Årets album 2011: Nr. 10-1

10. Atlas Sound - Parallax

Bradford Cox skuffer aldrig, synes man efterhånden at kunne spore sig frem til. Med uhyggeligt sikker hånd udforsker han såvel mørke afkroge af underbevidstheden som musikalske traditioner, der alle bliver en del af hans ganske særlige stream-of-consciousness-univers. Cox understreger ofte, at han har slået sig til tåls med, hvem han er, og at han er ligeglad med andres tanker om ham. Dette kommer frem i den selvsikkerhed, der vises i sangskrivningen, men heri manifesteres også en personlig tvivl, der kæmper om at komme op til overfladen.

9. Wild Beasts - Smother

Smother er en noget underspillet størrelse. Ofte bliver det næsten minimalistisk, hvilket gør selv de mindste dynamiske ændringer i sangenes opbygning til jordskælvslignende oplevelser. Albummet har ingen åbenlyse singler som eksempelvis All the King's Men på forgængeren Two Dancers, og det var også relativt stille omkring dette års førstesingle Albatross, der dog er en fornem repræsentant for resten af Smother. Gareth Campesinos kaldte tidligere i år Wild Beasts for ét af Storbritanniens bedste bands, og man forstår med denne plade, hvad der menes med så store ord.

8. Balam Acab - Wander / Wonder

Internettet blev erobret med den utrolige singleforløber Oh, Why. Men Wander / Wonder er forblevet en lille hemmelighed, hvilket næsten også er den følelse, man har i lytningen af pladen: Pladen består af samples, der alle er fundet i diverse afkroge af internettet, og den måde hvorpå den unge musiker behandler vokalsporene, bevidner om denne følelse af det hemmelige. Stemmerne bliver altid holdt lidt tilbage, og det står klart, at de bærer vidne om mørke gange, der er mindre uhyggelige, end de først bærer præg af.

7. The War on Drugs - Slave Ambient

Philadelphia begynder at kunne siges at have en vis lyd, hvoraf produceren Jeff Zeigler spiller en vis rolle. I år har han bl.a. stået bag den fornemme lyd på Slave Ambient, ligesom han har stået bag flere indspilninger med Kurt Vile. Men The War on Drugs er mere end en god produktion: De er lag på lag af guitarvidundere og en fornem fortolkning af langhårede idoler ud i både folk- og psychedelica-traditionen. De trækker i høj grad på en vis Dylan, men man hører også Springsteen hist og her. Eksempelvis i den medrivende Your Love Is Calling My Name, der endog kalder på associationer til en vis Knopfler.

6. Dreamers of the Ghetto - Enemy/Lover

Én af årets mest oversete udgivelser. I første omgang selvudgivet og senere genudgivet af (det ellers post-rock-fikserede) Temporary Residence til en anelse mere opmærksomhed. Dreamers of the Ghetto excellerer ved tydeligere end nogen andre i år at bære præg af en ligegyldighed over for enhver idé om forventning - både i forhold til dem selv og til andre. Det er en form for omvendt unikum i positiv forstand: Det er unikt uden at være banebrydende. Det er stærk sangskrivning med én af de stærkeste vokaler i lang tid, der særligt kommer til udtryk på sange som Always og Phone Call.

5. Active Child - You Are All I See

Årets album ifølge engelske The 405. Den dejlige titel ledsages af en række finurlige popsange, der er svøbt ind i blød electronica og behændig harpe. You Are All I See er et personligt udspil, der langsomt kravler ind under huden og viser sit værd gennem en moden og reflekteret intimitet.

4. Bon Iver - s/t

Opfølgeren til For Emma, Forever Ago kunne være blevet en fatal fiasko, og det mod hvormed Vernon (nu med band) har kastet sig ud i udfordringen er umådeligt beundringsværdigt. Bon Iver er netop modig ved at være ganske anderledes uden at være radikal i sin forandring. Der arbejdes mere med formerne, og pladen er på næsten alle måder stærkere end debuten. Afslutningsvis må det her tilføjes, at jeg holder umådeligt meget af pladens sidste nummer, Beth/Rest, der har fået store tæsk hos mange. Fra start til slut en helstøbt plade af et yderst veloplagt orkester.

