For godt to år siden skrev jeg lidt om Autre Ne Veut, en imponerende one man army fra Brooklyn, der angiveligt lystrer det borgerlige navn Arthur Ashin. Den 25. februar udgiver han sit nye album Anxiety på Software, og han har netop sluppet andensinglen Play By Play, der er en ganske fremragende popsang.
Damals, tilbage i januar 2011, skrev jeg, at han var del af den whitey-bølge af R&B, der var ved at sætte sig godt og grundigt igennem, og selvom der stadig er spor heraf, lyder han nu mere, ja, storladen. Det er patetisk i ordets oprindelige forstand, og det fungerer fortrinligt.
Sangen når på den anden side af de fem minutter, og afslutningen er i sig selv utroligt lang. Den indleder det nye album, selvom den lige så godt kunne være sidste skæring. Godt halvdelen af sangen er et intensiverende klimaks. Det er strukturen fra en proper 80'er-ballade forklædt som avant-pop. Et fragmenteret kor slutter sig til Ashin, der selv skralder mere og mere igennem. Særligt fra 3:50 aner man denne tidslomme, hvor kvindestemmen freestyler hjerteskærende gentagelser med små variationer over den stærke melodi. Sikken romantik!
/Martin
torsdag den 31. januar 2013
mandag den 28. januar 2013
Bored Nothing
I længere tid har jeg været træt af de mange (forfejlede) forsøg på at dyrke slacker rocken. Som alle andre har jeg selvfølgelig også hyldet den og er derefter blevet så træt af den, at jeg delvist har afskrevet flere gode plader, fordi det akkumulerede og endte som en slap længsel mod forstaden i et allersidste postmoderne åndedrag (undskyld Mac DeMarco, din plade er god).
Lad os tage til Australien. Nærmere bestemt Melbourne, der netop har været vært for én af de mest charmerende Grand Slam-turneringer i verden, Australian Open. Her (ind)spiller en ung gut under navnet Bored Nothing. Han indspiller en form for guitarbaseret pop, som han selv kalder for "inspireret af 90'erne og indspillet på en lille 4-track".
Her burde jeg selvfølgelig være konsekvent, men da der sjældent er grund til at være konsekvent negativ, havde jeg her en fin grund til at hylde et øjebliks befriende følelse af inkonsekvens. Debutpladen Bored Nothing fra slutningen af 2012 er ganske enkelt fyldt med fremragende sange fra en talentfuld sangskriver, der i selve navnet (og titlen) tematiserer det problem, jeg har skitseret ovenfor (den paradoksale og legende quasi-nihilisme). Ikke at der partout kan tales om slacker rock i dette tilfælde. I så fald er det mere som en tabt lillebror til Elliott Smith, der har valgt at udforske andet territorium og nyligt har lyttet til Real Estate. Og sikken sangskrivning at debutere med. Bored Nothing er ude via Spunk Records.
Stream: Bored Nothing - Popcorn (indlejring midlertidigt deaktiveret)
Stream: Bored Nothing - I Wish You Were Dead
/Martin
Lad os tage til Australien. Nærmere bestemt Melbourne, der netop har været vært for én af de mest charmerende Grand Slam-turneringer i verden, Australian Open. Her (ind)spiller en ung gut under navnet Bored Nothing. Han indspiller en form for guitarbaseret pop, som han selv kalder for "inspireret af 90'erne og indspillet på en lille 4-track".
Her burde jeg selvfølgelig være konsekvent, men da der sjældent er grund til at være konsekvent negativ, havde jeg her en fin grund til at hylde et øjebliks befriende følelse af inkonsekvens. Debutpladen Bored Nothing fra slutningen af 2012 er ganske enkelt fyldt med fremragende sange fra en talentfuld sangskriver, der i selve navnet (og titlen) tematiserer det problem, jeg har skitseret ovenfor (den paradoksale og legende quasi-nihilisme). Ikke at der partout kan tales om slacker rock i dette tilfælde. I så fald er det mere som en tabt lillebror til Elliott Smith, der har valgt at udforske andet territorium og nyligt har lyttet til Real Estate. Og sikken sangskrivning at debutere med. Bored Nothing er ude via Spunk Records.
Stream: Bored Nothing - Popcorn (indlejring midlertidigt deaktiveret)
Stream: Bored Nothing - I Wish You Were Dead
/Martin
Etiketter:
Bored Nothing,
Elliott Smith,
Real Estate,
Spunk Records
tirsdag den 22. januar 2013
Årets album 2012: Top 10
Honourable mentions
Nr. 25-11
10. Godspeed You! Black Emperor - Allelujah! Don't Bend! Ascend!
Efter Bowies comeback har mange hurtigt glemt, hvor overraskende det også var, at GY!BE vendte tilbage - ud af det blå - efter en albumpause på hele ti år. Bandet har ikke overraskende en ganske loyal fanskare, og musikken har også alle dage krævet netop tålmod. Det er på mange måder ikke til at høre, at de har været væk - og dog: De afspejler den marginaliseredes vrede stærkere og mere direkte, end de før har gjort det. Albummets opbygning synes også at afspejle dette forhold: En sang på tyve minutter afløses af én på seks, hvorefter vi ser det samme mønster gentage sig. Det er umage par, men de er tydeligt genkendelige. GY!BE er igen trådt ud af skyggen for at fortælle os, at vi skal bekæmpe apatien.
9. Swans - The Seer
Det kære monster glor på os. Både på albumcoveret og i det (nøje afmålt) dramatiske univers vi præsenteres for på The Seer. Det rutinerede band beviser med deres anden plade siden deres comeback i 2010, at de har noget at meddele verden. Det er ikke altid entydigt klart, hvad de har set, men det kan ikke betvivles, at det har en sådan vigtighed, at man lytter til fortællingen i håbet om at forstå diagnosen.
