onsdag den 30. september 2009

Nyt fra Los Campesinos! - indlæg nr. 200

Jeg blev ikke blæst væk den første gang, jeg lyttede til walisiske Los Campesinos!. En voldsom hype omgav den unge gruppe lige fra deres EP Sticking Fingers Into Sockets fra 2007, og jeg havde næsten besluttet at se dem på VoxHall januar 2008 - før jeg overhovedet havde hørt EP'en. Koncerten blev dog aflyst, og jeg ventede til debutalbummet Hold On Now, Youngster... med at lytte til dem. Jeg var forholdsvis imponeret og kunne høre visse kvaliteter ved det, men overvældet var jeg ikke. Jeg blev stærkt tiltrukket af sangerinden Aleks' stemme, medens sanger Gareth virkede en smule irriterende. Albummet forblev en blandet landhandel.

Blot otte måneder senere, i oktober samme år, udgav de så deres andet album We Are Beautiful, We Are Doomed. Efter første album er det svært at sige, hvad der fik mig til at opsøge opfølgeren, men den viste sig meget hurtigt at passe fantastisk til efteråret. Som på første album var der også her megen ironi at hente i teksterne - men en selvironi der blot fungerede som et ekstra lag for de velskrevne tekster. Kompositionerne var også markant stærkere, ligesom sanger Gareth havde skruet en anelse ned for anstrengelserne - ment i absolut positiv forstand.

Aleks er desværre gået ud af bandet forud for indspilningerne af det kommende album. Dog for at hellige sig studierne så det er svært at bebrejde hende. Gareths søster Kim er til gengæld tiltrådt, og de seks Campesinos skulle gerne have et album til os i første halvdel af det nye år. De har tidligere udtalt, at det nye album bliver 'mørkere', hvilket altid er svært at forholde sig til. Nu har de imidlertid sluppet en mp3 løs, der giver os en idé om, hvad vi kan forvente, og det er bestemt ikke skuffende. Dette mørkere element klæder i høj grad waliserne - faktisk i overraskende høj grad. Det er ofte farligt at tale om, at et band er modnet, men der er i hvert fald ikke gået dad rock i den.
Sangens titel er lige så lang som mange af deres gamle, men denne har næsten en metakommentar gemt i sig: The Sea Is a Good Place to Think of the Future. Det er svært at benægte. Der er næsten noget åbenlyst i titlen, der skriger på at blive indset. Og alt imens Gareth måske ikke skriger i bogstaveligste forstand, som han tidligere har gjort, skriger han denne sandhed ganske højt.

MP3: Los Campesinos! - The Sea Is a Good Place to Think of the Future

/Martin

mandag den 28. september 2009

Memory Tapes

Memory Cassette og Weird Tapes er nu blevet til... Memory Tapes. Bag disse tre navne gemmer der sig en mand kaldet Dayve Hawk - en tilhænger af navneforvirring. Meningen med galskaben er tilsyneladende, at Dayve Hawk fortrækker at benytte tre forskellige navne til tre stilmæssigt varierende projekter. Den ultrakorte analyse lyder: Memory Cassette er electro, Weird Tapes er disco, og blandingen er Memory Tapes.

Men ærlig talt er en sådan genreinddeling meningsløs. Specielt i dette tilfælde, da hvert enkelt projekt repræsenterer et væld af elektroniske stilarter. For Memory Tapes alene gælder det, at musikken bevæger sig lige fra elektronisk avantgarde til eurodance. Det lyder rodet og usammenhængende, men resultatet er lige præcis det modsatte. Overordnet benytter Memory Tapes sig af en sløret shoegazeæstetik, der binder hele puljen sammen. Memory Tapes lyder på visse numre i retning af Cocteau Twins. Når der skrues op for tempoet, ledes tankerne hen på Delorean, imens de stille passager smager mere af Boards of Canada.

Nedenstående mp3-link er nummeret Bicycle fra albummet Seek Magic. På dette nummer skinner den baleariske lyd igennem - især igennem de første ca. tre minutter - som man kender den fra de fremragende svenske navne som jj, Air France og The Tough Alliance. Som sangen skrider frem, ender nummeret i et melankolsk dance-blend, som var det et ukendt barn af Cut Copy og The Cure.

Ovenstående beskrivelse er lang og paradoksal i forhold til musikkens lethed. Bicycle hører til blandt de bedste sange i 2009.

