torsdag den 8. december 2022

Årets album 2022

Dette er den 16. årsliste, jeg laver på bloggen. At se tilbage på nogle af de gamle er lidt tåkrummende, men det har i sig selv en værdi, fordi det dengang fremstod så åbenlyst, så klart, at de 25 plader bare var årets bedste. Det føltes rigtigt i 2007, i 2008 osv. Men selv dengang vidste jeg, at selve placeringen er arbitrær. Hvor sikker er man på, at den ene udgivelse skal være nr. 17 og ikke 18 på listen? Mange vil også mene, at årslister i sig selv er fjollede, og det er heller ikke løgn. Men det er ikke det samme som at sige, at de ikke har nogen værdi.

Det skriver jeg lidt om hvert år, og det er også en vigtig disclaimer. Men jeg har en trang til at retfærdiggøre det, altså at lave disse lister, og jeg mener vitterligt, at årslister først og fremmest bare skal være inspirerende og sjove. Give læserne mulighed for at finde god musik.

Tak for i år. Her er 22 plader, jeg særligt har nydt i 2022.

22. Courtney Marie Andrews: Loose Future

Arizona-sangskriverens niende album er tilgængelig americana, der grænser til pop. Chris Bear (Grizzly Bear) er med på trommer, og Josh Kaufman (Bonny Light Horseman mm.) er ligeledes med på alverdens instrumenter. Singlen ‘Satellite’ er noget af det rareste fra 2022.

21. Burial: Streetlands EP + Antidawn EP

Den engelske superproducers to EP’er fra 2022 – med en samlet længde på en time og 17 minutter – er næsten beatløse. Men de bærer hans signaturpræg, den knitrende lyd og tågede fornemmelse. Det er open world-computerspil i regnvejr.

20. Hannah Peel + Paraorchestra: The Unfolding

Store følelser i øjenhøjde. Det er filmmusik, det er nyklassisk, og det taler direkte til sjælen. Nordireren har tidligere komponeret til bl.a. Game of Thrones, men her er det storladent på lidt mere underspillet vis. Paraorchestra er et progressivt orkester fra Bristol, der kombinerer klassiske med elektroniske instrumenter. De arbejder med tilgængelighed i både åndelig og bogstavelig forstand: De bærer navnet Paraorchestra, fordi der også er plads til musikere med handicap.

19. Emeka Ogboh: 6​°​30​’​33​.​372​”​N 3​°​22​’​0​.​66​”​E

Den nigerianske producer har zoomet ind, helt ind, på et busstoppested i Lagos. Samtaler, dyttende biler, tilfældige udvekslinger. Alle disse samples smelter sammen med trommer, bas og lidt synth. Det er ultralokalt og samtidig sit eget sted uden for os. Ambient techno af en art, men mest af alt en menneskelig puls.

18. Sofie Birch: Holotropica

Ambient elektronisk med plads til både veldoseret saxofon, harpe og fløjte. Hun har været et anerkendt navn i både ind- og udland i nogle år, og i år kom så første fuldlængde. Eventyrligt på den stenede måde.

17. Jana Horn: Optimism

Et debutalbum så enkelt og effektfuldt, at man næsten ikke kan tro det. Det kan i øjeblikke minde lidt om Lidt Yo La Tengo i produktionen, særligt trommerne. I andre øjeblikke er nøgenheden så afvæbnende, at man snarere tænker på Mount Eerie.

16. Heather Woods Broderick: Domes

Instrumental cello-tristesse. Heather er multiinstrumentalist og sangskriver fra Portland, som denne gang holder stemmen i ro og lader celloen tale. Det er meditativ drone, der hjælper med at lade tankerne vandre eller snarere flyde.

15. Weyes Blood: And in the Darkness, Hearts Aglow

Natalie Mering hører til en anden tid. Som sangskriver holder hun af langsomme, tålmodige sange. Hun holder også af 70’erne, Carpenters, romantisk og cinematisk folk. Med sit hidtidige hovedværk Titanic Rising (2019) markerede hun sig som én af få værdige hovedpersoner fra 2010’ernes indie-scene. Denne opfølger er lige så sympatisk og nærmer sig i perioder skønheden fra forgængeren.

