Liraz og persisk pop

Med udgivelsen af Naz i 2018 lavede iransk-israelske Liraz en moderne udgave af persisk pop. Med udgivelsen af Zan har hun taget denne lyd til et endnu højere niveau.

Men lad os spole lidt tilbage.

Liraz' forældre er iranske jøder, der flyttede til Tel Aviv i 70'erne. Hun føler sig iransk, men hun kan ikke rejse ind i sine forældres hjemland. Så meget desto vigtigere er det for hende at lave musik, der trækker på pre-revolutionære iranske traditioner. 

Frem for at se tilbage vil hun imidlertid indgyde håb til særligt sine medsøstre, hvorfor hun blander det traditionelle med bl.a. electropop. Hvad der er nyt for os, er gammelt for andre. Og den anden vej rundt.

Liraz er et betagende og fascinerende bekendtskab. Og Zan er en gave, der bliver ved med at give.

/Martin

Sea Oleena

Charlotte Oleena kan godt lide havet. Så hun hedder selvfølgelig Sea Oleena, når hun udgiver sin ambiente spøgelsesfolk.

Charlotte er canadier, og indtil for nylig havde hun senest udgivet et album i 2014. Det er stort set, hvad jeg ved om hende. Og det er fint.

Hendes nye album Weaving a Basket er fremragende. Det er rigeligt for mig.

Det er en anelse mere eerie end forgængeren. Som at spotte en person i kornmarken uden at få et chok. Skræmmende er det ikke, men der er noget urovækkende i et kort øjeblik, før man beroliges af naturen.

Weaving a Basket er fyldt med natur. Fra albumcover og sangtitel (den tålmodige albumafslutter Horses) til den overordnede stemning. Det er organisk og luftigt på samme måde, som man oplever det hos Grouper.

Som Gorilla vs. Bear gør opmærksom på, bliver der brugt en klaverbid af Molly Drake på introsangen Will I Know. Molly var mor til Nick Drake. Jeg har aldrig tænkt over, hvem Nick Drakes forældre var.

Ud i naturen med os. Både med og uden Sea Oleena i ørerne.

/Martin