fredag den 30. oktober 2009

Surfer Blood

I internettid er året så godt som omme. I hvert fald i blogverdenen hvor der gøres klar til utallige year-end lists med højdepunkter fra dette (fantastiske) års udgivelser.

Det kan imidlertid også være rart at have noget andet at se frem til end lister og ord. Tidligt næste år udkommer en farligt stor mængde god musik: Vampire Weekend, Beach House, Yeasayer og Final Fantasy for bare at nævne nogle få. Og så er der nogle unge debutanter, der sniger sig ind og nok skal få deres portion opmærksomhed: Surfer Blood fra West Palm Beach, Florida. Og ja, der er ret meget surf-rock over det, men der er mere til det end som så.

Kvartetten består af fem collegestuderende i starten af 20'erne (startede som kvartet), hvoraf sanger og guitarist John Paul Pitts skriver musikken. Brian Wilsons ånd høres tydeligt i lyden, ligesom også The Shins er en åbenlys reference. Visse steder nævnes også tidlig Weezer (tidlig Weezer - altså ikke decideret dårlig Weezer). På den netop overståede CMJ fik de fem temmelig meget opmærksomhed, og hypen er ved at bygge sig op til debutalbummet Astro Coast, der står til udgivelse i januar på Kanine Records. Selskabet tager sig også af Chairlift, Oxford Collapse (som der også er elementer af hos noget Surfer Blood) og The Depreciation Guild. Grizzly Bears debutplade Horn of Plenty har de såmænd også udgivet en remixversion af. Som bekendt tog Rumraket sig jo af debutpladen på den anden side af Atlanten.

Nuvel! Tilbage til Surfer Blood. En hel del opmærksomhed venter i 2010. Til tider går der måske lovlig meget The Shins i den, men der er man vel næsten lovligt undskyldt, når sangene stadig er så stærke, som de er. Og så er det jo ikke den dummeste inspirationskilde, man kan have. Er man til popmusik med godt med reverb på vokalen, går man helt sikkert ikke galt i byen med Surfer Blood.

Rigtig god weekend ønskes herfra.

MP3: Surfer Blood - Floating Vibes
MP3: Surfer Blood - Swim (To Reach the End)

/Martin

onsdag den 28. oktober 2009

Tiger på spring

Danske Tigerspring er efterhånden ved at have slået sit navn fast som en spiller, der skal tages seriøst i branchen på både label-, management- og bookingplan. Også uden for branchen begynder folk så småt at kende navnet, og nu lever de såmænd snart op til deres eget navn, hvis tingene fortsætter i dette solide tempo, der blot venter på det pludselige spring.

Et anløb til et spring vil også mærkes på fredag d. 30., når der er Tigerspring label night på Vega. Den aften byder de på de svenske teenagere Taxi Taxi!, Chimes & Bells og århusianske Messy Shelters. Tre ret forskellige kunstnere, der dog alle udviser en ret tydelig sensibilitet, der serveres finurligt. Det er forholdsvis explicit, hvilket ofte ender klodset for mange, men afsenderne her viser deres værd ved netop at mestre dén kunst.

Læg i øvrigt mærke til det smukke billede til invitationen. Naivisme fanget i dramatiske firkanter i en fantastisk farvekombination. Et motiv, der bryder sin baggrund og alligevel opfører sig efter visse billedlige lovmæssigheder. Herligt!

/Martin

tirsdag den 27. oktober 2009

Boat Club

For at gennemføre den meteorologiske tone som min broder har dvælet ved igennem flere indlæg, er Boat Club ligeså meget lyden af sommerens sidste dage, som Grouper er efterår. Boat Club er endnu et navn fra den musikalske talentfabrik Göteborg, og lyden ligger da heller ikke langt fra byens øvrige musikalske sønner og døtre fra pladeselskabet Sincerely Yours, som The Tough Alliance, Air France og jj.

Som ved gennemlytning af ovenstående navnes katalog, får man også ved lyden af Boat Club indtrykket af, at man i Göteborg kender til sommeren, sætter pris på den, men oplever den i meget små doser. Og at man fra havnebyen kan sejle imod sydligere himmelstrøg, bærer musikken ligeledes præg af, ved sin længsel og melankoli. Det gav Håkan Hellström (passende iklædt sømandsuniform) i øvrigt talrige eksempler på, mange år før byens senere navne for alvor blev internationale hypeobjekter.

