onsdag den 28. september 2022

Pust og sæt det ind igen

Som barn kravlede jeg i rør. Når jeg var blød, rund og pink, kunne jeg sluge onde væsener og indoptage deres egenskaber. Sådan kunne jeg måske fortsætte en mindre række af Nintendo-referencer, men du skal videre.

Det varmer mig at tænke på den tid. Varmer mig at blive taget tilbage. Jeg græder ikke mere, end jeg plejer, men jeg kunne græde mere. Det er en god ting.

Teebs fra Los Angeles rammer den knitrende varme. Det gør han med harpe, der lægger sig oven på et beat, der ville gøre de gamle triphoppere stolte.

Og hvor rammer han den knitrende varme? Med en sang, der ganske passende hedder 'NES'. Eller skrevet helt ud: Nintendo Entertainment System. NES. Nes, please.

Når et spil ikke duede, kunne man med held puste ind i spilkassetten. Når det fungerede, var det magi. Når det ikke fungerede, var det hverdag i sjælen. Muligheden for magi efterfulgt af magi.





/Martin

mandag den 29. august 2022

Hvor blev han af?

Hvor blev han af, Hendrik Weber? Pantha du Prince var her, der og alle vegne dengang for 10-12 år siden. Dengang vi læste forskellige musiksider og blogs, dengang jeg orienterede mig mere efter, hvem der spillede på forskellige klubber for at blive klogere på elektronisk musik efter flere år med tiltagende generisk indie-rock i ørerne.

Forsvandt Pantha du Prince? Var det min radar, den var og er gal med? Det er måske ligegyldigt. Tyskeren har i hvert fald været ok aktiv i de mellemliggende år, og de år er kun mellemliggende, fordi vi er nået fra før til nu: Et nyt album, Garden Gaia, er ude, og forud kom den flotte, fantasifulde single 'Golden Galactic'.

Den franske jazzmusiker Friedrich Paravicini har leveret strygere på sangen, der plimrer venligtsindet, men med en smule bekymring. Hvordan er vores forhold til naturen? Det er Hendrik Webers ærinde, han ved det ikke, han spørger ud i lokalet, ud i rummet, ud i skoven. Har man læst eller set Annihilation (roman af Jeff VanderMeer, filmatisering af Alex Garland), kan man måske se fyrtårnet i Area X for sig. Både flot og foruroligende.

/Martin

tirsdag den 12. juli 2022

Courtney Marie Andrews søger det luftige

Phoenix, Arizona. En sangskriver, der blander americana og folk-rock. En sangskriver, der nærmer sig et mere luftigt indie-territorium med ambient føling.

Courtney Marie Andrews er på vej med nyt, og singlen 'Satellite' lover utroligt godt. Chris Bear (Grizzly Bear) er med på trommer, Josh Kaufman (Bonny Light Horseman) spiller forskellige instrumenter, og Sam Evian har hjulpet med indspilningerne. Det har han også gjort for Big Thief og Cassandra Jenkins, og sidstnævnte kommer man til at tænke på, når man hører 'Satellite'.

Det er en kærlighedssang, en kærlighedserklæring, en kærligheds-whatever, vi har brug for den.

Albummet Loose Future udkommer 7. oktober.




/Martin

søndag den 12. juni 2022

Acid House Kings og svensk elegance

Acid House Kings dukker op fra tid til anden. De var engang mere aktive, måske mere ambitiøse, men det klæder de fleste mennesker at smide ambitionerne og slappe mere af.

Svenskerne har nu delt den letsindige og alligevel let melankolske single 'Honey, Honey', der bringer tankerne hen på vidunderlige Sambassadeur fra Göteborg. I virkeligheden er Sambassadeur nok oprindeligt inspireret af Acid House Kings, og på den måde slutter cirklen flot. Ligesom Pet Shop Boys og Savage i 80'erne.

And if you long for someone
I can be that one


Det er en på sin vis trist fortælling om at søge tilbage mod den person, der forlod dig. Det lyder ikke desperat. Man tror endda næsten på, at det vil være en god idé.

'Cause it's you
It's always you




/Martin

torsdag den 19. maj 2022

Let's Eat Grandma og store ord

Jeg har gennem årene ofte gjort mig skyldig i overdreven, unøjagtig eller ligefrem ligegyldig kategorisering à la "én af årets bedste ..." eller "årets hidtil mest spændende ..."

Hvorfor denne trang til at rangordne? Man fristes til at sige: hvorfor ikke? Det er selvfølgelig begejstringen, der taler. Det kan også være lysten til virkelig at fremhæve noget, og det er jo netop det spændende ved kunst, i hvert fald den mere poppede del af kunsten, som nærmer sig eller er popkultur: Idéen om, at noget har en værdi, en betydning, at flere burde høre/se/opleve/føle det.

Før jeg går længere ned ad den vej, stopper jeg mig selv. Måske det har givet mening og fortsat vil give mening at skrive den slags fremover. Måske det ikke gør. Nu gør jeg det igen:

Two Ribbons af Let's Eat Grandma er det bedste popalbum, jeg har hørt i 2022. Men vi er jo kun i  maj? Ja ja, men det er så veloplagt og fyldt med reflekteret gejst. Reflekteret gejst? Luk røven, prætentiøse blogger. Alright.