Mp3: Memory Tapes - Bicycle

/Abdujaparov

søndag den 27. september 2009

The Drums

The Drums er opvokset i Florida, og til trods for en eksiltilværelse i New York smager deres musik langt mere af hjemstavnens kyster end storbystemning. Musikken kan karakteriseres som et stemningsmix af melankoli og strand. The Drums er eksilmusik, der omfavner hjemstavnen Florida. Melodierne er tydeligt inspirerede af 50'ernes popmusik, imens selve produktionen benytter sig af 80'ernes æstetik. Resultatet er yderst effektiv popmusik, og medmindre man hader den netop overståede sommer, er The Drums et lyt værd. Værsgo og ha' et melankolsk efterår.

MP3: The Drums - I Felt Stupid
MP3: The Drums - Let's Go Surfing

/Abdujaparov

torsdag den 24. september 2009

At holde kulden på afstand + invitation

Kulden rammer os på mange måder. I bevidstheden, i frygten, mere håndgribeligt på kroppen, i det symbolske rum og i hjertet. Den kan måske aldrig tæmmes, men den kan tvinges på afstand. I fodboldverdenen hedder en gammel kliché, at angreb er det bedste forsvar. For nu lidt tamt at køre den over i en musikkontekst kan det også her gøre sig gældende.

Dermed ikke sagt at man skal bruge efteråret på at høre Len eller Dario G (i sidstnævnte tilfælde burde man også vælge Dream Academys original). Snarere ved simpelthen at omfavne de mange nye udgivelser, der smukt udfolder sig i rum, der nænsomt varmer uden at benægte eksistensen af kulden, gyset.

I sidste måned skrev jeg lidt om både Le Loup og Small Black, og nye mp3'er er nu frigivet med begge kunstnere. I Le Loups tilfælde er der tale om deres hidtil gladeste sang. Og det klæder dem faktisk gevaldigt.

I morgen spiller Slaraffenland på Musikcaféen i Århus med det ret ubeskrevne blad Southern Gothic Tales. Før, mellem og efter disse koncerter spiller jeg sammen med min broder og hr. Peter Lykke fra Frekvens en masse musik, der forhåbentlig vil bringe glæde hos de fleste af læserne. Gratis adgang efter koncerterne.
Torsdag, fredag og lørdag er der Newbees Festival på pAKHUSET. Lørdag spiller bl.a. The Rumour Said Fire og Cody, og efter sidste band spiller jeg lidt semidansabel musik til lukketid.

MP3: Le Loup - Forgive Me
MP3: Small Black - Bad Lover

/Martin

mandag den 21. september 2009

Candy Claws

Candy Claws fra Colorado består primært af to personer, Kay og Ryan. Jeg stødte på dem gennem sangen Catamaran (en type båd), der fangede mig øjeblikkeligt. Sangen er af en speciel karakter, der gør, at man lader sig indfange i det soniske univers ganske hurtigt. Musikken lader sig vanskeligt beskrive, men lad os kalde det en elektronisk glæde, der bygger på samples af lyde, de selv har optaget ved vandet. De er nemlig særdeles optaget af vand og livet i vandet, og deres første album hedder såmænd også In the Dream of the Sea Life. De anskuer det selv som en musikalsk ledsager til bogen The Sea Around Us af Rachel Carson fra 1951.

Der er en smule gammel Animal Collective over nogle øjeblikke i det på én gang travle og afslappede lydbillede, ligesom det af og til også lyder hen ad tanken om Bradford Cox, hvis han var vokset op i et cirkus og tidligt begyndte at lege med samples. Debutalbummet blev udgivet i år via det irske pladeselskab Indiecater Records, som jeg ærlig talt ikke kender noget som helst til. Og de er allerede i gang med at indspille opfølgeren, Hidden Lands, der bliver en musikalsk ledsager til en bog ved navn The Secret Life of the Forest.

MP3: Candy Claws - Catamaran

/Martin

fredag den 18. september 2009

White Rabbits + et lille tillykke

New Yorks White Rabbits begik i 2007 et herligt, herligt debutalbum med deres Fort Nightly, der blev udgivet af Say Hey Records, der også udgiver, tilsyneladende, alle Brooklyn-musikeres ven Miles Benjamin Anthony Robinson. I år udgav de så deres andet album, It's Frightening, på TBD (Port O'Brien og de der Radiohead).