3. Kurt Vile - Smoke Ring For My Halo

En ven sagde i beruset begejstring, at det ikke var umuligt, at Kurt Vile kunne være den sangskriver, man ville se tilbage på om 30-40 år som vor tids helt store singer/songwriter. Formuleringen er både bombastisk og alligevel retorisk forsigtig, ligesom Kurt Viles musik både er dynamisk direkte og samtidig umådeligt tilbageholdende i sit røgslør. Den produktive Vile lader til at være ustoppelig i øjeblikket, og det er et stort privilegium at læne sig tilbage til tonerne af så delikat et udspil.

2. You Won't - Skeptic Goodbye

Årets helt store overraskelse og en umådeligt overset debutudgivelse. Gruppen har nu skrevet under med fine Old Flame Records, og pladen bliver genudgivet i januar, hvor det forhåbentlig bliver til en hel del mere eksponering. Skeptic Goodbye er særdeles oplagt fra start til slut, og duoens folk-pop med inspiration i bl.a. The Shins og Apples in Stereo er så enkel og virkningsfuld, at man kun kan blive imponeret over sangskrivningen. Blandt de nominerede til årets sang hører fra denne plade særligt den både bedårende og udleverende Who Knew.

1. M83 - Hurry Up, We're Dreaming

Det er vel på sin vis en oplagt førsteplads. Et dobbeltalbum uden en eneste svaghed. Hele 22 sange, der formår at hænge sammen trods stor, stor alsidighed og nysgerrighed. M83 har tidligere været både storladent og triumferende. Varieret har det også været. Hvori består da overraskelsen, hvis vi da overhovedet har behov for denne? Til en vis grad kan man tilskrive valget af dette format. At udgive et dobbeltalbum er imidlertid næsten forventeligt af en pathos- og nostalgifyldt romantiker som Anthony Gonzalez, men at man i 2011 kan få noget så stort til at lykkes, er i sig selv så fabelagtig en bekræftelse, at det genføder den naivitet i lytteren, som Gonzalez selv har bevaret.

M83 får lov at sætte punktum for endnu et umådeligt stærkt musikår. Jeg har uden tvivl overset mange fantastiske plader, hvoraf enkelte for mange står som allestedsnærværende troper, men tilfældighederne skal jo gerne spille ind. En blog skulle også gerne afspejle subjektet og ikke forsøge at repræsentere tidsånden eller selve året, der gik. Der er masser af grund til at glæde sig til 2012. Problemet er ikke, hvorvidt vi kommer til at høre fremragende plader - snarere i hvor høj grad vi skal frygte, hvad vi mon går glip af og først får tid til at udforske retrospektivt.

/Martin

Årets album 2011: Nr. 25-11

25. John Maus - We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves

Prisen for årets albumtitel må vel gå til John Maus, der på samme tid har begået sit hidtil stærkeste album. En kitschproduktion er ganske vist en del af tidsånden, men John Maus gør det ganske enkelt bedre end de fleste og har tilmed sangene til at underbygge det helstøbte lydbillede.

24. Panda Bear - Tomboy

Der er næppe en plade fra 2011, der har været så voldsomme forventninger til som Tomboy. Den er naturligvis ikke i samme klasse som Person Pitch, og den forsøger gudskelov heller ikke at ramme samme æstetik. Men den er i sin egen ret en finurlig plade med mange fine melodistykker.

23. Beirut - The Rip Tide

Hvor Zach Condons værker tidligere er blevet beskrevet meget tematisk, er The Rip Tide på sin vis mere afslappet. Et sammensurium af små værker, der fungerer mere som en samling stærke sange end som det mere sammenhængende vidunder, man forbandt med The Flying Club Cup.

22. WU LYF - Go Tell Fire to the Mountain

Sidste nummer på WU LYFs debutplade hedder meget rammende Heavy Pop. Bandet lukrerer på en mystisk og pressesky identitet, men det er trods alt musikken, der bør fremhæves. Denne heavy pop er en imponerende tolkning af popmusikken, der er al hypen værdig.

21. I Break Horses - Hearts

Førstesinglen Winter Beats tæller blandt årets stærkeste sange, og man kan næppe bede om en stærkere indledning på en plade. Maria Lindén synger tilbageholdende og ganske fremragende. 2011 var ikke præget af lige så mange fremragende svenske plader som året før, og de er da også eneste skandinaviske navn på årets liste.

20. Real Estate - Days

Real Estate er en åbenlys darling, og Days er ingen undtagelse. Det er ofte ret forudsigeligt, men netop her bliver det imponerende: Det er, hvad håndbogspsykologien vil kalde den sunde kedsomhed.

19. Cut Copy - Zonoscope

En udgivelsesdato i starten af året er muligvis årsagen til, at denne glimrende plade ikke er kommet på synderligt mange årslister. Samtidig må man anerkende, at manglen på åbenlyse singler (sammenlignet med In Ghost Colours) har skabt en anderledes plade, end mange muligvis har forventet. Den kræver i højere grad at blive hørt fra start til slut, men da afslører den også sin imponerende homogenitet.

18. The Weeknd - House of Balloons

Det hele startede nærmest med et tweet af Drake. En anbefaling af det gratis debutalbum og et bredt publikum var nået kort derefter. The Weeknd er yderst veludviklet og udleverende popsensibilitet i R&B-format. Et format, der i 2011 er brudt igennem til et publikum, der tidligere stort set har foragtet denne tradition. I samme åndedræt bør man da også understrege, at det ikke er R&B som sådan, og krydsningen understreges da også af valget af samples, der bl.a. inkluderer et par stykker af Beach House. Imponerende er det også, at canadieren har udsendt hele tre fuldlængder i 2011.

17. The Dodos - No Color

Egentlig var det vel ikke så slemt med forventningerne til No Color efter skuffelsen Time to Die. Alligevel sidder man tilbage med en følelse af, at dette fine album blev afskrevet på forhånd. At de med Visiter peakede for aldrig igen at nå de højder. Ret skal være ret: Vi er ikke på højde med hverken Visiter eller Beware of the Maniacs, men det er meget tæt på, og man kan håbe, at fremtiden kommer til at se mildere på denne nyeste udgivelse af trioen (tidligere kun duo).

16. Destroyer - Kaputt

En genfunden glæde for saxofonen prægede til en vis grad det første halvår af 2011, hvilket har sendt en skræk i livet på mange og begejstret andre. Den rutinerede Dan Bejar er en herre, der ikke falder for unødvendig kitsch men i stedet formår at omfavne en på sin vis let(sindig) produktion, der får de ni perler på Kaputt til at stå tilbage som mere end blot tidstypiske pejlemærker.

15. Gang Gang Dance - Eye Contact

Mere end 11 minutter varer første skæring på Eye Contact, og den er en perfekt repræsentant for opfølgeren til det formidable Saint Dymphna. Sangen bygger langsomt op og udviser fornemt tålmod, før det pludselig går løs i afbalanceret vildskab. Titlen antyder en vis forhøjet intimitet, der kommer særligt stærkt til udtryk i singlen MindKilla, der er blandt årets absolut mest medrivende sange.

14. Cass McCombs - Wit's End

Det er blevet til to fuldlængder for Cass McCombs i 2011, hvoraf denne første - Wit's End - er den klart stærkeste. Blot et enkelt sekund er vi inde i pladen, før fortællingerne starter. Vokalen er egentlig enkel og forsøger aldrig det store; det er i selve sangskrivningen, McCombs har en formidabel styrke. Udleveretheden er tydeligt medieret men blotter i sin enkelhed et narrativ, der bliver mere og mere nøgent for hver gennemlytning. Og så er The Lonely Doll jo én af årets smukkeste sange.

13. Julianna Barwick - The Magic Place

Man har følelsen af, at Julianna Barwick til en vis grad har afskærmet sig fra resten af verden og trukket sig tilbage i sin egen, som hun på overbevisende vis har repræsenteret sonisk og med den rammende titel The Magic Place. Det er ikke utvetydigt glade toner. Omvendt er det heller ikke en overvældende tristesse. Det er nærmest en kropsliggørelse af en interesseløshed, der skaber flotte Leerstelle (i Wolfgang Iser'sk forstand), hvorfra vi selv kan navigere i produktiv kontemplation.

12. Akron/Family - S/T II: The Cosmic Birth and Journey of Shinju TNT

De legesyge amerikanere er i forrygende form på deres nyeste udspil. Der er megen alsidighed på spil, men smukkest bliver det alligevel på den mere afdæmpede Island. En på flere måder bekræftende udgivelse.

11. Youth Lagoon - The Year of Hibernation

Unge Trevor Powers har noget, der ligner et naturligt superheltenavn, hvilket den udmærkede albumtitel ikke just forsøger at hamle op med. Albummet er spækket med intimitet og langsomme opbygninger i en charmerende hjemmeproduktion. The Year of Hibernation er indbegrebet af fremragende bedroom recordings.

... Top 10 følger én af de nærmeste dage.

/Martin