søndag den 10. august 2008

Tidens tand - fra godt til rigtig godt

At høre et album, rigtigt høre det, kræver ofte tid. Og ikke bare nok tid - ofte kræver det den rigtige tid. Timing. Koblingen mellem sanser og hukommelse gælder i dén grad også i musikkens verden, og vi forbinder derfor ofte noget bestemt med et album, hvilket simpelthen gør musikken mere speciel. Eller sagt mere bombastisk: Det udløser magien i det indspillede værk.

Tysklands bedste band, The Notwist, ventede hele seks år, før de udgav opfølgeren til nyklassikeren Neon Golden. Og med god grund. Dels var 2002-albummet så fremragende, at det krævede en del mod, tålmod og overskud at gå i gang med en opfølger, dels havde medlemmerne travlt på både privatfronten og med sideprojekter.

Målt i internettid kan det for mange allerede virke forældet at skrive om deres nyeste værk, The Devil, You + Me, men netop her spiller tiden ind. Efter at have hørt albummet et halvt dusin gange med en idé om, at det var et "godt album" (og ikke meget mere end dét), gav jeg det en chance igen en lørdag omkring middag - stadig påvirket af den foregående aftens eskapader. Da ramte det plet. Det gav mening. Det komplekse værk blev overskueligt, og Marcus Achers vokal var igen tilbage på toppen. Nu sang han ikke kun for sig selv.
Og var det seks års ventetid værd? Ja, det kommer vel an på, hvilket forhold man har til tiden.

The Devil, You + Me er ude nu gennem det glimrende City Slang.

MP3: The Notwist - Good Lies

/Martin

Ingen kommentarer: