Årets album 2025

Hvor meget tid og opmærksomhed kan man egentlig give så mange plader i løbet af et år? Altså tid til rigtigt at lytte, lade synke ind, genhøre, mærke. Med en liste på 25 plader (og en masse fravalg) til et år på 52 uger … I kan nok se, hvor jeg vil hen, men hvert år laver jeg alligevel en disclaimer: Jeg laver årslisten, fordi det er sjovt, og fordi jeg nærer et lille håb om, at nogle får lyst til at høre noget musik, de måske ikke ellers ville have hørt.

Forleden spurgte jeg modtagerne af Ugens Plader, hvad jeres musikalske højdepunkter har været i 2025. Som ventet var der en del, der nævnte Geese. Flere Mogwai-fans trådte også frem i indbakken. Chat Pile. Wet Leg. Masser af guitar. Og så Rosalía.

Netop Rosalía må være en af de få interessante popstjerner i øjeblikket. Jeg beundrer hendes ambition bag Lux, og som popalbum betragtet er det virkelig interessant. Inden for få uger udkom både dét og Lily Allens West End Girl. Sidstnævnte affødte adskillige essays, tolkninger og samtaler og blev et sandt popøjeblik i et par uger. Det var en fornøjelse at se så mange mennesker være engageret i musik og hele album. Samtidig nåede vi endelig et år, hvor masserne ikke faldt i svime over et Taylor Swift-album. Vil vi endelig lidt mere med popmusikken igen?

Nå, videre til mine favoritter fra 2025. Jeg har tænkt over rækkefølgen, men i virkeligheden betyder det selvfølgelig ingenting, om et album er nummer 14 eller 15, og det hele kunne se anderledes ud, hvis jeg lavede det en anden dag. Så var der måske også plads til Cate Le Bon, Blawan, The Tubs, Ela Minus eller noget femte.

Tak fordi du læser med! Vi ses i 2026.

25 Barker: Stochastic Drift

Der er utroligt nok gået seks år, siden Barker albumdebuterede med den elektroniske nyklassiker Utility. Det var ambient techno og ret radikalt, fordi det var techno uden stortromme. Det er stadig hakkende og hostende, måske lidt mindre blødt og en anelse mere jazzet. Der er stadig plads til det ambiente, særligt på den stemningsfulde ‘The Remembering Self’.

24 Jens Lekman: Songs for Other People’s Weddings

Göteborgs venlige troubadour holder stadig højt niveau. Jens Lekman har altid balanceret mellem det underholdende og kække på den ene side og det romantiske og twee på den anden. Songs for Other People’s Weddings er sunget fra en særlig outsiders perspektiv, bryllupssangeren. På debutalbummet fra 2004 hedder en af sangene ‘If You Ever Need a Stranger (to Sing at Your Wedding)’, og det er denne fakkel, han har samlet op. I årevis har Jens Lekman rent faktisk sunget til et hav af bryllupper. På første sang forklarer han præmissen for albummet. Hans stemme lyder en anelse slidt, blot en anelse, som om han selv vil gøre opmærksom på det. Men allerede på den efterfølgende ‘A Tuxedo Sewn for Two’ er både tempo, stemning og vokal tæt på vintage Lekman. En oprigtigt sjov tekst. Derpå følger ‘Candy from a Stranger’ med et omkvæd og kor så lekmansk, at ingen andre i 2025 kunne slippe af sted med det.

23 Kristin Daelyn: Beyond the Break

Afslappende indie-folk. Kristin er en fingerspillende singer/songwriter, der dyrker roen. Altså afslapning, ikke rodfrugten, selvom hun lyder som typen, der har en avanceret køkkenhave. Det er lidt i stil med både Bedouine og tidlig Weather Station med dejligt mange meditative passager.

22 Troth: An Unfinished Rose

Eksperimenterende stemningspop. Dele af albummet smager af Mabe Frattis cello-kompositionspop (særligt ‘Tides Reflected in Her Eyes’), mens eksempelvis titelnummeret nærmest kombinerer William Basinski med Jenny Hval. I mere direkte øjeblikke er det mere minimalistisk DIY-pop.

21 Dylan Henner: Star Dream FM

Eksperimenterende ambient, der hylder ungdommen. Mere præcist de store følelser, man kan have som 17-årig. Vi skal ifølge Dylan Henner forestille os, at vi skruer på FM-radioen og finder en kanal, der sender vores følelser. “Star Dream FM” hedder den.

Det er mestendels minimalistisk og lejlighedsvis storladent. Både forstads- og ungdomshimmelstræbende med synth-kor, der i stor stil trækker tråde til M83, som han lød i første halvdel af 00’erne. Henner må også formodes at have lyttet til Mogwai, selvom det her kommer frem i en meget nedbarberet version, altså en støjfri omgang. Læg mærke til de effektive sangtitler (en af hans ældre kompositioner er skrevet fra et barns perspektiv og har den tårefremkaldende titel ‘Everyone I’ve Ever Loved Lives Here Together’).

20 Nourished By Time: The Passionate Ones

Skæv R&B med poppede elementer. Eller underlig pop med et skvæt R&B. Nogle gange er der noget (mindre dramatisk) How to Dress Well over det. Der er en vis forkærlighed for 80’erne og en fornemmelse af, at Marcus Brown har lavet det meste alene om aftenen i en lille lejlighed. Han skiftevis synger, mumler og sukker over skønne beats. Nogle keys lyder næsten bevidst billige på den bedst tænkelige måde, nærmest som legetøjsinstrumenter.

Det hele er lavet med stort overskud, og det lyder, som om han har et hav af sange liggende. På ‘Max Potential’ høres et nærmest stadionvenligt omkvæd, ‘9 2 5’ er dansabel, ‘Baby Baby’ er kaotisk pop, mens mit højdepunkt ‘Tossed Away’ afslører hans forkærlighed for DIY-indierock forklædt som ballade. Navnet Nourished By Time er i øvrigt inspireret af Guided By Voices.

19 Wrekmeister Harmonies: Flowers in the Spring

Hvis man beskriver duoen som “drone med udgangspunkt i metal”, tænker de færreste nok på håb, men man skal blot se på albumtitlen. Der er meget lidt variation på de fire kompositioner, sådan er det vel med drone, og det er ikke alles kop te, men er man til den slags, er vi ude i noget af det virkelig stærke her.

To af de fire stræk stopper brat, som for at gøre opmærksom på, at de kunne fortsætte i evigheder. Det gør det hele mindre tungt, nærmest som om de selv laver sjov med gentagelsen. Mørkest er ‘Fuck the Pigs’, der kan minde lidt om A Silver Mt. Zion eller at gynge alene på en legeplads, efter Jorden er gået under.

18 Croatian Amor + Lust For Youth: All Worlds

Har man dyrket Lust For Youth, forbinder man dem nok med synthesizere og halvmørke popsange. Sammen med Croatian Amor (Loke Rahbek) er de her tættere på hans elektroniske hjemmebane. Der er plads til både diskret ekstase og elektronisk melankoli fra øverste scandi-skuffe. Emma Acs’ stemme passer perfekt til ‘Passerine’, og singlen ‘Kokiri’ giver mig lyst til at komme ud på tennisbanen og øve min baghånd, indtil jeg kan slå den helt rent longline. Bemærk – apropos – albumcoveret. En herlig sportsreference kommer også på lukkeren ‘Still Here’, da fortælleren pludselig informerer om, at Cavendish netop har vundet sin 35. etape.

17 Panda Bear: Sinister Grift

Hvem skulle have troet, at Panda Bear i 2025 ville levere et glimrende popalbum? Jeg hørte så meget Animal Collective i 00’erne, at jeg i årevis ikke kunne klemme mere ned.

Hvis jeg gik mere op i sladder, havde jeg måske opdaget, at Panda Bear – Noah Lennox – var blevet skilt, men ellers er der en vis sandsynlighed for, at man opdager det på Sinister Grift. Den snart 47-årige synger om skilsmisse, midtvejskrise og dårlige knæ. Hans datter taler sig igennem versene på ‘Anywhere but Here’. Alle fra Animal Collective hjælper lidt til undervejs. Og sidste års store indie- og guitarhelt, Cindy Lee, er med på ‘Defense’. Lennox elsker åbenlyst stadig Beach Boys, surf-pop og dub med lettere psykedeliske elementer, og på trods af melankolien har han ikke mistet modet dernede i Lissabon.

16 Blue Lake: Weft

Instrumentale og meditative guitarkompositioner. En kur mod dårlige nyheder. Jason Dungan spiller alverdens instrumenter. Han bygger dem vist også selv. Han fik en slags gennembrud med Sun Arcs fra 2023, men jeg er mere begejstret for hans nyeste, der er lidt renere i lyden. Det emmer af naturforelskelse og kaffe i termokanden. En reference kunne være William Tyler (også fint album i år), der bl.a. har lavet soundtracket til den vidunderlige First Cow, der kan ses gratis på Filmstriben.

15 Blood Orange: Essex Honey

Ligesom med Jens Lekman og Panda Bear troede jeg også, at jeg var træt af Blood Orange. Jeg havde også glemt, at han var engelsk; der var noget amerikansk over hans måde at favne så bredt og producere for så mange. Los Angeles-typen.

Måske har hans plader også været lidt for usammenhængende, selvom de ved gud har budt på nogle gevaldige og forrygende hits. Men det er tydeligere end nogensinde før, at Dev Hynes er en engelsk musiker: Helt overordnet er der en sensibilitet i hans afdæmpede pop, som man trods alt meget sjældent hører i amerikansk pop. Mere konkret kan man høre referencer til alt fra Prefab Sprout (fx ‘Thinking Clean’) til Sarah Records (‘The Train’). Endnu mere konkret: samples af Durutti Column (‘The Field’ bygger direkte på deres ‘Sing to Me’) og Everything But the Girl.

Dertil – trods alt – samples af amerikanske Yo La Tengo og en reference til bl.a. Elliott Smith, som Lorde får lov at synge (et citat fra hans ‘Everything Means Nothing to Me’).

Danske Cæcilie Trier er med på cello. Andre gæster tæller Tirzah, Caroline Polachek og Mabe Fratti. Det lyder måske rodet (‘hvorfor så mange gæster på moderne plader?!’ råber alle os over 30), og det kunne nemt være endt sådan, men det hænger sammen, og det gør det i stor stil på grund af mandens nostalgiske kerne. Albummet fremstår som indrømmelser fra en mand, der har forsøgt at være til stede i nuet, men føler sig draget af fortidens storhed. En midaldrende, utrolig talentfuld producers indrømmelser.

14 Milkweed: Remscéla

Der sker meget i britisk folkemusik i disse år, og duoen Milkweed hører til de mere outrerede. Tidligere har de fundet inspiration i den danske arkæolog P.V. Glob (kendt for fundet af Tollundmanden), og denne gang dykker de ned i forhistorierne til det irske epos Táin Bó Cúailnge. Det hele er en anelse eerie og muligvis indspillet på bånd. Resultatet og intentionen er i hvert fald lofi-freak-folk.

13 Walt McClements: On a Painted Ocean

Hvad forbinder du med en harmonika? Schlager? Balkan-pop? Jeg forstår, hvis man måtte have forbehold, men Walt – der har arbejdet med Weyes Blood, Mary Lattimore og Hurray for the Riff Raff – kombinerer kløgtigt instrumentet med orgel, saxofon, synth og meget mere. Titlen er rammende, havet er malet med blåt på blåt. Chuck Johnson, der har lavet mesterværket Balsams, har mixet og mastereret. Måske derfor lyder det så vidunderligt.

12 Sharp Pins: Balloon Balloon Balloon

Retro-jangle-lofi-garage-pop. 21-årige Kai Slater lever tydeligvis i fortiden, heldigvis for os. Nogle kender ham måske fra bandet Lifeguard (også med god plade i år), og sørme om han ikke er bror til den ene i Horsegirl, som også er på denne liste.

Kai Slaters nye soloalbum har den friskhed, man kan høre i vellykkede demoer, og det lyder ofte mere som en samling gode ideer, end hvad mange ofte forbinder med et album. Det er i dette tilfælde absolut positivt, og mange vil undervejs nok tænke på Guided By Voices med deres umiddelbarhed, ikke mindst klassikeren Bee Thousand (1994). På Balloon Balloon Balloon er Kai Slater dog lidt mere orienteret mod The Kinks og midten af 60’erne, end Robert Pollard og Guided By Voices var det.

21 sange på 43 minutter. Det er fragmentarisk, veloplagt, melodiøst, lofi. Det er umiddelbart og entusiastisk.

11 Hugo Randulv: Drunkna i ljus

Hugo Randulv har været en central del af Göteborgs musikscene i godt et dusin år, hvor han bl.a. har spillet med i Westkust, Enhet för fri musik og Makthaverskan, som vender tilbage med nyt album i 2026.

Her leverer Hugo ambient og drone på elektrisk cello (og en anelse guitarfeedback). Det lyder som blæst på havnen, storslåede drømme kombineret med et nærmest sympatisk mindreværd, som mange fra provinsen måske vil genkende. Albummet er delt i to, og på side B opstår et pludseligt ubehag, man lige skal være opmærksom på. Negle på tavlen-følelsen, som går over i et dybere ubehag, der næsten kan føles som scenen i skoven mod slutningen af Twin Peaks: The Return. Stille skrig. Resten er næsten beroligende.

10 Joanne Robertson: Blurrr

Nogle få kunstnere er i stand til at ramme balancen mellem noget på én gang fjernt og intimt. Man føler nærheden som et knitrende bål, men med en uforklarlig afstand, som var man et spøgelse.

Den engelske sangskriver Joanne Robertsons sjette album er et stille og mestendels diskret vidunder. Nogle sange minder om Grouper og dennes spøgelses-folk (første sang på Robertsons nye album hedder endda ‘Ghost’). Andre gange lyder det snarere som tidlig Cat Power med en skefuld Elliott Smith.

Midt på albummet får Robertson selskab af Oliver Coates på cello. Han er manden bag soundtracket til mesterværket Aftersun. På Blurrr løfter han ‘Always Were’ til en af årets flotteste sange og bidrager flot til to andre sange. Robertson er i øvrigt også en kyndig maler.

9 Domenique Dumont: Deux Paradis

Måske man skulle feriere i Riga. Jeg kan ikke nævne mange musikere fra Letland, men duoen Domenique Dumont – en lettisk producer og fransk sangerinde – sætter gang i rejselysten. På samme tid får man lyst til den perfekte inaktivitet. At ligge ved poolen, smelte i tilfredshed og drikke noget rødt eller pink. Domenique Dumont er tidligere blevet kaldt baleariske, og det kan ikke benægtes. Det er tilbagelænet feriepop og ambient i skøn forening.

