Hvorfor denne trang til at rangordne? Man fristes til at sige: hvorfor ikke? Det er selvfølgelig begejstringen, der taler. Det kan også være lysten til virkelig at fremhæve noget, og det er jo netop det spændende ved kunst, i hvert fald den mere poppede del af kunsten, som nærmer sig eller er popkultur: Idéen om, at noget har en værdi, en betydning, at flere burde høre/se/opleve/føle det.
Før jeg går længere ned ad den vej, stopper jeg mig selv. Måske det har givet mening og fortsat vil give mening at skrive den slags fremover. Måske det ikke gør. Nu gør jeg det igen:
Two Ribbons af Let's Eat Grandma er det bedste popalbum, jeg har hørt i 2022. Men vi er jo kun i maj? Ja ja, men det er så veloplagt og fyldt med reflekteret gejst. Reflekteret gejst? Luk røven, prætentiøse blogger. Alright.
Vennerne Jenny Hollingworth og Rosa Walton fra Norwich debuterede i 2016, fulgte op i 2018 og tog sig så længere tid om dette tredje album, som er fyldt med nysgerrighed og hooks. Det er ikke hyperpop, måske snarere ultrapop, selvom det til tider også er en mindre poppet udgave af for eksempel Robyn. Men det er heller ikke præcist, for de er i bund og grund bare sig selv: Søgende sjæle med et stærkt popøre eller fire. Og nu har jeg brugt ordet 'pop' nok for resten af maj måned.
/Martin