De seks brooklynitter er kendt for ret vilde koncerter og flittige instrumentskift - ja, i det hele taget ret kompetent brug af deres instrumenter. Musikken kan nogle gange betegnes som en mere teatralsk version af Spoon med meget stærke vokaler både live og på plade. Britt Daniel fra Spoon har da også produceret White Rabbits' seneste udspil.

Gruppen drager på europæisk turné i efteråret for at promovere deres nye single, Percussion Gun. En fin lille video til sangen kan ses på Pitchfork.tv. Vedlagt er en mp3 med en liveversion, der er ret neddæmpet i forhold til originalen, men stadig viser gruppens sangskrivningskvaliteter. Og hvis mener at kunne huske navnet fjernt, er det måske gennem deres internethit fra 2007, Kid On My Shoulders, der indleder debutalbummet ganske teatralsk og overbevisende.

Dagens indlæg er dedikeret til blogger og broder Mathias, der fylder år denne fredag. Blot en dag før undertegnede selv gør. God weekend, kære læsere.

MP3: White Rabbits - Percussion Gun (live)

/Martin

onsdag den 16. september 2009

Fool's Gold

Vampire Weekend er ikke "afro-pop". Beiruts første album er ikke "balkan" (i øvrigt en meget løs betegnelse - som jeg selv bruger alt for flittigt). Her taler vi ikke en filosofisk diskussion af verbet "at være" i Heidegger'sk forstand. Derimod er der tale om en erkendelse af, at der ved disse bands er tale om elementer, traditioner, der sættes ind i en ny kontekst. Hybridformer. Disse orkestre bruger elementer, der traditionelt har tilhørt hhv. afrikansk pop og østeuropæisk folkemusik og blander dem så med traditioner fra mere vestligt orienteret sangskrivning. I førstnævntes tilfælde en klar poptradition og i sidstnævntes tilfælde en form, der i sig selv er en hybridform - der blot hybridiseres yderligere.

En sådan hybridform findes også hos Fool's Gold fra L.A., der er væsentligt tættere på egentlig afro-pop end eksempelvis Vampire Weekend. Eller Paul Simons Graceland for den sags skyld (tag ikke fejl, jeg holder enormt meget af begge disse kunstnere og glæder mig afsindigt til at høre Vampire Weekends andet udspil til vinter).
Så vidt jeg kan tælle, består Fool's Gold af otte medlemmer og derudover fire percussionister. Denne store gruppe dyrker dog ikke kun afro-poppen. Den sættes også hos dem ofte ind i en mere vestligt orienteret sangtradition, ligesom de også indblander en del andre traditioner, der i sandhed giver følelsen af world music. Eksempelvis sanger Luke Tops vokal. Både måden at bruge stemmen på og det faktum at han i de fleste sange synger hebræisk, der er hans modersmål. Kogt ned til indforstået festivalsnak kan man vist sige, at man på Roskilde ville have vanskeligt ved at placere Fool's Gold andetsteds end Astoria-teltet.
Sangene skrives af Luke Top og guitarist Lewis Pesacow. Sidstnævnte er også med i de anbefalelsesværdige Foreign Born.

Deres selvbetitlede debutalbum er ude d. 29. september på IAMSOUND Records (Suckers, Cut Off Your Hands, Florence and the Machine, Telepathe).
Og så er navnet desværre ikke taget efter den fantastiske sang af legendariske The Stone Roses.

MP3: Fool's Gold - Surprise Hotel
MP3: Fool's Gold - Nadine

/Martin

lørdag den 12. september 2009

'Branchen' om branchen

Ordet branche har altid været forskruet. Ikke bare som ord men også som begreb. Måske man endda kan tale om en ideologisk konflikt i brugen (og accepten) af ordet og dets reelle gyldighed. Det er næsten som om, det ændrer betydning, hvis blot man mandsmarkerer det med anførselstegn - og igen hvis man kursiverer det. I musikbranchen har der i mange år været selskaber, der består af en enkelt mand eller kvinde. Det er ikke noget nyt. At de store selskaber til gengæld bliver mindre og mindre er en forandring, der i udpræget grad hører dette årti til.