8. Sharon van Etten - Tramp
Av for en titel. Man behøver ikke engang kende til sangerindens historie som sofasovende veninde for at kunne forbinde titlen med de tolv sange, der vidner om en hårdt prøvet kvinde, der hverken er blevet slidt helt ned eller er blevet toughened af de hårde tider. Der er hverken tale om klagesang eller power-feminisme. Det er heller ikke håbløst, men det er overvejende trist. Sharon van Etten har udviklet sig til en sangskriver, der mestrer det underspillede og forstår at opbygge noget stort på et enkelt grundlag.
7. Wild Nothing - Nocturne
Unge Jack Tatum havde meget at leve op til efter den mesterlige debut Gemini fra 2010. Ifølge ham selv var det i starten skræmmende pludselig at have adgang til et rigtigt studio efter at have indspillet sin første plade i sit eget hjem. Mange havde frygtet, at charmen dermed ville forsvinde, men det er lykkeligvis ingenlunde tilfældet, og en sang som Paradise er blandt årets absolut bedste.
6. Chairlift - Something
Hvor debuten Does You Inspire You var lidt mere ujævn, er Chairlift fire år senere barberet ned til to medlemmer, der på det nye udspil i sandhed formår at holde fokus på den formidable popsang med en uforlignelig og vanvittigt charmerende Caroline Polachek i spidsen. Titlen er såmænd meget passende. Kan man ikke finde på en kontekst, kan man blot kalde det noget. Og dette noget er tilfældigvis én af de bedste samling popsange fra det herrens år totusindogtolv.
5. DIIV - Oshin
Sikke en debut! Da Zachary Cole Smith fra Beach Fossils annoncerede, at han ville udgive en soloplade, havde de færreste vel forventet så kraftfuldt et udspil. Her har vi måske endda den stærkeste introsang (i klassisk forstand) fra året, der gik. De forskellige komponenter optræder spatialt forskudt, og man oplever mange øjeblikke, hvor denne følelse af kulde (hver del for sig) suger lytteren ind i et håb om varme, der sætter ind på det helt rigtige tidspunkt med et fremragende hook. Stemmen er hele tiden fjern, og man kæmper for at forstå. Der er ikke noget valg: Man må tættere på.
4. Perfume Genius - Put Your Back N 2 It
Med enkle midler har Mike Hadreas skabt et lille mesterværk med sit skrøbelige og formentlig ganske ironisk betitlede Put Your Back N 2 It. Det er ganske ømt, og det er noget ganske særligt. Jeg kunne forsøge mig med beslægtede adjektiver, men det ville være unfair mod alle. Få plader har rørt mig så meget i 2012, og det må være nok.
3. Grimes - Visions
Den canadiske særling er så svær at beskrive, at man kunne frygte, at flere kritikere ville give op. Nu har hun med sit tredje album fået hul igennem til en relativt bred lytterskare, der ikke behøver kæmpe med at beskrive hendes eventyrlige og mestendels autodidakte tilgang til skabelsen af musik. De kan nyde den for det, den er: Noget så sjældent som ganske uforlignelig.
2. Jessie Ware - Devotion
Jessie Ware byder med sit debutalbum på den bedste samling af rendyrket popmusik fra 2012. Hendes fænomenale stemme er tilmed pakket ind i en usandsynligt stærk produktion, der perfekt rammer det blødt maskinelle, der så godt afspejler senmoderniteten og kampen om troværdig formidling. Vi har haft brug for en sangerinde af denne kaliber til at genforhandle, hvad popmusikken er i stand til lige uden for mainstream.
1. Beach House - Bloom
Bloom er den eneste plade fra 2012, jeg finder fejlfri fra start til slut. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at det bliver tænkt eller kalkuleret. Tendensen har været klar siden debuten i 2006: Beach House udgiver en plade hvert andet år, og hver gang bliver de en anelse bedre og finere i kanten. Meget få bands har mere end en enkelt eller to stærke udgivelser i sig, men Beach House har med deres fire for længst markeret sig som ét af de vigtigste bands i vor tid. Jeg håber, at Victoria Legrand engang finder indre ro, men for nu er jeg lykkelig for, at hun med Alex Scally vil dele de mange historier om smerte, hun kan grave frem. Sikke et band. Sikke en lyd. Sikke et privilegium det er at måtte lytte med.
Jeg har på årslisten ikke medregnet EP'er. Det ser man på enkelte lister, og det er en spændende diskussion. Et par grunde til mit valg kan findes i mit essay om formatet her.
/Martin
Nr. 25-11
10. Godspeed You! Black Emperor - Allelujah! Don't Bend! Ascend!
Efter Bowies comeback har mange hurtigt glemt, hvor overraskende det også var, at GY!BE vendte tilbage - ud af det blå - efter en albumpause på hele ti år. Bandet har ikke overraskende en ganske loyal fanskare, og musikken har også alle dage krævet netop tålmod. Det er på mange måder ikke til at høre, at de har været væk - og dog: De afspejler den marginaliseredes vrede stærkere og mere direkte, end de før har gjort det. Albummets opbygning synes også at afspejle dette forhold: En sang på tyve minutter afløses af én på seks, hvorefter vi ser det samme mønster gentage sig. Det er umage par, men de er tydeligt genkendelige. GY!BE er igen trådt ud af skyggen for at fortælle os, at vi skal bekæmpe apatien.
