Når jeg lytter til mange af de ting, jeg var begejstret for dengang, rammer den hårde erkendelse, at rigtig meget var godt dengang. Jeg har endda skrevet en artikel om den "quirky indie", som fyldte så meget.
Men tilbage i 2007 udkom også Stars of the Lids sidste album, And Their Refinement of the Decline. En amerikansk duo, der bestod af Brian McBride og Adam Wiltzie. Bestod. Brian McBride er gået bort, men tilbage står små monumenter, små katedraler, der får lov at ringe ind og ringe ud.
Stars of the Lid kombinerer ambient og drone. Fra det mere guitarorienterede i 90'erne endte de med at inddrage væsentligt flere strygere og messingblæsere (eller horn, om man vil) på The Tired Sounds of Stars of the Lid (2001). Det album varede to timer. Udviklingen fortsatte på det endnu flottere og lige så lange farvelalbum, som først for nylig blev et farvel: And their Refinement of the Decline. To timer, som jeg har genhørt igen og igen i årevis. I mit voksenliv har jeg næppe tilbragt lige så lang tid med et album.
Kompositionerne er ofte mellem 5-8 minutter, nogle endnu længere, og de lykkes med at være storslåede, næsten højtravende, og alligevel aldrig selvhøjtidelige. Det tog dem årevis at samle, adskille og på ny samle de mange lyde. Med stor respekt for instrumenterne og deres historie og tyngde. Der er meget dårlig ambient derude, og Stars of the Lid er det modsatte: De himmelske højder, der også findes.
Tak for musikken. Hvil i fred, Brian.
/Martin