Vennerne Jenny Hollingworth og Rosa Walton fra Norwich debuterede i 2016, fulgte op i 2018 og tog sig så længere tid om dette tredje album, som er fyldt med nysgerrighed og hooks. Det er ikke hyperpop, måske snarere ultrapop, selvom det til tider også er en mindre poppet udgave af for eksempel Robyn. Men det er heller ikke præcist, for de er i bund og grund bare sig selv: Søgende sjæle med et stærkt popøre eller fire. Og nu har jeg brugt ordet 'pop' nok for resten af maj måned.




/Martin

onsdag den 27. april 2022

Nailah Hunter

Her gik jeg og troede, at ingen kunne konkurrere med Mary Lattimore som min yndlingsharpist.

Nailah Hunter fra Los Angeles er harpist og komponist, og hun er ikke bange for at snige lidt fræk saxofon ind.

Den nye single 'Forest Dark' er en slags drømmende soul, og den er yderst anbefalelsesværdig.

Med en harpe fristes man selvfølgelig til at kategorisere alt som 'drømmende'. Intet instrument er mere drømmende i sin lyd.

Men hvad er livet uden drømme?

Hvad er en musikblog uden klichéer?


 


/Martin

søndag den 3. april 2022

Forårsbebuder

I betragtning af, hvor meget jeg lyttede til Animal Collective og Panda Bear i 00'erne – eller måske netop derfor – er det meget lidt, jeg er vendt tilbage til dem de seneste 10 år.

Det har to franske fætre ændret på. Alain og Stéphane Quême er begge house-pionerer fra Paris' festlige 90'ere, hvor de under navnene Alan Braxe og DJ Falcon havde en slags storhedstid.

Det skulle tage en pandemi, før de besluttede at udgive noget sammen, og det er der kommet en EP ud af, der lander 30. maj. Titelsangen, 'Step By Step', er med Panda Bear på vokal, og den er decideret livsbekræftende. Vejret bliver bedre, når man hører den, fordi perspektivet bliver lysere.

Tempoet er relativt lavt. Nogle toner bliver slået an, undervandseffekt er slået til, der skrues op, mens Panda Bear kommer på banen. Break. Undervandseffekten bliver slået fra, og det er ren hi-fi og det pure forår.

Herfra går det slag i slag, hvilket underbygger titlen. Det er repetitivt, og man får sympati med udsagnet. Et skridt ad gangen, så går det nok.


 


/Martin

tirsdag den 8. marts 2022

Babehoven

Man skal lige komme sig over det dårlige kunstnernavn. Selvom det også er lidt sjovt med streg under lidt.

Babehoven er først og fremmest Maya Bon, der skriver og synger sangene. Ryan Albert figurerer som koproducer, men er med i visse interviews. 

Nogle af de tidligere udgivelser er fine, men den seneste EP, Sunk, er flot i al sin langsommelighed. Det er til tider en slags slowcore, tålmodigt opbygget indie-rock. Elliott Smith har været en større inspirationskilde denne gang, og det er da også tristessen, der springer i øjnene. Eller ørerne. Eller hjertet.




/Martin

søndag den 27. februar 2022

Croatian Amor og regnbuebroen

I en årrække har Loke Rahbek været i noget nær en liga for sig i dansk elektronisk musik. Selv kunstnernavnet Croatian Amor er noget af det flotteste herhjemme.

25. marts udkommer hans nye album Remember Rainbow Bridge, og titelsangen herfra er en ret tilgængelig og veloplagt sag. Med choppede bidder af Maria Leth Schützes stemme og tålmodigt opbygget komposition lover det særdeles godt for resten af albummet.

Cæcilie Trier er også blandt bidragyderne på albummet.

/Martin


/Martin

fredag den 4. februar 2022

Mothfly

Japanske Eunice Kim laver ambient drømmepop.

Baseret på sangen Pure, som sandelig lever op til sit navn, skal hun endelig blive ved med at dele sine drømme.

"Writing this song served as a kind of meditative healing process for me. It’s about mourning lost innocence."

Flau udgiver.


 
/Martin

onsdag den 2. februar 2022

Tomberlin og behov for at sige noget højt

Sarah Beth Tomberlin har udgivet en fin og terapeutisk sang om at sige – eller rettere synge – sine følelser højt. Måske man sætter ord på noget, man ikke tidligere har sat ord på, eller måske man bare sætter lyd på følelser, som allerede er erkendt, men ikke anerkendt. Af sig selv, forstås.

Sangen hedder 'idkwntht', som er kort for I don't know who needs to hear this.

Kompositionen er enkel, og den samme melodi kører i ring over det samme beat hele sangen igennem. Alt er forsigtigt spillet og sunget. Efter Tomberlin har sunget en sætning, bliver den gentaget af Felix Walworth (indspiller under navnet Todd Slant).