9. Swans - The Seer
Det kære monster glor på os. Både på albumcoveret og i det (nøje afmålt) dramatiske univers vi præsenteres for på The Seer. Det rutinerede band beviser med deres anden plade siden deres comeback i 2010, at de har noget at meddele verden. Det er ikke altid entydigt klart, hvad de har set, men det kan ikke betvivles, at det har en sådan vigtighed, at man lytter til fortællingen i håbet om at forstå diagnosen.
8. Sharon van Etten - Tramp
Av for en titel. Man behøver ikke engang kende til sangerindens historie som sofasovende veninde for at kunne forbinde titlen med de tolv sange, der vidner om en hårdt prøvet kvinde, der hverken er blevet slidt helt ned eller er blevet toughened af de hårde tider. Der er hverken tale om klagesang eller power-feminisme. Det er heller ikke håbløst, men det er overvejende trist. Sharon van Etten har udviklet sig til en sangskriver, der mestrer det underspillede og forstår at opbygge noget stort på et enkelt grundlag.
7. Wild Nothing - Nocturne
Unge Jack Tatum havde meget at leve op til efter den mesterlige debut Gemini fra 2010. Ifølge ham selv var det i starten skræmmende pludselig at have adgang til et rigtigt studio efter at have indspillet sin første plade i sit eget hjem. Mange havde frygtet, at charmen dermed ville forsvinde, men det er lykkeligvis ingenlunde tilfældet, og en sang som Paradise er blandt årets absolut bedste.
6. Chairlift - Something
Hvor debuten Does You Inspire You var lidt mere ujævn, er Chairlift fire år senere barberet ned til to medlemmer, der på det nye udspil i sandhed formår at holde fokus på den formidable popsang med en uforlignelig og vanvittigt charmerende Caroline Polachek i spidsen. Titlen er såmænd meget passende. Kan man ikke finde på en kontekst, kan man blot kalde det noget. Og dette noget er tilfældigvis én af de bedste samling popsange fra det herrens år totusindogtolv.
5. DIIV - Oshin
Sikke en debut! Da Zachary Cole Smith fra Beach Fossils annoncerede, at han ville udgive en soloplade, havde de færreste vel forventet så kraftfuldt et udspil. Her har vi måske endda den stærkeste introsang (i klassisk forstand) fra året, der gik. De forskellige komponenter optræder spatialt forskudt, og man oplever mange øjeblikke, hvor denne følelse af kulde (hver del for sig) suger lytteren ind i et håb om varme, der sætter ind på det helt rigtige tidspunkt med et fremragende hook. Stemmen er hele tiden fjern, og man kæmper for at forstå. Der er ikke noget valg: Man må tættere på.
4. Perfume Genius - Put Your Back N 2 It
Med enkle midler har Mike Hadreas skabt et lille mesterværk med sit skrøbelige og formentlig ganske ironisk betitlede Put Your Back N 2 It. Det er ganske ømt, og det er noget ganske særligt. Jeg kunne forsøge mig med beslægtede adjektiver, men det ville være unfair mod alle. Få plader har rørt mig så meget i 2012, og det må være nok.
3. Grimes - Visions
Den canadiske særling er så svær at beskrive, at man kunne frygte, at flere kritikere ville give op. Nu har hun med sit tredje album fået hul igennem til en relativt bred lytterskare, der ikke behøver kæmpe med at beskrive hendes eventyrlige og mestendels autodidakte tilgang til skabelsen af musik. De kan nyde den for det, den er: Noget så sjældent som ganske uforlignelig.
2. Jessie Ware - Devotion
Jessie Ware byder med sit debutalbum på den bedste samling af rendyrket popmusik fra 2012. Hendes fænomenale stemme er tilmed pakket ind i en usandsynligt stærk produktion, der perfekt rammer det blødt maskinelle, der så godt afspejler senmoderniteten og kampen om troværdig formidling. Vi har haft brug for en sangerinde af denne kaliber til at genforhandle, hvad popmusikken er i stand til lige uden for mainstream.
1. Beach House - Bloom
Bloom er den eneste plade fra 2012, jeg finder fejlfri fra start til slut. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at det bliver tænkt eller kalkuleret. Tendensen har været klar siden debuten i 2006: Beach House udgiver en plade hvert andet år, og hver gang bliver de en anelse bedre og finere i kanten. Meget få bands har mere end en enkelt eller to stærke udgivelser i sig, men Beach House har med deres fire for længst markeret sig som ét af de vigtigste bands i vor tid. Jeg håber, at Victoria Legrand engang finder indre ro, men for nu er jeg lykkelig for, at hun med Alex Scally vil dele de mange historier om smerte, hun kan grave frem. Sikke et band. Sikke en lyd. Sikke et privilegium det er at måtte lytte med.
Jeg har på årslisten ikke medregnet EP'er. Det ser man på enkelte lister, og det er en spændende diskussion. Et par grunde til mit valg kan findes i mit essay om formatet her.
/Martin
Etiketter:
årets album,
Årsliste,
årsliste 2012
fredag den 18. januar 2013
Årets album 2012: Nr. 25-11
De seneste år har jeg sædvanligvis startet mine årslister med at skrive noget á la "endnu et stærkt musikår er forbi". Tendensen er den samme hos de fleste musiksider, -magasiner og -blogs. Men uden at være hverken negativ eller pessimistisk af karakter er det en smule trættende, og man aner en frygt hos mange publikationer. Denne frygt er mangefacetteret og gudskelov dybt menneskelig. I denne menneskelighed findes imidlertid også en farlig forfængelighed. Mange publikationer frygter at være tilbageskuende, de frygter ikke at have forståelse for samtiden, de frygter at være blevet koblet af, og de frygter (værst af alt i senmoderniteten!) ikke at have været, hvor de bør: Overalt. Såfremt man er utilfreds og stiller en kritisk diagnose, er det gerne, fordi man så ikke har ledt godt nok efter det stærke materiale. Eller ikke har forstået det, fordi man - gisp! - er blevet gammel. Sat af. Og så er der selvfølgelig ingen læsere at være formidler for. Hvordan kan man være ekspert, hvis man ikke kan finde ud af at finde noget at være begejstret over? Således manifesterer denne frygt sig uheldigvis.