14. Anaïs Mitchell: Anaïs Mitchell

Hun er bl.a. kendt fra charmerende Bonny Light Horseman (som også har udgivet et fint album i år). Josh Kaufman fra samme band har produceret, og han skaber også her ren vellyd, så Anaïs’ herlige stemme kan folde sig ud. Det er ikke helt en whiskystemme, i så fald ikke røget, men den har marineret lidt. Der er erfaring og livsklogskab bag.

13. Molly Nilsson: Extreme

DIY-synthpop fra Berlin med den svenskfødte kunstners velkendte sans for både humor og indignation. På sit 10. album er hun mindre minimalistisk, end hun plejer, og en anelse mere rocket.

12. Caroline: Caroline

8 m/k stort orkester, der laver folkemusik og post-rock. Det er traurigt og leveret alvorligt og fantasifuldt, ofte grænsende til det mismodige. Der er sørgekor, lange passager med opbygning og stille nedrivning. Gå en tur i gråvejret med denne sympatiske satan.

11. Hagop Tchaparian: Bolts

Debutalbum af britisk-armensk producer. Techno med et bankende hjerte baseret på field recordings samlet i Armenien og rundt omkring Middelhavet de seneste 15 år. Han kommer egentlig fra en punkbaggrund, men endte dybere og dybere i Londons klubscene, hvor han lærte Four Tet og Hot Chip at kende. Der er gang i trommerne, godt med percussion og gnist.

10. Christine and the Queens: Redcar les adorables étoiles

Franskmandens hidtil bedste album. Der er færre åbenlyse hits, mere jam, måske mere teater eller musical, men ikke skabagtigt. Der er skruet lidt op for 80’er-produktionen, og det er en rigtig god beslutning.

9. Dawn Richard + Spencer Zahn: Pigments

Klassisk musik møder R&B. Ud fra den beskrivelse kunne man måske undervejs undre sig over, hvad man egentlig lytter til, men det glider så let sammen. Verdener væver sig ligesom ind i hinanden. Som DNA-strenge, der flyver væk mod nogle bjerge.

8. Horsegirl: Versions of Modern Performance

Teenagetrio fra Chicago, der mirakuløst levede op til hypen med dette debutalbum fyldt med både angst og selvironi. De har succes med både stram post-punk og slacker-rock, selvom det aldrig kammer helt over i sidstnævnte. Stærke hooks.

7. Cate Le Bon: Pompeii

Art-pop med overskud. Man ser vindblæste landskaber for sig. Det er lyden af et menneske, der har følt sig fremmedgjort og nu rækker ud igen. Måske waliserens hidtil bedste album.

6. Let’s Eat Grandma: Two Ribbons

Alternativ pop med en snert af electropop. I nogle øjeblikke er det endog vidunderlig pop! De to engelske venner har holdt en lille pause og er vendt tilbage med stor inspiration.

5. Andrew Tuttle: Fleeting Adventure

Kosmisk country. Et ambient eventyr med pedal steel, violin, saxofon, banjo og meget mere. Australske Andrew Tuttle skaber landskaber, som også William Tyler og Chuck Johnson gør det. Sidstnævnte har da også mixet albummet og leveret pedal steel på én af sangene. Steve Gunn er også blandt de mange bidragydere.

4. Mabe Fratti: Se Ve Desde Aquí

Cellist og komponist fra Guatemala, der placerer sig et sted mellem ambient og avantgarde. Det er hverdagsmagi, hvor hun – i forhold til sidste års mere romantiske Será Que Ahora Podremos Entendernos – har skruet op for både jazz og støj. Det er stadig en overvejende stille omgang med forståelse for stilheden. Arthur Russell og Mark Hollis høres, men mest af alt bare en virkelig spændende cellist, komponist og sangerinde fra Guatemala.

3. Maya Shenfeld: In Free Fall

Lydkunstner fra Jerusalem, der bor i Berlin og her har læst komposition på Universität der Künste. Der er højt til loftet i musikken, der kombinerer analog synth med dyb, stemningsmættet brug af blæsere. Det er minimalistisk, men stort. Ikke ulig anden halvdel af Bowies Low i stemning, som The Guardian fint har sammenlignet det.

2. Barrie: Barbara

Stærke popsange med effektiv sommer-teen-sensibilitet. Barrie Lindsay skriver sangene selv, men det lyder som et band helt i starten af mp3-æraen. Lejlighedsvis med virkelig flotte harmonier. Enormt veloplagt.

