Amerikanske Wendy Eisenberg har udgivet et mindre hav af plader, ofte impro, ofte samarbejder, ofte jazz. Wendy underviser også i netop jazz, er en fingernem multiinstrumentalist og glad for kompleksitet. I det meste af diskografien fungerer det uden at blive søgt eller til wanker-jazz.
Men først nu tør Eisenberg prøve kræfter med det mere tilgængelige. Det nye album Wendy Eisenberg er en slags alternativ country-pop og art-folk med et godt skvæt 70’er-inspiration.
Amerikaneren spiller med Bill Orcutt, er vokset op med Joni Mitchell og kan lide Cat Power (hvem kan ikke det?). Alle referencerne giver på sær vis mening, og samtidig kan man smide Weather Station og Laura Marling ind i ligningen, selvom Wendy Eisenberg synger med en blåøjethed som en teenager, der endnu ikke har slået sig på livet.
Wendy Eisenberg har dog haft sine kriser. Albummet er som så mange andre blevet til efter hjertesorg, men også efter at have fundet ud af, at de er en de. Og at livet med mænd var et forsøg på at tilpasse sig visse normer. Nu er de sammen med Mari Rubio (kendt som More Eaze), der har været med til at producere og bidrager med pedal steel, bl.a. på den flotte ‘It’s Here’ og albummets mest lange-støvler-og-bredskygget-hat-sang ‘Will You Dare’.
Min favorit er dog ‘Vanity Paradox’, en slags math-folk (nu er det vist mig, der lyder som en wanker), der lykkes med at vikle sig ind og ud af sig selv med en forbløffende klarhed. Man bliver rundtosset undervejs, men giver sig hen til herligheden. Som børn i radiobiler.
Med Wendy Eisenberg har amerikaneren lavet sit første egentlige album som singer-songwriter, og det gør de fortrinligt. Det udkom i april og fandt mig først i sensommeren. Det bliver forhåbentlig hos mig længe endnu.
/Martin
