Vi skrev om Ponytail tidligere i år. Siden da har jeg fået skamlyttet deres nyeste album, Ice Cream Spiritual, der generelt har fået både pæne og sjove anmeldelser rundt omkring. Drowned in Sound siger eksempelvis: "Like an unexpected fist in the face from a five-year-old", mens cokemachineglow rammer plet med: "It is, more than anything else, the sound of a band having too much fun being good to try being great."
Nu har de så en video klar til albummets første sang, Beg Waves, instrueret af Michael Guidetti og David Berezin. Videoen blander så forskellige ting som det spirituelle, fragmenter af meningsløsheden fra 80'erne og noget, der ligner plug-ins fra Windows Media Player - det er ikke til at sige, om de tager pis på YouTube-tidsalderen eller ej, men der er noget sært dragende over værket.
Se med her: Ponytail - Beg Waves
/Martin
mandag den 29. september 2008
fredag den 26. september 2008
Beach House til Vega
Vi har et par gange tidligere skrevet om den fantastiske Baltimore-duo Beach House. Tidligt i år udgav de album nr. 2, Devotion, der nok skal ende som ét af årets bedste og mest triste albums.
Sangerinde Victoria Legrand kan lyde mere opgivende end nogen anden, men det bliver aldrig for meget. Stemmen er dragende og indbyder øjeblikkeligt til sympati.
Mest imponerende er det, når hun skaber implicitte, forudgående konklusioner ud fra simple, simple sætninger, der grundet det opgivende tonefald med det samme placerer lytteren på sidelinien med en umulig lyst til at hjælpe. Som når hun starter førstesinglen fra det nye album, Gila, med "Man, you got a lot of jokes to tell" eller Master of None med "You always come to the parties." Sunget med Legrands tristesse får en sådan sætning med det samme et liv, som få andre ville være i stand til at puste i noget så simpelt.
Nu kommer duoen så til København, hvor de får æren af at spille på Lille Vega d. 1. december.
Med som support er amerikanske Jana Hunter.
MP3: Beach House - Master of None
MP3: Beach House - Gila
Hør også en ny single på Stereogum, der udgives som 7" sammen med en 4-track genindspilning af gennembrudssangen Apple Orchard.
/Martin
Sangerinde Victoria Legrand kan lyde mere opgivende end nogen anden, men det bliver aldrig for meget. Stemmen er dragende og indbyder øjeblikkeligt til sympati.
Mest imponerende er det, når hun skaber implicitte, forudgående konklusioner ud fra simple, simple sætninger, der grundet det opgivende tonefald med det samme placerer lytteren på sidelinien med en umulig lyst til at hjælpe. Som når hun starter førstesinglen fra det nye album, Gila, med "Man, you got a lot of jokes to tell" eller Master of None med "You always come to the parties." Sunget med Legrands tristesse får en sådan sætning med det samme et liv, som få andre ville være i stand til at puste i noget så simpelt.
Nu kommer duoen så til København, hvor de får æren af at spille på Lille Vega d. 1. december.
Med som support er amerikanske Jana Hunter.
MP3: Beach House - Master of None
MP3: Beach House - Gila
Hør også en ny single på Stereogum, der udgives som 7" sammen med en 4-track genindspilning af gennembrudssangen Apple Orchard.
/Martin
tirsdag den 23. september 2008
Musikcaféen i efteråret
Programmet for Musikcaféen i Århus byder dette efterår på en del interessante koncerter. Programmet er endnu ikke helt færdiglagt, men meget tæt på. Her følger korte beskrivelser af de mest nævneværdige:
Fredag d. 26/09: Alaska in Winter (USA) + support Altmodisch.
Trods den amerikanske baggrund er Brandon Bethancourt nu bosat i Berlin - og for at lege lidt mere geografi startede hele projektet, da han optog en masse musik på sin laptop i Alaska. Musikken er svær at kategorisere, men trækker en del på Balkan-bølgen, dog med meget mere elektronisk klang, hvilket understreges af gæsteoptrædener fra både Zach Condon og Heather Trost. Brandon tropper op alene med en videoprojekter.
Københavnske Altmodisch er et ganske nyt band, men ret interessante. De finder tydeligvis rigtig meget inspiration i The Notwist, men hvem kan bebrejde dem?
Torsdag d. 2/10: SMALL.
Denne trio har ikke opfundet den dybe musikalske tallerken, men formår at smede fine popsange. Mange steder nævnes Mew som reference, og det er måske ikke helt forkert. M83 kan også sættes på, omend lydbilledet måske ikke er helt så raffineret som hos franskmanden. Jeg aner ikke, hvad de kan live, og jeg har kun hørt få sange af dem, så det skal blive spændende. Og 50 kr. er bestemt en rimelig pris.
Lørdag d. 4/10: Frightened Rabbit (Skotland) + support Melvis and the Papercuts.
Jeg gik glip af skotterne til Pop Revo i maj, så nu må romantikerne hellere levere en ordentlig koncert - denne gang i bedre lydforhold end hvad folk kunne opleve på pAKHUSET. Opvarmningen er et sympatisk bekendtskab, men musikken er ikke meget værd. De ser i dén grad ud til at hygge sig på scenen, hvilket er befriende, men det skader omvendt heller ikke at komme i tid til hovednavnet.
Fredag d. 17/10: Handsome Furs (Canada).
Handsome Furs har tidligere spillet i København et par gange og kommer nu endelig til Århus. Oplevelserne har været blandede i hovedstaden (bl.a. grundet en ødelagt trommemaskine, der fremtvang et halvakustisk set), men de har med sig i bagagen et imponerende godt sæt sange, så det skal nok blive spændende at se, hvad Dan Boeckner + frue kan diske op med. Store forventninger. Store forventninger. Store forventninger.
Fredag d. 24/10: Choir of Young Believers + support Jong Pang.
This Is for the White in Your Eyes er et overraskende godt album. Og for danske standarder rigtig godt. Med det i bagagen skal Jannis Noya Makrigiannis forsøge at indfri mine ret høje forventninger til dennes livekundskaber efter, med stor sandsynlighed, kompetent opvarmning fra Jong Pang.
Torsdag d. 13/11: 18th Dye.
Crunchy Frogs støjrockere har et ganske godt ry, når det kommer til koncerter. Man kan jo kun håbe.
Ingen mp3'er i denne omgang!
/Martin
Fredag d. 26/09: Alaska in Winter (USA) + support Altmodisch.
Trods den amerikanske baggrund er Brandon Bethancourt nu bosat i Berlin - og for at lege lidt mere geografi startede hele projektet, da han optog en masse musik på sin laptop i Alaska. Musikken er svær at kategorisere, men trækker en del på Balkan-bølgen, dog med meget mere elektronisk klang, hvilket understreges af gæsteoptrædener fra både Zach Condon og Heather Trost. Brandon tropper op alene med en videoprojekter.
Københavnske Altmodisch er et ganske nyt band, men ret interessante. De finder tydeligvis rigtig meget inspiration i The Notwist, men hvem kan bebrejde dem?
Torsdag d. 2/10: SMALL.
Denne trio har ikke opfundet den dybe musikalske tallerken, men formår at smede fine popsange. Mange steder nævnes Mew som reference, og det er måske ikke helt forkert. M83 kan også sættes på, omend lydbilledet måske ikke er helt så raffineret som hos franskmanden. Jeg aner ikke, hvad de kan live, og jeg har kun hørt få sange af dem, så det skal blive spændende. Og 50 kr. er bestemt en rimelig pris.
Lørdag d. 4/10: Frightened Rabbit (Skotland) + support Melvis and the Papercuts.
Jeg gik glip af skotterne til Pop Revo i maj, så nu må romantikerne hellere levere en ordentlig koncert - denne gang i bedre lydforhold end hvad folk kunne opleve på pAKHUSET. Opvarmningen er et sympatisk bekendtskab, men musikken er ikke meget værd. De ser i dén grad ud til at hygge sig på scenen, hvilket er befriende, men det skader omvendt heller ikke at komme i tid til hovednavnet.
Fredag d. 17/10: Handsome Furs (Canada).
Handsome Furs har tidligere spillet i København et par gange og kommer nu endelig til Århus. Oplevelserne har været blandede i hovedstaden (bl.a. grundet en ødelagt trommemaskine, der fremtvang et halvakustisk set), men de har med sig i bagagen et imponerende godt sæt sange, så det skal nok blive spændende at se, hvad Dan Boeckner + frue kan diske op med. Store forventninger. Store forventninger. Store forventninger.
