lørdag den 22. januar 2022

Jana Horn

Jana Horn fra Texas er en sangskriver, der dyrker enkeltheden. Selv siger hun, at hun omfavner det grimme, men det er ikke just det grimme, der kendetegner debutalbummet Optimism, som netop har fået en "rigtig" udgivelse på No Quarter Records efter selvudgivelse i 2021.

Jana Horns sange har en konstaterende facon, der kan minde om Phil Elverums tilgang. Produktionen – særligt trommerne – går lidt i retning af Yo La Tengo.

Jana Horn læser meget. Hun både studerer og underviser i litteratur.

Fiktionen optager hende. Hun ser magien i de sætninger, som opstår, uden man forstår hvorfor eller hvordan. Sætningerne kommer til dig, og du følger en tråd. Hun gør i hvert fald.

Optimism føles lidt som en skov. Ikke en skov, man farer vild i. Masser af lysninger, stille skridt.


 
/Martin

onsdag den 5. januar 2022

New Order og verdens bedste outro

Godt nytår. Fornemmelsen for det nye år begynder allerede i det forgangne, men i begyndelsen af det nye år er det vanskeligt at føle, at man er i gang med noget egentligt nyt. Så hvorfor ikke starte året med noget gammelt?

Udtrykt en smule patetisk skylder jeg mine forældre livet. Ganske bogstaveligt. Jeg skylder dem også så meget andet, men det er et ubestrideligt faktum, at jeg er her pga. dem.

Mine brødre skylder jeg også meget. De har sparket de fleste døre ind for mig, da jeg voksede op. Påvirket mig mere, end de aner. Én af dem har haft mere indflydelse på min interesse (og smag) i musik, end han aner. På den måde ved vi aldrig, hvor meget vi påvirker hinanden. Brødre eller ej.

Kærligheden til New Order kommer også fra denne bror. Det er vel nærmest umuligt ikke at kunne lide New Order, men gennem ham opstod en stærkere forbindelse. En stor del af forklaringen er Lonesome Tonight, der blev udgivet som B-side til Thieves Like Us i foråret 1984. Jeg havde dengang hørt flere af pladerne og selvfølgelig uforglemmelige singler som True Faith, Temptation, Blue Monday m.fl., men da min bror fik mig til at lytte til Lonesome Tonight fik jeg fornemmelsen af at komme tættere på essensen. Hvor farligt det end kan være at tale om essens.

En del af det handler om, at det er en B-side. Som ung lytter kan det betyde meget at få følelsen af at dykke ned i et katalog, og når man connecter med en B-side, får man fornemmelsen af nærhed. Det er en (æstetisk) forbindelse med potentielt stor kraft. Men Thieves Like Us / Lonesome Tonight er selvfølgelig mere en dobbelt-A-side. Det siger noget om et bands kvalitet, at man kan kategorisere en sang som Lonesome Tonight som en B-side. Og det siger noget om New Orders humor. At de har overskud til at være ligeglade og gøre, hvad de har lyst til.

Sangen er blevet kaldt et akkompagnement til den tidligere In a Lonely Place, der blev skrevet, da de stadig var Joy Division. Selve ordet "lonesome" smager næsten af Elvis, og trods det triste udgangspunkt om kulde og at vokse fra hinanden er sangen også beslægtet med Elvis i storhed. Tænk det bittersøde og alligevel triumferende touch, når han leverer Always on My Mind.

Lonesome Tonight er hovedpersonen kølig og bevidst om det. Men stadig til stede. Egentlig er teksten dog underordnet. Det handler om stemning. Der er plads i produktionen, tempoet er ikke vildt højt, Stephen Morris' trommer gør ikke det store væsen af sig, Hookys bas er genkendeligt suveræn, guitarerne og Gillian Gilberts keyboard smelter sammen til en næsten glædelig gotik.

Efter 1:25 slutter første vers – uden et egentligt omkvæd – og der gives plads til instrumentale New Order, når de er bedst. 25 sekunder senere markerer Bernard Sumner med et "uh!", at vi skal tilbage til udgangspunktet, og der lægges op til et andet vers. Det starter med et storladent spørgsmål: "Do you believe in truth?", og det er så stort, at Sumner bliver nødt til at udbryde et støn, der får det hele ned på jorden igen.