Sådan er billedet lige nu, og her kommer den vurdering, man så kunne vente efter ovenstående: 2012 var lidt skuffende, om end året bød på mange stærke udgivelser. Når jeg ser på de plader, jeg har på min liste (og på dem, der ikke nåede top 25), er det jo en liste over en masse plader, jeg virkelig holder af. Plader, som har rørt mig på den ene eller den anden måde. Men at der er mange stærke plader er jo ikke ensbetydende med, at man ikke på et overordnet plan kan være en anelse kritisk. Trods denne moderate skuffelse over musikåret som sådan er der så meget at hylde, og tiden dertil er nu kommet. Her følger nr. 25-11 over de bedste plader fra 2012:
25. Poolside - Pacific Standard Time
Det halvt danske Poolside med base i L.A. beskriver deres egen musik som "daytime disco", hvilket er en udmærket betegnelser. For nu at lyde lidt ung: Det passer skam glimrende på læsesalen med sit generelt langsomme tempo. Det er på mange måder en logisk sammensmeltning af flere tendenser med denne næsten dovne lyd. Kontinentaleuropa er de seneste år blevet begejstret for dance med væsentligt lavere BPM, end man ville forvente, hvilket også Nico Jaar har formidlet fremragende. Pladen er med sine 16 sange måske lidt for lang, men de lyder oftest ganske oplagt og har bl.a. stort helt med deres cover af Harvest Moon.
24. Fang Island - Major
Med en så fremragende albumtitel er der naturligvis visse forventninger, man ikke har lyst til at anerkende eksistensen af. Disse trænger sig dog allerede på, hvis man ligesom undertegnede var meget (meget!) begejstret for deres 2010-plade Fang Island. Den nye skive er mindre helstøbt men spiller stadig på klichéer med så forfriskende et sind, at man kun kan holde af det. Det er på det nærmeste helterock, der antyder ironien uden at overskride fatale grænser eller at undskylde sig med post-modernisme.
23. Saint Etienne - Words and Music by Saint Etienne
Veteranerne kommer stærkt igen med deres stærkeste plade siden, ja, engang i 90'erne. Den engelske trio kan vel bedst beskrives som en konceptuelt gennemført gruppe af flittige semionauter (Bourriau'sk betegnelse for "samlere af kulturelle tegn"). Mange vil indvende, at det ganske enkelt er for kitsch, men det vil være at misse pointen. Alle 13 sange - uden undtagelse - er et studium i popmusik. Et yderst medrivende studium med en Sarah Cracknell i topform.
22. Twin Shadow - Confess
George Lewis Jr. skuffede en smule med sin debutplade men råder i dén grad bod på det med den meget mere gennemførte Confess. Som med Saint Etienne er der tale om en mand, der har studeret fortiden og har luret visse dynamikker. Dette har han kombineret med stærke kompositioner, der holder en høj kvalitet det meste af pladen igennem. Han er i øvrigt et fint eksempel på en mand, der for mig overskrider biografismens begrænsninger: I musikken udtrykker han alt det, han har så store vanskeligheder ved at få ud i interviews. Det antydes i interviews, at han har noget på hjerte, men hvor han her fremstår meget begrænset, mærker man fuldt ud i musikken, hvad der er på spil. Ganske fascinerende. Confess er lykkeligvis meget mere end en hyldest til romantiske motorcykelbander og 80'er-æstetik.
21. Lotus Plaza - Spooky Action at a Distance
Lockett Pundts andet album som Lotus Plaza nærmer sig, hvad han til tider har bedrevet med suveræne Deerhunter. For en sjælden gangs skyld oplever man også en unik sammenhæng mellem lyd, titel og artwork. Titlen passer i sig selv fint på Deerhunter også, og der er vel ikke overraskende mange ligheder. Det hele kulminerer med pladens næstsidste sang, Remember Our Days, der hører til 2012's absolut bedste sange.
20. Beachwood Sparks - The Tarnished Gold
Sikke veteraner! Sikket comeback! Sikke en, ja, formentlig afsked. Det hele er så befriende kedeligt. Som de synger på pladens stærkeste sang, Earl Jean, er de virkelig "back in town, out of style". Med lidt Dean Wareham her, lidt Clientele der, lidt åbenlys Neil Young mm. er Beachwood Sparks nået til et punkt, hvor de er befriet for egne forventninger. The Tarnished Gold er lyden af et band, der hviler i sig selv og på ingen måde har travlt.
19. Lower Dens - Nootropics
Med én af årets absolut stærkeste singler i bagagen, den stabilt futtende Brains, sikrede Lower Dens sig et godt udgangspunkt forud for udgivelsen af Nootropics. Med Jana Hunter i spidsen har bandet dyrket deres forkærlighed for kraut i endnu højere grad og er tilmed blevet væsentligt mere tilgængelige.