Denne forandring er naturligvis i høj grad et resultat af hele musikdiskursens forandring som følge af nye teknologiske muligheder. Anledningen til nedskæringerne har måske været, at de netop har fejlet i forsøget på at forstå ordet "muligheder" til fulde. Med andre ord har det ifølge mange, også undertegnede, været for let at slå ud med armene og komme med disse utallige undskyldninger, der alle bunder i det samme problem: Mangel på selvindsigt og mod. Til årets Spot Festival var det derfor befriende at høre Bella Unions Simon Raymonde udtale, at det er mere spændende end nogensinde før at lede et pladeselskab. Befriende fordi det er optimistiske og relativt nye toner inden for 'branchen' - og mere endnu mere befriende fordi det kommer fra et pladeselskab, der udgiver så fantastisk musik fra begge sider af Atlanten. I mindre skala er det også ganske relevant at nævne pladeselskabet Big Scary Monsters fra Oxford. Pladeselskabet ledes af den unge Kevin Douche, der ofte gør sig i alternativ tænkning og markedsføring, hvilket i en ung alder har givet ham et vist navn inden for branchen i England. Han bidrager engang imellem med anekdoter og tanker om branchen på Drowned in Sound, der både i dette konkrete tilfælde og mere generelt altid er en nærlæsning værd. Derudover har han sin egen blog, der af og til kaster ret interessant læsning af sig. Som dette indlæg om branchen/'branchen'/branchen, der ansporede mig til at lægge et indlæg ud på denne ellers travle lørdag.
Selskabet, der tidligere er blevet nævnt på bloggen, udgiver og har udgivet interessante navne som Mutiny on the Bounty, Shapes, Adebisi Shank, Anathallo, Jeniferever, Mimas og This Town Needs Guns (billedet) - ét af engelsk musiks mest interessante nyere bands. Og ét af de bedste bandnavne i omløb.

MP3'er: En compilation med forskellige sange fra selskabet kan hentes som zip-fil her.

/Martin

torsdag den 10. september 2009

Maserati

Nogle gange er det ikke tilfældigt, hvilke associationer man kan få gennem kombinationen af et bands musik og deres navn. Maserati fra Athens, Georgia er ofte lyden af et bilspil. Nogle gange i arkadeversion, andre gange i opdateret version. Vedlagte mp3, Monoliths, blev endda beskrevet af min bloggerbroder som "en Nintendo 8-bit-sang i en PlayStation 3-udgave." En meget rammende beskrivelse - hvor diffust det end må lyde, før man har hørt sangen.

Ellers beskrives de vel bedst som en art opdateret post-rock med klare spor fra elektronisk og mere psykedeliskorienterede traditioner. I enkelte sange kan de næsten betegnes som beslægtede med Holy Fuck og Trans AM.
Gruppen er signet til Temporary Residence Limited, der også har eller har haft navne som Eluvium, Explosions in the Sky og Mono.

MP3: Maserati - Monoliths

/Martin

tirsdag den 8. september 2009

The Rumour Said Fire

Dansk musik er på vej i den rigtige retning, og den er bedre end nogensinde før. Både hvad angår originalitet og håndværk. Flere bands tør mere, og flere bands er villige til at udfordre sig selv og publikum. I årevis har vi dog måtte vidne, hvordan svenskerne i højere grad end os har været ganske sublime til selve håndværket - både hvad angår komposition og produktion. Danske bands satser ofte for bredt og får dermed aldrig "en lyd", hvor mange svenske grupper er bedre til at være helhjertede. Det fungerer ofte i så høj grad, at det virkelig ikke gør noget, at musikken måske ikke er videre original.

Det bringer mig videre til én af de mest positive overraskelser i dansk musik i lang tid, The Rumour Said Fire, der er et fornemt eksempel på, at dansk musik er på vej i den rigtige retning. Deres folkede sange er et frisk og tiltrængt pust, og de har både sangene og produktionen til at føre det vidt. De har i sandhed styr på håndværket.
Som inspirationskilder lister de selv navne som Clap Your Hands Say Yeah, Fleet Foxes, Wolf Parade og The Decemberists. Ikke umiddelbart navne, der høres tydeligt i sangene - mere som udgangspunkt og i tilgangen til sangskrivningen. Her er specielt førstnævnte tydelige at høre. Men det er svært også at komme uden om danske Figurines i disses mere folkede øjeblikke, ligesom også sanger Jesper Lidang har samme fine kontrol med stemmen som Christian Hjelm, når der skabes drama og veksles mellem dét, der er helt nede på jorden og det mere desperate - eller rettere: Overgangen og broen til det desperate. Det bliver heldigvis aldrig for meget, som det ellers ofte gør, når danske sangere søger den skæve stemme. Dette sikres og afbalanceres da også af nogle fine vokalharmonier.

