Painted Shrines

Woods er et gennemført rart band. De holder et uhørt højt niveau på trods af en travl udgivelseskalender. Nogle gange kunne man selvfølgelig ønske, at de ville tage den med ro og i stedet udgive halvt så mange, men endnu bedre plader. Og så igen: Det er en del af charmen.

The Reds, Pinks and Purples er ligeledes et rart bekendtskab. Glenn Donaldson står bag, og han elsker – meget forståeligt – australske The Go-Betweens.

Denne Glenn er gået sammen med Jeremy Earl fra Woods om at danne Painted Shrines. Det lyder, surprise, rart. Det er langsom, dreven, underspillet balsamrock med Jeremys høje røst i front. Woods' eget Woodsist udgiver.

/Martin

Woods bringer glæde ind i rutinen

Her er to påstande, som er tæt på at være egentlige sandheder. 1) Vi har alle brug for sonisk D-vitamin 2) Woods har aldrig lavet en dårlig plade. Nogle lidt kedelige, jovist, men aldrig dårlige.

Woods er produktive, og selvom dette sjældent har været en kvalitet i musikverdenen de senere år, holder Woods et forbavsende højt niveau. Bent Beyond fra 2012 var blandt mine yndlingsplader det år.

Den 15. april udgiver de deres nye plade, With Light and with Love, på deres eget pladeselskab Woodsist. Singlen Moving to the Left har allerede været ude i nogle uger, og den har bragt solskin ind, hvor det har manglet herhjemme. Det leverer de altid, og det må vi takke dem for. Et forrygende omkvæd og en hæderlig produktion.



/Martin

Kevin Morby dyrker langsommeligheden

Kevin Morby er bassist i Woods og sanger/guitarist i The Babies. Førstnævnte har en masse stærke sange bag sig, selvom man også hurtigt kan springe over en del af deres plader. The Babies har mindre at byde på, selvom de af og til er et sjovt bekendtskab.

Nu har Kevin Morby så udgivet en soloplade, der selvfølgelig er blevet varetaget af Woodsist. Pladen kalder han selv for en hyldest til NYC, for det er der åbenbart stadig brug for. Harlem River er titlen, og den passer fornemt ind i Woodsist-kataloget: uden tvivl bedre end det meste andet, men løber tør for energi. Det skyldes imidlertid ikke en mangel på kvalitet som sådan: hos Woodsist søger man ikke variation for variationens skyld, hvilket man også må rose til en vis grad, om end man nogle gange som lytter sættes på en prøve på tålmod.

Bedste sang på pladen er Slow Train, som walisiske Cate Le Bon synger med på. På trods af hendes fine stemme havde sangen måske været stærkere uden hendes medvirken, da det havde styrket følelsen af ensomhed i den fine, langsomme komposition.



/Martin

Purling Hiss

Netop hjemvendt fra en lille turné i Tyskland og Holland træder en del højdepunkter frem, og blandt de musikalske er Philadelphia-trioen Purling Hiss nok det største. De spillede en fremragende koncert i Groningen på Vera, der må siges at være ét af de absolut bedste spillesteder, jeg nogensinde har besøgt. Anbefalingen er givet videre.

Purling Hiss er et band, der kender sin rockhistorie og har dvælet mest ved den psykedeliske rock i kombination med 90'ernes langsomme tonserbevægelse á la Dinosaur Jr. De har udgivet på alle tænkelige formater, og de har arbejdet med bl.a. Woodsist, Mexican Summer og nu også Drag City. Det nyeste album, Water on Mars, er langt mindre lo-fi end det meste andet, bandet har udgivet, og det klæder dem egentlig gevaldigt. Den altid habile Jeff Zeigler, en lokal helt i Philadelphia, har produceret.



/Martin

Art Museums

Slumberland har så meget kvalitet og ofte en så klar profil, at det næsten er for meget af det gode. Derfor overser man også nemt et band som Art Museums.

Bag navnet gemmer sig en hyggelig duo, der låner mere end flittigt fra 60'erne med en dertil veludviklet sans for nyere tolkninger af selvsamme tilsat fine, jangly guitarer over en simpel trommemaskine.

Gruppen startede i San Francisco, hvor de indspillede og udgav debutalbummet Rough Frame på det fremragende Woodsist. Senere har de så på førnævnte Slumberland udgivet en rigtig fin 7" ved navn Dancing With a Hole in Your Heart, der kan bestilles her.



/Martin

Kurt Vile - og indlæg nummer 400

(Jeg burde vel skrive om Radiohead, men jeg har endnu ikke hørt den nye skive - det kræver imidlertid megen fantasi at forestille sig, at jeg ikke vil elske den)

Det var vist kun på tide, at jeg fik skrevet om Kurt Vile. Manden har forud for sin nye plade Smoke Ring For My Halo udgivet tre fuldlængder og to EP'er, men jeg har først rigtigt givet ham en chance i år. Jeg forsøger ikke at fortryde for meget, men jeg er bitter over først nu at have åbnet op for den langhårede mand, der af og til ligner en ung Dave Mustaine. Kun bogstaveligt.

Det kræver egentlig ikke det store at komme ind på Smoke Ring For My Halo. Egentlig har det vel også lyden af en mand, der har været på Woodsist og nu er på Matador. Det er forholdsvis lettilgængeligt med et hint af en trashet kant. Det er hverken udsyret eller mystisk. Det er heller ikke skævt for at være skævt. Det er mestendels den langhårede mand med sin akustiske guitar, der suppleres af dovent spillede trommer, af og til en elektrisk guitar, af og til lidt klaver. Det er muligvis ikke sublimt fra start til slut, men der er nok højdepunkter til at gøre det til et af årets foreløbigt bedste albums.

Rigtig god weekend ønskes herfra.

MP3: Kurt Vile - Jesus Fever
MP3: Kurt Vile - In My Times

/Martin