Fredag d. 24/10: Choir of Young Believers + support Jong Pang.
This Is for the White in Your Eyes er et overraskende godt album. Og for danske standarder rigtig godt. Med det i bagagen skal Jannis Noya Makrigiannis forsøge at indfri mine ret høje forventninger til dennes livekundskaber efter, med stor sandsynlighed, kompetent opvarmning fra Jong Pang.
Torsdag d. 13/11: 18th Dye.
Crunchy Frogs støjrockere har et ganske godt ry, når det kommer til koncerter. Man kan jo kun håbe.
Ingen mp3'er i denne omgang!
/Martin
Etiketter:
Alaska in Winter,
Altmodisch,
Frightened Rabbit,
Handsome Furs,
SMALL
søndag den 21. september 2008
Flashback på en søndag: Guided By Voices
Robert Pollard var og er en forrygende og forfriskende sangskriver, men hans værker bliver nok aldrig så spændende, som de var tilbage i Guided By Voices-materialet fra 90'erne.
Wikipedias artikel om legenderne har et interessant ordvalg, når det kommer til skelnen mellem de forskellige perioder i gruppens historie. Fra "the lo-fi years" til "the 'professional' era" (og sidst "the final years"). Ordet 'professional' er måske upræcist, men alligevel underligt dækkende - næsten tilstrækkeligt.
Bee Thousand fra 1994 er stadig et mesterværk i manges øjne og en kæmpe indflydelse for mange nutidige bands. 20 sange på godt 37 minutter. Så meget overskud, så megen nysgerrighed - fanget på en god, gammeldags four-track. Her er næsten tale om definitionen af succesfuld lo-fi. Ikke alle 20 sange er lige fantastiske, men flere er tæt på det geniale.
Da gruppen i 1999 udgav Do the Collapse, var det i første omgang meningen, at det skulle være på et major label - nemlig Capitol. Efter en del forsinkelser endte det dog hos det mindre TVT. Anmeldelserne var blandede - overordnet skuffende. Og her stopper vi med historietimen. Der er ingen grund til at fokusere på nedgangen. Jeg vil i stedet stoppe op og udvælge følgende sang, Hold On Hope, som et af højdepunkterne ved '99-albummet. Det er simpelt, utrolig poppet, produceret (de fleste fans af det gamle materiale vil bruge ordet "overproduceret") og egentlig bare en behagelig sang. Og hvem kan høre dét og stadig være bitter?
Til sammenligning er her I Am a Scientist fra Bee Thousand:
God søndag til jer alle.
/Martin
Wikipedias artikel om legenderne har et interessant ordvalg, når det kommer til skelnen mellem de forskellige perioder i gruppens historie. Fra "the lo-fi years" til "the 'professional' era" (og sidst "the final years"). Ordet 'professional' er måske upræcist, men alligevel underligt dækkende - næsten tilstrækkeligt.
Bee Thousand fra 1994 er stadig et mesterværk i manges øjne og en kæmpe indflydelse for mange nutidige bands. 20 sange på godt 37 minutter. Så meget overskud, så megen nysgerrighed - fanget på en god, gammeldags four-track. Her er næsten tale om definitionen af succesfuld lo-fi. Ikke alle 20 sange er lige fantastiske, men flere er tæt på det geniale.
Da gruppen i 1999 udgav Do the Collapse, var det i første omgang meningen, at det skulle være på et major label - nemlig Capitol. Efter en del forsinkelser endte det dog hos det mindre TVT. Anmeldelserne var blandede - overordnet skuffende. Og her stopper vi med historietimen. Der er ingen grund til at fokusere på nedgangen. Jeg vil i stedet stoppe op og udvælge følgende sang, Hold On Hope, som et af højdepunkterne ved '99-albummet. Det er simpelt, utrolig poppet, produceret (de fleste fans af det gamle materiale vil bruge ordet "overproduceret") og egentlig bare en behagelig sang. Og hvem kan høre dét og stadig være bitter?
Til sammenligning er her I Am a Scientist fra Bee Thousand:
God søndag til jer alle.