Kvartetten blev samlet af sanger og guitarist Jesper Lidang i 2008, så det er en smule overraskende, at de allerede har så sikkert og klart et udtryk. Den første udgivelse, The Life and Death of a Male Body EP, indeholder seks sange, der generelt holder et højt niveau hele skiven igennem. Specielt de to første sange, The Balcony og Evil Son, indeholder virkelig fine kompositioner og melodier, der er langt over, hvad vi er vant til i Danmark.
Udgivelsen er sat til d. 21. september via A:larm, der som sædvanlig ikke vil frigive nogen mp3'er. Udgivelsen følges op af et par koncerter. Først d. 24. på Jolene i København og lørdag d. 26. på pAKHUSET i Århus som del af Newbees Festival, som de lovende Cody i øvrigt også er en del af.

Lyt til The Balcony og Evil SonMySpace.

/Martin

søndag den 6. september 2009

Søndag - og lidt om forholdet mellem ironi og patos

Blogger-kollegaerne hos Earcandy skrev tilbage i juni lidt om brugen af musik hos danske komikere - og om brugen af humor i dansk musik som mere generelt fænomen. Et uhyre spændende felt, der både kan og bør undersøges nærmere. Det er ikke som sådan dét, jeg vil gøre her, måske en anden god gang, men vigtigt er det at have en fornemmelse for brugen af, og ikke mindst det overordnede forhold mellem, ironi og patos.
De to størrelser kan i høj grad virke og fungere som en enhed, der forstærker begge dele og skaber en overbevisende helhed, der gerne skulle ende med at virke på både krop og sjæl. Det er imidlertid vigtigt at notere sig, at man ofte vil tale om ironi og patos frem for patos og ironi. Rækkefølgen har en del at skulle sige, da målet ved et værk ofte er en form for patos. Medfølelse og engagement af en art hos modtageren. Til dette formål kan ironien være et redskab og en aktiv hjælper til at nå en følelse af empati.

Det er imidlertid også vigtigt at notere sig, at dette fænomen er meget synligere i filmverdenen end i musikverdenen. Mesterinstruktører som Lars von Trier og Wes Anderson benytter sig flittigt heraf med stor succes. Førstnævnte eksempelvis i Breaking the Waves, sidstnævnte med fabelagtig virkning i én af senere års smukkeste film, The Darjeeling Limited (ja, faktisk i alle hans film). Det er naturligvis også sværere at benytte sig af denne effekt i et rent sonisk univers. I nyere hip hop har eksemplet med humor til at understrege en pointe været benyttet i forholdsvis høj grad, men det er ikke noget, der rigtigt leges med i andre genrer. I så fald er fokus i høj grad på humoren og den overordnede gode oplevelse, end det er på den balancegang mellem ironi og patos, der skal skabe en ultimativ tour de følelsesregister (jeg undskylder for dette delvist klamme ordvalg).
Måske kan man imidlertid påpege, at det kommer frem på en ganske anderledes måde i musikken. Navnlig ved kunstnere, der forsøger at vise, at de ikke tager sig selv alt for seriøst. Uanset om de gør det eller ej. Det hele handler om autenticitet og autenticitetseffekter, og når kunstnere først har pillet sig selv lidt ned, er det ofte nemmere at sympatisere med dem, hvilket gør det nemmere at få musikken rent ind - blive ét med den så at sige. Hermed ikke sagt at musikere ikke må eller bør have/vise lidt ego. Det er ikke et spørgsmål om selvsikkerhed. Det er blot en effekt, en strategi, en mulighed. Jeg finder det fantastisk charmerende, når eksempelvis Bradford Cox udtaler sig om de simple glæder ved at lave musik frem for at tale om de værker, han frembringer. Eller Animal Collective, der gennem leg og nysgerrighed i et selvudviklet univers frembringer nogle af de mest interessante plader i musikhistorien. Eller Pavements metarefleksioner i Range Life. Unge Zach Condon har også udtalt, som tidligere skrevet på siden, om sine sange, at teksterne er andenprioritet - forstået på den måde at det er stemningsbeskrivelser, og at de ikke i sig selv bærer en betydning. Manden kunne uden problemer have enten undladt at tale om dette, eller han kunne have skabt en mystik omkring teksterne - hvilket han nemt kunne fake sig igennem. Da jeg eksempelvis for flere år siden første gang hørte Postcards from Italy, var det næsten umuligt for mig ikke at proppe al mulig mening ind i teksten. Alligevel gav disse udtalelser fra Zach Condon nye muligheder for at lytte til musikken. Musikken blev faktisk smukkere af det. Derudover må det ikke undervurderes, hvordan underbevidstheden spiller ind, når pennen nærmer sig papiret. Et hurtigt spring tilbage til filmmediet vil eksempelvis hurtigt fremvise en person som David Lynch, der kan skrive under på dette.