Klaveret leverer små variationer, og ca. halvvejs slutter en tenorsax sig til rarhedsfesten.

I don’t know who needs to hear this
Sometimes it's good
to sing your feelings
Especially when you don’t know
the next line
or how it goes


/Martin

lørdag den 22. januar 2022

Jana Horn

Jana Horn fra Texas er en sangskriver, der dyrker enkeltheden. Selv siger hun, at hun omfavner det grimme, men det er ikke just det grimme, der kendetegner debutalbummet Optimism, som netop har fået en "rigtig" udgivelse på No Quarter Records efter selvudgivelse i 2021.

Jana Horns sange har en konstaterende facon, der kan minde om Phil Elverums tilgang. Produktionen – særligt trommerne – går lidt i retning af Yo La Tengo.

Jana Horn læser meget. Hun både studerer og underviser i litteratur.

Fiktionen optager hende. Hun ser magien i de sætninger, som opstår, uden man forstår hvorfor eller hvordan. Sætningerne kommer til dig, og du følger en tråd. Hun gør i hvert fald.

Optimism føles lidt som en skov. Ikke en skov, man farer vild i. Masser af lysninger, stille skridt.


 
/Martin

onsdag den 5. januar 2022

New Order og verdens bedste outro

Godt nytår. Fornemmelsen for det nye år begynder allerede i det forgangne, men i begyndelsen af det nye år er det vanskeligt at føle, at man er i gang med noget egentligt nyt. Så hvorfor ikke starte året med noget gammelt?

Udtrykt en smule patetisk skylder jeg mine forældre livet. Ganske bogstaveligt. Jeg skylder dem også så meget andet, men det er et ubestrideligt faktum, at jeg er her pga. dem.

Mine brødre skylder jeg også meget. De har sparket de fleste døre ind for mig, da jeg voksede op. Påvirket mig mere, end de aner. Én af dem har haft mere indflydelse på min interesse (og smag) i musik, end han aner. På den måde ved vi aldrig, hvor meget vi påvirker hinanden. Brødre eller ej.

Kærligheden til New Order kommer også fra denne bror. Det er vel nærmest umuligt ikke at kunne lide New Order, men gennem ham opstod en stærkere forbindelse. En stor del af forklaringen er Lonesome Tonight, der blev udgivet som B-side til Thieves Like Us i foråret 1984. Jeg havde dengang hørt flere af pladerne og selvfølgelig uforglemmelige singler som True Faith, Temptation, Blue Monday m.fl., men da min bror fik mig til at lytte til Lonesome Tonight fik jeg fornemmelsen af at komme tættere på essensen. Hvor farligt det end kan være at tale om essens.

En del af det handler om, at det er en B-side. Som ung lytter kan det betyde meget at få følelsen af at dykke ned i et katalog, og når man connecter med en B-side, får man fornemmelsen af nærhed. Det er en (æstetisk) forbindelse med potentielt stor kraft. Men Thieves Like Us / Lonesome Tonight er selvfølgelig mere en dobbelt-A-side. Det siger noget om et bands kvalitet, at man kan kategorisere en sang som Lonesome Tonight som en B-side. Og det siger noget om New Orders humor. At de har overskud til at være ligeglade og gøre, hvad de har lyst til.

Sangen er blevet kaldt et akkompagnement til den tidligere In a Lonely Place, der blev skrevet, da de stadig var Joy Division. Selve ordet "lonesome" smager næsten af Elvis, og trods det triste udgangspunkt om kulde og at vokse fra hinanden er sangen også beslægtet med Elvis i storhed. Tænk det bittersøde og alligevel triumferende touch, når han leverer Always on My Mind.

Lonesome Tonight er hovedpersonen kølig og bevidst om det. Men stadig til stede. Egentlig er teksten dog underordnet. Det handler om stemning. Der er plads i produktionen, tempoet er ikke vildt højt, Stephen Morris' trommer gør ikke det store væsen af sig, Hookys bas er genkendeligt suveræn, guitarerne og Gillian Gilberts keyboard smelter sammen til en næsten glædelig gotik.

Efter 1:25 slutter første vers – uden et egentligt omkvæd – og der gives plads til instrumentale New Order, når de er bedst. 25 sekunder senere markerer Bernard Sumner med et "uh!", at vi skal tilbage til udgangspunktet, og der lægges op til et andet vers. Det starter med et storladent spørgsmål: "Do you believe in truth?", og det er så stort, at Sumner bliver nødt til at udbryde et støn, der får det hele ned på jorden igen.

Efter 2:50 færdiggør Sumner andet vers. Man fristes til at sige, at han får det overstået, for det hele bygger op til finalen. New Order er kendt for stærke outroer, og her har de muligvis skrevet deres bedste. Næsten halvdelen af sangen er outroen, som dermed er meget mere end blot en outro. Det er så New Order'sk, som det kan være med elementer af både vemod og ekstase. Ja, og lyden af Sumner, der spytter efter 4:00.

Hvis det tæller som en outro, er det verdens bedste.




/Martin