Just Mustard

I det østlige Irland, nord for Dublin, ligger Dundalk. Her har et band med et rigtig dårligt bandnavn, Just Mustard, gang i noget rigtig spændende med deres nye album We Were Just Here. En slags tung og alligevel fnuglet shoegaze, som også har noget let industrielt over sig, ikke helt ulig de tunge spøgelsesagtige elementer på de første Health-plader. Særligt titelsangen er fremragende industriel drømmepop.

Undervejs kommer jeg også til at tænke på A Place to Bury Strangers, hvor fx irernes ‘Endless Deathless’ kan minde lidt om amerikanernes herligt støjende ‘To Fix the Gash in Your Head’ (2007).

For et par år siden inviterede Robert Smith bandet til at varme op for The Cure, og de får minsandten lov til at komme med igen på deres forestående turné. Så kan han måske lokke dem til Roskilde Festival også.

 

/Martin

Årets album 2024

Det er den tid på året. Ikke så meget introtekst denne gang. Her er 25 plader, jeg har holdt meget af i 2024. Og ja, årslister er fjollede osv.

25. Lisel: The Vanishing Point

Eliza Bagg lander et sted mellem opera og pop, hvor der stadig er ret langt til begge dele. Hun er klassisk trænet sopran og manipulerer sin stemme med bl.a. autotune. Det gjorde hun til perfektion på forgængeren Patterns for Auto-Tuned Voices and Delay, som hun her følger værdigt op på.

24. Mabe Fratti: Sentir que no sabes

Den guatemalanske cellist og komponist har med Será que ahora podremos entendernos (2021) og Se ve desde aquí (2022) lavet nogle af mine yndlingsplader de seneste år. Fra ambient og avantgarde til noget lidt mere jazzet. Det er hverdagsmagi, der minder mig om en Sorrentino-film (Den store skønhed, Youth, Hand of God). Hendes nyeste er en anelse mere rocket, i hvert fald større, hvilket fungerede fremragende på Roskilde Festival i sommer.

23. Bonny Light Horseman: Keep Me On Your Mind / See You Free

Supertrioen lyder stadig som en drøm med Josh Kaufmans klare produktion og er blevet en anelse mere dad-folk på dette dobbeltalbum. Undervejs synger Eric D. Johnson til tider så meget igennem, at det nærmest er Lindsey Buckingham’sk. Anaïs Mitchell er en fryd for øret hele vejen igennem.

22. Fontaines D.C.: Romance

Irerne er blevet mere tilgængelige, som det nu engang sker for rockbands, der nyder øget opmærksomhed. Heldigvis er sangskrivningen kun blevet bedre, og de har begået deres hidtil stærkeste album. Følsomheden klæder dem.

21. Memorials: Memorial Waterslides

Verity Susman var frontperson for Electrelane, og Matthew Simms har bl.a. spillet i Wire de seneste mange år. De har samarbejdet ad flere omgange siden 2009, men først nu kommer deres egentlige debutalbum. Der trækkes klare tråde til både Stereolab og Broadcast, og de giver plads til ofte lange, instrumentale, hypnotiske passager, før finder poppen vej mellem sprækkerne. De vil meget og lykkes med det meste.

20. Healees: Coin de l'​œ​il

Healees har ikke travlt. Det tager pariserbandet lang tid at lave plader, fordi alle har job ved siden af. Det er sympatisk. Det samme er musikken, som læner sig meget op ad shoegaze-heltene: Slowdive, Ride, Swervedriver.

19. Mk.gee: Two Star & the Dream Police

Undervands-80’er-R&B-pop. Det får mig til at tænke på både Jai Paul, Prince, Fabiana Palladino og How to Dress Well. Clapton er tilsyneladende fan, og der er billeder af Nicole Kidman til en af hans koncerter. Flot debut.

18. Naima Bock: Below a Massive Dark Land

Hendes debutalbum Giant Palm betyder meget for mig. Den var min favorit i 2022, og jeg hørte den meget omkring min datters fødsel. Hun laver stadig en slags folk, der forbinder hendes rødder i både det brasilianske og engelske. Og så kan man næsten høre, at hun har studeret arkæologi og arbejdet som gartner.

17. Discovery Zone: Quantum Web

Sci-fi-pop og ambient. Afslappet og afdæmpet i nogle øjeblikke, snart funky, andre gange stenet. Flotte popøjeblikke blandes med korte instrumentalpauser.

