Her er noget så sjældent som et nyt og fremragende popalbum. Mere præcist: synth-pop, der trækker på post-punk. Hannah Lew af, ja, Hannah Lew smager af koldkrigsromantik i balancen mellem kulde og håb.
Hannah Lew er kendt fra Cold Beat og Grass Widow og debuterer her i eget navn. Hendes tilgang til pop kan minde om Glass Candy, Chromatics, Desire og Sally Shapiro, altså let melankolsk og på sin vis kølig synth-baseret pop fra slutningen af 00’erne og starten af 10’erne med stor inspiration fra italo-disco, hvor tempoet ofte snyder og giver indtryk af at være langsommere, end det egentlig er.
Samtidig trækkes der spor tilbage til Jesus and Mary Chain og de undervurderede Göteborg-helte Sambassadeur, særligt på ‘Damaged Melody’, der næsten kunne have været at finde på svenskernes mesterværk European (2010).
Med ni sange og en spilletid på 30 minutter er der ikke mange overflødige sekunder. Efter første gennemlytning var jeg ikke helt solgt, men albummet har sneget sig ind på mig, og jeg er nu overbevist om, at det bliver et højdepunkt fra 2026.
/Martin