Efter 2:50 færdiggør Sumner andet vers. Man fristes til at sige, at han får det overstået, for det hele bygger op til finalen. New Order er kendt for stærke outroer, og her har de muligvis skrevet deres bedste. Næsten halvdelen af sangen er outroen, som dermed er meget mere end blot en outro. Det er så New Order'sk, som det kan være med elementer af både vemod og ekstase. Ja, og lyden af Sumner, der spytter efter 4:00.

Hvis det tæller som en outro, er det verdens bedste.




/Martin

søndag den 19. december 2021

Årets album 2021

Årslister er åndssvage. Men de er sjove. De fleste medier ender med nogle underlige konsensuslister, der viser, at de har fulgt med, men de mangler som oftest personlighed. Selvfølgelig kan det være interessant at se, om der er en kunstner, som går igen rundt omkring, men hvor meget får vi egentlig ud af at konstatere, at en kunstner har været populær et givent år?

Nej, sådanne lister skal primært inspirere. Så har de en funktion. Hvis man kan finde noget, man ender med at holde af og måske bliver udfordret af, så har de en mening. De kedelige algoritmer gør, hvad de kan for at holde os fast i de samme forbrugsmønstre, så vi har brug for måder, hvorpå vi kan bryde ud.

Men et udtryk for nogen sandhed, det er sådanne lister sgu ikke. De skal ikke tages alvorligt, de skal underholde og inspirere, ikke andet (og selvfølgelig generere klik, hvis man har et medie, der også skal tjene penge).

Hvad kan vi sige om 2021 som musikår? Det har været helt udmærket i den forstand, at der som altid har været gode singler, EP'er og LP'er med såvel nye som etablerede kunstnere i alle mulige genrer fra alle mulige lande.

Alligevel har det føltes lidt undervældende inden for visse genrer, herunder techno og særligt hiphop, hvor trap og drill efterhånden har sejret sig selv ihjel. London og Chicago har igen i år budt på spændende jazz, selvom der har manglet nogle højdespringere.

Der har, trods alt, været meget godt, og jeg er heldigvis stadig interesseret i at høre nye ting. Det betyder ikke, at det nye er godt, fordi det er nyt (for mig), men det har en værdi i den forstand, at jeg måske kan udfordre mig selv. Uanset om jeg så bliver skuffet eller begejstret.

Tak for i år. Her er 25 plader, som jeg har været glad for i 2021.

25. Karima Walker – Waking the Dreaming Body

Det er ikke alle, der kan blande ambient og drone med klassisk sangskrivning. Selvom hun løber lidt tør for idéer mod slutningen, er det en flot plade om stadiet mellem søvn og vågen tilstand.

24. Aeon Station – Observatory

Kevin Whelan fra The Wrens solodebuterer med 10 sange, der er skrevet over en periode på 14 år. En stor del af sangene var tænkt som Wrens-sange og ligger på en måde naturligt i forlængelse af bandets storroste The Meadowlands fra 2003. Der er stadig resignation at spore, men han er kommet videre i livet og er heldigvis stadig en meget kompetent sangskriver.

23. Kedr Livanskiy – Liminal Soul

Russerens tredje album byder på veloplagt, drømmende techno-pop.

22. The War on Drugs – I Don't Live Here Anymore

Bandet er gået full on stadionrock, og det klæder dem, da de var begyndt at køre i tomgang. Titelsangen er deres hidtil bedste.

21. Green-House – Music for Living Spaces

Olive Ardizoni laver ambient, der beroliger sjælen. Hendes første fuldlængde følger flot op på den endnu skønnere EP Six Songs for Invisible Gardens.

20. Scotch Rolex – Tewari

Den japanske producer Shigeru Ishihara (også kendt som Scotch Egg) har haft et residency hos Nyege Nyege-kollektivet i Uganda, og det er der kommet en ret vild omgang elektronisk smadder ud af. Der er også blevet plads til lidt metal (med growl af kenyanske Lord Spikeheart fra metalduoen Duma). Don Zilla og MC Yallah fra Nyege Nyege er også med.

19. Jon Hopkins – Music for Psychedelic Therapy

En rejse til Ecuador og særligt ind i ecuadorianske huler har inspireret den engelske producers flotte omgang beatløse terapi.

18. Cold Beat – War Garden

Synthpop og post-punk med flotte melodier. De er fra Californien, men lyder mere kontinentaleuropæiske.

17. Nahawa Doumbia – Kanawa

63-årig malisk legende. Hun synger vidunderligt. Hendes band spiller bl.a. på de traditionelt maliske strengeinstrumenter ngoni og kamalé ngoni.

16. Mogwai – As the Love Continues

Apropos legender: Hvordan bliver skotterne ved med at spytte så gode (primært) instrumentale værker ud?

15. Chuck Johnson – The Cinder Grove

Pedal steel guitar og synth! Albummet er en opfølger til det langsomme og flotte album Balsams fra 2017. Musik, som du kan stirre ud i luften til.

14. Dry Cleaning – New Long Leg

Der har været flere hæderlige London-bands de seneste år, der taler hen over en post-punket baggrund, og Dry Cleaning er muligvis de mest interessante. Det kræver, at man har stemmen, timingen og intonationen, og Florence Shaw har det hele. Ekstra point for at have en sang, der hedder John Wick.

13. Nation of Language – A Way Forward

Brooklyn-trio, der stjal loyalt fra starten af 80'erne på deres mere poppede debutalbum og denne gang stjæler lidt mere fra 70'ernes kraut. Det er stadig synthpop, og de lytter stadig til OMD og New Order, men der er mere Kraftwerk denne gang.

12. Arooj Aftab – Vulture Prince

Pakistansk newyorker med drømmelandskaber, harpe og en smuk stemme. Selvom sangen Last Night er decideret elendig, indeholder albummet også sangen Mohabbat, som er blandt de allerflotteste, jeg har hørt i år.

11. Vanishing Twin – Ookii Gekkou

På det skønne debutalbum Choose Your Own Adventure fra 2016 var London-gruppen tæt beslægtet med sfærisk-romantiske grupper som Broadcast og Stereolab (bandmedlem Phil M.F.U. var også medlem af Broadcast), selvom de nåede vidt omkring rent sonisk. De er blevet en anelse mere avantgarde siden da og inkorporerer nu bl.a. afrofunk. Det er stadig spændende, hvis man er fan af Broadcast eller småjazzet kraut. Trommeslager Valentina Magaletti er en oplevelse i sig selv. Titlen er i øvrigt japansk for "stort månelys".

10. Field Works – Cedars

Ambient americana med mellemøstlig indflydelse. Og et helt album om cedertræ. Producer Stuart Hyatt er hovedarkitekten, men det er et projekt med mange medvirkende. Første halvdel fortælles og synges på arabisk, og aldrig har jeg haft så meget lyst til at forstå det som i sangen Ḥalaqah Azaliyyah. Anden halvdel fortælles og synges på engelsk. Kan til tider minde om William Tyler (som også medvirker), andre gange som gammel KLF-ambient.

9. Saint Etienne – I've Been Trying to Tell You

Den (musik)historisk bevidste trio holder stadig et højt niveau. Deres nye album er primært baseret på samples, og den tilgang har de ikke brugt siden So Tough fra 1993. Denne gang er deres samples udelukkende fra perioden 1997-2001 og af bl.a. Honeyz, Lightning Seeds og Natalie Imbruglia. Det er melankolsk og kun lidt vemodigt.

8. Hollie Kenniff – The Quiet Drift

Himmelstræbende ambient. Filmmusik til en flot hverdag med alt, hvad den indebærer af små skuffelser og diskrete opture.

7. The Weather Station – Ignorance

Tamara Lindeman har efterhånden lavet en del dejlige plader, og nu hvor Weather Station mere er blevet et band end et soloprojekt, er lyden også blevet større. Den milde stemme, de flotte arrangementer og ret tydelig inspiration fra Talk Talk er en herlig kombination.

6. Arushi Jain – Under the Lilac Sky

Den indisk-amerikanske komponist og sanger blander modular synth med klassisk musik fra Indien.

5. Japanese Breakfast – Jubilee

Mit yndlingsalbum i den poppede ende af skalaen fra 2021. Højt bundniveau og med en alvorlig højdespringer i singlen Be Sweet.

4. Rắn Cạp Đuôi Collective – Ngủ Ngày Ngay Ngày Tận Thế

Eksperimenterende vietnamesisk kollektiv med en decideret overrumplende plade, der rager til sig fra elektronisk musik, jazz, hiphop og popkultur og blender det sammen til en følelse af at spadsere gennem en fremmed by og opfange samtaler hist og her. Det er aldrig mørkt, men der er mørke at spore hos menneskene, som der altid er. Mest af alt er der dog håb, både for musikken og menneskene.

