Tocotronic og det uigenkaldelige

Tocotronic er blandt Tysklands bedste bands de seneste, ja, mange år. Trods en lille portion fans uden for faderlandet er de et fænomen, der har undsluppet mange menneskers opmærksomhed. Og der er da også noget meget tysk over dem. Fra et dansk synspunkt kan Tysklands størrelse i sig selv være svær at begribe. Det indebærer også de mange kunst- og musikscener, der understøttes af antallet af studiebyer med unge, nysgerrige publikummer.

Tocotronic startede ud i Hamborg i starten af 90'erne, og anført af sanger Dirk von Lowtzow blev de hurtigt eksponenter for den såkaldte Hamburger Schule, der kendetegnedes ved at udforske en ny popmusik gennem tyske tekster med en snert af intellektualitet og udgangspunkt i bl.a. punk. Debutpladen bærer den forrygende titel Digital Ist Besser, og med det var kimen lagt til noget stort, der skulle blive ved med at vokse. Langsomt, sikkert, tysk.

23 år senere er Tocotronic klar med deres 12. studiealbum Die Unendlichkeit, som er gået direkte ind på en førsteplads på hjemlandets Chartplazierung. Det giver mening, for den er god. Meget god.

Unwiederbringlich har i særdeleshed rørt mig. Gentagne gange og på dette tidlige tidspunkt af året mere end nogen anden sang fra 2018. Titlen kan oversættes til uigenkaldeligt eller lignende. Sangen er på sin vis enkel, og den tager sig god tid. Den kører i ring, lægger til, bliver større, går fra den håndgribelige smerte til en tematisering af selve nostalgien. Det er en blanding af Velvet Underground, Yo La Tengo og noget meget tysk.

Klarinet og cello spiller en stor rolle, guitaren og klaveret mere diskret. Det vigtigste instrument er dog Dirk von Lowtzows stemme. Han fortæller med sin dybe røst om en døende. Livet er på vej ud af personen, uigenkaldeligt, og Dirk sidder i ICE-toget på vej hjem gennem snefyldte marker, medens den døende ligger på hospitalet. Jeg behøver næppe tilføje, hvor meget den linje ramte mig, da jeg selv kørte gennem snefyldte marker i et smukt, tysk tog forleden – på vej hjem fra netop Hamborg.

Dirk gentager første strofe og tilføjer, at der endnu ikke fandtes mobiltelefoner, kun en togtelefon (i øvrigt af en type, som i Tyskland er kendt for at have været delvist ubrugelig). Da han endelig ankommer til hospitalet, "ved alle det allerede".

Dirk gentager nok en gang første strofe. Denne gang er det uigenkaldelige blevet uforsonligt. Det er en fin detalje. Mere interessant er det imidlertid, at det temporale aspekt herefter overtager sangen:

Der fandtes ingen mobiltelefoner
Det var alt sammen nutid
Fremtiden fandt udelukkende sted
i science fiction-film

Disse linjer gentages, og sangen slutter altså med fokus på, at alt i fortiden var samtid. Tocotronic er ikke nostalgikere. De har til gengæld lavet en plade, der hedder uendeligheden. De er dybt optaget af vores opfattelse af tid, hvordan vi sanser, hvordan vi oplever smerte på forskellige måder. Tocotronic er en god motivation for at lære tysk.

Enjoy.

Dein Tod war angekündigt
Das Leben ging dir aus
Unwiederbringlich
Schlich es aus dir hinaus

Du lagst im Krankenzimmer
Ich saß im ICE
Auf dem Weg nach Hause
Durch Felder voller Schnee

Dein Tod war angekündigt
Das Leben ging dir aus
Unwiederbringlich
Schlich es aus dir hinaus

Es gab noch keine Handys
Nur an Bord ein Telefon
Als ich endlich ankam
Wussten's alle schon

Dein Tod war angekündigt
Das Leben ging dir aus
Unversöhnlich
Schlich es aus dir hinaus

Es gab noch keine Handys
Es war alles Gegenwart
Die Zukunft fand ausschließlich
In Science Fiction Filmen statt

Es gab noch keine Handys
Es war alles Gegenwart
Die Zukunft fand ausschließlich
In Science Fiction Filmen statt

/Martin