Den lette tågede synth, de baleariske beats og den lettere forvrængede guitarlyd er således ikke overraskende virkemidler fra den kant, men alligevel er Boat Club opmærksomheden værd. Og så er Boat Club i virkeligheden efterårsmusik fra det grå Göteborg, der længes efter en sommer med gin og tonic. Nedenstående følger tre sange fra minialbummet Caught The Breeze fra 2007. Siden da er der ikke sket meget nyt omkring Boat Club, men det har jo også kun været sommer to gange siden. Rygterne vil dog vide, at det efterhånden vil være nok til et kommende debutalbum.

MP3: Boat Club - Always Away
MP3: Boat Club - Memories
MP3: Boat Club - Warmer Climes

/Abdujaparov

Grouper i aften på Loppen

Hermed en kort anbefaling: Befinder man sig i København i aften, er det et must at tage på Loppen og høre Portlands Grouper. Bag projektet står Liz Harris, som jeg også tilbage i januar fik skamrost. Af den simple grund at hendes album fra sidste år, Dragging a Deer up a Hill, var ét af det års mest imponerende udgivelser.

Der er vist gået lidt meteorologisk æstetik i den på det seneste her på siderne, men jeg bliver nødt til at nævne, at musikken passer utrolig godt til efterårsblæsten. Det er så absolut ikke forårs- og sommermusik i hvert fald. Nyd den - der er et halvt år til det.

MP3: Grouper - Disengaged
MP3: Grouper - Heavy Water / I'd Rather Be Sleeping

/Martin

mandag den 26. oktober 2009

Cougar

Sikke et pressebillede! Det ville ikke skade amerikanske Cougar at skyde højere og blive bedre til at arbejde med PR-maskinen. Billedet afspejler på en måde, hvad bandet er: En nørdet samling, der spiller instrumental 'emergency rock', som de selv kalder det. Derudover er billedet grimt, uenergisk, dårligt sat op og i det hele taget kikset på en måde, der ikke engang er vildt sjov.

Nuvel, de har jo musikken med sig, og forhåbentlig sidder der andre folk derude, der har lyst til at skrive om dem. Som nævnt er det en instrumental omgang, vi har med at gøre. De siger selv, de er inspirerede af "humans, machines, things in-between", hvilket lyder som et forsøg på at definere Kraftwerk. Det er dog mestendels guitarorienteret, selvom det maskinelle delvist viser sig gennem trommeproduktionen. Nogle gange lyder de hen ad Maserati og nogle gange inspireret af noget mere post-rocket.

De har netop afsluttet en Europaturné og udgivet et nyt album, Patriot, så der må siges at ske lidt for bandet, der nok snart får en ordentlig fotograf til at tage sig af pressebillederne.

MP3: Cougar - Rhinelander

/Martin

fredag den 23. oktober 2009

Yura Yura Teikoku

Tid er noget svært noget at arbejde med. Her troede jeg lige, jeg med Yura Yura Teikoku var stødt på et nyt, interessant japansk band. At de er japanske er et faktum. At de er interessante er ganske vist kun en påstand. Men at de er nye, er en sandhed med modifikationer. Eller en løgn med modifikationer; de blev således dannet helt tilbage i 1989 men spillede deres første koncert uden for Japan i 2005, da de ramte New York.

Den småbarnlige og stædige pendant til stoltheden i mig vil dog stadig hævde, at de forekommer nye, og at de altså blot har været upcoming i ret lang tid - halvandet årti. Denne sære tanke rammer mig, når jeg hører Dekinai fra deres nye plade Hollow Me / Beautiful (men sikke dog en frygtelig albumtitel). De spiller en gang poppet psykedelika med noget, der umiddelbart kunne lyde som protopunkede elementer. Nogle gange er det næsten lounget psychedelicapop, der grænser til fætterslægtskab med The Clientele. Men også kun næsten.

MP3: Yura Yura Teikoku - Dekinai

/Martin

torsdag den 22. oktober 2009

Jay Reatard i Århus på mandag

Jay Reatard drager snart på en Europaturné, hvortil der for lang tid siden blev offentliggjort en koncert på Loppen. For 2-3 uger siden skred hans band dog, hvilket førte til en ret underholdende Twitter update: "Band quit ! Fuck them ! They are boring rich kids who can't play for ahit anyways .. Say hello to your ugly and boring wifes opps I mean." Siden har han vist undskyldt sit udbrud.

Han havde derfor, under alle omstændigheder, brug for et nyt band hurtigt, og han har således dannet alliance med medlemmer fra århusianske Cola Freaks, der sidste år turnerede en hel del byer i det amerikanske med Jay - og dermed både kender ham og hans materiale i forvejen. Turnéen starter officielt i Paris d. 28. oktober, men Musikcaféen i Århus har æren af at være med til at kickstarte turnéen allerede på mandag, når Jay Reatard kigger forbi sammen med sine nye turnébandmedlemmer. D. 1. november vender de så tilbage til Danmark, når Loppen som nævnt lægger hus til.