1. Naima Bock: Giant Palm

Den engelske sangskriver er tidligere medlem af Goat Girl, har læst arkæologi og arbejdet som gartner. Det er ikke helt uvæsentligt, for hun skriver alternative folk-pop-sange med både forståelse for og interesse i historie, arkitektur og natur. Der er en respekt for musikhistorien og langsomheden. Hun lyder som én, der har god tid og gerne vil have, at vi andre skal have det. Stemmen kan minde om Bedouine, og der er en luftighed, som afspejles i Joel Burtons produktion. Der er mange bidrag fra interessante London-musikere, bl.a. et par stykker fra Caroline (som er med længere oppe på listen). Naima Bock har i øvrigt en brasiliansk baggrund, hvilket både høres i tropicália-inspiration og meget konkret på albummets sidste sang, hvor hun folder sig ud på portugisisk. En ubesværet debut.

/Martin

søndag den 6. november 2022

Et sted under vandet med Dawn Richard og Spencer Zahn

Jeg var ved at skrive, at nogle af de dejligste overraskelser er de uventede. Det gav ikke mening. En overraskelse er selvfølgelig per definition uventet. Hvad mener jeg så? Noget ekstra overraskende?

Lad os kalde det en uventet glæde. En glæde ved noget uventet. Det uventede er her et møde mellem to verdener, to musikalske verdener: På den ene side moderne klassisk komposition (Spencer Zahn), på den anden side pop og R&B (Dawn Richard). Men det er ikke et møde, som nogle smarte typer har sat op for at iscenesætte mødet og dokumentere det.

Det er to nysgerrige mennesker, der har haft et ønske om at møde hinanden, lytte til hinanden, udvide hinandens forståelse for skønhed og potentiale. Nu bliver det for meget af det gode, så nu stopper jeg mig selv.

Med albummet Pigments har de to skabt et flot værk af klassiske og ambiente toner, som Dawn Richard krydrer med sin flotte stemme. Spencer er multiinstrumentalist og har skrevet og komponeret, Dawn har leveret lyrik og sang.




 /Martin

fredag den 14. oktober 2022

Armensk ekstase

Hagop Tchaparian er britisk-armensk.

Hagop Tchaparian er producer.

Hagop Tchaparian søger gerne ekstasen.

Hagop Tchaparian har samlet bidder.

Hagop Tchaparian har kombineret disse bidder.

Field recordings fra Armenien og rundt omkring Middelhavet.

Hagop Tchaparian har givet os techno med et bankende hjerte.

Og Four Tet udgiver det.




/Martin

onsdag den 28. september 2022

Pust og sæt det ind igen

Som barn kravlede jeg i rør. Når jeg var blød, rund og pink, kunne jeg sluge onde væsener og indoptage deres egenskaber. Sådan kunne jeg måske fortsætte en mindre række af Nintendo-referencer, men du skal videre.

Det varmer mig at tænke på den tid. Varmer mig at blive taget tilbage. Jeg græder ikke mere, end jeg plejer, men jeg kunne græde mere. Det er en god ting.

Teebs fra Los Angeles rammer den knitrende varme. Det gør han med harpe, der lægger sig oven på et beat, der ville gøre de gamle triphoppere stolte.

Og hvor rammer han den knitrende varme? Med en sang, der ganske passende hedder 'NES'. Eller skrevet helt ud: Nintendo Entertainment System. NES. Nes, please.

Når et spil ikke duede, kunne man med held puste ind i spilkassetten. Når det fungerede, var det magi. Når det ikke fungerede, var det hverdag i sjælen. Muligheden for magi efterfulgt af magi.





/Martin

mandag den 29. august 2022

Hvor blev han af?

Hvor blev han af, Hendrik Weber? Pantha du Prince var her, der og alle vegne dengang for 10-12 år siden. Dengang vi læste forskellige musiksider og blogs, dengang jeg orienterede mig mere efter, hvem der spillede på forskellige klubber for at blive klogere på elektronisk musik efter flere år med tiltagende generisk indie-rock i ørerne.

Forsvandt Pantha du Prince? Var det min radar, den var og er gal med? Det er måske ligegyldigt. Tyskeren har i hvert fald været ok aktiv i de mellemliggende år, og de år er kun mellemliggende, fordi vi er nået fra før til nu: Et nyt album, Garden Gaia, er ude, og forud kom den flotte, fantasifulde single 'Golden Galactic'.