18. Sigur Rós - Valtari
I 2008 skuffede Sigur Rós stort med en plade, hvis titel er alt for lang til at skrive her. De seneste år måtte de også lægge ører til meget, da de pludselig var dømt ude af adskillige musiksnobber. Siden midten af 00'erne var det blevet så mainstream at lytte til bandet, at mange ikke turde stå ved det. Tendensen var tydelig, men bandet hører stadig til verdens bedste. De har allerede pioneret en ny genre, som vi stadig ikke har begreb om, og det er meget at forlange, at de skal blive ved at forny musiklandskabet. Med Valtari har de fundet frem til en samling sange, der ganske rørende repræsenterer en forventeligt langstrakt forhandling af kulde og varme. Hvilket privilegium det er at have de garvede islændinge til at udgive musik i denne tid!
17. Blondes - s/t
NYC-duoen Blondes har med deres debutalbum af samme navn udgivet én af de konceptuelt stærkeste plader i 2012. Pladen er bygget op af fire modsætninger eller divergerende værdisæt, hvoraf de fleste er blevet udgivet som singler med disse modstridende A- og B-sider: Efter første sang Lover følger selvfølgelig Hater. Senere hører man Business / Pleasure, Wine / Water og slutteligt Gold / Amber. Det er smittende dance til høretelefonerne, og jeg ved tæt på ingenting om den slags. Men hvor er det en fornøjelse at lytte til.
16. Bat for Lashes - The Haunted Man
Ja ja, det er ikke Two Suns, men bevares hvor har frøken Khan dog skabt et fint album med en lang række fornemme samarbejdspartnere. Det er ofte stort anlagt, og det har en eventyrisk dimension, som ingen andre i 2012 har ramt så smukt.
15. The Deadly Syndrome - All in Time
Jeg havde det på fornemmelsen efter bandets anden plade: De var ved at æde sig selv op. Deres soniske ærlighed omkring deres bitterhed var tydelig på Nolens Volens, og den er ikke aftaget på deres tredje udspil, All in Time. Men de har til en vis grad accepteret den og spiller på denne anerkendelse. Samtidig har de nu - også på underlig vis forventet - valgt at gå hver til sit. All in Time er en fornem plade at gøre det med, og selvom bandet altså aldrig fik det gennembrud, mange spåede dem i 2007-2008, har de en lang række stærke kompositioner bag sig at bryste sig af.
14. Julia Holter - Ekstasis
Igen må jeg konstatere: Sikken titel! Hvor passende den viser sig frem og bliver ved at vise sig frem, som man dykker ned i dette forunderlige album! Julia Holter får virkelig, med den græske visdom intakt, komponenterne til at stå uden for sig selv og udforsker rummet og rumligheden på så fornem vis. Som et spøgelse, der søger at manifestere sig i den fysiske realitet, er Ekstasis historien om en kunstner, der er uden for sig selv og er på en rejse tilbage mod sig selv. Et imponerende narrativ.
13. Port St. Willow - Holiday
Det hele starter med tåge. Langsomt kommer der trommer i spil, og den dominerende drone forhandler med noget ambient (for nu at lyde som en idiot). På trods af at Nick Principe har delt pladen op i 11 sange, er der i høj grad tale om en helhed. Han er angiveligt gode venner med The Antlers, hvilket nok ikke vil gå mange forbi efter en gennemlytning af Holiday.
12. Japandroids - Celebration Rock
Det hele starter og slutter med fyrværkeri i bogstaveligste forstand. Titlen er et tegn på veludviklet selvbevidsthed. De to allerførste sætninger er i direkte konflikt. Men de er et bevis på, hvordan netop selvbevidsthed kan bekæmpes med rendyrket gejst. Og det er netop, hvad canadierne er: Gejst. Det har de forankret i deres musik som ingen andre i 2012.
11. Moonface - With Siinai: Heartbreaking Bravery
Igennem en årrække var Spencer Krug én af vor tids utvivlsomt største sangskrivere med én de mest karakteristiske stemmer. Senere skuffede han en anelse med de sidste Wolf Parade-plader og en nedgang i kvaliteten med Sunset Rubdown. Hans soloprojekt Moonface kom heller ikke heldigt fra start. Så meget desto større er overraskelsen over styrken på denne anden fuldlængde under Moonface-navnet, som han har lavet i samarbejde med det finske band Siinai. Det hele er relativt tungt, stemmen er (selvfølgelig) fænomenal, og en sang som Shitty City er på det nærmeste ulig noget, man tidligere har hørt. Spencer Krug er tilbage, hvor han hører hjemme: Som én af vor tids mest interessante stemmer.
Top 10 følger én af de kommende dage
Sådan er billedet lige nu, og her kommer den vurdering, man så kunne vente efter ovenstående: 2012 var lidt skuffende, om end året bød på mange stærke udgivelser. Når jeg ser på de plader, jeg har på min liste (og på dem, der ikke nåede top 25), er det jo en liste over en masse plader, jeg virkelig holder af. Plader, som har rørt mig på den ene eller den anden måde. Men at der er mange stærke plader er jo ikke ensbetydende med, at man ikke på et overordnet plan kan være en anelse kritisk. Trods denne moderate skuffelse over musikåret som sådan er der så meget at hylde, og tiden dertil er nu kommet. Her følger nr. 25-11 over de bedste plader fra 2012:
25. Poolside - Pacific Standard Time
Det halvt danske Poolside med base i L.A. beskriver deres egen musik som "daytime disco", hvilket er en udmærket betegnelser. For nu at lyde lidt ung: Det passer skam glimrende på læsesalen med sit generelt langsomme tempo. Det er på mange måder en logisk sammensmeltning af flere tendenser med denne næsten dovne lyd. Kontinentaleuropa er de seneste år blevet begejstret for dance med væsentligt lavere BPM, end man ville forvente, hvilket også Nico Jaar har formidlet fremragende. Pladen er med sine 16 sange måske lidt for lang, men de lyder oftest ganske oplagt og har bl.a. stort helt med deres cover af Harvest Moon.
24. Fang Island - Major
Med en så fremragende albumtitel er der naturligvis visse forventninger, man ikke har lyst til at anerkende eksistensen af. Disse trænger sig dog allerede på, hvis man ligesom undertegnede var meget (meget!) begejstret for deres 2010-plade Fang Island. Den nye skive er mindre helstøbt men spiller stadig på klichéer med så forfriskende et sind, at man kun kan holde af det. Det er på det nærmeste helterock, der antyder ironien uden at overskride fatale grænser eller at undskylde sig med post-modernisme.
23. Saint Etienne - Words and Music by Saint Etienne
Veteranerne kommer stærkt igen med deres stærkeste plade siden, ja, engang i 90'erne. Den engelske trio kan vel bedst beskrives som en konceptuelt gennemført gruppe af flittige semionauter (Bourriau'sk betegnelse for "samlere af kulturelle tegn"). Mange vil indvende, at det ganske enkelt er for kitsch, men det vil være at misse pointen. Alle 13 sange - uden undtagelse - er et studium i popmusik. Et yderst medrivende studium med en Sarah Cracknell i topform.
22. Twin Shadow - Confess
George Lewis Jr. skuffede en smule med sin debutplade men råder i dén grad bod på det med den meget mere gennemførte Confess. Som med Saint Etienne er der tale om en mand, der har studeret fortiden og har luret visse dynamikker. Dette har han kombineret med stærke kompositioner, der holder en høj kvalitet det meste af pladen igennem. Han er i øvrigt et fint eksempel på en mand, der for mig overskrider biografismens begrænsninger: I musikken udtrykker han alt det, han har så store vanskeligheder ved at få ud i interviews. Det antydes i interviews, at han har noget på hjerte, men hvor han her fremstår meget begrænset, mærker man fuldt ud i musikken, hvad der er på spil. Ganske fascinerende. Confess er lykkeligvis meget mere end en hyldest til romantiske motorcykelbander og 80'er-æstetik.
21. Lotus Plaza - Spooky Action at a Distance
Lockett Pundts andet album som Lotus Plaza nærmer sig, hvad han til tider har bedrevet med suveræne Deerhunter. For en sjælden gangs skyld oplever man også en unik sammenhæng mellem lyd, titel og artwork. Titlen passer i sig selv fint på Deerhunter også, og der er vel ikke overraskende mange ligheder. Det hele kulminerer med pladens næstsidste sang, Remember Our Days, der hører til 2012's absolut bedste sange.
20. Beachwood Sparks - The Tarnished Gold
Sikke veteraner! Sikket comeback! Sikke en, ja, formentlig afsked. Det hele er så befriende kedeligt. Som de synger på pladens stærkeste sang, Earl Jean, er de virkelig "back in town, out of style". Med lidt Dean Wareham her, lidt Clientele der, lidt åbenlys Neil Young mm. er Beachwood Sparks nået til et punkt, hvor de er befriet for egne forventninger. The Tarnished Gold er lyden af et band, der hviler i sig selv og på ingen måde har travlt.
19. Lower Dens - Nootropics
Med én af årets absolut stærkeste singler i bagagen, den stabilt futtende Brains, sikrede Lower Dens sig et godt udgangspunkt forud for udgivelsen af Nootropics. Med Jana Hunter i spidsen har bandet dyrket deres forkærlighed for kraut i endnu højere grad og er tilmed blevet væsentligt mere tilgængelige.
18. Sigur Rós - Valtari
I 2008 skuffede Sigur Rós stort med en plade, hvis titel er alt for lang til at skrive her. De seneste år måtte de også lægge ører til meget, da de pludselig var dømt ude af adskillige musiksnobber. Siden midten af 00'erne var det blevet så mainstream at lytte til bandet, at mange ikke turde stå ved det. Tendensen var tydelig, men bandet hører stadig til verdens bedste. De har allerede pioneret en ny genre, som vi stadig ikke har begreb om, og det er meget at forlange, at de skal blive ved at forny musiklandskabet. Med Valtari har de fundet frem til en samling sange, der ganske rørende repræsenterer en forventeligt langstrakt forhandling af kulde og varme. Hvilket privilegium det er at have de garvede islændinge til at udgive musik i denne tid!
17. Blondes - s/t
NYC-duoen Blondes har med deres debutalbum af samme navn udgivet én af de konceptuelt stærkeste plader i 2012. Pladen er bygget op af fire modsætninger eller divergerende værdisæt, hvoraf de fleste er blevet udgivet som singler med disse modstridende A- og B-sider: Efter første sang Lover følger selvfølgelig Hater. Senere hører man Business / Pleasure, Wine / Water og slutteligt Gold / Amber. Det er smittende dance til høretelefonerne, og jeg ved tæt på ingenting om den slags. Men hvor er det en fornøjelse at lytte til.
16. Bat for Lashes - The Haunted Man
Ja ja, det er ikke Two Suns, men bevares hvor har frøken Khan dog skabt et fint album med en lang række fornemme samarbejdspartnere. Det er ofte stort anlagt, og det har en eventyrisk dimension, som ingen andre i 2012 har ramt så smukt.
15. The Deadly Syndrome - All in Time
Jeg havde det på fornemmelsen efter bandets anden plade: De var ved at æde sig selv op. Deres soniske ærlighed omkring deres bitterhed var tydelig på Nolens Volens, og den er ikke aftaget på deres tredje udspil, All in Time. Men de har til en vis grad accepteret den og spiller på denne anerkendelse. Samtidig har de nu - også på underlig vis forventet - valgt at gå hver til sit. All in Time er en fornem plade at gøre det med, og selvom bandet altså aldrig fik det gennembrud, mange spåede dem i 2007-2008, har de en lang række stærke kompositioner bag sig at bryste sig af.