Albummet skal ved første lyt lige i gang og bliver både stærkere og mærkeligere undervejs. ‘The Order of Invisible Things’ kunne være noget fra en spionfilm, der aldrig blev til noget. Titelnummeret byder på decideret medrivende orgel og er blandt de skønneste sange, jeg har haft æren af at høre i år. ‘Visages Visages’ lyder som engelske bands, der tog til Mallorca i anden halvdel af 80’erne og vendte inspirerede tilbage. Herefter vil også de første sange give bedre mening, og pludselig står man tilbage med et ret helstøbt album, der lever op til sin titel. Paradis har en skygge, et andet paradis, der er altid mindst to sider, hverdag og ferie, forpligtelser og frihed til ingenting, den lette melankoli ved ferien. “Gid det kunne vare ved,” tænker man altid, og hvis det kunne, ville al skønhed forsvinde.

8 Maria Somerville: Luster

Ambient spøgelses-folk af irsk sangskriver, der på sit andet album forsvinder endnu længere ind i tågen. Det er ofte Grouper-lignende (der var hun igen) i sin tristesse, men man hører også en del Julianna Barwick undervejs, både sirenelignende sang og katedralkontemplation. Også Julee Cruise kan nævnes. Stor anbefaling, hvis man som jeg er en sucker for den slags tågemelankoli.

7 Hotline TNT: Raspberry Moon

Shoegaze, powerpop og collegerock. Med andre ord store følelser og lykkeligvis både smittende melodier og hooks. Og pedaler. Trods højt tempo er det egentlig ret tilbagelænet, men man forestiller sig alligevel, at guitaren ofte hæves i en vinkel, så den næsten skyder efter stjernerne. Særligt begejstret er jeg for ‘Julia’s War’. Meget 90’er, ret emo, stor gejst.

6 James K: Friend

Jamie Krasner fra New York har med sit tredje album fået plads til både det poppede og det mystiske. Det er primært elektronisk pop og drømmepop, der forgrener sig i både shoegaze og trip-hop. Man hører både Cocteau Twins og på ‘Rider’ noget næsten new age-venligt á la Enya. Hun synger nærmest fromt.

5 DJ Koze: Music Can Hear Us

Hvem skulle have troet, at en af de mest interessante producere i dette årtusind kommer fra Flensborg? I dag bor Stefan Kozalla i Hamborg og på Ibiza, hvilket passer fint til musikken, der på en gang er nær og fjern, tæt på både hverdagen (med dertilhørende kompleksitet) og ferien (med dertilhørende behov for forenkling).

DJ Koze kan udtales som det tyske kotze (bræk) og det engelske cozy, det hyggelige. Man ved aldrig helt, hvor man har ham, og alligevel er han helt sin egen og får det hele til at hænge sammen. Det kan meget få slippe af sted med. Det er elektronisk musik med en organisk blødhed. Ofte psykedelisk, næsten altid trygt.

Tyskerens fjerde album er mere nostalgisk, hvilket man virkelig mærker med bidraget fra Markus Acher fra The Notwist. Der er også plads til bl.a. Sofia Kourtesis, Damon Albarn og Sophia Kennedy og alt fra house og breakbeat til drum’n’bass og amapiano.

Forgængeren Knock Knock (2018) var et lille mirakel, og Music Can Hear Us er en værdig opfølger, som man ikke bliver færdig med lige med det første. Et gavmildt album, fordi det er musik, der ånder.

4 N Kramer + Magnus Bang Olsen: Pastoral Blend

Duoen fra Berlin laver sædvanligvis (meget anderledes) musik under navnet The Zenmenn. Denne gang er der tale om eksperimenterende ambient. Albummet er både fredeligt og fragmenteret, men aldrig kaotisk. Som en drøm har det sin egen logik. Faktisk kan det minde om dét, man ofte kan læse om søvnforskning: at vi sover, så hjernen kan rydde op. Pastoral Blend er en nænsom diskdefragmentering af hjernen. Måske nogle af jer kan huske den funktion på en pc.

Danske Magnus Bang Olsen har indspillet pedal steel, som N Kramer har klippet i stykker og sat sammen. “Broken Americana” blev det vist kaldt et sted, og det er en fin beskrivelse.

3 Horsegirl: Phonetics On and On

Uimodståelig, minimalistisk og let eksperimenterende rock. Da Chicago-trioen udgav deres glimrende debutalbum Versions of Modern Performance i 2022, var de stadig teenagere. Dengang var de mere støjende, mere slacker, mere post-punkede.

Med hjælp fra walisiske Cate Le Bon (hør hendes Pompeii!) har de skåret endnu mere ind til benet. De kan vel stadig kaldes indierock og new wave og i mindre grad (blid) støjpop. De fleste sange bekender ret hurtigt kulør og dyrker gentagelsen. Nogle langsomt (‘In Twos’), andre med fart på (‘Switch Over’). Meget rørt bliver jeg af ‘Julie’, der både er placeret midt på pladen og er dens længste og muligvis bedste sang. The Guardian nævner Velvet Underground, og det giver mening. Man har taget en masse ideer og skrællet lag efter lag af for at nå ind til en kerne af umiddelbarhed.

2 These New Puritans: Crooked Wing

Sikken et band. Tvillingebrødrene Jack og George Barnett udgjorde engang et mere konventionelt post-punket band, som heldigvis gik i en mere interessant retning og i 2013 leverede mesterværket Field of Reeds. Langsomt lavede de den flotte opfølger Inside the Rose (2019) og er nu endelig klar med mere søgende og stille-storslået art-pop, som hverken er artsy eller pop, men hvad søren skal man kalde det?

Caroline Polachek beskriver dem således: “Jack and George make the kind of stuff that lives in the sacred sector of what I love about music, slurred sleepwalking through shifting crystalline mazes of brutal mortal timekeeping.”

Hun er med på den betagende ‘Industrial Love Song’ om to kraner, der forelsker sig. Hun dukker også mere diskret op på ‘A Season in Hell’ og ‘Wild Fields’.

Sangen ‘Bells’ får mig til at tænke på en mere gotisk udgave af Naima Bock i både komposition og instrumentering. Lige så rørende er ‘I’m Already Here’, der nærmest er en trist julesang. Og det er en påmindelse om, at dette lidt tunge album faktisk bliver endnu bedre, når vejret bliver dårligere, for sommermusik er det ikke. Men det er stadig en stor anbefaling.

En ven sammenlignede bandet med David Sylvian, og det er godt hørt. Han skrev også noget andet sandt: de befinder sig omtrent så langt fra algoritmerne, som man kan komme. Det er et godt sted at være.

1 Caroline: Caroline 2

Langsomt, men sikkert faldt jeg for den eksperimenterende London-oktets andet album. Jeg holdt meget af debuten fra 2022, Caroline, som også dyrkede en skæg blanding af improviseret folkemusik og post-rock, men også var mere mismodig.

Denne opfølger kan måske lyde mere rodet, men der er alligevel mere klarhed, ligesom man aner en anelse mere lys. Der er også et beundringsværdigt tålmod, stadig godt med guitar og strygere, men alligevel forunderlig plads til alle otte medlemmer.

Som Cal Cashin bemærker i sin anmeldelse for The Quietus, er albummet blevet til med forskellige optagelser og takes af de enkelte sange, der er blevet blandet sammen i den endelige udgave. På den vidunderligt betitlede ‘Coldplay cover’ spiller halvdelen af de otte én sang i ét lokale, mens den anden halvdel spiller en anden sang længere nede af gangen. Syd Kemp, der har hjulpet med indspilningen, bevæger sig mellem lokalerne i et forsøg på at integrere de to sange. Som med næsten alt andet på Caroline 2 lykkes det på (for)underlig vis.

Det kan måske lyde prætentiøst, men der er så megen skønhed og endda små glimt af pop og humor undervejs, at disse skramlede 39 minutter i sidste ende fremstår muligvis endnu stærkere end debutalbummet.

 
/Martin

Årets album 2019

Musikåret 2019 var som så mange år præget af en masse godt og en masse lort. Det var et godt år for elektronisk musik, og det var et år, hvor mange kvindelige sanger-sangskrivere markerede sig med fremragende udgivelser. Det var et år, hvor jeg fik lyttet til meget lidt hiphop, fordi det i forvejen fylder så vanvittigt meget. Jeg tvivler ikke på, at det har sin berettigelse. Poptimismen tog lidt overhånd i 2019, og der var lidt for meget trang til konsensus, der førte til en del overvurderede kunstnere og udgivelser. Jeg hørte for meget musik, og jeg tør ikke tænke på, hvad jeg er gået glip af ved kun at give visse plader få minutter eller en enkelt gennemlytning. Sådan har vi alle vore luksusproblemer.

Tak for i år! Her er mine 25 favoritplader fra 2019. Støt musikken og kunsten, som det er dig muligt. Vær god ved de medier, der tør gå i dybden og afsøge landskaberne langt væk fra algoritmerne. Støt dine lokale spillesteder. Sig fra over for det kalkulerede, som plæderer autenticitet (tak!).

Som altid: Tag denne liste og enhver anden rangeret liste med et gran salt. Lister skal være sjove og til inspiration. Skulle jeg lave listen igen i januar, ville flere alligevel bytte plads, og nye ville komme til. Sådan er lister: Aldrig den hele sandhed. Men forhåbentlig er der noget, du ikke har hørt før, som du ender med at kunne lide.

25. Bedouine – Bird Songs of a Killjoy

Azniv Korkejian dyrker klassisk sangskrivning. Det er folk med bløde trommer og diskrete strygere. Hun har selvfølgelig lyttet til Joni Mitchell, og det kan vi være glade for. Der er også elementer af Marissa Nadler og Jessica Pratt, og luftigheden i stemmen kan minde om Aldous Harding, hvis album Designer befinder sig et sted liiige uden for denne liste. Syriskfødte Azniv står også for en af de mest behagelige koncerter, jeg har set i år (i september på et fyldt Alice).

