Sónar Copenhagen

Siden 1994 har festivalen Sónar i Barcelona ikke blot afspejlet den elektroniske musiks rivende udvikling. Festivalen har også været med til at forme selvsamme.

Der er adskillige stærke spanske festivaler, men Sónar er alligevel blandt dem, jeg længst har drømt om at tage del i efter deres forrygende programmer år efter år.

Trods det catalanske udgangspunkt har festivalen været rundt i mange byer gennem de seneste år, og i 2015 runder Sónar såmænd også København (ligesom også Stockholm og Reykjavík har haft æren i vinters). Det bliver Koncerthuset, der med tre scener lægger hus til festlighederne 13. og 14. marts.

Fredag kan særligt anbefales den mesterlige og ofte filmiske Jon Hopkins, ligesom også Daniel Avery og Vessel og kan fremhæves. Af de danske navne er der alt fra rutinerede Future 3 til spændende Sekuoia, der leverede den muligvis stærkeste koncert på sidste års SPOT Festival.

Lørdag er det svært ikke at fremhæve islandsk-færøske Kiasmos, der med sidste års debutplade stod bag én af årets allerstærkeste musikalske oplevelser. Factory Floor er garant for industriel skønhed, medens man med en anden hårdhed finder rapperen Novelist, der leverer poesi til Mumdances veloplagte produktioner.

Min broder (i ånden og i bogstaveligste forstand) er den person, der har åbnet mine øjne for elektronisk musik, og det har derfor været ganske naturligt at få ham til at bidrage med en playliste til Sónar. De første ti bidrag deltager alle i den danske udgave af festivalen, og de andre er fra udgaverne i hhv. Reykjavík, Stockholm og naturligvis Barcelona. Enjoy.



/Martin

Salt Cathedral

Salt Cathedral er en columbiansk trio med base i Brooklyn. Salt Cathedral er også en forfriskende omgang electropop, der ikke er bange for til tider at sætte tempoet lidt ned.

I morgen udgiver de deres anden EP, OOM VELT, hvorfra den glimrende og himmelstræbende Holy Soul stammer. Og sikken titel, tænker man måske, selvom kun få i kongeriget efterhånden kender til følelsen af blasfemi.

Det er luftigt, men det er ikke køligt. Juliana Ronderos' stemme er indtil videre dét, der skiller Salt Cathedral fra så mange andre, og derfor fungerer Holy Soul på disse enkle præmisser. Det enkle orgel, det stille og knipsevenlige beat og en fin tekstbid, der inviterer til refleksion over hukommelse over for erindring.

Da sangen efter godt et par minutter sløver ned, vil nogle lyttere måske tænke på Jon Hopkins et kort øjeblik, før vi får sangens hovedbudskab serveret:

We won't let our hearts forget this time

Hvad vil det sige aktivt at gribe ind i erindringen? Hvad siger det om mennesket, at man gør noget for at huske noget? Og hvor langt ligger det fra frygten for at glemme? Og i hvor høj grad gør vi det for egen vindings skyld?





/Martin