14. Julia Holter - Ekstasis
Igen må jeg konstatere: Sikken titel! Hvor passende den viser sig frem og bliver ved at vise sig frem, som man dykker ned i dette forunderlige album! Julia Holter får virkelig, med den græske visdom intakt, komponenterne til at stå uden for sig selv og udforsker rummet og rumligheden på så fornem vis. Som et spøgelse, der søger at manifestere sig i den fysiske realitet, er Ekstasis historien om en kunstner, der er uden for sig selv og er på en rejse tilbage mod sig selv. Et imponerende narrativ.
13. Port St. Willow - Holiday
Det hele starter med tåge. Langsomt kommer der trommer i spil, og den dominerende drone forhandler med noget ambient (for nu at lyde som en idiot). På trods af at Nick Principe har delt pladen op i 11 sange, er der i høj grad tale om en helhed. Han er angiveligt gode venner med The Antlers, hvilket nok ikke vil gå mange forbi efter en gennemlytning af Holiday.
12. Japandroids - Celebration Rock
Det hele starter og slutter med fyrværkeri i bogstaveligste forstand. Titlen er et tegn på veludviklet selvbevidsthed. De to allerførste sætninger er i direkte konflikt. Men de er et bevis på, hvordan netop selvbevidsthed kan bekæmpes med rendyrket gejst. Og det er netop, hvad canadierne er: Gejst. Det har de forankret i deres musik som ingen andre i 2012.
11. Moonface - With Siinai: Heartbreaking Bravery
Igennem en årrække var Spencer Krug én af vor tids utvivlsomt største sangskrivere med én de mest karakteristiske stemmer. Senere skuffede han en anelse med de sidste Wolf Parade-plader og en nedgang i kvaliteten med Sunset Rubdown. Hans soloprojekt Moonface kom heller ikke heldigt fra start. Så meget desto større er overraskelsen over styrken på denne anden fuldlængde under Moonface-navnet, som han har lavet i samarbejde med det finske band Siinai. Det hele er relativt tungt, stemmen er (selvfølgelig) fænomenal, og en sang som Shitty City er på det nærmeste ulig noget, man tidligere har hørt. Spencer Krug er tilbage, hvor han hører hjemme: Som én af vor tids mest interessante stemmer.
Top 10 følger én af de kommende dage
torsdag den 17. januar 2013
Nyt fra Beach Fossils
Ja ja, nu kommer den forsinkede årsliste snart. Men lad os lige se lidt fremad, medens vi ser tilbage. Sidste år kom DIIV og overhalede Beach Fossils indenom. Beach Fossils var gennem flere år blevet kørt i stilling til noget stort gennem en række fremragende singler for så at skuffe en smule med første fuldlængde og sidste års What a Pleasure EP. Ikke desto mindre var det en anelse overraskende, at vi sidste år kunne vidne guitaristen Zachary Cole Smiths soloprojekt DIIV gå sin sejrsgang verden over med en yderst fornem plade, der vidnede om andet og mere, end hvad der nemt kunne være blevet af et sådant sideprojekt.
Dustin Payseur er dog stadig i udmærket form som leder af Beach Fossils og er nu klar med anden single fra det kommende album, der har fået titlen Clash the Truth. Captured Tracks udgiver pladen d. 19. februar. Singlen Generational Synthetic er her tilgængelig med en fin tekst, der også udmærket passer ind i albumtitlen.
/Martin
Dustin Payseur er dog stadig i udmærket form som leder af Beach Fossils og er nu klar med anden single fra det kommende album, der har fået titlen Clash the Truth. Captured Tracks udgiver pladen d. 19. februar. Singlen Generational Synthetic er her tilgængelig med en fin tekst, der også udmærket passer ind i albumtitlen.
/Martin
Etiketter:
Beach Fossils,
Captured Tracks,
DIIV,
Dustin Payseur,
Zachary Cole Smith
tirsdag den 8. januar 2013
Årets album 2012: Honourable mentions
Et udmærket musikår er (for længst) slut, og jeg er igen sent ude med min årsliste for 2012. Ja, den er ikke engang ude endnu, for jeg starter som altid med en række af plader, der var ganske stærke men alle falder lige uden for den arbitrære og modsætningsfyldte top 25, der bliver lagt op over de næste dage.
Når jeg ser på nedenstående og tænker, at disse ikke engang er blandt de øverste femogtyve, føler jeg mig uendeligt lille. Jeg har lyst til at undskylde til de nedenstående, for de kunne lige så godt være endt på selve listen, såfremt de var blevet hørt på det rigtige tidspunkt. Tilfældigheder, kaffe og kærlighed, I ved.