/Martin
mandag den 15. september 2008
Women
Det amerikanske pladeselskab Jagjaguwar har de seneste år haft nogle meget fine navne i stald: The Besnard Lakes, Black Mountain, Bon Iver, Okkervil River, Parts & Labor, Sunset Rubdown, Swan Lake...
Nu har de så signet den canadiske kvartet Women, der til oktober udgiver deres selvbetitlede debutalbum. Gruppen blev dannet i slutningen af 2007, men lyder allerede pænt sammenspillet.
Musikken er forholdsvis lettilgængelig og drager bl.a. inspiration fra Kinks - omend lyden måske er en smule mere psykedelisk hos canadierne.
Og så er det indspillet i kælderen hos Sub Pop-manden Chad VanGaalen, der også har produceret albummet. Hyggeligt!
MP3: Women - Black Rice
MP3: Women - Group Transport Hall
MP3: Chad VanGaalen - Willow Tree (som dansker kommer man nemt til at tænke Figurines, når man hører den rare Chad)
/Martin
Nu har de så signet den canadiske kvartet Women, der til oktober udgiver deres selvbetitlede debutalbum. Gruppen blev dannet i slutningen af 2007, men lyder allerede pænt sammenspillet.
Musikken er forholdsvis lettilgængelig og drager bl.a. inspiration fra Kinks - omend lyden måske er en smule mere psykedelisk hos canadierne.
Og så er det indspillet i kælderen hos Sub Pop-manden Chad VanGaalen, der også har produceret albummet. Hyggeligt!
MP3: Women - Black Rice
MP3: Women - Group Transport Hall
MP3: Chad VanGaalen - Willow Tree (som dansker kommer man nemt til at tænke Figurines, når man hører den rare Chad)
/Martin
fredag den 12. september 2008
Lidt godter til weekenden - del 2
For en gangs skyld vil jeg prøve at lade musikken tale og bare give jer nogle mp3'er, jeg har nydt denne uge. Ikke alle bands er lige gode, men det betyder ikke, at de ikke kan ramme rigtigt nogle gange. Som de har gjort med disse sange:
MP3: Chairlift - Evident Utensil
MP3: Passion Pit - Sleepyhead
MP3: School of Seven Bells - Connjur
MP3: Locksley - All Over Again
God weekend!
/Martin
MP3: Chairlift - Evident Utensil
MP3: Passion Pit - Sleepyhead
MP3: School of Seven Bells - Connjur
MP3: Locksley - All Over Again
God weekend!
/Martin
Etiketter:
Chairlift,
Locksley,
Passion Pit,
School of Seven Bells
Lidt godter til weekenden - del 1
Når man er syg en fredag aften, må man se det som en lejlighed til at få lyttet til lidt ny musik (og drikke lidt te).
Amerikanske TV On The Radio er et yderst stabilt band - hvad angår kvalitet. Denne er altid tårnhøj, selvom gruppen ofte eksperimenterer med diverse genrer, herunder art rock, post punk, a cappella, jazz, trip hop mm. (alle disse har jeg stjålet fra beskrivelsen på Last.fm - find selv på flere).
Der er mange højdepunkter på det nye album, Dear Science. Det er ude i fysisk format d. 23/09 og kan varmt anbefales.
Det kan i øvrigt vindes på Soundvenue.
Pitchfork.tv kan altid anbefales. Deres videoer og features er altid interessante, og lyd- og billedkvaliteten er meget høj, når man tænker på, hvor hurtigt videoerne streames.
Til og med søndag kører de en fantastisk serie, hvor vi følger Zach Condon og resten af Beirut, mens de spiller næsten hele The Flying Club Cup forskellige steder i Brooklyn.
Man skal bare scrolle lidt ned på hovedsiden, hvor man så kan se de forskellige chapters (desværre er der ikke et permalink, der virker til alle chapters). Yderst anbefalelsesværdigt. De meget originale og rørende sange komplimenteres på respektabel vis af den meget professionelle instruktør Vincent Moons billeder. Det skal ses.
Hele sagen kan også købes på DVD her.
