Summer Fiction er bedst om aftenen

Bill Ricchini har i nogle år indspillet som Summer Fiction, og det er der kommet en del hyggelige sange ud af. Manden er glad for 60'erne og sporvogne, og det er behageligt kedeligt. Aftenmusik.

Fra tid til anden hører man spor af den såkaldt barokke pop, der vandt frem i slutningen af 60'erne, eksempelvis i Lauren Lorraine.



/Martin

Future of What

Tilbage i januar udgav Brooklyn-trioen Future of What debutpladen Pro Dreams. En debut, der ikke har fået megen opmærksomhed, men som langsomt kommer til at vokse i folks bevidsthed.

Manglende konsekvens er lig med alsidighed for nogle mennesker. Jeg stiller mig diplomatisk i hjørnet og kalder det for en udmærket plade. En fin omgang synthpop, som vi nemt kan kalde drømmende, æterisk etc.

Men vil vi da nøjes med det, der er udmærket? Her bruger vi ikke adjektivet som i de gamle karakterhæfter, men ligegyldigt er det jo heller ikke. Nej, for det handler om en umådeligt stærk popsang, der repræsenterer alt det, de forhåbentlig kan udvikle sig til.

Singlen og åbneren The Rainbowed Air er så herlig, luftig og desarmerende, at man fint kan blive siddende i sofaen med god samvittighed. Enjoy.



/Martin