Selvhad

Skotske Arab Strap gik i sin tid i opløsning med en perfekt betitlet opsamlingsplade: Ten Years of Tears. På albumcoveret sad de alene til en fest. Måske sad de som de sidste, måske var der aldrig kommet andre gæster. Det indrammede perfekt deres univers, som er fyldt med tårer og skuffelse. Og afvæbnende selvironi.

Teksterne har ofte grænset til selvhad. Det er ikke upassende musik til en smertefuld gåtur hjem fra byen. Enkle beats og en akustisk guitar i kombination med Aidan Moffats dybe røst. Nogle gange støjende, andre gange halvnøgent (måske nøgen med sokker på for at skabe et grimt billede).

Arab Strap vendte tilbage i 2021 med det flotte As Days Get Dark. Deres nye, I'm totally fine with it 👍 don't give a fuck anymore 👍, er måske endnu bedre. De er tilbage, fordi de er inspirerede, og fordi de har noget at sige. Det har de denne gang med fokus på vores digitale liv, endnu en gang med en ofte selvhadende vinkel.

Og hvem ville ellers slippe af sted med at have emojier i en albumtitel?

/Martin 

Jacuzzi i Geneve

Arkitektonisk er Geneve en underlig by. Schweizisk i den forstand, at byggetilladelserne tydeligvis bare gives til dem, der kan betale for det. Det kan være kaotisk at rende rundt i den ellers overskuelige by, fordi stilarterne kæmper om opmærksomheden. Men skønt er det også, ofte charmerende, nogle steder ligefrem smukt.

Jacuzzier har jeg endnu ikke set dernede, men søen er samlingspunktet. Hvordan Geneva Garvin fra Los Angeles er kommet frem til kunstnernavnet Geneva Jacuzzi er ikke til at sige, men det kan noget.

Det kan musikken også. Hun var været i gang i en del år med sin minimale DIY-synth-pop, vistnok analogt indspillet. Det er en anelse surrealistisk. På den nye single 'Dry' nærmer hun sig lidt mere Molly Nilsson, og man forstår, hvorfor Dais Records har signet hende.

/Martin