24. Lana Del Rey – Norman Fucking Rockwell!

Hun har modbevist de fleste af os. Efter nogle fremragende singler i 2011 og en hæderlig debutplade i 2012 løb Lana Del Rey ind i en del modstand: Hun var dårlig live, og der var ikke meget ved de efterfølgende plader. Med NFR! har hun ifølge de fleste lavet sin hidtil bedste plade, og det er svært at være uenig i. Sangene er stemningsfulde, og det største minus er, at albummet er for langt.

23. American Football – American Football (3)

Debutalbummet er allerede 20 år gammelt. Emo før den dårlige emo. College-stemning, som vi danskere kun kan drømme om gennem tv-skærmen. At de skulle komme tilbage og lave en hæderlig plade i 2016 var overraskende. At de skulle lave en tredje plade i 2019, som er endnu bedre end debutalbummet… Det var svært overraskende. Det er selvfølgelig en blasfemisk påstand, når debutalbummet indeholder så mange ikoniske øjeblikke, men den nye plade (som gudskelov også bare hedder American Football) hænger stærkere sammen. Og så lyder den storslået. Produktionen er noget af det bedste, jeg har hørt i år, og gæstevokalisterne fungerer fantastisk.

22. Tiny Ruins – Olympic Girls

Bandnavnet er bedårende, og det er Olympic Girls også. De kommer fra New Zealand og er i virkeligheden mest af alt Hollie Fullbrook: Født i Bristol og bosat i New Zealand fra 10-årsalderen. Fullbrook er en lidt gammeldags storyteller, der skaber enkle, men fyldige lydbilleder med sin guitar. Man hører tydeligt, at hun har turneret med Fleet Foxes, og det er okay.

21. Hand Habits – Placeholder

Meg Duffy har spillet med bl.a. Weyes Blood, Kevin Morby, The War on Drugs og William Tyler (hans Goes West er en hyggelig honourable mention fra 2019). Under navnet Hand Habits har hun i år udgivet sin anden plade fyldt med gode melodier og underspillede produktioner. Det hele er lidt opgivende, og det slipper hun virkelig godt fra.

20. Sharon Van Etten – Remind Me Tomorrow

Pladen starter med et nik til forgængeren Are We There fra 2014. Klaveret i I Told You Everything er stort set det samme som i starten af Afraid of Nothing, men melankolien er tungere her. Der er sket meget med Sharon van Etten på de fem år, og hun har meget at sige til sit yngre jeg. Den nyvundne visdom går igen pladen igennem, og det fungerer tydeligst og bedst på Seventeen, én af årets absolut bedste sange.

19. Nivhek – After Its Own Death / Walking in a Spiral Towards the House

Nivhek er et nyt navn for Grouper. Titlen på albummet er selvfølgelig lidt prætentiøs, men det gør ikke noget. Liz Harris har under sit nye navn lavet endnu et dybt deprimerende og virkelig flot plade, som dybest set er en påmindelse om vores egen dødelighed. Man står på verandaen og ser på støvet, hører vindspillet, kigger ned i jorden. Det mest grå album i 2019.

18. Angel Olsen – All Mirrors

Egentlig troede jeg, at jeg for en stund havde fået nok af Angel Olsen. Jeg har ikke turdet lytte til de gamle plader af frygt for, at de sidder fast i en tid. Førstesinglen og titelsangen gjorde ikke det store for mig, da den udkom i sensommeren. Men så kom andensinglen Lark. En sand perle, som også indleder pladen. Og på pladen sætter den en stemning, som løfter titelsangen og resten af pladen. Det hænger flot og mørkt sammen. Hun lider så at sige flottere end tidligere.

17.  The Comet Is Coming – Trust in the Lifeforce of the Deep Mystery

Fra start til slut er Trust in the Lifeforce… spillet med en vanvittig nerve. Shabaka Hutchings har længe været en af de vigtigste skikkelser i Londons nye jazzscene, og her trutter han sig veloplagt gennem de ni ret forskellige sange, hvoraf Summon the Fire byder på et af årets mest mindeværdige riffffff.

16. Sasami – Sasami

Sasami Ashworth er amerikaner, men hendes debutalbum lyder umiskendeligt engelsk. Hun ved, hvad hun kan med sin stemme og holder det enkelt. Trommerne er let mekaniske, ofte krautede. Guitarerne er skarpe og klare. Det kunne næsten være en hyldestplade til Broadcast, og det kan man ikke have noget imod, når det er så gennemført.

15. Special Request – Offworld

Jeg kan lide enhver titel, der får mig til at tænke på Blade Runner. Paul Woolford har med Offworld lavet en lidt rodet plade, som dog har tilpas mange højdepunkter. Ofte er det en slags retrotechno. Resident Advisor beskriver det som tidlig Detroit-techno, der møder 80’ernes synth-funk, og det giver måske lidt en idé om de mange retninger, lytteren bliver taget med i.

14. Pure Bathing Culture – Night Pass

Pure Bathing Culture er et vidunderligt band. De gør tingene på deres egen måde, skriver flotte sange, fremstår sympatiske. En plade som Pray for Rain (2015) kunne være én af årtiets bedste popbedrifter, hvis de ikke havde overproduceret den. Hører man i stedet sangene i KEXP-versionerne, hører man straks, hvor gode de faktisk er. Sangene matcher de store produktioner bedre på Night Pass, hvor det kunne lyde til, at duoen har været dybt nede i Tango in the Night – det kan man ikke fortænke dem i. Pure Bathing Culture er feriefølelse, og det har vi alle sammen brug for.

13. Deerhunter – Why Hasn’t Everything Already Disappeared?

Der er få bands, der har overlevet at brage ind på Pitchfork-radaren i midten af nullerne, som det er lykkes for Deerhunter. De udgiver udelukkende gode plader, og med WHEAD har de tilmed lavet deres bedste siden Halcyon Digest i 2010. Titlen antyder både forundring og skuffelse, og det passer glimrende på stemningen pladen igennem. Vi fortjener ikke rigtigt at være på denne planet, men håbet lever, og måske er der en grund til, at vi er her endnu: Vi kan nå at gøre det godt igen.

12. Anna Meredith – FIBS 

Den skotske komponists andet studiealbum er vidunderligt desorienterende. Det er et glimt af fremtiden, som det væver sig ind og ud mellem klassisk komposition og pop uden nogensinde at være nogen af delene. FIBS lyder som intet andet i 2019, og det er rørende i al sit hyperdrama. Det er til tider heroisk (som i Limpet, der kan minde en anelse om Fang Island i entusiasmen), og teksterne leveres alvorligt med afvæbnende humor: “You say you’re dancing in the deep end, but to me it looks like drowning.” Av.

11. Barker – Utility

Debutalbummet fra Sam Barker er ofte en slags ambient techno. Det er techno uden stortromme og ret radikalt i sin tilgang. Trommerne er simpelthen godt gemt væk. Det er blødt hakkende og hostende, men hele tiden med en plan. En usædvanligt stilsikker debut.

10. Vegyn – Only Diamonds Cut Diamonds

Joe Thornalley fik sit lille gennembrud i 2017 med sine produktioner for Frank Ocean, og i år udgav han så sit let overrumplende debutalbum fyldt med korte sange, hvoraf 13 af de 16 sange er under tre minutter lange. Noget er instrumental hiphop, noget er ambient, og en sang som Debold minder lidt om gode, gamle Múm. Vegyn er et sjovt bekendtskab.

9. Jenny Hval – The Practice of Love

Jenny er ikke bare fantastisk med ord, hun har også en klarere stemme end de fleste. Og så er hun gladere for ordspil, end hun måske selv vil indrømme. The Practice of Love siger det hele. Det er både en praksis, som hun behandler som et koncept, og det er en øvelse, altså en proces. Hun har det voldsomt svært med ordet kærlighed, og det behandles særligt i titelsangen, som er en slags samplet samtale mellem hende, Laura Jean og Vivian Wang (“I hate ‘love’ in my own language. It contains the entire word "honesty" inside it, which makes it sound religious, protestant, hierarchic, purified”). Jenny Hval er KunstPop med stort K og stort P.

8. Weyes Blood – Titanic Rising

Titlen er selvfølgelig en reference til filmen. Selvom alt hos Natalie Laura Mering er tilbagelænet, er det gammeldags dramatisk. Hun elsker film, og hele pladen er på sin vis filmisk (der er endda en sang ved navn Movies). Titanic Rising indeholder de stærkeste melodier på nogen plade fra 2019, og “true love is making a comeback” er årets herligste one-liner.

7. Julia Kent – Temporal

Tid til at blive deprimeret! Canadiske Julia Kent komponerer underspillet og spiller dramatisk med violinen i fokus. Det lyder som et soundtrack til vindblæste landskaber, en hyldest til de visnede markblomster. Musik til mørket. Det har vi heldigvis masser af.

6. 96 Back – Excitable, Girl

Evan Majumdar-Swift bor ganske vist i Manchester, men han er født i Sheffield, og det er derfor meget passende, at hans debutalbum ofte er lyden af stål. Det er techno og electro med en del afstikkere. Som på Lezi, hvor han lader os trække vejret med både smuk og ildevarslende ambient. Det hele lyder som et komprimeret, fremragende DJ-sæt.

5. Floating Points – Crush

Sam Shepherd kategoriseres som elektronisk musik, men det er ofte jazzet, om end i mindre grad end debutalbummet Elaenia fra 2015. Og fandme om ikke det også er inspireret af krautheltene Harmonia! Den gode hyrde balancerer det voldsomme og det rolige bedre end de fleste, og selvom han i korte øjeblikke giver så meget lods, at han næsten lyder som en tandlæge, kammer det aldrig helt over. LesAlpx er måske det enkeltstående elektroniske højdepunkt i år.

4. Triad God – Triad

Vinh Ngan har base i London og er af vietnamesisk og kinesisk afstamning. Meget mere vides ikke om ham. Triad er en slags opfølger til hans mixtape fra 2012, NXB, som også er lavet i samarbejde med producer Palmistry, og musikken er lige så indhyllet i mystik som hans begrænsede biografi. Han taler sig igennem det meste, ofte på kantonesisk, og de engelske sætninger gentages nærmest messende. Det lyder af en nær fremtid og ensomhed. Det er sært dragende, og jeg forstår ingenting.

3. Caroline Polachek – Pang

Chairlift var et ofte godt og lidt ujævnt popband med nogle gevaldige højdepunkter og en enkelt ret solid plade (Something fra 2012). Under eget navn når Caroline Polachek nye højder og udforsker virkelig sin formidable stemme, der mestrer alt fra det umiddelbare til det outrerede, der et par gange nærmest minder om fremtidscountry. Albummet er isnende klart produceret men med masser af varme. Fra hittet So Hot You’re Hurting My Feelings til sjæleren Look At Me Now er det en moderne popplade, der stort set har det hele.

2. Nkisi – 7 Directions

Syv eksperimenterende technokompositioner med titler skrevet med romertal. Det er slet ikke så prætentiøst, som det lyder. Nkisi er født i Congo, opvokset i Belgien og nu bosat i London. Hendes debutplade er inspireret af afrikansk kosmologi og congolesiske rytmer, der både lægger sig under synthesizeren og til tider banker løs over den. Det hele bør høres som en helhed, men skulle jeg under bizar tortur tvinges til at fremhæve en komposition, er nr. 4, undskyld IV, særligt vellykket.

1. These New Puritans – Inside the Rose

These New Puritans kunne i 2008 rubriceres som et marginalt mere ambitiøst band end Klaxons og andre bands i MySpace-æraen, og jeg var en af dem, der afskrev dem i flere år. Men englænderne voksede og voksede, indtil de pludselig leverede en dyster artpop-perle med Field of Reeds i 2013. Seks år senere vendte de endelig tilbage med den endnu tungere og endnu mere naturorienterede Inside the Rose. Det er lyden af dommedag med en lillebitte smule håb, og det er både underspillet og storladent. Særligt trommerne er ofte voldsomme i ellers stille øjeblikke, og det hele føles som en forhandling mellem såvel mennesker og maskiner som mennesker og natur og maskiner og natur. Som hvis Matrix 3 havde været en god film. 

/Martin

These New Puritans med weltschmerz

At have en musikblog er langt hen ad vejen en beskeden søgen efter en art æstetisk retfærdighed. At fremhæve noget frem for noget andet. Selv hvis det allerede har fået megen opmærksomhed, og særligt når opmærksomheden har været generelt fraværende. Men altid med tanken: dette fortjener at komme endnu bredere ud. Dette kan gøre noget for andre mennesker. Dette bør spille en større rolle i den verden, vi lever i.

Sidste år overså jeg groft en plade, der burde være at finde på enhver årsliste: Field of Reeds af These New Puritans. Men ak, den blev desværre overset mange andre steder også. Hermed ikke sagt at anerkendelsen ikke har været stor; kritikken har primært været yderst positiv.

These New Puritans er et band, der er vokset gevaldigt over årene og har haft modet til at ændre sig og opsøge nye territorier. De undsiger sig efterhånden enhver kategorisering, medens vi almindelige dødelige forsøger at indfange dem blot en smule med vores hang til ord. Allerede fra første færd fornemmer man en vis inspiration fra Spirit of Eden, der går igen på store dele af pladen. De lange, seje træk med triste trompeter og filmisk fascination.

Flere anmeldere har kaldt det "avantgarde", der naturligvis er et særligt vanskeligt begreb at arbejde med om noget kontemporært, og skal vi arbejde med andre vanskelige begreber, er det for mig interessant, at jeg for en sjælden gangs skyld ikke føler nogen stor modstand mod begrebet "art rock". Field of Reeds er kunst. Stor kunst. I det uhyre spændende felt mellem kunst og konsum (hvis vi skal tillade os at være umådeligt sort/hvide i vores tilgang til æstetikken) er These New Puritans så afgjort ét af de mest interessante bands i nyere tid. Der er absolut intet galt med underholdning og ærlig popmusik, men når der for en sjælden gangs skyld skabes noget så besynderligt interessant, fængende og inspirerende, som tilfældet er her, fortjener skaberne også stor applaus.

De har taget sig god tid til at lave pladen, og den fortjener netop tid. Den vokser, den omringer dig, og den overvælder dig, når kontemplationen kaster sine lange skygger.

Der er ofte nogle klassiske elementer på spil, men der er absolut ingen insisterende zeitgeist, som det er tilfældet med stort set alt andet, der udgives disse år. Det er tidløs skønhed.



/Martin