tirsdag den 12. marts 2019

Orville Peck

Orville Peck er en crooner, der forbinder 1950'erne med Chris Isaak. Resultatet er opdateret country omgærdet af mystik. Den anonyme og maskerede Peck er fascineret af mørket i ørkenen og forstæderne i Amerika, ikke helt ulig David Lynch og Mark Frost.

Han har en flot stemme. Ikke overdådig som Elvis eller perfekt som Roy Orbison, men mindre kan også gøre det. Han besidder en nærmest kikset coolness.

Debutpladen Pony udkommer 22. marts på Sub Pop. Den byder på fin variation, og Peck mestrer det meste. Fra den muntre cowboy til den frustrerede og forladte landevejsridder. Fra støj til stilhed.

Visuelt er der også meget at komme efter. Se blot videoen til førstesinglen Dead of Night.



/Martin