Den franske jazzmusiker Friedrich Paravicini har leveret strygere på sangen, der plimrer venligtsindet, men med en smule bekymring. Hvordan er vores forhold til naturen? Det er Hendrik Webers ærinde, han ved det ikke, han spørger ud i lokalet, ud i rummet, ud i skoven. Har man læst eller set Annihilation (roman af Jeff VanderMeer, filmatisering af Alex Garland), kan man måske se fyrtårnet i Area X for sig. Både flot og foruroligende.

/Martin

tirsdag den 12. juli 2022

Courtney Marie Andrews søger det luftige

Phoenix, Arizona. En sangskriver, der blander americana og folk-rock. En sangskriver, der nærmer sig et mere luftigt indie-territorium med ambient føling.

Courtney Marie Andrews er på vej med nyt, og singlen 'Satellite' lover utroligt godt. Chris Bear (Grizzly Bear) er med på trommer, Josh Kaufman (Bonny Light Horseman) spiller forskellige instrumenter, og Sam Evian har hjulpet med indspilningerne. Det har han også gjort for Big Thief og Cassandra Jenkins, og sidstnævnte kommer man til at tænke på, når man hører 'Satellite'.

Det er en kærlighedssang, en kærlighedserklæring, en kærligheds-whatever, vi har brug for den.

Albummet Loose Future udkommer 7. oktober.




/Martin

søndag den 12. juni 2022

Acid House Kings og svensk elegance

Acid House Kings dukker op fra tid til anden. De var engang mere aktive, måske mere ambitiøse, men det klæder de fleste mennesker at smide ambitionerne og slappe mere af.

Svenskerne har nu delt den letsindige og alligevel let melankolske single 'Honey, Honey', der bringer tankerne hen på vidunderlige Sambassadeur fra Göteborg. I virkeligheden er Sambassadeur nok oprindeligt inspireret af Acid House Kings, og på den måde slutter cirklen flot. Ligesom Pet Shop Boys og Savage i 80'erne.

And if you long for someone
I can be that one


Det er en på sin vis trist fortælling om at søge tilbage mod den person, der forlod dig. Det lyder ikke desperat. Man tror endda næsten på, at det vil være en god idé.

'Cause it's you
It's always you




/Martin

torsdag den 19. maj 2022

Let's Eat Grandma og store ord

Jeg har gennem årene ofte gjort mig skyldig i overdreven, unøjagtig eller ligefrem ligegyldig kategorisering à la "én af årets bedste ..." eller "årets hidtil mest spændende ..."

Hvorfor denne trang til at rangordne? Man fristes til at sige: hvorfor ikke? Det er selvfølgelig begejstringen, der taler. Det kan også være lysten til virkelig at fremhæve noget, og det er jo netop det spændende ved kunst, i hvert fald den mere poppede del af kunsten, som nærmer sig eller er popkultur: Idéen om, at noget har en værdi, en betydning, at flere burde høre/se/opleve/føle det.

Før jeg går længere ned ad den vej, stopper jeg mig selv. Måske det har givet mening og fortsat vil give mening at skrive den slags fremover. Måske det ikke gør. Nu gør jeg det igen:

Two Ribbons af Let's Eat Grandma er det bedste popalbum, jeg har hørt i 2022. Men vi er jo kun i  maj? Ja ja, men det er så veloplagt og fyldt med reflekteret gejst. Reflekteret gejst? Luk røven, prætentiøse blogger. Alright.

Vennerne Jenny Hollingworth og Rosa Walton fra Norwich debuterede i 2016, fulgte op i 2018 og tog sig så længere tid om dette tredje album, som er fyldt med nysgerrighed og hooks. Det er ikke hyperpop, måske snarere ultrapop, selvom det til tider også er en mindre poppet udgave af for eksempel Robyn. Men det er heller ikke præcist, for de er i bund og grund bare sig selv: Søgende sjæle med et stærkt popøre eller fire. Og nu har jeg brugt ordet 'pop' nok for resten af maj måned.




/Martin

onsdag den 27. april 2022

Nailah Hunter

Her gik jeg og troede, at ingen kunne konkurrere med Mary Lattimore som min yndlingsharpist.

Nailah Hunter fra Los Angeles er harpist og komponist, og hun er ikke bange for at snige lidt fræk saxofon ind.

Den nye single 'Forest Dark' er en slags drømmende soul, og den er yderst anbefalelsesværdig.

Med en harpe fristes man selvfølgelig til at kategorisere alt som 'drømmende'. Intet instrument er mere drømmende i sin lyd.

