torsdag den 19. maj 2022

Let's Eat Grandma og store ord

Jeg har gennem årene ofte gjort mig skyldig i overdreven, unøjagtig eller ligefrem ligegyldig kategorisering à la "én af årets bedste ..." eller "årets hidtil mest spændende ..."

Hvorfor denne trang til at rangordne? Man fristes til at sige: hvorfor ikke? Det er selvfølgelig begejstringen, der taler. Det kan også være lysten til virkelig at fremhæve noget, og det er jo netop det spændende ved kunst, i hvert fald den mere poppede del af kunsten, som nærmer sig eller er popkultur: Idéen om, at noget har en værdi, en betydning, at flere burde høre/se/opleve/føle det.

Før jeg går længere ned ad den vej, stopper jeg mig selv. Måske det har givet mening og fortsat vil give mening at skrive den slags fremover. Måske det ikke gør. Nu gør jeg det igen:

Two Ribbons af Let's Eat Grandma er det bedste popalbum, jeg har hørt i 2022. Men vi er jo kun i  maj? Ja ja, men det er så veloplagt og fyldt med reflekteret gejst. Reflekteret gejst? Luk røven, prætentiøse blogger. Alright.

Vennerne Jenny Hollingworth og Rosa Walton fra Norwich debuterede i 2016, fulgte op i 2018 og tog sig så længere tid om dette tredje album, som er fyldt med nysgerrighed og hooks. Det er ikke hyperpop, måske snarere ultrapop, selvom det til tider også er en mindre poppet udgave af for eksempel Robyn. Men det er heller ikke præcist, for de er i bund og grund bare sig selv: Søgende sjæle med et stærkt popøre eller fire. Og nu har jeg brugt ordet 'pop' nok for resten af maj måned.




/Martin

onsdag den 27. april 2022

Nailah Hunter

Her gik jeg og troede, at ingen kunne konkurrere med Mary Lattimore som min yndlingsharpist.

Nailah Hunter fra Los Angeles er harpist og komponist, og hun er ikke bange for at snige lidt fræk saxofon ind.

Den nye single 'Forest Dark' er en slags drømmende soul, og den er yderst anbefalelsesværdig.

Med en harpe fristes man selvfølgelig til at kategorisere alt som 'drømmende'. Intet instrument er mere drømmende i sin lyd.

Men hvad er livet uden drømme?

Hvad er en musikblog uden klichéer?


 


/Martin

søndag den 3. april 2022

Forårsbebuder

I betragtning af, hvor meget jeg lyttede til Animal Collective og Panda Bear i 00'erne – eller måske netop derfor – er det meget lidt, jeg er vendt tilbage til dem de seneste 10 år.

Det har to franske fætre ændret på. Alain og Stéphane Quême er begge house-pionerer fra Paris' festlige 90'ere, hvor de under navnene Alan Braxe og DJ Falcon havde en slags storhedstid.

Det skulle tage en pandemi, før de besluttede at udgive noget sammen, og det er der kommet en EP ud af, der lander 30. maj. Titelsangen, 'Step By Step', er med Panda Bear på vokal, og den er decideret livsbekræftende. Vejret bliver bedre, når man hører den, fordi perspektivet bliver lysere.

Tempoet er relativt lavt. Nogle toner bliver slået an, undervandseffekt er slået til, der skrues op, mens Panda Bear kommer på banen. Break. Undervandseffekten bliver slået fra, og det er ren hi-fi og det pure forår.

Herfra går det slag i slag, hvilket underbygger titlen. Det er repetitivt, og man får sympati med udsagnet. Et skridt ad gangen, så går det nok.


 


/Martin

tirsdag den 8. marts 2022

Babehoven

Man skal lige komme sig over det dårlige kunstnernavn. Selvom det også er lidt sjovt med streg under lidt.

Babehoven er først og fremmest Maya Bon, der skriver og synger sangene. Ryan Albert figurerer som koproducer, men er med i visse interviews. 

Nogle af de tidligere udgivelser er fine, men den seneste EP, Sunk, er flot i al sin langsommelighed. Det er til tider en slags slowcore, tålmodigt opbygget indie-rock. Elliott Smith har været en større inspirationskilde denne gang, og det er da også tristessen, der springer i øjnene. Eller ørerne. Eller hjertet.




/Martin

søndag den 27. februar 2022

Croatian Amor og regnbuebroen

I en årrække har Loke Rahbek været i noget nær en liga for sig i dansk elektronisk musik. Selv kunstnernavnet Croatian Amor er noget af det flotteste herhjemme.

25. marts udkommer hans nye album Remember Rainbow Bridge, og titelsangen herfra er en ret tilgængelig og veloplagt sag. Med choppede bidder af Maria Leth Schützes stemme og tålmodigt opbygget komposition lover det særdeles godt for resten af albummet.

Cæcilie Trier er også blandt bidragyderne på albummet.

/Martin


/Martin

fredag den 4. februar 2022

Mothfly

Japanske Eunice Kim laver ambient drømmepop.

Baseret på sangen Pure, som sandelig lever op til sit navn, skal hun endelig blive ved med at dele sine drømme.

"Writing this song served as a kind of meditative healing process for me. It’s about mourning lost innocence."

Flau udgiver.


 
/Martin

onsdag den 2. februar 2022

Tomberlin og behov for at sige noget højt

Sarah Beth Tomberlin har udgivet en fin og terapeutisk sang om at sige – eller rettere synge – sine følelser højt. Måske man sætter ord på noget, man ikke tidligere har sat ord på, eller måske man bare sætter lyd på følelser, som allerede er erkendt, men ikke anerkendt. Af sig selv, forstås.

Sangen hedder 'idkwntht', som er kort for I don't know who needs to hear this.

Kompositionen er enkel, og den samme melodi kører i ring over det samme beat hele sangen igennem. Alt er forsigtigt spillet og sunget. Efter Tomberlin har sunget en sætning, bliver den gentaget af Felix Walworth (indspiller under navnet Todd Slant).

Klaveret leverer små variationer, og ca. halvvejs slutter en tenorsax sig til rarhedsfesten.

I don’t know who needs to hear this
Sometimes it's good
to sing your feelings
Especially when you don’t know
the next line
or how it goes


/Martin