Den dovne vinter

Det går langsomt for tiden - også på disse sider. Det kunne der såmænd gøres op for med fokus på bands, der har været overset gennem året eller bands, jeg først selv har fået fulgt op på mod årets afslutning. Ja, det ville såmænd give mening at lave en årsliste, men den skal nu nok komme, om end det muligvis bliver tidligt i januar.

Her skal det i stedet handle om en gammel kending, jeg har fundet frem igen: The Blue Depths af Odawas fra starten af 2009. Jeg skrev om pladen for snart fire år siden, og den er stadig fænomenal. Den er som skabt til vinter med sine kolde synthflader. Kompositionerne kan minde om poppet psychfolk svøbt ind i noget, der på det nærmeste lyder som en Vangelis-produktion. Odawas lyder som ingen andre, og selvom sangskriver Michael Tapscott senere har udgivet i eget navn, må bandet meget gerne komme tilbage, men Jagjaguwar melder endnu intet om en kommende plade. En umådeligt undervurderet plade og noget af en grower.





/Martin