Hen Ogledd og rejsen fra folk-eksperimenter til pop

Kvartetten Hen Ogledd blev dannet af troubadour Richard Dawson og harpist Rhodri Davies for at kunne lave folk-eksperimenter. Med tilføjelsen af Sally Pilkington og Dawn Bothwell er den eksperimenterende duo blevet til en kvartet, der er fascineret af sammenblandingen af folkemusikkens eventyr og popmusikkens gennemslagskraft. Newcastle-kvartetten er demokratisk anlagt, og alle bidrager med sangskrivning, sang og snart sagt alle tænkelige instrumenter (Sally spiller angiveligt på chipspose).

De har netop udgivet albummet Free Humans, som jeg kun har hørt med et halvt øre. Til gengæld har jeg skamhørt singlen Trouble, der bliver sunget af Dawn Bothwell. Her forstår man lidt af, hvorfor de har nævnt ABBA som inspiration for de nye sange.

Dawn synger, så man forstår, at vi er i den nordlige del af Storbritannien. Vi er godt nok ikke i Skotland, men i Newcastle nærmer man sig nogle af dialekterne fra den anden side af grænsen. Dawn får icy til at blive til aycee og smoke til at blive til smouk. Det er fantastisk charmerende, og det gør det på en måde endnu skønnere, når man ved, at hun er ph.d. i filosofi.

På den ene side er Trouble tidløs, på den anden side har den et nærmest ridderligt-middelalderligt C-stykke og et smånaivt omkvæd, der kan minde om midten af 00'ernes overflod af indiepop. Det kan hurtigt give en lidt bittersød smag i munden, men det fungerer her, fordi det hele er mixet så herligt. Den tørre og action-agtige måde, bandet råber trouble! på for at indlede omkvædet, ligger næsten for højt i mixet. Men også kun næsten. Det samme med guitaren, der uden skam mixes op i omkvædet. De er ikke bange for at gøre opmærksom på, hvad de gør, og det er dét, der fungerer.

En helt igennem storslået single.

/Martin

Flyvende robotsæler fra Osaka. Phew

Japanske Phew startede et af Osakas første punkbands, Aunt Sally, tilbage i 1978. Siden da har hun samarbejde med bl.a. Ryuichi Sakamoto og Conny Plank og lavet en masse underlige ting.

Hendes nye album Vertigo KO falder også i kategorien underlige ting. På godt og ondt. Spændende er det i hvert fald.

Hvor det som helhed er en anelse foruroligende, er det værd at dykke ned i albummets første seks minutter. Bag titlen The Very Ears of Morning (som i sig selv er eventyrligt skræmmende) åbenbarer sig nogle af de mest fascinerende lyde, jeg har hørt i år.

Det starter som en jævnt flot ambient-produktion og viser sig hurtigt at være et landskab, også selvom man ikke lukker øjnene. Der er noget, der drypper. Der er noget, der trasker. Det hele er lidt flimrende, og man skimter efter en klar indsigt, som gemmer sig et sted bagved. 

Og så, efter knap fire og et halvt minut, er det, som om en elektronisk fugleflok trækker ind over en stor sø. Den kommer nærmere og lyder nu som flyvende robotsæler.

Vertigo KO er måske ikke lige spændende hele vejen igennem, men albummets første komposition er mesterlig.

Lyt/køb på Bandcamp

/Martin