Mary Lattimore er harpenist. Paul Sukeena er guitarist.
Mary og Paul er naboer, og de har tilbragt karantænetiden sammen. Her har de frembragt en vidunderlig og langsom hængekøjedrøm: Dreaming of the Kelly Pool.
Afslapning har sjældent været så afslappende.
Den er komponeret til Mexican Summers Looking Glass-serie, som også tæller nyt fra drømmere som Bedouine, Jefre Cantu-Ledesma, Kikagaku Moyo og Ariel Pink.
Norske Farao og islandske Special-K er gået sammen om Ultraflex.
De er angiveligt inspireret af atletisk sovjetdisco, hvad det så end betyder. Det giver på sin vis mening. Fuld fokus på synthesizeren er der i hvert fald på debutsinglen Olympic Sweat, og de har allerede et godt arkiv af pressebilleder, der lever op til deres ambitioner og bandnavn.
Som de selv siger til Nothing But Hope and Passion: "Image is everything." Det er sikkert både sarkastisk og oprigtigt. De udelukker ikke nødvendigvis hinanden.
Atlanta er hovedstad i Georgia. Det er også delstatens største by, et sted mellem Århus og København i størrelse. Sådan en sammenligning giver ingen mening, men det er en sjov tanke, som i sidste ende både kan bringe os tættere på amerikanske brødre og søstre og samtidig bekræfte kløften mellem os. Århus og Atlanta? Arh, hva'.
Nå. Et sted i Atlanta sidder 18-årige Duwap Kaine og ser tv, ryger, stener lidt, hygger sig. Og laver usandsynligt mange sange, der ender på SoundCloud.
Jeg stødte på ham i det tidlige forår, under den tidlige karantæne på Østerbro. Jeg havde fri fra arbejde, ville lægge puslespil, drikke god kaffe og høre noget musik, jeg ikke kendte. Alt sammen enormt privilegeret. Så jeg fandt en artikel over oversete plader fra vinteren 2020, hvor ca. halvdelen var interessant, og af den interessante halvdel var nogle få endog virkelig interessante. Særligt Bad Kid from the 4 af Duwap Kaine, som jeg aldrig havde hørt om.
18 sange på 37 minutter. Hvordan er han kun 18 år? Sangene er svøbt i en slags surrealistisk alvor. Eller måske endda hinsides alvor og ironi. Han rapper så hypnotisk og dovent, at han på én gang er helt inde i musikken og på samme tid distanceret. Dybt betagende.
Nogle har bemærket inspiration fra Chief Keef, men Duwap Kaine er et langt mere interessant bekendtskab. Hans skæve flow i f.eks. Ferris Wheel er et godt eksempel på hans kvaliteter som rapper. Men det er særligt i den vidunderlige produktion, han adskiller sig. Ret unikt for 2020 passer den endda til albumcoveret med sin lo-fi-kvalitet, der både indfanger stemningen sent om natten alene på forstadsværelset og fantasierne fra de serier og computerspil, der netop indtages i det værelse. Det er mørkt og samtidig fjernt skinnenede eller glimtende.
Duwap Kaine er en DIY-drømmer, der konstant laver ny musik, udgiver det selv og vist selv laver sine videoer. Hvad ved jeg om trap? Hører jeg nok hiphop til at forstå noget som helst? Sikkert ikke. Men Bad Kid from the 4 overrumplede mig og fortsætter med at gøre det.