Her når vi dog ud i åbenlyse spekulationer og, ja, tro. Ikke religiøst. Ikke nødvendigvis spirituelt. Men en romantisk tanke om geniet og den rene, uspolerede inspiration. Og den har nu engang en ganske anderledes pondus, end hvis afsenderen havde fremstillet sig selv som en seer eller en anden Nostradamus. Det hele er naturligvis smag og behag. Mange søger noget mere åbenlyst storladent, hvilket jeg bestemt heller ikke vil sige mig fri for til tider - det er et decideret behov med en sådan åbenlys patos. Til tider overvejer jeg alligevel, om mit problem med Arcade Fires Neon Bible er gruppens selvhøjtidelighed i markedsføringen. Win Butlers tekster stræber alle mod noget stort, og de ender ofte med at blive ganske klodsede, hvor bandet så heldigvis ofte har kompositioner, der kan få lytteren til at tilgive det fuldstændigt. Måske er det i virkeligheden et spørgsmål om ydmyghed, der efterlyses. Ikke decideret hos Arcade Fire, som jeg trods alt elsker lige så højt som alle andre, men mere generelt i musikverdenen. Canadierne skal ikke her fremstilles som divaer, og de er jo trods alt ikke Patrick Wolf. Man kan også spørge, om det overhovedet er vigtigt at give det så megen tanke, hvorfor jeg ikke er faldet pladask for Neon Bible. Det konkrete eksempel bunder sikkert i skuffelse over selve musikken efter den fremragende Funeral og en nysgerrighed efter at finde ud af, hvorfor åndsfæller grådigt har slubret albummet i sig, når jeg selv får dele galt i halsen (måske et indlæg alene om dette album bliver relevant på et tidspunkt - foreløbig føler jeg et behov for hurtigt at understrege, at jeg virkelig elsker fire af sangene fra albummet).

Jeg nærmer mig et sidespor og vil derfor benytte mig af muligheden for endnu et sidespor, som ikke desto mindre fører hjem til udgangspunktet for, hvorfor jeg påbegyndte hele denne smøre: Seona Dancing (billedet). Hvis navnet ikke siger dig noget, er det ikke overraskende. De eksisterede i ganske kort tid i starten af 80'erne og havde nogle få singler i rotation i England. Hvis man derimod har hørt om dem, er det med 99% sikkerhed pga. Ricky Gervais, der udgjorde den ene halvdel af duoen - og senere endte med at blive hvermandseje gennem The Office og Extras. Ricky Gervais og Bill Macrae lavede en form for new wave electro med stærk inspiration fra bl.a. Depeche Mode og, i højere grad, David Bowie (se i øvrigt denne video med den bidende kommentar: "David Bowie's nicked all your stuff!").
Musikken var ingenlunde original, og sangene var ikke alle lige heldige. Men interessant er det, at den samme person har skabt både dét og så The Office - med bl.a. den musik, der eksempelvis bruges i første sæsons afsnit fire, Training Day, der byder på en del komiske sangperler. Men de er ikke komiske alene pga. teksterne og konteksten. Det virkelig sjove ligger i den sangkvalitet, der let antydes og tages pis på.
Samtidig har vi her at gøre med et lidt anderledes forhold mellem ironi og patos, hvor både Seona Dancing som band og Ricky Gervais som komiker ender med at score point gennem hinanden. Det er en form for dobbeltvirkning, der går fremad og tilbage ud i tid og ender som en selvforstærkende effekt, der både gør Ricky Gervais sjovere og Seona Dancing bedre. Deres You're On My Side var i lang tid en decideret guilty pleasure, hvor jeg nu 'bare' ser det som en god sang. Og her holder Gervais ikke igen med patos:

They scratch me with their cut-your-ego game
And never take the blame
They shoot me down and stab me with their lie
To see me writhe
But I'm growing from their shattered self-esteem
I'm making new dreams
And with you on my side I could break up love today
And he'll die, walk away

Forholdet mellem ironi og patos behandles fornemt i bl.a. Æstetikstudier V - Patos? i et afsnit af professor Morten Kyndrup ved navn Paramoderne pathos? - Lars von Triers 'Breaking the Waves' som eksempel. Kyndrup behandler også emnet i afsnittet Kunstens betingelser - pathos, paramoderne, palimpsest? fra bogen Riften og sløret. I førstnævnte udgivelse kan også anbefales et udmærket afsnit af Ole Thomsen ved navn Højt at føle - og pathos og personligheden.
God søndag, kære læser.

Stream: Seona Dancing - You're On My Side

/Martin

lørdag den 5. september 2009

Themselves + Why?

Duoen Themselves er en størrelse, jeg aldrig har fået dyrket, selvom de bliver udgivet på Anticon og har indspillet sammen med de altid utrolige The Notwist under navnet 13 & God. Derudover tæller medvirken hos og samarbejde med kunstnere som Subtle, Aesop Rock, cLOUDDEAD m.fl.
Som en del af Anticon-kollektivet var det derfor også uundgåeligt, at de skulle komme til at arbejde sammen med Yoni Wolf og Why? på et tidspunkt. Samarbejdet her lover godt for begge siders musikalske bidrag i år.

Why? udgiver d. 22. deres kommende album, Eskimo Snow.

MP3: Themselves & Why? - Canada

/Martin

tirsdag den 1. september 2009

Lidt fra det lille land

Forleden spillede Chimes & Bells en meget fin koncert på Musikcaféen i Århus - og efter sigende også en ganske imponerende én af slagsen i København dagen efter.
Bag navnet gemmer sig Cæcilie Trier, der også er kendt fra sit samarbejde med kunstnere som Choir of Young Believers, Jong Pang og de fremragende Le Fiasko.
Hun udgav i februar EP'en Into Pieces of Wood - en udgivelse, der i Storbritannien bliver varetaget af selveste Bella Union.

Med som support til disse koncerter var københavnske Selvhenter, der virker ganske interessante. Nu vil jeg ikke være typen, der siger, at noget nødvendigvis er godt, fordi det er 'originalt' eller 'anderledes', men det er befriende at høre, når et dansk band tør lidt. Risikerer noget. Det sker en gang imellem, men det er desværre alt for sjældent.
De fem kvinder spiller blæs, violin, diverse småting og på to trommesæt. Der er en åbenlys forkærlighed for larm i lydbilledet, men der er også en klar jazzramme. Nogle gange med spor af Efterklang og Slaraffenland. De har et godt udgangspunkt for at skabe noget rigtig interessant på et tidspunkt, hvis de giver sig tid til at finde deres helt egen form og udtryk. Nysgerrigheden er der i hvert fald, og det er det vigtigste.

Apropos Slaraffenland udgiver de i denne måned deres nye album We're On Your Side, hvortil forventningerne er rigtig store. Kvintetten er blandt mine danske yndlingsbands, og sangenes produktion er ulig noget andet i dansk musik.

MP3: Slaraffenland - Meet and Greet
MP3: Slaraffenland - Open Your Eyes

/Martin

Mere nyt fra The Mary Onettes

For et halvt års tid siden udsendte svenske The Mary Onettes singlen Dare fra en EP med det samme navn. Nu har pladeselskabet Labrador meddelt, at de også kommer med en fuldlængde i år, mere præcist d. 4. november og med titlen Island.
Albummet er produceret af bandet selv.

Labrador har også sluppet en mp3 løs fra det kommende album, en herlig sag ved navn Puzzles. Den er ganske vist ikke helt så upbeat som Dare, men det lyder stadig ikke helt så mørkt som debutalbummet - som dog ikke var decideret mørkt. The Mary Onettes vandrer stadig på de absolut melankolske marker, og i Puzzles er der ydermere en del mere The Cure end nogensinde før.

MP3: The Mary Onettes - Puzzles

/Martin