MP3: Jay Reatard - Always Wanting More

/Martin

tirsdag den 20. oktober 2009

Beskedenhed

Disse dage tilbringes i ret høj grad i selskab med Pavements Crooked Rain, Crooked Rain og The Drums' Summertime! EP. Hvad angår de medfølgende følelser, er det en klassisk, tosidet mønt lige nu. På den ene side føles netop disse plader i disse dage som at holde fast i en lygtepæl mod en stærk blæst, der har meldt sin ankomst og kan anes uden endnu at mærkes. På den anden side føles det som at stå på kirkegården og se ud på havnen i det (hvert år) overraskende klare lys - folk i Århus ved nok, hvad der menes med sidstnævnte.

Jeg skriver meget for tiden - mest af alt ret usammenhængende. På ternet papir, i notesbøger, på servietter, på gratisaviser, på computer. Der er en trang til at få noget ud. Det er nogle gange det, efteråret gør ved én.

Det er til en vis grad inspireret af Per Kirkebys fremragende bog Kursiv. Uanset hvad man måtte mene om hans kunst, er han en mand, der er værd at lytte til. Ikke blot fordi han er en af dansk kunsts (og kunsthistories) mest anerkendte personligheder, nationalt såvel som internationalt. Men pga. hans mange fascinerende tanker og idéer, der for mig at se bunder i en accept af (og respekt for) livets grundvilkår, herunder døden og den lejlighedsvise tristesse. Ikke at vi har at gøre med en goth! Det vendes positivt, ja, alle sten vendes, der reflekteres, og interessante muligheder opstår. I hjernen, hjertet og deraf nogle gange på lærredet.

I forlængelse af indlægget i sidste uge om 'jantelov' og 'ydmyghed' kom jeg til at tænke på ordet 'beskedenhed', netop som jeg sad og læste i Kursiv på en lang togtur. I forbindelse med arkitektur skriver Kirkeby bl.a.: "Det er som om identiteten bliver stærkere, når betingelserne tilsiger en form for beskedenhed. Når arkitekturen accepterer beskedenheden og inddrager den i sin 'funktionalitet' [...] En stolt beskedenhed." Det kan naturligvis ikke overføres direkte til musikken eller alle andre kunstarter for den sags skyld - uanset om vi taler de håndværksmæssige, de frie eller en blanding (som nogle vil argumentere for, at det hele er), men det er værd at tage med sig som tanke.
Forvent flere citater fra hr. Kirkeby fremover. Og investér endelig i The Drums. De går en stor fremtid i møde. Og hvad angår Pavement, er det vist os, der går en stor fremtid i møde!

Jeg håber ikke, mine ord virker for usammenhængende disse dage. Det skulle forhåbentlig gerne give mening. Ellers bliver jeg nok tilgivet med hjælp fra nedenstående mp3.

MP3: Holiday Shores - Phones Don't Feud

/Martin

søndag den 18. oktober 2009

Hush Arbors

Det er vist på tide med et kort indlæg. Af flere årsager. Det er søndag, og vi har en smule solskin, selvom skyerne til en vis grad opfører sig som gode, gamle søndagsbilister, der både tager udsyn og glæde fra andre.
Amerikanske Hush Arbors er for mig ganske ukendte, men positive sammenligninger med Yo La Tengo har fået mig til at give det et lyt, og at dømme ud fra vedlagte mp3 lover det ret godt. De har netop udgivet albummet Yankee RealityEcstatic Peace (Be Your Own Pet, Magik Markers). Produktion er mere hårdtslående end hos Yo La Tengo, men der er langt hen ad vejen hold i sammenligningerne. Og nu vi er ved Yo La Tengo, kan jeg slutteligt ikke dy mig for at tilføje, at det kun kan anbefales at investere i legendernes nyeste værk, Popular Songs (fantastisk titel). Det blev vist et relativt kort indlæg.
God søndag.

MP3: Hush Arbors - Devil Made You High

/Martin

onsdag den 14. oktober 2009

Med janteloven som værktøj

(Hvis du kun er interesseret i en mp3, kan du gå til slutningen af indlægget)

Janteloven har haft det hårdt som begreb. Så brugt og misbrugt at det har mistet al betydning - hvis det nogensinde har haft en sådan. Fra at blive opfundet i 1933 af forfatteren Aksel Sandemose slog det sandelig til som begreb i den kollektive bevidsthed århundredet igennem og til den dag i dag. Som noget ondt man burde modarbejde. Som noget typisk dansk, der repræsenterede noget negativt ved vor nationale identitetsfølelse. Det er dog hverken særlig dansk eller særlig nyttigt. Det er intet andet end luft. For nu kort at låne fra tegneserieverdenen: En tom taleboble, som vi kan fylde med undskyldninger for det ene og det andet. At vi ikke slår til, at vi fejler, at andre fejler osv. Desværre brugt uden sans for (eller brug af) den komik vi ellers belejligt kunne stjæle fra samme metaforiske udgangspunkt.

Vi har gjort janteloven til et værktøj. I første omgang til et værktøj, der skal fungere som førnævnte undskyldning, men som i realiteten virker som en anden gammel traver: Skyklapper. Af frygt for at indse at vi måske selv ligger inde med nøglen til vore problemer. Problemet ved ikke at tillade sig selv at tænke denne tanke til ende er imidlertid, at man ikke når frem til, at man også nødvendigvis må have nøglen til problemets løsning. Det er et nøglebundt. Nøglerne kan være til vidt forskellige formål, men de hænger sammen. Selvom en given løsning måtte afhænge af andre, starter den stadig med erkendelsen.

Der er imidlertid også en anden brug af janteloven. Som bemærket indledningsvist er begrebet blevet misbrugt. Hevet ind og ud af kontekster, konkretiseret og generaliseret, forvredet og forvrænget. Ja, det giver ikke længere megen mening at tale om det som et begreb. I så fald kunne det deles op i jantelov, Jantelov, jantelov, janteloven, jantelov'sk og andre variationer over samme udvandede 'begreb'. Det ville muligvis hverken gavne forståelsen for én selv eller for andre, men det ville i det mindste være en indrømmelse af, at ordet ikke længere er, hvad det oprindeligt stod for i En flygtning krydser sit spor i 1933.
Ord skifter betydning. Det er naturligt. Nogle gange grundet hændelser, grundet enkeltpersoner, grundet udpræget fejlbrug osv. Grundene kan være mange. Ofte accepterer vi endda ændringer i sproget. Nu er det eksempelvis legalt at skrive 'bagerst' i stedet for 'bagest'. At 'forfordele' kan nu både være negativt og positivt. Det samme med en 'bjørnetjeneste'. Her tager vi stilling til ordene. Det har vi også gjort med 'jantelov'. Men konsekvensen har været endnu mere forvirrende end eksempelvis de førnævnte begrebet med dobbeltbetydning. Vores stillingtagen har været misbrug. I stedet for en mere harmløs dobbeltbetydning er det blevet meningsløst.

Misbruget har naturligvis også været at finde i musikken, hvor janteloven har fungeret som både undskyldning og PR-redskab. Uværdigt værktøj. Som da Jupiter Day i begyndelsen af dette årtusind fik en forside på Gaffa og grinagtigt proklamerede: "Fuck janteloven!" De var ambitiøse, og de ville frem på dét at være ambitiøse. For musikken var der bestemt intet nyt eller ambitiøst i. Så måtte man satse på en vis åbenmundethed, og det gjorde de. Tomme ord. Forkerte ord.
For nylig anmeldte Politikens Erik Jensen det nye album med The Storm under overskriften: The Storm blæser stadig på janteloven. Der skrives her om de dårlige anmeldelser af debutalbummet, og hvordan The Storm "med rette" følte sig dårligt behandlet og derfor måtte give igen, hvorefter der skrives om den store produktion. Nu skal det ikke handle om selve gruppens musik, men en lille note må her være, at jeg selv føler behov for at bruge "med rette". I den forstand at gruppens musik med rette blev sablet ned af anmelderne. Af den simple grund at det er forfærdelig musik. Dernæst må der stilles spørgsmålstegn ved brugen af 'janteloven' i denne sammenhæng. Johan og Pernille har været kede af nogle ord, der er blevet skrevet om dem af mennesker, de ikke kender. Og så har de indspillet et nyt album med en storladen produktion. Går 'janteloven' her på deres indignation og barnlige utilfredshed, eller betyder manglen på 'jantelov' i musik derimod 'storladen produktion'? Man må undre sig.

At udbasunere at man vil trodse janteloven er et desperat forsøg på at skabe en form for autenticitetseffekt. Men det er en nem løsning, og der er intet punk over det. Ikke den mindste rest af denne ånd. 'Janteloven' bliver et redskab, man griber efter i et selvskabt mørke - med lygten klar i lommen.

Selv den oprindelige betydning af jantelov er ikke udpræget dansk. Vi har taget ordet til os for at kunne bruge det efter behov. Det er dog så uendeligt meget nemmere at tale om ydmyghed. En klassisk dyd. Man kan sagtens tro, man er noget og samtidig være ydmyg. Den eneste ulempe ved dette ord ligger hos dem, der ikke ellers har noget at føre sig frem på og dermed kommer til at mangle et begreb at misbruge.

Én af de mange gevinster ved internettets indtog i musikverdenen er den selvironi, der har vundet igennem. Den romantiske tanke om geniet skal hverken nedbrydes eller fornægtes, men muligheden for at udbrede soveværelsesprojekter har skabt en form for accept af, at musik nærmest er noget, alle kan skabe - også god musik. Hvad mange imidlertid har svært ved at forene, er, at man sagtens kan mene sin musik alvorligt og samtidig have en vis ironisk distance til rollen som 'kunstner'. Vi ønsker, der skal være gammeldags genier. Bohemer. Nogle gange ønsker vi at sætte lighedstegn mellem kunstnerliv og samme kunstners værk. Altså et direkte lighedstegn. For selvfølgelig er ligheden der. Det er måske også derfor, mange konsekvent tolker et fortæller-jeg som afsenderen i en tekst. Det farlige ved dette ønske om genier er imidlertid, at man glemmer at fokusere på selve musikken. Her er nogle afsendere måske umiddelbart kedeligere eller mere anonyme udadtil end andre. Såsom Vampire Weekend. De er sågar blevet beskyldt for at have været forkælede rigmandsbørn, hvilket åbenbart skulle svække autenticiteten. Hertil har sanger Ezra Koenig svaret:

"They (kritikerne, red.) would be so offended that a song would be called Oxford Comma that they didn't understand how it's a song about anti-elitism. They want to be the anti-elitists, so they make us out to be the out-of-touch assholes."

Mange ønsker at klassificere og iscenesætte både sig selv og andre. Men for megen rod med begreberne svækker fokus på værket.
Her mod slutningen presser en tanke sig på: At der er noget ganske paradoksalt over at være i en situation, hvor man kritiserer nogen, der kritiserer janteloven. For den kan nemt vendes tilbage igen, så det i stedet bliver mig, der er forstokket og forsøger at forsvare janteloven. Det er bestemt ikke tilfældet. Jeg vil gå længere endnu. Jeg vil afvise eksistensen af den.

MP3: Vampire Weekend - Horchata

/Martin

mandag den 12. oktober 2009

Nostalgiakkumulatorer og den paradoksale angst hos neoreaktionærer

Min gode kollega i blog- og musikjournalistisk sammenhæng, Rune Schlosser, skrev forleden et ret interessant indlæg på Blaa Vinyl om farerne ved nostalgi i anmeldersammenhæng. Og her taler vi ikke om et nostalgivækkende sonisk landskab (som vi plejer at være yderst glade for her på siderne) men derimod ældre musikere, man forbinder noget med. Altså genudgivelser, der mere eller mindre roses for, hvad de var - og dermed hvad de dømmes til på én gang at være og have været. Fortid og nutid smelter sammen uden gråzoner. Eller tilfældet kan være musikere, der gennem flere årtier har vist deres værd og derfor stadig måles som legender, der ikke kan fejle.

Det er en lang og ofte problematisk diskussion, der let bliver sort/hvid fra enten den ene eller den anden side. Lad mig derfor starte med at slå fast at jeg selv har en melankoliker i mig, der let finder vej til (eller ligefrem søger) de kun delvist oplyste nostalgipassager, der kan tilbydes i kunsten. Ganske vist ikke i dramatisk forstand som eksempelvis en Immanuel Kant, der så sig selv som en "melankolsk hypokonder" (med overvægt af sort galde), men dog i en forstand hvor det næsten er en afhængighed, der i det lange løb sikrer en balance og en måde at se ting på i et nyt lys. Altså noget selvudviklende og forhåbentlig bevidsthedsudvidende. Nu er ordet 'balance' allerede bragt på bane, hvilket vel er et centralt begreb i de fleste aspekter i livet. Her kommer buddhisterne virkelig til deres ret med begrebet 'den gyldne middelvej'. Nuvel, pointen er her, at det let bliver for meget af det ene eller det andet. Det kunne være tilfældet med teorien om de fire kropsvæsker i såvel Antikken som op til dele af Oplysningstiden, hvor man nemt kunne have en overvægt af én af de fire. I et elizabethansk verdensbillede taler man ligeledes om vigtigheden af at afbalancere reason og passion - i datidens kunst bl.a. eksemplificeret gennem Shakespeare.

