Britney Spears, hvis vi er i gang med at namedroppe. Der kommer formentlig mere fra New German Cinema snart.

 

/Martin

Taiwanesisk oprigtighed

Hvor meget musik har du hørt fra Taiwan? For de flestes vedkommende i Danmark er svaret nok nemt at svare på: Meget lidt.

Hvor mange gange har du det seneste år sagt noget ironisk? Det er straks et sværere spørgsmål. Man taler ofte om, at ironiens tidsalder – der brød frem med den store histories afslutning og østblokkens sammenbrud – er forbi. Det er aldrig tilfældet. Ironien hærger. Også i mit sind og i min mund.

Har du brug for et skud oprigtighed, rene følelser, som ikke undskylder sig selv og en masse kærlighed til naturen, så er Cicada måske noget for dig.

Det taiwanesiske orkester laver en slags kontemporær klassisk med mere end en snert af new age.

Det er flot og enkelt. Japanske Flau har udgivet det seneste album Seeking the Sources of Streams.

/Martin