16. MJ Lenderman: Manning Fireworks

Den 25-årige sangskriver spiller i bandet Wednesday og har været en pålidelig guitarist og trommeslager for Indigo De Souza og Squirrel Flower. Han har også bidraget til den nyeste (og gode) Waxahatchee-plade, ikke mindst på den forrygende og nærmest søvnige ‘Right Back to It’. Solo har han indtil nu været ok, men har pludselig hævet sig højt over mængden med sine historier om både antihelte og ynkelige skikkelser, så man skiftevis griner ad og har ondt af de portrætterede. Det er alternativ, rocket americana med støv og skarpe støvler undervejs.

15. Maya Shenfeld: Under the Sun

Elektronisk, søgende, mørkt. Titlen lyder næsten sci-fi, selvom det er en central del af menneskets erfaring at befinde sig under solen. Musikalsk er vi også et dybt menneskeligt sted, tæt på eksistentiel angst, men tættere på alvorlige granskninger, der kan lede andre veje. Hendes elektroniske univers er vidunderligt dramatisk, omend mindre end på In Free Fall (2022).

14. Bullion: Affection

Den engelske producer Nathan Jenkins har haft et populært NTS-program og arbejdet med kunstnere som Avalon Emerson, Carly Rae Jepsen, Westerman og Nilüfer Yanya. Nu bor han i Lissabon og udgiver længselsfuld, langsom pop inspireret af gammel sophisti-pop.

13. Jacken Elswyth: At Fargrounds

Instrumentale og enormt stemningsfyldte banjosange med en snert af drone. Man lulles fornøjeligt ind i en anden tid, og næsten ud af det blå kommer den skurrende ‘Who Remembers’ og minder om, at der er to sider af alting. Det romantiske billede krakelerer i støj.

12. Laughing: Because It’s True

Canadiske Laughing lyder egentlig mere australske med deres jangle-pop – særligt Australien i anden halvdel af 80’erne – men de nærmer sig også en slags fællesskabsrock og powerpop. Der peges tilbage mod Big Star i 70’erne og Teenage Fanclub i 90’erne. Tempoet er til tider højt, men stemningen er afslappet. Det føles som delvist disciplineret slacker. Alle fire i bandet synger, og det gør de med gejst.

11. Sofie Royer: Young-Girl Forever

Årets popalbum. Og så fra Wien! Sofie Royer kan minde om Christine and the Queens, dengang det var rigtig godt (2018 og 2022). Det dufter også af Phoenix med det meget stramme, der aldrig bliver kynisk. Hun har en relativt dyb og meget betagende stemme, der synger lige smukt på fransk, tysk og engelsk.

10. Nala Sinephro: Endlessness

Kosmisk, elektronisk og ambient jazz. Elegant og flydende. På forunderlig vis både dramatisk og underspillet. Som at blive taget i hånden af en stille engel. Nala er caribisk-belgisk og bosat i London, hvor hun har fået et hav af spændende musikere til at hjælpe sig, herunder den fløjlsbløde saxofonist Nubya Garcia og medlemmer af Black Midi og Sons Kemet.

9. Lia Kohl: Normal Sounds

Cellist og lydkunstner fra Chicago. På sidste års flotte The Ceiling Reposes var det snarere en følelse af at zappe mellem verdener og radiostationer, hvor det denne gang virker endnu mere konkret og forbundet til vores fysiske verden. Jeg har følelsen af at gå ind i en enorm bunke blade og finde en by indeni, hvor alt går langsommere.

8. Water Damage: In E

Fuld smadder! Guitardronestøj, rendyrket dissonans. Lange, repetitive sange. Betagende larm.

7. Jessica Pratt: Here in the Pitch

Med afstand hendes bedste album. Blid folk, der hypnotiserer og gør diskret opmærksom på sig selv, så man løfter ansigtet over avisen og nikker anerkendende. Det går langsomt, men er hurtigt overstået. Ni sange, 27 minutter. Hun springer det overflødige over. Som om hun genfortæller det vigtigste af en drøm, så kun den magiske realisme står tilbage. Vi er åndeligt tilbage i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne.

6. Cindy Lee: Diamond Jubilee

Canadiske Patrick Flegel triumferede i gode, gamle Women i 00’erne. Siden da har Flegel under navnet Cindy Lee selvudgivet lidt hist og her og huseret på små labels. Og pludselig dukker et mesterligt dobbeltalbum op! Diamond Jubilee er deres sjette album, et venligt monster på 32 sange, et stilsikkert værk, et stemningsfuldt og tilbageskuende album, som ganske enkelt består af gode sange. Det klinger af milkshake-barer og læderjakker, som en blanding af Twin Peaks og en stor pladesamling.