/Martin
Amerikanske TV On The Radio er et yderst stabilt band - hvad angår kvalitet. Denne er altid tårnhøj, selvom gruppen ofte eksperimenterer med diverse genrer, herunder art rock, post punk, a cappella, jazz, trip hop mm. (alle disse har jeg stjålet fra beskrivelsen på Last.fm - find selv på flere).
Der er mange højdepunkter på det nye album, Dear Science. Det er ude i fysisk format d. 23/09 og kan varmt anbefales.
Det kan i øvrigt vindes på Soundvenue.
Pitchfork.tv kan altid anbefales. Deres videoer og features er altid interessante, og lyd- og billedkvaliteten er meget høj, når man tænker på, hvor hurtigt videoerne streames.
Til og med søndag kører de en fantastisk serie, hvor vi følger Zach Condon og resten af Beirut, mens de spiller næsten hele The Flying Club Cup forskellige steder i Brooklyn.
Man skal bare scrolle lidt ned på hovedsiden, hvor man så kan se de forskellige chapters (desværre er der ikke et permalink, der virker til alle chapters). Yderst anbefalelsesværdigt. De meget originale og rørende sange komplimenteres på respektabel vis af den meget professionelle instruktør Vincent Moons billeder. Det skal ses.
Hele sagen kan også købes på DVD her.
/Martin
Etiketter:
Beirut,
Pitchfork,
Soundvenue,
TV On The Radio
mandag den 8. september 2008
"Er det ikke Animal Collective?!"
Min medblogger Camilla sad forleden og spillede lidt musik for mig. Begejstret troede jeg, at jeg havde genkendt tonerne af Animal Collective, selvom sangen ikke lige lød bekendt. Hun kunne så berette, at der var tale om det ret ukendte Netherfriends. Tre unge canadiere, der nu er bosat i Chicago.
Trioen startede som én. Shawn Rosenblatt spillede og indspillede alle instrumenter og indså, at han havde brug for flere medlemmer til de shows, han begyndte at få tilbudt i lokalmiljøet. Snart var Angie Kang og Paul Newmann med på vognen, og nu er alle med i den kreative proces, der udfolder sig i Shawns soveværelse (vi taler naturligvis om musikken...).
Tilbage til sammenligningen med Animal Collective. Mange bands i dag hører efterhånden den sammenligning, og den er til en vis grad fair i dette tilfælde - i hvert fald i enkelte sange. Såsom Nunya. Andre sange har også elementer af Annuals, Le Loup og endda galskaben fra Man Man og Tom Waits i sig.
Musikken mangler måske endnu at adskille sig fuldstændigt fra forbillederne, men de behersker det småpsykedeliske rigtig godt og indfletter fint en del temposkift.
Gruppen har udsendt en demo ved navn Home Is Where My House Is på kasettebånd (til de af jer, der stadig kan afspille sådanne), der kan erhverves via Omaha-selskabet I'm Drinkin This. Den kan også købes for 3$ som CDR af bandet selv.
Og nu har de så også færdigindspillet en 7" med titlen Feathers and Dots. Den udgives af Black and Greene Records. Bandet lader til delvist at undgå den digitale musiktidsalder.
MP3: Netherfriends - Tac Tac
MP3: Netherfriends - Stop Smoking A$$hole Cigarettes (dårlig titel - god sang)
/Martin
Trioen startede som én. Shawn Rosenblatt spillede og indspillede alle instrumenter og indså, at han havde brug for flere medlemmer til de shows, han begyndte at få tilbudt i lokalmiljøet. Snart var Angie Kang og Paul Newmann med på vognen, og nu er alle med i den kreative proces, der udfolder sig i Shawns soveværelse (vi taler naturligvis om musikken...).
Tilbage til sammenligningen med Animal Collective. Mange bands i dag hører efterhånden den sammenligning, og den er til en vis grad fair i dette tilfælde - i hvert fald i enkelte sange. Såsom Nunya. Andre sange har også elementer af Annuals, Le Loup og endda galskaben fra Man Man og Tom Waits i sig.
Musikken mangler måske endnu at adskille sig fuldstændigt fra forbillederne, men de behersker det småpsykedeliske rigtig godt og indfletter fint en del temposkift.
Gruppen har udsendt en demo ved navn Home Is Where My House Is på kasettebånd (til de af jer, der stadig kan afspille sådanne), der kan erhverves via Omaha-selskabet I'm Drinkin This. Den kan også købes for 3$ som CDR af bandet selv.
Og nu har de så også færdigindspillet en 7" med titlen Feathers and Dots. Den udgives af Black and Greene Records. Bandet lader til delvist at undgå den digitale musiktidsalder.
MP3: Netherfriends - Tac Tac
MP3: Netherfriends - Stop Smoking A$$hole Cigarettes (dårlig titel - god sang)
/Martin
Etiketter:
Animal Collective,
Annuals,
Man Man,
Netherfriends
tirsdag den 2. september 2008
Benoît Pioulard
Et par år tilbage blev den dengang 19-årige Benoît Pioulard (hvis borgerlige navn er lidt nemmere at udtale: Thomas Meluch) spået en stor fremtid. Fra en kommerciel synsvinkel er nutiden endnu ikke det store for den nu Oregon-baserede artfolk-mand (man fristes til at inddrage billedet), men om et par mere har han måske kastet den sidste forsigtighed over styr, så kreativiteten kan komme til sin ret.
I 2006 kom et lille gennembrud med sangen Palimend fra albummet Précis. Et album, der måske lå lige lovlig tæt op ad idolet Elliott Smith. Flere af sangene lyder også som en blanding af sangskrivertalentet fra en anden ung romantiker, Zach Condon (aka Beirut) og den lidt ældre Dan Rossen (Grizzly Bear).
Hans nye album Temper (se billedet, se billedet! Uh!) er ude d. 14. oktober via Kranky.
MP3: Benoît Pioulard - Brown Bess
MP3: Benoît Pioulard - Palimend
/Martin
I 2006 kom et lille gennembrud med sangen Palimend fra albummet Précis. Et album, der måske lå lige lovlig tæt op ad idolet Elliott Smith. Flere af sangene lyder også som en blanding af sangskrivertalentet fra en anden ung romantiker, Zach Condon (aka Beirut) og den lidt ældre Dan Rossen (Grizzly Bear).
Hans nye album Temper (se billedet, se billedet! Uh!) er ude d. 14. oktober via Kranky.
MP3: Benoît Pioulard - Brown Bess
MP3: Benoît Pioulard - Palimend
/Martin
Etiketter:
Beirut,
Benoît Pioulard,
Dan Rossen,
Elliott Smith,
Grizzly Bear
mandag den 1. september 2008
Miniportræt: Kevin Barnes
I anledning af et nyt album fra of Montreal præsenterer vi et kort portræt af gruppens ubestridte leder, Kevin Barnes (og dermed også af hans hjertebarn, of Montreal):
Som sanger, sangskriver og diva er Kevin Barnes én af de mest ekstravagante og underholdende frontmænd i moderne musik gennem de seneste ti år. Den 34-årige krukke var i 90'erne en del af Elephant 6-kollektivet, der talte bands som Neutral Milk Hotel, The Olivia Tremor Control, The Apples in Stereo og selvfølgelig of Montreal. At han i 2004, efter seks LP'er og to EP'er, blev gift (med norske Nina Grottland, der nævnes i flere sange) og fik en datter har ingenlunde sløvet sindet hos amerikaneren. Han er stadig lige skarp, lige produktiv og lige festlig, selvom han et stykke tid var nede i mørket; han var således bosat i Norge et kort stykke tid, hvor han ikke ligefrem trivedes. Denne tid resulterede til gengæld i sangskrivningen til gruppens hidtil bedste album, og ét af sidste års bedste, Hissing Fauna, Are You the Destroyer?. Opmærksomheden var nu mere massiv end nogensinde før, og of Montreal var endelig store på vores side af Atlanten.
Og hvordan følger man så op på en sådan bedrift? Man skaber da et glam rock alter ego! Siden udgivelsen af førnævnte album fra 2007 har Kevin Barnes derfor optrådt som "Georgie Fruit", som han beskriver som en sort mand i slutningen af 40'erne, der har gennemgået et par kønsskifteoperationer og spillet i et funkband i 70'erne ved navn Arousal.
