mandag den 11. oktober 2021

Massage

Massage fra Los Angeles er bassisten fra The Pains of Being Pure at Heart og fire andre, så det er måske ikke så overraskende, at det lyder som, ja, The Pains of Being Pure at Heart.

Hvilket vil sige, at det lyder rigtig meget som fantastiske The Field Mice (1987-1991) og andet godt fra Sarah Records. Pains lavede trods alt en sang ved navn This Love Is Fucking Right! som svar på Field Mice-klassikeren This Love Is Not Wrong

Det er jangly, det er rart, og det er solid popmusik. Let vemodigt til tider, men fyldt med solskin.

Nogle dage har man brug for noget mere udfordrende. Nogle dage skal det være rart og afstressende. Man forstår bandnavnet.




/Martin

fredag den 24. september 2021

Jeg er åbenbart ikke færdig med War On Drugs

Philadelphia-rock. Når man husker, at de kommer derfra, føles det mere naturligt, at de laver stadionmusik. 

The War On Drugs er på vej med deres femte album, og selvom jeg har været mellem ret glad og meget glad for deres fire foregående, troede jeg, at jeg var færdig med dem.

Med titelsangen I Don't Live Here Anymore er de imidlertid noget nær uimodståelige: Det er 80er-Bruce i al sin pomp, det er Boys of Summer, det er nærmest Håkan'sk, selvom man må betvivle, om frontmand Granduciel og co. har lyttet til kongen af Göteborg.

Jess Wolfe og Holly Laessig fra Lucius synger backingvokal, som om de altid havde været en del af bandet, som om de var født til dette øjeblik, som om de bor inde i sangen.

The War On Drugs kommer nok aldrig til at overgå dette øjeblik, og det er helt fair. Jeg kan kun takke dem for det.

I Don't Live Here Anymore udkommer 29. oktober.

/Martin

fredag den 3. september 2021

L'Orange

I forlængelse af indlægget om Patrick Ellis: Her er en anden amerikaner, der kan lide at sample og laver en slags sympatisk instrumental hiphop. Vignetter, små billeder, stemninger.

L'Orange er fra North Carolina.

For L'Orange kan det være en triumf at have det ok.

Hans nyeste album hedder derfor passende The World Is Still Chaos, But I Feel Better.

Albummet er blevet kaldt en hyldest til depression. Ikke som en romantisering, men som en form for normalisering. 

Som noget man skal kunne tale om, hvis man har brug for det.


/Martin

fredag den 20. august 2021

Patrick Ellis og eventyrlige vignetter

Patrick Ellis er glad for library music. Han er meget interesseret i sampling og elsker selvfølgelig The Avalanches. Og så er han et gennemført behageligt menneske.

Tilbage i 2011 mødte jeg amerikaneren Patrick i Berlin. Han programmerede for SoundCloud, og jeg studerede. Vi havde begge to masser af tid til at hænge ud, se film og introducere hinanden for ny og gammel musik. Venskabet fungerer nu primært online, da han for en del år siden flyttede til New York.

Han har et hav af mixtapes bag sig. En kombination af instrumental hiphop, som han kalder det, og eventyrlig kammerpop. Han laver nærmest vignetter, og mange af disse er samlet af det japanske label Flau. I denne uge udgav selvsamme label så Ellis' debutalbum, og det er lige så herligt og sympatisk, som han er.

Denne gang har han samplet minimalt, muligvis grundet manglende clearede rettigheder, muligvis for at prøve noget nyt. I stedet har han været rundt og lavet field recordings, lært sig nogle instrumenter, bygget en synthesizer af en Commodore 64 og så videre. Altså den slags, som nogle mennesker har været i stand til under en pandemi, mens vi andre bare har gået flere ture og set mere fjernsyn. Nogle samples er der dog blevet plads til.

The Deserter er en flot og til tider livsbekræftende oplevelse.




/Martin

onsdag den 4. august 2021

Saint Etienne sampler Natalie Imbruglia

En bekendt ytrer af og til, at han hader nostalgi. Det er et friskt take. Jeg kan lide det. Selvom jeg selvfølgelig heller ikke kan sige mig fri for at blive det til tider. Nostalgisk, altså. Der er dog forskel på at blive noget og at opsøge det, og for denne bekendte er det den voldsomme dyrkelse af nostalgi, der menes.