5. Tristwch Y Fenywod: Tristwch Y Fenywod

Bandnavnet er walisisk for "kvinders tristhed", og der er en melankolsk grundtone, selvom det ikke er et rendyrket mørke. Det er gotisk-magisk og heksevenligt. Musik til og fra skoven. En omgang artsy goth-wave med et minimalistisk udgangspunkt. Det går også i retning af mere tribal Cocteau Twins eller en mere stenet og akustisk omgang Fuck Buttons.

4. The Black Dog: Sleep Deprivation

Vidunderlig ambient fra Sheffields techno-legender. Der er godt med følelser på spil på dette overrumplende flotte album, der tager trioen i en ganske ny retning. Det er ikke plantemusik, og det er ikke rendyrket baggrundsmusik. Det er snarere sofistikeret som Stars of the Lid, og det kan tage tankerne i retning af fremtidsstøv og Blade Runner 2049.

3. Nick Schofield: Ambient Ensemble

Mere ambient? Denne gang af den slags, der er mere egnet til levende lys og en morgenmad, hvor kaffen kan nå at blive kold, mens man fortaber sig i tanker. Den canadiske ambient-mester har denne gang fået besøg af et lille ensemble, og det hele er så umådeligt fint og imødekommende.

2. Cassandra Jenkins: My Light, My Destroyer

Hun begik mit yndlingsalbum i 2021. Med de forventninger var jeg i starten skuffet over denne opfølger, der dog løfter sig for hver gennemlytning. Igen blander Cassandra Jenkins de primært langsomme sange med en slags stemningsmættet (ambient) jazz og feltoptagelser. Hun synger lavt og tæt på mikrofonen, og når hun taler, lytter man. Sikken timing og intonation! Albummet er blot 36 minutter langt, og der er ret beset kun seks egentlige sange, men det gør intet, når de alle er så stærke.

1. The Cure: Songs of a Lost World

Det var satans. Bandets første album i 16 år og måske deres bedste siden Disintegration fra 1989. Så massivt og tålmodigt, venligt uden at være smiskende. Død og dødelighed dominerer albummet. Ofte skal man vente mange minutter, før man hører Robert Smith bryde ind, og på hver eneste sang bliver jeg forbløffet over, hvor godt han synger.

/Martin

Cyklus

Post-punk er et vidt begreb, cold-wave er smallere, men selv sidstnævnte er bredere, end det var i sin oprindelige, korte cyklus helt i starten af 80'erne. Adgangen til billige synthesizere demokratiserede dengang både popmusikken og post-punken – og mange andre stilarter – og ud af kældrene væltede det med læderklædte punkere, som gerne ville føje isnende landskaber til deres komprimerede, enkle lyd.

Når man hører Topographies fra San Francisco, tænker man foruden cold-wave i nogle øjeblikke på The Cure og drømmepoppen. Og man forstår jo godt, at man fortsat lader sig inspirere af legenderne, men her er forbindelsen endnu mere direkte: Sangskriver Gray Tolhurst er søn af Lol Tolhurst, der var med til at stifte The Cure og længe spillede med bandet, inden alkoholen overtog hans liv i en periode.

Til tider falder æblet ikke langt fra stammen, og sønnike har også været i behandling, og nu aner han håbet i mørket. Det handler store dele af Topographies' nye album om, og det kan anbefales. Albummet altså. Men også håb.

/Martin

HighSchool og glæden ved ikke at være ung

De fleste mennesker bruger en enormt stor del af deres liv på at være nostalgiske. Selvom jeg kan have god grund til at mindes en forrygende ungdom, så er mit største mareridt at blive sendt tilbage og genleve den.

Jeg er, hvor jeg er nu med en lærdom og nogle erfaringer, som har gjort mig til den, jeg er nu. Jeg længes ikke tilbage, men det er ikke det samme som ikke at savne en tid eller glædes ved tanken. Længslen kan blive dominerende.

En engelsk ven (Everton-fan) har det fine pladeselskab Dalliance Recordings, som bl.a. udgiver fantastiske Gia Margaret. De har netop signet Melbourne-trioen HighSchool, der laver en form for post-punk, der både er inspireret af The Cure og tidlig The Drums (kan I huske, hvor god I Felt Stupid var i 2009?).

Både bandnavnet og den nye single New York, Paris and London bringer uvægerligt tankerne i retning af en ungdom, der aldrig kommer tilbage. Vi hører det endda i omkvædet: "I want to be young again". 

Jeg kan følge det, men jeg er heldigvis uenig.

/Martin

Pale Waves

Den kyniske udlægning er, at de engelske musikmedier har haft brug for et følsomt og politisk korrekt guitarband i lang tid. Den romantiske udlægning er, at et hårdtarbejdende band med gode melodier udgiver den ene hitsingle efter den anden.