Der er heldigvis ikke faste regler for, hvordan anmeldelser som generelt fænomen skal se ud. Ja, det er der som oftest heller ikke inden for en bestemt instans eller et bestemt magasin, hjemmeside osv. I bedste fald kan man dog håbe på en vis æstetisk homogenitet, når flere skribenter skriver for samme medie. Men nu skal dette ikke blive til en diskussion af anmeldelser og anmeldere som fænomen. Problemet er, når minder og personlige forhold aktiveres gennem musikken for så at overtage styringen og sjælen i det øjeblik, ordene finder vej fra hjerte til hjerne og videre til tastatur - uden filter. Det skal dog også siges, at det er let nok at sige på en blog, hvor det generelt nærmest gælder som en naturlov, at der ikke være et filter. Jeg vil ikke pege fingre, det er meningsløst, men det er vigtigt at være bevidst om denne tendens, uanset om man er skribent eller læser.

Vi er vanedyr langt hen ad vejen. Selv i et senmoderne samfund hvor vi stolt taler om kultursamfund, videnssamfund, teknologiske fremskridt og deslige. Vi er stadig bange for det nye. Det kan naturligvis gradbøjes, ligesom der af og til kan være psykiske såvel som psykologiske årsager (eller ar) til grunde for frygten. Enkelte teoretikere har dog påpeget, at det senmoderne til en vis grad kunne kaldes 'paramoderne'. Med dette forstås, at vi på én gang befinder os i det moderne og samtidig ser os selv udefra - som værende en del af det moderne. Såfremt der er det mindste hold i dette, betyder det samtidig en anerkendelse af og bevidsthed omkring den førnævnte (og altså ganske generelle) frygt. Måske endda angst. Mange vælger derfor at gå i den anden grøft og uforbeholdent hylde al forandring, samtidig med at al påpasselighed dømmes som resultat af et reaktionært eller konservativt sind. Dette gælder også i høj grad i musikken. Både for musikere og lyttere.

For mange lyttere er det et kvalitetskriterium i sig selv, at noget er anderledes. I så fald medaljeres det givne værk med ord som 'nyskabende' eller slet og ret 'originalt'. Lykkes det ikke helt igennem at adskille sig med succes, hædres det alligevel med en sproglig sølvmedalje i form af et ord som 'eksperimenterende'.
Mange musikere er ligeledes slaver af konstant at skulle redefinere sig selv. Her er Radiohead et oplagt eksempel. Gudskelov for dem er det lykkes hver gang at levere en fantastisk plade (med undtagelse af debuten selvfølgelig), men det er ganske nemt at høre, hvor frie de endelig lød på In Rainbows. Et andet oplagt eksempel er Animal Collective, men her er der i højere grad tale om en legende tilgang til musikken. De har heller ikke været i nærheden af at sælge lige så meget som Radiohead, og der har i det hele taget ikke været tale om pres på samme måde. Overhovedet. Skal vi forholde os til den tidligere nævnte 'balance', er det nok heller ikke at gå for vidt at medregne forskellen i den indre balance hos hhv. Thom Yorke over for Avey Tare, Panda Bear, Geologist og Deakin. Uden yderligere tvungen sammenligning mellem de to vidt forskellige bands - og uden at glorificere det ene frem for det andet. Begge hører de til blandt vor tids største kunstnere.

Med lad os vende tilbage til den første grøft og se den i forhold til musikken. Som musiknørd kan det være svært at sætte sig ind i, hvor mange der fortsat hører ny musik gennem fjernsynet eller radioen. Danmark er ikke noget stort land, og der har aldrig været plads til en radiostation, der turde satse på specielt udfordrende musik. Ja, der var endnu et ord, der let kunne forstås udelukkende som alternativ til 'fantastisk!' tilbage i grøft # 2. 'Udfordrende'. Sådan skal det ikke forstås og defineres her, ligesom det heller ikke skal ses som en kritik af radio/tv-forholdene. Den diskussion er taget før og kan tages en anden god gang.
Tilbage til pointen: Mange vænnes til langsommere at skulle vænnes til langsommere at skulle vænne sig til noget. En slags ond cirkel. En naturlig konsekvens af dette er, at man bliver mindre opsøgende. Det er her påstanden, at man i givet fald vil have let ved at forfalde til gamle klichéer om tidligere tiders mesterværker. Tidligere tiders storhed. Som nogle ville formulere det: "Man laver det bare ikke, som man plejede". Efterfulgt af et nostalgisk snøft men som oftest, ganske vigtigt, uden tårer; nostalgien bliver en undskyldning for at begrænse og dermed forhindre ånden i at vokse sig stærkere, mere mangfoldig. Et følelsescirkus på et mestendels ubevidst plan.