Men hvad er livet uden drømme?

Hvad er en musikblog uden klichéer?


 


/Martin

søndag den 3. april 2022

Forårsbebuder

I betragtning af, hvor meget jeg lyttede til Animal Collective og Panda Bear i 00'erne – eller måske netop derfor – er det meget lidt, jeg er vendt tilbage til dem de seneste 10 år.

Det har to franske fætre ændret på. Alain og Stéphane Quême er begge house-pionerer fra Paris' festlige 90'ere, hvor de under navnene Alan Braxe og DJ Falcon havde en slags storhedstid.

Det skulle tage en pandemi, før de besluttede at udgive noget sammen, og det er der kommet en EP ud af, der lander 30. maj. Titelsangen, 'Step By Step', er med Panda Bear på vokal, og den er decideret livsbekræftende. Vejret bliver bedre, når man hører den, fordi perspektivet bliver lysere.

Tempoet er relativt lavt. Nogle toner bliver slået an, undervandseffekt er slået til, der skrues op, mens Panda Bear kommer på banen. Break. Undervandseffekten bliver slået fra, og det er ren hi-fi og det pure forår.

Herfra går det slag i slag, hvilket underbygger titlen. Det er repetitivt, og man får sympati med udsagnet. Et skridt ad gangen, så går det nok.


 


/Martin

tirsdag den 8. marts 2022

Babehoven

Man skal lige komme sig over det dårlige kunstnernavn. Selvom det også er lidt sjovt med streg under lidt.

Babehoven er først og fremmest Maya Bon, der skriver og synger sangene. Ryan Albert figurerer som koproducer, men er med i visse interviews. 

Nogle af de tidligere udgivelser er fine, men den seneste EP, Sunk, er flot i al sin langsommelighed. Det er til tider en slags slowcore, tålmodigt opbygget indie-rock. Elliott Smith har været en større inspirationskilde denne gang, og det er da også tristessen, der springer i øjnene. Eller ørerne. Eller hjertet.




/Martin

søndag den 27. februar 2022

Croatian Amor og regnbuebroen

I en årrække har Loke Rahbek været i noget nær en liga for sig i dansk elektronisk musik. Selv kunstnernavnet Croatian Amor er noget af det flotteste herhjemme.

25. marts udkommer hans nye album Remember Rainbow Bridge, og titelsangen herfra er en ret tilgængelig og veloplagt sag. Med choppede bidder af Maria Leth Schützes stemme og tålmodigt opbygget komposition lover det særdeles godt for resten af albummet.

Cæcilie Trier er også blandt bidragyderne på albummet.

/Martin


/Martin

fredag den 4. februar 2022

Mothfly

Japanske Eunice Kim laver ambient drømmepop.

Baseret på sangen Pure, som sandelig lever op til sit navn, skal hun endelig blive ved med at dele sine drømme.

"Writing this song served as a kind of meditative healing process for me. It’s about mourning lost innocence."

Flau udgiver.


 
/Martin

onsdag den 2. februar 2022

Tomberlin og behov for at sige noget højt

Sarah Beth Tomberlin har udgivet en fin og terapeutisk sang om at sige – eller rettere synge – sine følelser højt. Måske man sætter ord på noget, man ikke tidligere har sat ord på, eller måske man bare sætter lyd på følelser, som allerede er erkendt, men ikke anerkendt. Af sig selv, forstås.

Sangen hedder 'idkwntht', som er kort for I don't know who needs to hear this.

Kompositionen er enkel, og den samme melodi kører i ring over det samme beat hele sangen igennem. Alt er forsigtigt spillet og sunget. Efter Tomberlin har sunget en sætning, bliver den gentaget af Felix Walworth (indspiller under navnet Todd Slant).

Klaveret leverer små variationer, og ca. halvvejs slutter en tenorsax sig til rarhedsfesten.

I don’t know who needs to hear this
Sometimes it's good
to sing your feelings
Especially when you don’t know
the next line
or how it goes


/Martin

lørdag den 22. januar 2022

Jana Horn

Jana Horn fra Texas er en sangskriver, der dyrker enkeltheden. Selv siger hun, at hun omfavner det grimme, men det er ikke just det grimme, der kendetegner debutalbummet Optimism, som netop har fået en "rigtig" udgivelse på No Quarter Records efter selvudgivelse i 2021.