I virkeligheden er det – som altid – nok et sted imellem. Og det er fint nok. Balance er alt.

Pale Waves er en kvartet fra Manchester med sangerinde og guitarist Heather Baron-Gracie i front. Med masser af tålmod har de ganske klogt ikke udgivet for meget, før de var klar til det. Det er blevet til fire singler, en EP er lige på trapperne, og en fuldlængde er også blevet lovet i 2018.

De er blandt "the class of 2018" hos DIY, blandt "sound of 2018" hos BBC, har været på forsiden af NME, spillet Reading og Leeds og meget mere. Trods den megen hype har jeg haft svært ved at connecte med dem, indtil jeg så dem i Groningen til Eurosonic i forgårs. Her klikkede noget på plads, og sangene fremstod endog stærkere end i de indspillede versioner.

Den måske bedste skribent på DIY, Will Richards, har ganske præcist kaldt dem for glossy pop with a goth heart. Med en sådan beskrivelse er det vanskeligt ikke at tænke på The Cure, og selvom de ikke som sådan lyder som ikonerne fra Crawley, er udgangspunktet – hjertet – gjort af det samme. De minder mig imidlertid mere om en blanding af The Pains of Being Pure at Heart og Fickle Friends, selvom de er væsentligt bedre live end de to.

Fun fact: Én af grundlæggerne af deres pladeselskab, Dirty Hit Records, er den tidligere fodboldspiller Ugo Ehiogu.





/Martin

Memory Tapes

Memory Cassette og Weird Tapes er nu blevet til... Memory Tapes. Bag disse tre navne gemmer der sig en mand kaldet Dayve Hawk - en tilhænger af navneforvirring. Meningen med galskaben er tilsyneladende, at Dayve Hawk fortrækker at benytte tre forskellige navne til tre stilmæssigt varierende projekter. Den ultrakorte analyse lyder: Memory Cassette er electro, Weird Tapes er disco, og blandingen er Memory Tapes.

Men ærlig talt er en sådan genreinddeling meningsløs. Specielt i dette tilfælde, da hvert enkelt projekt repræsenterer et væld af elektroniske stilarter. For Memory Tapes alene gælder det, at musikken bevæger sig lige fra elektronisk avantgarde til eurodance. Det lyder rodet og usammenhængende, men resultatet er lige præcis det modsatte. Overordnet benytter Memory Tapes sig af en sløret shoegazeæstetik, der binder hele puljen sammen. Memory Tapes lyder på visse numre i retning af Cocteau Twins. Når der skrues op for tempoet, ledes tankerne hen på Delorean, imens de stille passager smager mere af Boards of Canada.

Nedenstående mp3-link er nummeret Bicycle fra albummet Seek Magic. På dette nummer skinner den baleariske lyd igennem - især igennem de første ca. tre minutter - som man kender den fra de fremragende svenske navne som jj, Air France og The Tough Alliance. Som sangen skrider frem, ender nummeret i et melankolsk dance-blend, som var det et ukendt barn af Cut Copy og The Cure.

Ovenstående beskrivelse er lang og paradoksal i forhold til musikkens lethed. Bicycle hører til blandt de bedste sange i 2009.

Mp3: Memory Tapes - Bicycle

/Abdujaparov

Nyt fra The Mary Onettes

Al musik behøver ikke være original. Hvis man ikke leverer noget direkte originalt, hvilket de færreste musikere gør, gælder det om at have håndværket i orden. På dette punkt har svenskerne altid været os overlegne inden for popmusikken, og et ganske oplagt eksempel herpå er The Mary Onettes fra Jönköping. De svælger i den melankolske 80'er pop, som vi kender den fra blandt andre The Cure, The Smiths, Echo & the Bunnymen og mange, mange flere. Deres selvbetitlede debutalbum fra 2007 var ligesom den første EP ganske vellykket og indeholdt perler som Explosions, Pleasure Songs og i særdeleshed Lost. Nu er de så på vej med deres seneste udspil, EP'en Dare, som er deres første udgivelse i snart to år, hvorfra Labrador har sendt os denne herlige titelsang.

Dare er ifølge pressemeddelelsen skrevet i isolation og delvist indspillet i en kirke, men det står hurtigt klart, at det er deres mest upbeat sang til dato. Af referencer nævnes nogle særdeles smukke: The National på speed-diæt, Planet Earth DVD'er og The Go-Betweens singler. Jeg elsker alle tre, for tiden specielt Planet Earth (køb den eller se den hver søndag aften i afsnit på Animal Planet), og det er ligeledes svært for mig ikke at holde af Dare.
God weekend, dejlige mennesker.

MP3: The Mary Onettes - Dare

/Martin