Gruppens klart stærkeste sang er Downward Years to Come, der er den eneste af deres sange, der giver nok plads til vokalen. Det hele er ret støjende, som det sig hør og bør med denne slags shoegazer, men den luftige vokal skaber en forrygende popbalance. Carsten Holm sammenlignede den sågar ganske smukt med Neil Tennant!
Det hele starter ret ligepå og angriber lytteren. Trommerne varierer kompetent, og efter tre og et halvt minut indikerer de ved deres poetiske fravær, at sangen stopper. Det er dog kun delvist tilfældet. I stedet får vi en lang og sørgelig outro, der nærmest grænser til ambient, som man kender det fra No Age, når de sætter ind med disse pauser.
EP'en, af samme navn, holder ikke niveau hele vejen igennem, men der er lagt op til en lovende debut LP - trods alt.
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar