Fools og lidt farver til halvsøvnen

Jeg faldt over Fools på en playliste og blev begejstret for den kontemplative Rintocco. Så kunne jeg se, at den var fra en plade, som netop var blevet udgivet, og resten af den viste sig at være lige så fin.

Det viste sig at være Christopher Bear, trommeslageren fra Grizzly Bear, som altså har udgivet sin første soloplade. Det er instrumentalt, det er meditativt, det er ofte en slags ambient, andre gange med lidt percussion, masser af klokkespil. Til tider med et nik til Visible Cloaks.

Med lidt tømmermænd halvsov jeg tidligere i dag til pladen og så en masse farver for mig, de fleste i drømme. En uventet fornøjelse.

Fools' Harp, Vol. 1 er ude på Music From Memory.



/Martin

Melenas fra Pamplona

Selvfølgelig betyder geografi noget. Jo, musikken er i sidste ende lige så god, om den kommer fra det ene eller det andet sted, men vores oplevelse farves af hele indpakningen.

Facaden på billedet er f.eks. vidunderlig. Ekstra point. Kvartetten Melenas er fra Pamplona. Ekstra point. Man kunne godt komme ind på en fænomenologisk betragtning, men jeg har tømmermænd, og jeg vil hellere bare lytte til noget relativt ligetil, som samtidig giver mig lidt energi. Det gør Melenas. Men lige en sidste pointe om geografi: På den ene side vil vi alle gerne være hævet over det, men vi forholder os netop til det i forhold til vores eget land, når vi enten dømmer noget mere positivt eller negativt, fordi det er fra Danmark. Mange vil påstå, at de ikke gør det, og mange af dem har ret. Men mange af os er enten ekstra kritiske, hvis noget er dansk, eller vi er ekstra tålmodige og positivt indstillet. Det er svært at benægte. Sådan foregår det over hele verden, og det er fint nok. Måske er det smukt på sin egen måde.

Pamplona er en vidunderlig by. Man kan have holdninger til tyrefægtning, som blodigt farver holdningen til byen. Men hvor ligger Pamplona flot, højt i landet med masser af plads omkring sig. Hvor er byen dog arkitektonisk tilfredsstillende, hvor kaster den betagende skygger. Store dele af mesterværket Solen går sin gang foregår i Pamplona. Der er meget, der taler for byen. God mad er der såmænd også.

Melenas er fra Pamplona. En kvartet, som netop har udgivet albummet Dias Raros. Det er ukompliceret fuzz-og-reverb-indie-rock. Det er lige ud ad landevejen med en god portion optimisme. Som pladen folder sig ud, viser de fire spaniere, at de både mestrer det hurtige og fyldige lydbillede og det langsommere – altid med fine melodier. Enkelte steder får keyboardorgelet lov at træde mere frem, så det kan minde lidt om australske Twerps.

Dias Raros udkom 9. maj på amerikanske Trouble in Mind (Mikal Cronin, Night Beats, Omni).



/Martin

Aza Falls

Det begynder med en brusen. Kun på en dårlig dag vil havets brusen være et forstyrrende element. Men vi vælger kun sjældent, hvornår vi vil have en dårlig dag.

Sådan én havde Stine Steendorph for 10 år siden, selvom det tog lidt tid at finde ud af, hvor skæbnesvanger den egentlig var. Den dag fik hun hjernerystelse.

Stine Steendorph udgiver i dag sin første single under navnet Aza Falls, og førstesinglen The End handler netop om denne oplevelse. Faldet var brat, men konsekvenserne kom snigende. På samme måde med accepten og dermed lindringen.

Havets brusen, blodets brusen, tidevandet giver og tager.

The End er meditation og et flot billede på tålmod. Det lyder ikke som en afslutning. Hun har affundet sig med sin hjernerystelse, sluttet fred med den. Slutningen som begyndelse.

Aza Falls · The End

/Martin