Ligesom jeg er han svært glad for Saint Etienne. Når man sampler så flot og flittigt, med så stor historisk viden og bevidsthed, som Saint Etienne gør det, kan man sikkert også få skudt i skoene, at man er nostalgiker. Men det er selvfølgelig en negativ læsning af sampling, og er der noget, der ikke passer på Saint Etienne, er det alt, der måtte være negativt. De har haft deres upbeat periode, bestemt, men det er ikke, fordi de ellers tillader sig at være lalleglade. Nej, de formår i al deres suverænitet at pege på detaljer, der gør livet lidt mindre gråt. Selv når det bliver melankolsk.

10. september vender de tilbage med albummet I've Been Trying to Tell You, der er bygget op om samples fra perioden 1997-2001. Første single, Pond House, sampler Natalie Imbruglias Beauty on the Fire, og melankolsk bliver det så absolut. Det fungerer, mildest talt.



/Martin

lørdag den 3. juli 2021

Izzy Johnson

Jeg plejer at lytte til dét, jeg skriver om, mens jeg skriver. I dette øjeblik har jeg pauset Izzy Johnsons debutalbum Earth Tones, fordi jeg kan høre Re-Sepp-ten blive blæst ud af en lejlighed i nærheden. Det er næsten blevet en regel denne sommer: Hvis nogen spiller dén eller den om muligt endnu bedre landsholdssang Én for alle, stopper jeg, hvad jeg har gang i. Og lytter. Pludselig skinner solen også.

Men i går regnede det, da Earth Tones udkom. Det passede fint. Det er en stille omgang, en diskret omgang, det lyder ikke, som om det øser ned, bare små dråber, mens man selv befinder sig under et halvtag. Ambient folk kan man vist kalde det.

Joel Ford har mastereret. Han er bl.a. kendt for sit samarbejde med Oneohtrix Point Never, ikke mindst under navnet Games.


/Martin

tirsdag den 8. juni 2021

Jaubi

Hvad ved jeg om pakistansk jazz? Hvad ved jeg om noget som helst? Hvad kan et menneske vide? Det meste er antagelser, kvalificerede bud, holdninger og så videre.

Jaubi er, så vidt jeg ved ("ved"!), noget af det første pakistanske jazz, jeg hører. Instrumentalorkesteret fra Lahore har netop udgivet deres debutalbum Nafs at Peace. Det er spirituel jazz med inspiration fra særligt nordindisk jazz. Som jeg heller ikke ved noget om.

Mangel på viden er selvfølgelig ikke det samme som manglende indlevelsesevne eller sansning. Ali Riaz Baqars kompositioner er filmiske. De er relativt stramme, men drøner stabilt af sted. Man sidder på bagsædet og stirrer på landskabet, og det er okay ikke at sige noget. Det er noget, man er i sammen. Der er ikke mange flere ord for det, så jeg stopper her.




/Martin 

tirsdag den 11. maj 2021

Maud Geffray

Min bror, dvs. én af tre af slagsen, og jeg deler langt hen ad vejen musiksmag. Vi divergerer også, og det er skønt. Det er aldrig godt at være for enige, det bliver for kedeligt. Men jeg lytter altid, når han anbefaler noget. Jeg kan næsten altid lide det. Måske det betyder, at jeg bare kan lide for meget. Hvis det er en ting.

For nylig anbefalede han den franske elektroniske musiker Maud Geffray, og om sangen Moonshine skrev han sågar, at den var blandt de bedste, han havde hørt i flere år.

Repertoiret spænder bredt, men en vis glæde ved 90'erne finder hun utvivlsomt. På Moonshine er det af den ekstatiske slags, der kun finder sted om sommeren. Mens man sidder ved siden af en rejsekammerat måske. På vej mod en destination, hvor man pludselig finder ny begejstring ved arkitektur.


/Martin

søndag den 2. maj 2021

Setsubun: japansk nytår

Ambient jazz fra Chicago. Sage, Jusell, Prymek og Shiroishi er fire jazzere, der nu har lavet deres andet album Setsubun, navnet på det japanske nytår.

Chris Jusell på violin, Chaz Prymek på bas, guitar, synth, klarinet og field recordings, Matthew Sage på keyboard, percussion, radio (?) og field recordings og slutteligt Patrick Shiroishi på al mulig slags sax, klarinet, glockenspiel, samples og egen stemme.

Jeg kender ingen af dem, ved for lidt om japansk nytår, ved for lidt om Japan.