Honourable mentions fra året 2012 i fuldstændig tilfældig rækkefølge for at hylde dem gennem forvirringen:
Magic Castles - s/t
Cat Power - Sun
Grizzly Bear - Shields
The Walkmen - Heaven
Goat - World Music
Everyone Everywhere - s/t
Woods - Bend Beyond
Mount Eerie - Clear Moon
Cheval Sombre - Mad Love
Tame Impala - Lonerism
The Men - Open Your Heart
The Twilight Sad - No One Can Ever Know
Errors - Have Some Faith In Magic
Chromatics - Kill For Love
Frank Ocean - channel ORANGE
Polica - Give You the Ghost
Wild Cub - Youth
Cloud Nothings - Attack on Memory
Islands - A Sleep & a Forgetting
Tanlines - Mixed Emotions
Alabama Shakes - Boys & Girls
Bowerbirds - The Clearing
Porcelain Raft - Strange Weekend
Spiritualized - Sweet Heart Sweet Light
Ceremony - Zoo
Memoryhouse - The Slideshow Effect
Hot Chip - In Our Heads
Frankie Rose - Interstellar
Holy Other - Held
Laurel Halo - Quarantine
Liars - WIXIW
The Tallest Man on Earth - There's No Leaving Now
Animal Collective - Centipede Hz
Jens Lekman - I Know What Love Isn't
Mac Demarco - 2
King Tuff - s/t
Crocodiles - Endless Flowers
Advance Base - A Shut-In's Prayer
Damien Jurado - Maraqopa
Sun Kil Moon - Among the Leaves
The xx - Coexist
Memory Tapes - Grace/Confusion
Purity Ring - Shrines
Dirty Projectors - Swing Lo Magellan
Peaking Lights - Lucifer
Ariel Pink - Mature Themes
Dark Dark Dark - Who Needs Who
How to Dress Well - Total Loss
Tamaryn - Tender New Signs
Lilacs & Champagne - s/t
Passion Pit - Gossamer
/Martin
Når jeg ser på nedenstående og tænker, at disse ikke engang er blandt de øverste femogtyve, føler jeg mig uendeligt lille. Jeg har lyst til at undskylde til de nedenstående, for de kunne lige så godt være endt på selve listen, såfremt de var blevet hørt på det rigtige tidspunkt. Tilfældigheder, kaffe og kærlighed, I ved.
Honourable mentions fra året 2012 i fuldstændig tilfældig rækkefølge for at hylde dem gennem forvirringen:
Magic Castles - s/t
Cat Power - Sun
Grizzly Bear - Shields
The Walkmen - Heaven
Goat - World Music
Everyone Everywhere - s/t
Woods - Bend Beyond
Mount Eerie - Clear Moon
Cheval Sombre - Mad Love
Tame Impala - Lonerism
The Men - Open Your Heart
The Twilight Sad - No One Can Ever Know
Errors - Have Some Faith In Magic
Chromatics - Kill For Love
Frank Ocean - channel ORANGE
Polica - Give You the Ghost
Wild Cub - Youth
Cloud Nothings - Attack on Memory
Islands - A Sleep & a Forgetting
Tanlines - Mixed Emotions
Alabama Shakes - Boys & Girls
Bowerbirds - The Clearing
Porcelain Raft - Strange Weekend
Spiritualized - Sweet Heart Sweet Light
Ceremony - Zoo
Memoryhouse - The Slideshow Effect
Hot Chip - In Our Heads
Frankie Rose - Interstellar
Holy Other - Held
Laurel Halo - Quarantine
Liars - WIXIW
The Tallest Man on Earth - There's No Leaving Now
Animal Collective - Centipede Hz
Jens Lekman - I Know What Love Isn't
Mac Demarco - 2
King Tuff - s/t
Crocodiles - Endless Flowers
Advance Base - A Shut-In's Prayer
Damien Jurado - Maraqopa
Sun Kil Moon - Among the Leaves
The xx - Coexist
Memory Tapes - Grace/Confusion
Purity Ring - Shrines
Dirty Projectors - Swing Lo Magellan
Peaking Lights - Lucifer
Ariel Pink - Mature Themes
Dark Dark Dark - Who Needs Who
How to Dress Well - Total Loss
Tamaryn - Tender New Signs
Lilacs & Champagne - s/t
Passion Pit - Gossamer
/Martin
torsdag den 3. januar 2013
A Beacon School
Der er endnu ikke meget info at finde på A Beacon School fra New York. Gruppen har netop udgivet deres første EP, der er blevet skrevet og indspillet siden sommeren 2011 og nu er gjort tilgængelig på Bandcamp.
Bandet består af unge studerende, der har spillet i en del forskellige konstellationer gennem årene og altså nu har fundet sammen i denne lovende trio. Musikken er ret varieret og lyder ofte som en slags post-shoegazer pop med mange breaks og temposkift. Den rodede men fine produktion giver fin plads til guitarerne, der altså kun sjældent opbygger en wall of sound, hvor bandet effektivt skriver sig ud af en decideret shoegazer-tradition.
Enkelte sange lyder som en tidlig og mere poppet udgave af Abe Vigoda (særligt Darling Threads). De har en lyd, der kendetegnes af en vis lethed og væves ind og ud af snævre gange. Når det bliver tungt, viser de altid udgange fra mørket. Gode, gamle MP3Hugger fra Irland har vist mig bandet - stor tak for det.
MP3: A Beacon School - Invitation
/Martin
Bandet består af unge studerende, der har spillet i en del forskellige konstellationer gennem årene og altså nu har fundet sammen i denne lovende trio. Musikken er ret varieret og lyder ofte som en slags post-shoegazer pop med mange breaks og temposkift. Den rodede men fine produktion giver fin plads til guitarerne, der altså kun sjældent opbygger en wall of sound, hvor bandet effektivt skriver sig ud af en decideret shoegazer-tradition.
Enkelte sange lyder som en tidlig og mere poppet udgave af Abe Vigoda (særligt Darling Threads). De har en lyd, der kendetegnes af en vis lethed og væves ind og ud af snævre gange. Når det bliver tungt, viser de altid udgange fra mørket. Gode, gamle MP3Hugger fra Irland har vist mig bandet - stor tak for det.
MP3: A Beacon School - Invitation
/Martin
Abonner på:
Opslag (Atom)