Jana Horns sange har en konstaterende facon, der kan minde om Phil Elverums tilgang. Produktionen – særligt trommerne – går lidt i retning af Yo La Tengo.

Jana Horn læser meget. Hun både studerer og underviser i litteratur.

Fiktionen optager hende. Hun ser magien i de sætninger, som opstår, uden man forstår hvorfor eller hvordan. Sætningerne kommer til dig, og du følger en tråd. Hun gør i hvert fald.

Optimism føles lidt som en skov. Ikke en skov, man farer vild i. Masser af lysninger, stille skridt.


 
/Martin

onsdag den 5. januar 2022

New Order og verdens bedste outro

Godt nytår. Fornemmelsen for det nye år begynder allerede i det forgangne, men i begyndelsen af det nye år er det vanskeligt at føle, at man er i gang med noget egentligt nyt. Så hvorfor ikke starte året med noget gammelt?

Udtrykt en smule patetisk skylder jeg mine forældre livet. Ganske bogstaveligt. Jeg skylder dem også så meget andet, men det er et ubestrideligt faktum, at jeg er her pga. dem.

Mine brødre skylder jeg også meget. De har sparket de fleste døre ind for mig, da jeg voksede op. Påvirket mig mere, end de aner. Én af dem har haft mere indflydelse på min interesse (og smag) i musik, end han aner. På den måde ved vi aldrig, hvor meget vi påvirker hinanden. Brødre eller ej.

Kærligheden til New Order kommer også fra denne bror. Det er vel nærmest umuligt ikke at kunne lide New Order, men gennem ham opstod en stærkere forbindelse. En stor del af forklaringen er Lonesome Tonight, der blev udgivet som B-side til Thieves Like Us i foråret 1984. Jeg havde dengang hørt flere af pladerne og selvfølgelig uforglemmelige singler som True Faith, Temptation, Blue Monday m.fl., men da min bror fik mig til at lytte til Lonesome Tonight fik jeg fornemmelsen af at komme tættere på essensen. Hvor farligt det end kan være at tale om essens.

En del af det handler om, at det er en B-side. Som ung lytter kan det betyde meget at få følelsen af at dykke ned i et katalog, og når man connecter med en B-side, får man fornemmelsen af nærhed. Det er en (æstetisk) forbindelse med potentielt stor kraft. Men Thieves Like Us / Lonesome Tonight er selvfølgelig mere en dobbelt-A-side. Det siger noget om et bands kvalitet, at man kan kategorisere en sang som Lonesome Tonight som en B-side. Og det siger noget om New Orders humor. At de har overskud til at være ligeglade og gøre, hvad de har lyst til.

Sangen er blevet kaldt et akkompagnement til den tidligere In a Lonely Place, der blev skrevet, da de stadig var Joy Division. Selve ordet "lonesome" smager næsten af Elvis, og trods det triste udgangspunkt om kulde og at vokse fra hinanden er sangen også beslægtet med Elvis i storhed. Tænk det bittersøde og alligevel triumferende touch, når han leverer Always on My Mind.

Lonesome Tonight er hovedpersonen kølig og bevidst om det. Men stadig til stede. Egentlig er teksten dog underordnet. Det handler om stemning. Der er plads i produktionen, tempoet er ikke vildt højt, Stephen Morris' trommer gør ikke det store væsen af sig, Hookys bas er genkendeligt suveræn, guitarerne og Gillian Gilberts keyboard smelter sammen til en næsten glædelig gotik.

Efter 1:25 slutter første vers – uden et egentligt omkvæd – og der gives plads til instrumentale New Order, når de er bedst. 25 sekunder senere markerer Bernard Sumner med et "uh!", at vi skal tilbage til udgangspunktet, og der lægges op til et andet vers. Det starter med et storladent spørgsmål: "Do you believe in truth?", og det er så stort, at Sumner bliver nødt til at udbryde et støn, der får det hele ned på jorden igen.

Efter 2:50 færdiggør Sumner andet vers. Man fristes til at sige, at han får det overstået, for det hele bygger op til finalen. New Order er kendt for stærke outroer, og her har de muligvis skrevet deres bedste. Næsten halvdelen af sangen er outroen, som dermed er meget mere end blot en outro. Det er så New Order'sk, som det kan være med elementer af både vemod og ekstase. Ja, og lyden af Sumner, der spytter efter 4:00.

Hvis det tæller som en outro, er det verdens bedste.




/Martin