Paradoksalt nok har meget af det musik man da længes efter selv været revolutionerende. Eller bare ganske anderledes. Hvad enten vi taler The Beatles, David Bowie, Joy Division m.fl. Når så vi bliver budt på opsamlingsalbum med tidligere årtiers giganter, lyder der begejstrede udbrud fra lytteren bag bilruden: "Så får vi mulighed for at høre, hvordan en sang rigtigt skal skæres". Heldigvis tager det dog ikke lang tid at erkende, at der ikke findes rigtigt og forkert i æstetiske bedømmelser. Hvis blot man tillader sig at tænke tanken til ende.
Nu bærer meget af dette præg af vurderinger, der kan forekomme overfladiske. Hvilket i sig selv kan forekomme paradoksalt, når det for nogle kan lyde fordømmende eller bedrevidende. For nu at gentage mig selv er dette bestemt ikke formålet, da det jo ville være komplet meningsløst. Det handler om at tage imod noget nyt med åbne arme - for derefter med rette at kunne have en mening. Det er måske gammel lærdom for nogen, men vi lever ikke desto mindre i et samfund, der har svært ved det på flere niveauer. I alt fra menneskelige relationer over politik til deciderede smagsdomme.

Der findes stadig rockpurister, der den dag i dag ville stirre vantro på et keyboard. For blot få år siden forsøgte Audioslave at markedsføre deres debutalbum ved at pointere, at pladen var indspillet uden computerhjælp. I mine teenageår havde jeg selv svært ved for alvor at omfavne elektronisk musik. Jeg husker også, hvordan jeg følte en art bevidsthedsudvidelse, da jeg på Mogwais gamle (og nu lukkede) Q & A læste mig frem til deres holdning til brugen af elektronik:

"Yes we are huge fans and users of computers as musicians tools. [...] I think we will always include computers in our recording (and live) set-up, especially because of the rising quality of the programs being made. Let us embrace the technology and thoust shall be happy."

Barry fra Mogwai ironiserer i citatet selv over svaret, når nu gruppen er så guitarorienteret, som den er. Men gruppen har selv overført spørgsmålet fra deres gamle Q & A til deres FAQ. Både i selve skabelsen af musik såvel som i markedsføringen er der en nostalgiker gemt i mange, der længes tilbage til andre tider - 'befriet' for elektronisk magt. Her må jeg dog igen holde mig tilbage, før jeg kommer endnu længere ud ad et sidespor. Det var egentlig spørgsmålet om elektronik, der i første omgang bragte mig til tastaturet. Ansporet af en fantastisk og særdeles velskrevet artikel om Kraftwerk i Weekendavisen (nr. 41, 9.-15. oktober 2009) - endda med interview med Ralf Hütter, der har nogle særdeles interessante kommentarer i den forbindelse. Jeg kan enten vælge at kalde dette indlæg for et essay eller overveje, om jeg mon har tabt tråden. Det er underordnet og sikkert blot en bloggers afsluttende forfængelighedsspørgsmål.
Jeg vil slutte af med dette yderst smukke citat fra artiklen - om teknologi, cykler, mennesker, maskiner:

"Cyklen er på mange måder det perfekte symbol på Kraftwerk. Den er et stykke teknologi med en vis nostalgisk aura men med talrige justeringer stadig funktionel og tidssvarende og er et suverænt billede på samarbejde mellem mand og maskine, hvor krop og teknologi går i et, og monotonien kan få det hele til at spille af sig selv."

Artiklen, Perpetuum mobile, er skrevet af Per Reinholdt Nielsen og kan læses online her (der skal bladres til side 31).

/Martin

lørdag den 10. oktober 2009

Genopdag: Built to Spill

Guderne må vide, at jeg har tilbragt mange, mange timer med Built to Spill på anlægget gennem årene. Alene, på tomandshånd, til fest, med en bog, med et spil, med små tanker, med store tanker, fri for tanker.
Deres gamle popfavorit Car fra 1994 er én af mine all-time yndlingssange, hvilket der også tidligere på disse sider er givet udtryk for. Min introduktion til dem, In the Morning, åbnede mange nye døre og frigav en øjeblikkelig forståelse for en ny type æstetisk nydelse. Og albums som Perfect From Now On og Keep It Like a Secret er ganske enkelt forrygende.

