søndag den 6. november 2022

Et sted under vandet med Dawn Richard og Spencer Zahn

Jeg var ved at skrive, at nogle af de dejligste overraskelser er de uventede. Det gav ikke mening. En overraskelse er selvfølgelig per definition uventet. Hvad mener jeg så? Noget ekstra overraskende?

Lad os kalde det en uventet glæde. En glæde ved noget uventet. Det uventede er her et møde mellem to verdener, to musikalske verdener: På den ene side moderne klassisk komposition (Spencer Zahn), på den anden side pop og R&B (Dawn Richard). Men det er ikke et møde, som nogle smarte typer har sat op for at iscenesætte mødet og dokumentere det.

Det er to nysgerrige mennesker, der har haft et ønske om at møde hinanden, lytte til hinanden, udvide hinandens forståelse for skønhed og potentiale. Nu bliver det for meget af det gode, så nu stopper jeg mig selv.

Med albummet Pigments har de to skabt et flot værk af klassiske og ambiente toner, som Dawn Richard krydrer med sin flotte stemme. Spencer er multiinstrumentalist og har skrevet og komponeret, Dawn har leveret lyrik og sang.




 /Martin

fredag den 14. oktober 2022

Armensk ekstase

Hagop Tchaparian er britisk-armensk.

Hagop Tchaparian er producer.

Hagop Tchaparian søger gerne ekstasen.

Hagop Tchaparian har samlet bidder.

Hagop Tchaparian har kombineret disse bidder.

Field recordings fra Armenien og rundt omkring Middelhavet.

Hagop Tchaparian har givet os techno med et bankende hjerte.

Og Four Tet udgiver det.




/Martin

onsdag den 28. september 2022

Pust og sæt det ind igen

Som barn kravlede jeg i rør. Når jeg var blød, rund og pink, kunne jeg sluge onde væsener og indoptage deres egenskaber. Sådan kunne jeg måske fortsætte en mindre række af Nintendo-referencer, men du skal videre.

Det varmer mig at tænke på den tid. Varmer mig at blive taget tilbage. Jeg græder ikke mere, end jeg plejer, men jeg kunne græde mere. Det er en god ting.

Teebs fra Los Angeles rammer den knitrende varme. Det gør han med harpe, der lægger sig oven på et beat, der ville gøre de gamle triphoppere stolte.

Og hvor rammer han den knitrende varme? Med en sang, der ganske passende hedder 'NES'. Eller skrevet helt ud: Nintendo Entertainment System. NES. Nes, please.

Når et spil ikke duede, kunne man med held puste ind i spilkassetten. Når det fungerede, var det magi. Når det ikke fungerede, var det hverdag i sjælen. Muligheden for magi efterfulgt af magi.





/Martin

mandag den 29. august 2022

Hvor blev han af?

Hvor blev han af, Hendrik Weber? Pantha du Prince var her, der og alle vegne dengang for 10-12 år siden. Dengang vi læste forskellige musiksider og blogs, dengang jeg orienterede mig mere efter, hvem der spillede på forskellige klubber for at blive klogere på elektronisk musik efter flere år med tiltagende generisk indie-rock i ørerne.

Forsvandt Pantha du Prince? Var det min radar, den var og er gal med? Det er måske ligegyldigt. Tyskeren har i hvert fald været ok aktiv i de mellemliggende år, og de år er kun mellemliggende, fordi vi er nået fra før til nu: Et nyt album, Garden Gaia, er ude, og forud kom den flotte, fantasifulde single 'Golden Galactic'.

Den franske jazzmusiker Friedrich Paravicini har leveret strygere på sangen, der plimrer venligtsindet, men med en smule bekymring. Hvordan er vores forhold til naturen? Det er Hendrik Webers ærinde, han ved det ikke, han spørger ud i lokalet, ud i rummet, ud i skoven. Har man læst eller set Annihilation (roman af Jeff VanderMeer, filmatisering af Alex Garland), kan man måske se fyrtårnet i Area X for sig. Både flot og foruroligende.

/Martin

tirsdag den 12. juli 2022

Courtney Marie Andrews søger det luftige

Phoenix, Arizona. En sangskriver, der blander americana og folk-rock. En sangskriver, der nærmer sig et mere luftigt indie-territorium med ambient føling.

Courtney Marie Andrews er på vej med nyt, og singlen 'Satellite' lover utroligt godt. Chris Bear (Grizzly Bear) er med på trommer, Josh Kaufman (Bonny Light Horseman) spiller forskellige instrumenter, og Sam Evian har hjulpet med indspilningerne. Det har han også gjort for Big Thief og Cassandra Jenkins, og sidstnævnte kommer man til at tænke på, når man hører 'Satellite'.

Det er en kærlighedssang, en kærlighedserklæring, en kærligheds-whatever, vi har brug for den.

Albummet Loose Future udkommer 7. oktober.




/Martin

søndag den 12. juni 2022

Acid House Kings og svensk elegance

Acid House Kings dukker op fra tid til anden. De var engang mere aktive, måske mere ambitiøse, men det klæder de fleste mennesker at smide ambitionerne og slappe mere af.

Svenskerne har nu delt den letsindige og alligevel let melankolske single 'Honey, Honey', der bringer tankerne hen på vidunderlige Sambassadeur fra Göteborg. I virkeligheden er Sambassadeur nok oprindeligt inspireret af Acid House Kings, og på den måde slutter cirklen flot. Ligesom Pet Shop Boys og Savage i 80'erne.

And if you long for someone
I can be that one


Det er en på sin vis trist fortælling om at søge tilbage mod den person, der forlod dig. Det lyder ikke desperat. Man tror endda næsten på, at det vil være en god idé.

'Cause it's you
It's always you




/Martin

torsdag den 19. maj 2022

Let's Eat Grandma og store ord

Jeg har gennem årene ofte gjort mig skyldig i overdreven, unøjagtig eller ligefrem ligegyldig kategorisering à la "én af årets bedste ..." eller "årets hidtil mest spændende ..."

Hvorfor denne trang til at rangordne? Man fristes til at sige: hvorfor ikke? Det er selvfølgelig begejstringen, der taler. Det kan også være lysten til virkelig at fremhæve noget, og det er jo netop det spændende ved kunst, i hvert fald den mere poppede del af kunsten, som nærmer sig eller er popkultur: Idéen om, at noget har en værdi, en betydning, at flere burde høre/se/opleve/føle det.

Før jeg går længere ned ad den vej, stopper jeg mig selv. Måske det har givet mening og fortsat vil give mening at skrive den slags fremover. Måske det ikke gør. Nu gør jeg det igen:

Two Ribbons af Let's Eat Grandma er det bedste popalbum, jeg har hørt i 2022. Men vi er jo kun i  maj? Ja ja, men det er så veloplagt og fyldt med reflekteret gejst. Reflekteret gejst? Luk røven, prætentiøse blogger. Alright.

Vennerne Jenny Hollingworth og Rosa Walton fra Norwich debuterede i 2016, fulgte op i 2018 og tog sig så længere tid om dette tredje album, som er fyldt med nysgerrighed og hooks. Det er ikke hyperpop, måske snarere ultrapop, selvom det til tider også er en mindre poppet udgave af for eksempel Robyn. Men det er heller ikke præcist, for de er i bund og grund bare sig selv: Søgende sjæle med et stærkt popøre eller fire. Og nu har jeg brugt ordet 'pop' nok for resten af maj måned.




/Martin