Både musikken og teksterne har gennemgået noget af en udvikling gennem of Montreals levetid. De seneste år har teksterne været stærkt personlige, og de alvorlige emner står ofte i kontrast til forholdsvis upbeat melodier - eller beskrives gennem absurde og ret så originale metaforer.
Teksterne på det nye album, Skeletal Lamping (ude d. 7. oktober), har ofte grobund i det seksuelle (på underfundig vis og aldrig direkte plat), hvilket kombineres med megen funk og disco. Alt sammen pakket ind i gruppens befriende tilgang til moderne pop. Jeg har ofte haft det utrolig svært med funk, så hvis I, kære læsere, føler en trang til at vende jer bort, må jeg bede jer give det en chance: Det virker rent faktisk på dette album!'
Førstesinglen Id Engager er en 'sikker førstesingle', idet den i høj grad lyder som noget fra Hissing Fauna, Are You the Destroyer? og samtidig har en lille smule nyt i sig. Den er dog langt fra det bedste på albummet - og endnu længere fra at være det mest originale.
Af andre spændende nyheder omkring Kevin Barnes kan det nævnes, at han i øjeblikket samarbejder med Andrew VanWyngarden fra MGMT om et projekt, de kalder Blikk Fang.
of Montreal spiller i Amager Bio tirsdag d. 21. oktober.
MP3: of Montreal - Id Engager
MP3: of Montreal - Nonpareil of Favor
/Martin
Som sanger, sangskriver og diva er Kevin Barnes én af de mest ekstravagante og underholdende frontmænd i moderne musik gennem de seneste ti år. Den 34-årige krukke var i 90'erne en del af Elephant 6-kollektivet, der talte bands som Neutral Milk Hotel, The Olivia Tremor Control, The Apples in Stereo og selvfølgelig of Montreal. At han i 2004, efter seks LP'er og to EP'er, blev gift (med norske Nina Grottland, der nævnes i flere sange) og fik en datter har ingenlunde sløvet sindet hos amerikaneren. Han er stadig lige skarp, lige produktiv og lige festlig, selvom han et stykke tid var nede i mørket; han var således bosat i Norge et kort stykke tid, hvor han ikke ligefrem trivedes. Denne tid resulterede til gengæld i sangskrivningen til gruppens hidtil bedste album, og ét af sidste års bedste, Hissing Fauna, Are You the Destroyer?. Opmærksomheden var nu mere massiv end nogensinde før, og of Montreal var endelig store på vores side af Atlanten.
Og hvordan følger man så op på en sådan bedrift? Man skaber da et glam rock alter ego! Siden udgivelsen af førnævnte album fra 2007 har Kevin Barnes derfor optrådt som "Georgie Fruit", som han beskriver som en sort mand i slutningen af 40'erne, der har gennemgået et par kønsskifteoperationer og spillet i et funkband i 70'erne ved navn Arousal.
Både musikken og teksterne har gennemgået noget af en udvikling gennem of Montreals levetid. De seneste år har teksterne været stærkt personlige, og de alvorlige emner står ofte i kontrast til forholdsvis upbeat melodier - eller beskrives gennem absurde og ret så originale metaforer.
Teksterne på det nye album, Skeletal Lamping (ude d. 7. oktober), har ofte grobund i det seksuelle (på underfundig vis og aldrig direkte plat), hvilket kombineres med megen funk og disco. Alt sammen pakket ind i gruppens befriende tilgang til moderne pop. Jeg har ofte haft det utrolig svært med funk, så hvis I, kære læsere, føler en trang til at vende jer bort, må jeg bede jer give det en chance: Det virker rent faktisk på dette album!'
Førstesinglen Id Engager er en 'sikker førstesingle', idet den i høj grad lyder som noget fra Hissing Fauna, Are You the Destroyer? og samtidig har en lille smule nyt i sig. Den er dog langt fra det bedste på albummet - og endnu længere fra at være det mest originale.
Af andre spændende nyheder omkring Kevin Barnes kan det nævnes, at han i øjeblikket samarbejder med Andrew VanWyngarden fra MGMT om et projekt, de kalder Blikk Fang.
of Montreal spiller i Amager Bio tirsdag d. 21. oktober.
MP3: of Montreal - Id Engager
MP3: of Montreal - Nonpareil of Favor
/Martin
Abonner på:
Opslag (Atom)