De to albums, der fulgte, Ancient Melodies of the Future og You in Reverse, levede dog langt fra op til de foregående værker, så der skulle en herlig koncert til på VoxHall, før bandet sidste år igen fik en masse tid på anlægget. Med de to foregående albums in mente er det dog med noget af en følelse af befrielse at konstatere, hvor godt deres nye, There Is No Enemy, egentlig er. Titlen antyder næsten denne befrielse. Der er ikke noget pres. Sytten år henne i karrieren bliver bandet ikke større, de har som sådan ikke noget at bevise. Og så lyder Doug Martsch og co. gladere, end de har gjort i lang tid. Overskuddet er tilbage i skøn forening med inspirationen, der har givet plads til fantastiske guitarflader og en veloplagt Doug Martsch på vokal.
Den seneste tid har jeg lyttet meget til balearic, beach electronica, lo-fi electro (og andet elektronisk og semielektronisk med semitåbelige betegnelser), så det føles delvist som en tilbagevenden til en anden tid at lytte til albummet. En tid, der for mig var en del mere præget af guitarorienteret sangskrivning. Nu skal man passe på med sådanne inddelinger og 'perioder'. Smag er smag - og dermed en flygtig størrelse, der for de flestes vedkommende kan ændres både udefra og indefra. Frivilligt (den åbne sjæl) og ufrivilligt (ofte den heldige). Manglen på lys modarbejder mit arbejde med at finde tilstrækkelige metaforer eller formuleringer, der kan forklare, hvor jeg egentlig vil hen, så det er nok mest fornuftigt at stoppe her. En varm, varm anbefaling går til There Is No Enemy - og Built to Spill generelt. Men det er næppe nogen overraskelse.

Hele albummet kan fortsat streames fra deres MySpace.
En rigtig god weekend ønskes herfra - og en smuk efterårsferie til dem, der har det.

/Martin

torsdag den 8. oktober 2009

Califone igen igen

Jeg skrev ganske vist om Califone for blot tre måneder siden, og jeg har såmænd ikke mere information end sidst, men der er til gengæld et par mp3'er vedhæftet fra det nye album med den fantastiske titel All My Friends Are Funeral Singers, der udkom i forgårs.
Det skal blive ganske spændende at høre hele værket - og høre om Tim Rutili og co. holder deres høje standard pladen igennem.

MP3: Califone - Funeral Singers
MP3: Califone - Ape-Like

/Martin

mandag den 5. oktober 2009

Freelance Whales

New York har altid nydt en vis dominans, når det kommer til muligheden for PR for nye bands. Det er hverken nogen hemmelighed eller nyhed. Mange er formentlig ved at brække sig over at høre om endnu et nyt band fra Brooklyn. Derfor er det da også befriende at konstatere, at Freelance Whales har base i Queens.

De spiller ganske flittigt koncerter i NY, og på nettet florerer mange vidnesbyrd om deres fantastiske gadekoncerter - et fænomen man næsten betragter med vantro i det danske.
Selv uden at være fantastisk originale er kvintetten ret befriende at lytte til. Specielt sidst på eftermiddagen og tidligt på aftenen, hvor man bliver overrumplet over udsigten til en alt for hastig solnedgang. Og gudskelov er det nemt at lytte til på en måde, der ikke umuliggør, at sangene åbner sig yderligere op og viser nye sider af sig selv. Der er spor af bl.a. Sufjan Stevens, Ra Ra Riot, Broken Social Scene, The Postal Service (lyt i denne forbindelse især til Starring på deres MySpace) og Le Loup - og det er slet ikke nogen dum blanding. Deres brug af banjo og glockenspiel er især interessant.

De har netop selvudgivet deres debutalbum Weathervanes.

MP3: Freelance Whales - Generator ^ First Floor
MP3: Freelance Whales - Generator ^ Second Floor

/Martin

fredag den 2. oktober 2009

Lidt til den første weekend i oktober

Jeg har svært ved at leve op til den lethed ved at holde kulden væk, jeg beskrev forleden. Solen lader til at skinne klarere end nogensinde før, når den bryder igennem, men luften er forandret. Og sådan forbliver det godt et halvt år endnu. Det kommer til at bide, men vi kan til gengæld se klarere. Oktober har gjort sit indtog. Det samme har weekenden.

Jeg vil holde ordene tilbage, før en lang snak om vejret ender med at blive en undskyldning for at hælde en masse ord ud til de stakkels læsere, der bare vil høre lidt musik.

En herlig weekend ønskes alle.

MP3: Bear in Heaven - Lovesick Teenagers
MP3: CFCF - Monolith (tidligere anbefalet på bloggen - i forbindelse med remixes)

/Martin