fredag den 21. januar 2011

Weekend // Det Vackra Livet // La Sera

Muligvis et misvisende billede til at akkompagnere en overskrift, der hedder noget med 'weekend'. Det ser bare så behageligt ud, at det er svært ikke at misunde en sådan udsigt, når man sidder i en lejlighed i midtbyen - og så i januar.

På billedet ser vi Katy Goodman, der udgør en tredjedel af Vivian Girls. Hun har netop skrevet under med Hardly Art med sit soloprojekt La Sera, der umiddelbart lyder ret anderledes end hovedprojektet. Det er en anelse mere drømmende, og der fyldes generelt lidt mindre ud i lydbilledet. Der er ikke sat noget højt tempo for dagen, og det er generelt en rar ting at starte fredagen med. Det selvbetitlede debutalbum udkommer 15. februar.

Før den mere festlige musik tager over om aftenen, er der lidt svensk melankoli at give sig i kast med. De to brødre Philip og Henrik Ekström fra The Mary Onettes har startet et nyt projekt ved navn Det Vackra Livet, der indtil videre lyder ret meget som, ja, The Mary Onettes på svensk. Men det er nu heller ikke det værste at lyde som, og det svenske sprog egner sig jo ligeledes ret fint til melankolsk popmusik. Sanger Philip skrev angiveligt 15 sange over et par måneder i efteråret, og det skulle gerne munde ud i et album på Labrador på et tidspunkt.

MP3: La Sera - Devils Hearts Grow Gold
MP3: La Sera - Never Come Around
MP3: Det Vackra Livet - Viljan

/Martin

Ingen kommentarer: