Trygt

Hverken kitsch eller kikset. Bare trygt. Omtrent sådan føles den nye Beachwood Sparks, der er bandets første i et dusin år.

Er det alternativ country? Tilbagelænet indierocket næsten renset for rock? I 2012 sang de “back in town, out of style” og indrømmede, at de var så langt fra den coolness, de nok var en del af, da de landede med de første plader på Sub Pop i starten af 00’erne.

Nu er de endnu ældre og endnu tættere på at gå i glemslen. Et ret menneskeligt vilkår. Men Beachwood Sparks er her endnu, og de kan stadig skrive behagelige sange. Det hele starter med røvballe, og måske de vil skræmme visse lyttere væk. “Vig bort, hvis ikke I kan klare vores mangel på coolness!” Kort efter indfinder melodier og harmonier sig for de lyttere, der stadig er der. Nå ja, og der synges om en VHS på sidste sang, bare lige for demonstrativt ikke at pege fremad. Fin detalje.

Start med singlen ‘Torn in Two’ og dernæst den rolige ‘Faded Glory’. God weekend.

/Martin

Sjovt fordi det er sandt

Canadiske Laughing lyder egentlig mere australske med deres jangle-pop – måske særligt Australien i anden halvdel af 80’erne – men de nærmer sig også en slags fællesskabsrock og powerpop. Der peges tilbage mod Big Star i 70’erne og Teenage Fanclub i 90’erne.

Tempoet er til tider højt, men stemningen er afslappet. Det føles som delvist disciplineret slacker. Alle fire i bandet synger, og det gør de med gejst. På den college-venlige ‘Bruised’ synger en af mændene “When you said you didn’t care”, og senere på albummet får vi den anden side af historien af bandets kvindelige vokalist: “I don’t care about things that make you blue / I guess I’m saying that I don’t care about you”. Sunget vidunderligt nonchalant. Måske albummets bedste sang.

 

/Martin

Hvorfor giftede du dig?

Fruit Bats og Torres er to kunstnere, der har lavet enkelte sange, jeg er meget glad for, men som nogle gange rammer et stykke forbi mig. Jeg kan lide dem begge, men ofte laver de bare noget, som mere er for nogle andre. Nu har deres pladeselskab Merge foreslået, at de skulle lave noget sammen, og det er en glimrende idé. Bedømt på én sang i hvert fald.

Eric D. Johnson (Fruit Bats) har for nylig udgivet nyt med trioen Bonny Light Horseman, og Torres (Mackenzie Scott) udgav et album i januar. Det lyder, som om de har nok at lave, men på deres første fælles single, 'Married for Love', lyder de, som om de har alverdens tid at gøre godt med.

Sangen er sympatisk, og det kunne godt være en eufemisme. Som når man kalder noget "spændende", som man ikke nødvendigvis bryder sig om. Men sangen er sympatisk, og den er flot i al sin repetitive enkelthed.

Først konstaterer hun, at hun giftede sig af kærlighed. Kort efter gør han det samme. Og de gør det i kor. Der bygges på, og meget andet sker der ikke. Det er en diskret dynamik, og det fungerer udelukkende, fordi det er så godt mixet. Et knivskarpt lydbillede. Måske Eric har lært noget af Josh Kaufman fra Bonny Light Horseman, der har markeret sig som en af de bedste producere de seneste år.

/Martin 

Selvhad

Skotske Arab Strap gik i sin tid i opløsning med en perfekt betitlet opsamlingsplade: Ten Years of Tears. På albumcoveret sad de alene til en fest. Måske sad de som de sidste, måske var der aldrig kommet andre gæster. Det indrammede perfekt deres univers, som er fyldt med tårer og skuffelse. Og afvæbnende selvironi.

Teksterne har ofte grænset til selvhad. Det er ikke upassende musik til en smertefuld gåtur hjem fra byen. Enkle beats og en akustisk guitar i kombination med Aidan Moffats dybe røst. Nogle gange støjende, andre gange halvnøgent (måske nøgen med sokker på for at skabe et grimt billede).

Arab Strap vendte tilbage i 2021 med det flotte As Days Get Dark. Deres nye, I'm totally fine with it 👍 don't give a fuck anymore 👍, er måske endnu bedre. De er tilbage, fordi de er inspirerede, og fordi de har noget at sige. Det har de denne gang med fokus på vores digitale liv, endnu en gang med en ofte selvhadende vinkel.

Og hvem ville ellers slippe af sted med at have emojier i en albumtitel?

/Martin 

Jacuzzi i Geneve

Arkitektonisk er Geneve en underlig by. Schweizisk i den forstand, at byggetilladelserne tydeligvis bare gives til dem, der kan betale for det. Det kan være kaotisk at rende rundt i den ellers overskuelige by, fordi stilarterne kæmper om opmærksomheden. Men skønt er det også, ofte charmerende, nogle steder ligefrem smukt.

Jacuzzier har jeg endnu ikke set dernede, men søen er samlingspunktet. Hvordan Geneva Garvin fra Los Angeles er kommet frem til kunstnernavnet Geneva Jacuzzi er ikke til at sige, men det kan noget.

Det kan musikken også. Hun var været i gang i en del år med sin minimale DIY-synth-pop, vistnok analogt indspillet. Det er en anelse surrealistisk. På den nye single 'Dry' nærmer hun sig lidt mere Molly Nilsson, og man forstår, hvorfor Dais Records har signet hende.

/Martin

Det meste er sløret

Jeg sad og læste den pensionerede tyske tennisspiller Andrea Petkovic' glimrende nyhedsbrev, da en ven i går skrev med en anbefaling. Det var et album fra 2023, som han havde en idé om, at jeg ville kunne lide. Fra datid til nutid: Det er et album fra 2023, som jeg kan lide. Og det er et album, som jeg først er ved at komme i gang med.

Under navnet Niecy Blues laver Janise Robinson ambient R&B, der er mere optaget af stemning end pop uden af den grund at glemme sangene. Det er både selvsikkert og søgende, og det behøver ikke være modsætninger.

Albumcoveret passer fint til musikken. Konturerne er der, men det meste er sløret.

/Martin

Trygt og velgjort

Geografien har jeg ikke helt på plads. Hun er oprindeligt fra Storbritannien og bor nu i USA. Men hvor i Storbritannien? Det er ikke det vigtige. Det betyder mere, hvornår hun er.

For hun er lige nu, og hun er i starten af 1970'erne. Hun lyder så gennemført 70'er, endnu mere end Weyes Blood, som i højere grad trækker spor og møder noget nyt. Fonteyn, hvis borgerlige navn jeg ikke kender, har ingen interesse i at blande sin fascination af det gamle med noget nyt. Hun vil bare blive i fortiden og gøre det godt. Grundigt. Deri finder hun tryghed, og derfra skaber hun skønhed.

Debutalbummet Trip the Light Fantastic (2022) missede jeg, og det gjorde de fleste af os vist. Alle anmeldelser, jeg er stødt på, nævner Carole King. På den nye single 'Jody' er vi tættere på Carpenters. Der er forhåbentlig et nyt album på vej med mere af den slags tæppelun vellyd.

/Martin