mandag den 8. juli 2024

Sjovt fordi det er sandt

Canadiske Laughing lyder egentlig mere australske med deres jangle-pop – måske særligt Australien i anden halvdel af 80’erne – men de nærmer sig også en slags fællesskabsrock og powerpop. Der peges tilbage mod Big Star i 70’erne og Teenage Fanclub i 90’erne.

Tempoet er til tider højt, men stemningen er afslappet. Det føles som delvist disciplineret slacker. Alle fire i bandet synger, og det gør de med gejst. På den college-venlige ‘Bruised’ synger en af mændene “When you said you didn’t care”, og senere på albummet får vi den anden side af historien af bandets kvindelige vokalist: “I don’t care about things that make you blue / I guess I’m saying that I don’t care about you”. Sunget vidunderligt nonchalant. Måske albummets bedste sang.


 

/Martin

fredag den 28. juni 2024

Hvorfor giftede du dig?

Fruit Bats og Torres er to kunstnere, der har lavet enkelte sange, jeg er meget glad for, men som nogle gange rammer et stykke forbi mig. Jeg kan lide dem begge, men ofte laver de bare noget, som mere er for nogle andre. Nu har deres pladeselskab Merge foreslået, at de skulle lave noget sammen, og det er en glimrende idé. Bedømt på én sang i hvert fald.

Eric D. Johnson (Fruit Bats) har for nylig udgivet nyt med trioen Bonny Light Horseman, og Torres (Mackenzie Scott) udgav et album i januar. Det lyder, som om de har nok at lave, men på deres første fælles single, 'Married for Love', lyder de, som om de har alverdens tid at gøre godt med.

Sangen er sympatisk, og det kunne godt være en eufemisme. Som når man kalder noget "spændende", som man ikke nødvendigvis bryder sig om. Men sangen er sympatisk, og den er flot i al sin repetitive enkelthed.

Først konstaterer hun, at hun giftede sig af kærlighed. Kort efter gør han det samme. Og de gør det i kor. Der bygges på, og meget andet sker der ikke. Det er en diskret dynamik, og det fungerer udelukkende, fordi det er så godt mixet. Et knivskarpt lydbillede. Måske Eric har lært noget af Josh Kaufman fra Bonny Light Horseman, der har markeret sig som en af de bedste producere de seneste år.





/Martin 

onsdag den 29. maj 2024

Selvhad

Skotske Arab Strap gik i sin tid i opløsning med en perfekt betitlet opsamlingsplade: Ten Years of Tears. På albumcoveret sad de alene til en fest. Måske sad de som de sidste, måske var der aldrig kommet andre gæster. Det indrammede perfekt deres univers, som er fyldt med tårer og skuffelse. Og afvæbnende selvironi.

Teksterne har ofte grænset til selvhad. Det er ikke upassende musik til en smertefuld gåtur hjem fra byen. Enkle beats og en akustisk guitar i kombination med Aidan Moffats dybe røst. Nogle gange støjende, andre gange halvnøgent (måske nøgen med sokker på for at skabe et grimt billede).

Arab Strap vendte tilbage i 2021 med det flotte As Days Get Dark. Deres nye, I'm totally fine with it 👍 don't give a fuck anymore 👍, er måske endnu bedre. De er tilbage, fordi de er inspirerede, og fordi de har noget at sige. Det har de denne gang med fokus på vores digitale liv, endnu en gang med en ofte selvhadende vinkel.

Og hvem ville ellers slippe af sted med at have emojier i en albumtitel?




/Martin 

søndag den 12. maj 2024

Jacuzzi i Geneve

Arkitektonisk er Geneve en underlig by. Schweizisk i den forstand, at byggetilladelserne tydeligvis bare gives til dem, der kan betale for det. Det kan være kaotisk at rende rundt i den ellers overskuelige by, fordi stilarterne kæmper om opmærksomheden. Men skønt er det også, ofte charmerende, nogle steder ligefrem smukt.

Jacuzzier har jeg endnu ikke set dernede, men søen er samlingspunktet. Hvordan Geneva Garvin fra Los Angeles er kommet frem til kunstnernavnet Geneva Jacuzzi er ikke til at sige, men det kan noget.

Det kan musikken også. Hun var været i gang i en del år med sin minimale DIY-synth-pop, vistnok analogt indspillet. Det er en anelse surrealistisk. På den nye single 'Dry' nærmer hun sig lidt mere Molly Nilsson, og man forstår, hvorfor Dais Records har signet hende.




/Martin

tirsdag den 16. april 2024

Det meste er sløret

Jeg sad og læste den pensionerede tyske tennisspiller Andrea Petkovic' glimrende nyhedsbrev, da en ven i går skrev med en anbefaling. Det var et album fra 2023, som han havde en idé om, at jeg ville kunne lide. Fra datid til nutid: Det er et album fra 2023, som jeg kan lide. Og det er et album, som jeg først er ved at komme i gang med.

Under navnet Niecy Blues laver Janise Robinson ambient R&B, der er mere optaget af stemning end pop uden af den grund at glemme sangene. Det er både selvsikkert og søgende, og det behøver ikke være modsætninger.

Albumcoveret passer fint til musikken. Konturerne er der, men det meste er sløret.




/Martin

søndag den 17. marts 2024

Trygt og velgjort

Geografien har jeg ikke helt på plads. Hun er oprindeligt fra Storbritannien og bor nu i USA. Men hvor i Storbritannien? Det er ikke det vigtige. Det betyder mere, hvornår hun er.

For hun er lige nu, og hun er i starten af 1970'erne. Hun lyder så gennemført 70'er, endnu mere end Weyes Blood, som i højere grad trækker spor og møder noget nyt. Fonteyn, hvis borgerlige navn jeg ikke kender, har ingen interesse i at blande sin fascination af det gamle med noget nyt. Hun vil bare blive i fortiden og gøre det godt. Grundigt. Deri finder hun tryghed, og derfra skaber hun skønhed.

Debutalbummet Trip the Light Fantastic (2022) missede jeg, og det gjorde de fleste af os vist. Alle anmeldelser, jeg er stødt på, nævner Carole King. På den nye single 'Jody' er vi tættere på Carpenters. Der er forhåbentlig et nyt album på vej med mere af den slags tæppelun vellyd.





/Martin

tirsdag den 27. februar 2024

Et opgør med selvopgøret

Man kan ramme en mur på mange måder. En af dem er at miste evnen til at lade sig begejstre.

Jeg kan lykkeligvis stadig lade mig begejstre, og jeg er fortsat interesseret i ny musik, nye film, ny litteratur osv., selvom behovet for at dyrke historien fylder mere og mere. Og respekten for det, der har været, er i mange tilfælde større, end det var for blot få år siden.

Bortset fra visse ting fra særligt 00'erne, fordi jeg dyrkede det så voldsomt dengang og senere følte et behov for at holde det ud i strakt arm. Jeg skrev også en artikel om det. De tvivlsomme indie-00'ere.

Nogle af de ting, jeg dengang lyttede så meget til, er såmænd også noget lort. Noget er bare lidt ligegyldigt. Og så er der de ting, som man måske har haft behov for ikke at lytte til i et årti for så at give en chance til. Her tager man en slags opgør med det selvopgør, man ellers følte så stort behov for.

MGMT fyldte meget i slutningen af 00'erne. De har lavet en del ujævne ting, men man må anerkende deres poptriumfer. De har også taget chancer. Og de har lavet ting, som jeg ikke har hørt og ikke kan udtale mig om. Nu er MGMT tilbage, og hvor jeg ikke gav Little Dark Age i 2018 en chance – jeg tror ikke, jeg har hørt et eneste sekund – fandt singlen 'Mother Nature' mig i 2023.

Den lyder en smule hen ad Oasis, når de er gode. Der er noget klassisk poprocket over sangen iblandet det småpsykedeliske, som MGMT altid har været interesserede i. Sangen rørte mig straks, og det undrede mig, men mest af alt bekræftede den mig i, hvor ofte jeg tager fejl, og hvor ofte vi mennesker har behov for at blive konfronteret med vores fordomme.

Jeg husker følelsen af at høre 'Time to Pretend' for første gang, velsagtens i 2005. Hvordan de formåede at få lytteren til at savne barndommen og hele verdens enkle indretning. Denne følelse rammer de igen på 'Mother Nature' med et ekstra lag, hvor fortælleren (og denne lytter) nu er blevet ældre, og en ny generation har fundet vej til voksenlivet i mellemtiden. Man rykker et led frem.

'Mother Nature' er noget så sjældent som en popsang, der er umådeligt sympatisk uden at være flad. Hvordan gør de det? Resten af albummet, Loss of Life, er efter et par lytninger også fint, og nogle sange glæder jeg mig meget til at høre igen. Men selv hvis det var noget møg, ville de have stor ære af den ene sang.





/Martin