Et opgør med selvopgøret

Man kan ramme en mur på mange måder. En af dem er at miste evnen til at lade sig begejstre.

Jeg kan lykkeligvis stadig lade mig begejstre, og jeg er fortsat interesseret i ny musik, nye film, ny litteratur osv., selvom behovet for at dyrke historien fylder mere og mere. Og respekten for det, der har været, er i mange tilfælde større, end det var for blot få år siden.

Bortset fra visse ting fra særligt 00'erne, fordi jeg dyrkede det så voldsomt dengang og senere følte et behov for at holde det ud i strakt arm. Jeg skrev også en artikel om det. De tvivlsomme indie-00'ere.

Nogle af de ting, jeg dengang lyttede så meget til, er såmænd også noget lort. Noget er bare lidt ligegyldigt. Og så er der de ting, som man måske har haft behov for ikke at lytte til i et årti for så at give en chance til. Her tager man en slags opgør med det selvopgør, man ellers følte så stort behov for.

MGMT fyldte meget i slutningen af 00'erne. De har lavet en del ujævne ting, men man må anerkende deres poptriumfer. De har også taget chancer. Og de har lavet ting, som jeg ikke har hørt og ikke kan udtale mig om. Nu er MGMT tilbage, og hvor jeg ikke gav Little Dark Age i 2018 en chance – jeg tror ikke, jeg har hørt et eneste sekund – fandt singlen 'Mother Nature' mig i 2023.

Den lyder en smule hen ad Oasis, når de er gode. Der er noget klassisk poprocket over sangen iblandet det småpsykedeliske, som MGMT altid har været interesserede i. Sangen rørte mig straks, og det undrede mig, men mest af alt bekræftede den mig i, hvor ofte jeg tager fejl, og hvor ofte vi mennesker har behov for at blive konfronteret med vores fordomme.

Jeg husker følelsen af at høre 'Time to Pretend' for første gang, velsagtens i 2005. Hvordan de formåede at få lytteren til at savne barndommen og hele verdens enkle indretning. Denne følelse rammer de igen på 'Mother Nature' med et ekstra lag, hvor fortælleren (og denne lytter) nu er blevet ældre, og en ny generation har fundet vej til voksenlivet i mellemtiden. Man rykker et led frem.

'Mother Nature' er noget så sjældent som en popsang, der er umådeligt sympatisk uden at være flad. Hvordan gør de det? Resten af albummet, Loss of Life, er efter et par lytninger også fint, og nogle sange glæder jeg mig meget til at høre igen. Men selv hvis det var noget møg, ville de have stor ære af den ene sang.

/Martin

Cyklus

Post-punk er et vidt begreb, cold-wave er smallere, men selv sidstnævnte er bredere, end det var i sin oprindelige, korte cyklus helt i starten af 80'erne. Adgangen til billige synthesizere demokratiserede dengang både popmusikken og post-punken – og mange andre stilarter – og ud af kældrene væltede det med læderklædte punkere, som gerne ville føje isnende landskaber til deres komprimerede, enkle lyd.

Når man hører Topographies fra San Francisco, tænker man foruden cold-wave i nogle øjeblikke på The Cure og drømmepoppen. Og man forstår jo godt, at man fortsat lader sig inspirere af legenderne, men her er forbindelsen endnu mere direkte: Sangskriver Gray Tolhurst er søn af Lol Tolhurst, der var med til at stifte The Cure og længe spillede med bandet, inden alkoholen overtog hans liv i en periode.

Til tider falder æblet ikke langt fra stammen, og sønnike har også været i behandling, og nu aner han håbet i mørket. Det handler store dele af Topographies' nye album om, og det kan anbefales. Albummet altså. Men også håb.

/Martin