/Martin

søndag den 11. april 2021

Dry Cleaning

Det vil næsten altid være nemmere at skrive om musik med en vokal end om instrumental musik. Det forbliver en udfordring for elektronisk musik, at det er så vanskeligt for de fleste at formidle.

Dry Cleaning fra London har netop udgivet deres længeventede debutalbum New Long Leg, og de er umulige at skrive om uden at fokusere på vokalist Florence Cleopatra Shaw, for hun er groft sagt Dry Cleaning. Det kan man sige uden at fornærme de andre medlemmer for meget, for hun er én af de mest interessante nyere sangerinder.

Sangerinde er måske så meget sagt. Hun taler mere, end hun synger. Det er langt hen ad vejen spoken word-postpunk. Der er en vitalitet bag, selvom musikken med Shaws stemme tilføres en knastør kvalitet. Det får dig måske til at tænke på starten af 80'erne. Det er oftest en god ting.

Dry Cleaning har været på vej længe, og det er en fornøjelse at konstatere, at debutalbummet lever op til al den hype, der har fulgt dem.


/Martin

søndag den 14. marts 2021

En øm Skullcrusher

Hvis Helen Ballentine er en skullcrusher, så er det på et emotionelt plan. 

Los Angeles-sangskriveren udgav sin første EP sidste år, og dette forår er hun klar med en ny af slagsen.

Der er noget stort under opsejling, fornemmer man.

Måske titlen på hendes nye single, Storm in Summer, fortæller os noget yderligere?

Som sangskriver bliver hun ved at vokse, og selv banjoen får hun indlemmet med følsomhed.

"I wish you could see me" bliver hun ved at synge, og som lytter vil man uendeligt gerne hjælpe hende. 

Sympatisk, trist pop.




/Martin

søndag den 7. marts 2021

Painted Shrines

Woods er et gennemført rart band. De holder et uhørt højt niveau på trods af en travl udgivelseskalender. Nogle gange kunne man selvfølgelig ønske, at de ville tage den med ro og i stedet udgive halvt så mange, men endnu bedre plader. Og så igen: Det er en del af charmen.

The Reds, Pinks and Purples er ligeledes et rart bekendtskab. Glenn Donaldson står bag, og han elsker – meget forståeligt – australske The Go-Betweens.

Denne Glenn er gået sammen med Jeremy Earl fra Woods om at danne Painted Shrines. Det lyder, surprise, rart. Det er langsom, dreven, underspillet balsamrock med Jeremys høje røst i front. Woods' eget Woodsist udgiver.



/Martin

søndag den 7. februar 2021

Sofia Kourtesis stirrer på havet

Peruvianske Sofia Kourtesis bor i Berlin. Når hun kommer hjem til Sydamerika, tager hun til kysten og stirrer på havet. Og kyst er der rigeligt af i Peru. 

Hendes far har fortalt hende, at hun kan rense sindet på den måde. Det er meditation.

Sangen La Perla handler om netop det. En sang til hendes far. En både ekstatisk og beroligende affære.

EP'en Fresia Magdalena udkommer 19. marts på Technicolour (Ninja Tune-imprint).


/Martin

fredag den 22. januar 2021

Beautify Junkyards

Jeg har vist aldrig skrevet om portugisisk musik, men én gang skal jo være den første, og lad det da endelig være om disse nysgerrige Lissabon-romantikere.


Cosmorama udkom i starten af året, og titlen er lige flot, som bandnavnet er elendigt. Et udsyn over verden. Perspektiv. Dannelse. Inspiration fra medmennesker med andre baggrunde og andre oplevelser.


Der er tropicália, der er kosmisk-vesttysk rock, der er Broadcast-vibes. Kort sagt stjernekigningsmusik.




/Martin

onsdag den 6. januar 2021

Kumi Takahara

24. februar udkommer Kumi Takaharas debutalbum See-Through på Flau.

Det er filmisk og klassisk med en antydning af DIY-ånd. Den japanske komponist har indspillet alt selv. Violin, bratsch, cello, kontrabas og vokal.

Det passer ganske glimrende til det snevejr, vi har fået i starten af året. Det passer sådan set også udmærket til regnvejr, da det modarbejder det flot med en form for reflekteret optimisme, man tør tro på.

Der bliver hele tiden bygget på, og mod slutningen får det hele et mere magisk skær, selvom det også her føles mere som magisk realisme.



/Martin