At have en musikblog er langt hen ad vejen en beskeden søgen efter en art æstetisk retfærdighed. At fremhæve noget frem for noget andet. Selv hvis det allerede har fået megen opmærksomhed, og særligt når opmærksomheden har været generelt fraværende. Men altid med tanken: dette fortjener at komme endnu bredere ud. Dette kan gøre noget for andre mennesker. Dette bør spille en større rolle i den verden, vi lever i.
Sidste år overså jeg groft en plade, der burde være at finde på enhver årsliste:
Field of Reeds af These New Puritans. Men ak, den blev desværre overset mange andre steder også. Hermed ikke sagt at anerkendelsen ikke har været stor; kritikken har primært været yderst positiv.
These New Puritans er et band, der er vokset gevaldigt over årene og har haft modet til at ændre sig og opsøge nye territorier. De undsiger sig efterhånden enhver kategorisering, medens vi almindelige dødelige forsøger at indfange dem blot en smule med vores hang til ord. Allerede fra første færd fornemmer man en vis inspiration fra
Spirit of Eden, der går igen på store dele af pladen. De lange, seje træk med triste trompeter og filmisk fascination.
Flere anmeldere har kaldt det "avantgarde", der naturligvis er et særligt vanskeligt begreb at arbejde med om noget kontemporært, og skal vi arbejde med andre vanskelige begreber, er det for mig interessant, at jeg for en sjælden gangs skyld ikke føler nogen stor modstand mod begrebet "art rock".
Field of Reeds er kunst. Stor kunst. I det uhyre spændende felt mellem kunst og konsum (hvis vi skal tillade os at være umådeligt sort/hvide i vores tilgang til æstetikken) er These New Puritans så afgjort ét af de mest interessante bands i nyere tid. Der er absolut intet galt med underholdning og ærlig popmusik, men når der for en sjælden gangs skyld skabes noget så besynderligt interessant, fængende og inspirerende, som tilfældet er her, fortjener skaberne også stor applaus.
De har taget sig god tid til at lave pladen, og den fortjener netop tid. Den vokser, den omringer dig, og den overvælder dig, når kontemplationen kaster sine lange skygger.
Der er ofte nogle klassiske elementer på spil, men der er absolut ingen insisterende zeitgeist, som det er tilfældet med stort set alt andet, der udgives disse år. Det er tidløs skønhed.
/Martin
