Untitled (Halo)

Engang besøgte jeg Gorilla vs Bear oftere. Måske hver dag. Engang hørte jeg mere lo-fi. Faldt mere på halen over ting.

Jeg tror ikke, jeg er blevet kynisk. Jeg ved, jeg har mindre tid. Jeg formoder, det bliver sådan i nogle år.

Men tiden betyder mere, selvom jeg ikke forstår den. Dét står til gengæld helt klart. At jeg ikke forstår tiden.

Dejligt beroligende og sløret er debutsinglen 'El Prado Freestyle' af Untitled (Halo). Den passer på en måde ikke til tiden, passer nok bedre til den tid for 10-12 år siden, da jeg oftere kiggede på forskellige musikblogs. Meget passende er denne fundet hos Gorilla vs Bear.

Det går langsomt, det kører i ring, det er nattevenligt, en smule spøgelsesagtigt. Som det mere stille Atlas Sound.

 /Martin

New German Cinema

Jessica Weiss er bedst kendt som sanger i Brighton-trioen Fear of Men. En trio med et godt bandnavn, flotte albumtitler (Loom, 2014 og Fall Forever, 2016), elegant cover art og generelt en gennemført æstetik.

De laver en slags eksistentialistisk drømmepop, der er vokset ud af de tidlige 80'eres britiske post-punk.

Nu har Jessica Weiss fundet endnu et godt navn at udgive musik under, og denne gang er det solo: New German Cinema.

Indtil videre har hun udgivet to singler, og de placerer sig umiddelbart i logisk forlængelse af Fear of Men. Et stemningsmættet lydbillede med en klar produktion, en nærmest konstaterende måde at synge på og et spil på kulde og varme.

Alex DeGroot har produceret, og det valg giver mening, da han også har arbejdet med Zola Jesus, der ligeledes gør sig i en slags gotisk pop. Han har også arbejdet med Cate Le Bon. Ja, og Britney Spears, hvis vi er i gang med at namedroppe. Der kommer formentlig mere fra New German Cinema snart.

 

/Martin

Taiwanesisk oprigtighed

Hvor meget musik har du hørt fra Taiwan? For de flestes vedkommende i Danmark er svaret nok nemt at svare på: Meget lidt.

Hvor mange gange har du det seneste år sagt noget ironisk? Det er straks et sværere spørgsmål. Man taler ofte om, at ironiens tidsalder – der brød frem med den store histories afslutning og østblokkens sammenbrud – er forbi. Det er aldrig tilfældet. Ironien hærger. Også i mit sind og i min mund.

Har du brug for et skud oprigtighed, rene følelser, som ikke undskylder sig selv og en masse kærlighed til naturen, så er Cicada måske noget for dig.

Det taiwanesiske orkester laver en slags kontemporær klassisk med mere end en snert af new age.

Det er flot og enkelt. Japanske Flau har udgivet det seneste album Seeking the Sources of Streams.

/Martin