3. Mabe Fratti – Será Que Ahora Podremos Entendernos

Komponist og cellist fra Guatemala med base i Mexico. Avantgarde og ambient. Hun leverer en slags hverdagsmagi, ikke ulig følelsen af at se en Sorrentino-film (Den store skønhed, Youth, Hand of God).

2. Little Simz – Sometimes I Might Be Introvert

Et karrierehøjdepunkt for den britiske rapper. Det er jazzet og tilbagelænet, humoristisk, flyvende. Der er meget på spil, og det leveres knivskarpt.

1. Cassandra Jenkins – An Overview on Phenomenal Nature

Som at se solskin ramme støv gennem vinduet. En hyldest til naturen og troen på sine medmennesker. Sophisti-pop og drømme-folk af en sympatisk sangskriver. Mesterligt produceret af Josh Kaufman (Bonny Light Horseman mm.). Cassandra Jenkins synger meget diskret, helt tæt på mikrofonen. Albummet er sorgbearbejdende og umådeligt smukt, og spoken word-værket Hard Drive er mit yndlingsøjeblik fra musikåret 2021.

/Martin

søndag den 5. december 2021

Én sang er nok

Riki er som så mange andre forelsket i produktionsteknikker fa 80'erne, og det kan man ikke fortænke hende i. 

Riki Ladyzhynsky fra Los Angeles laver solid synth-pop, og hendes seneste album Gold indeholder også flere fine popsange.

Ingen er dog bedre end Florence & Selena, der lukker albummet. Det hele starter med en lummer sax, og så er stemningen sat. Sax og keys skal lige finde hinanden, og så kommer trommerne på banen sammen med bassen, mens der bliver skruet op for det saxuelle.

Sangen var én af singlerne forud for albummet, og da jeg vågnede med den på hjernen efter at have hørt den et par uger forinden, stod det klart for mig, hvor velskrevet et omkvæd den byder på. Med sådan en sang på CV'et er det ligemeget, om resten af albummet er mere ujævnt. Højkaliberpop.


/Martin

tirsdag den 16. november 2021

Caroline er umoderne

Caroline er et 8 m/k stort orkester fra London, der spiller en slags folkemusik møder post-rock.

Det kan til tider lyde som noget, en ung udgave af Richard Dawson kunne lave med sine venner i Newcastle. Kombineret med lidt A Silver Mt. Zion. Sen Talk Talk kan vi også smide i puljen.

Tålmodigt opbygget, guitarer og strygere.

De vil staves med lille c, men den trend hopper jeg ikke med på. Deres debutalbum hedder Caroline, som de også vil stave med lille c.

Det er produceret af John 'Spud' Murphy, hvis kælenavn forhåbentlig og formentlig er en Trainspotting-reference. Han har i øvrigt også produceret Black Midi, som også vil staves med små begyndelsesbogstaver.

Caroline udkommer 25. februar 2022.



/Martin

fredag den 5. november 2021

Hannah Schneider og ensomheden

Hannah Schneider har længe været et respekteret navn på den danske musikscene. Som del af Ayowa, sammen med Josephine Philip og solo.

Netop som solokunstner er hun tilbage med nyt for første gang i syv år.

Singlen We Will Be the Only Sound in the World er en flot og trist omgang. 

En følelse af ensomhed, der lever op til titlen.

Hendes fjerde soloalbum Ocean Letters udkommer om ... ca. et år.


/Martin

onsdag den 27. oktober 2021

Blawan er født højrehåndet

Jamie Roberts er fra det sydlige Yorkshire. Han bor i Berlin. Han er født højrehåndet, og så er han blandt de mest interessante britiske technohoveder det seneste årti. Få af de informationer er for alvor interessante.

12. november udgiver han EP'en Woke Up Right Handed, hvorfra han netop har sluppet Under Belly. Dén er til gengæld interessant.

Det er desorienterende at lytte til, og det er sjovt. Det er betonmurene, der bliver bløde, det er industrielt uden at være alvorligt, det er tungt uden at være tyngende.

Det er techno på kanten af techno. Det fortjener god lyd og helst hørebøffer.




/Martin