Da The Ruby Suns debuterede i 2005 var der ikke mange, der lagde mærke til dette nye skud på popstammen fra New Zealand. I 2008 udgav de så den fremragende
Sea Lion, der stjal med arme og ben fra diverse genrer og generelt var et friskt pust. Det var eksotisk, letbenet, sommerligt, og McPhun virkede generelt ganske oplagt.
I 2009 så jeg dem et par gange live i forskellige opsætninger, og særligt den sidste af de to koncerter var væsentligt mere elektronisk, hvilket senere skulle blive et fokus, man hørte på
Fight Softly fra 2010. Pladen var en anelse skuffende, men den var - ret skal vel være ret - også ganske anderledes end gennembrudspladen.
Ryan McPhun styrer mere eller mindre projektet egenhændigt, og efter at have afbrudt et langt forhold med sin kæreste (og nu tidligere bandmedlem) er han nu ved at være klar med sin nye plade
Christopher, der har fungeret som en art terapi for den nysgerrige musiker. Han er flyttet til Oslo og har være så heldig at kunne samarbejde med Chris Coady. Blandt de kunstnere, der har gjort fornuftig brug af Coady tæller Grizzly Bear, Beach House, Gang Gang Dance, Delorean, Yeah Yeah Yeahs, Zola Jesus, TV on the Radio og mange flere.
Førstesinglen
Kingfisher Call Me vidner umiddelbart også om en ny begyndelse for McPhun. Smerten er ikke til at overse. Det er på det nærmeste
ømt. Vokalen og melodien minder mere om Grizzly Bear, end Ruby Suns tidligere har gjort, medens produktionen er mere i retning af en lidt lysere Gang Gang Dance.
Omkvædet optræder relativt hurtigt, og det vidner da også om det forsøg på styrke, der søges som produktivt fokuspunkt efter et brud:
Dry your eyes / Is what to do / Don't listen to anyone / Except for you. Dette kan naturligvis fungere som de fortrøstningsfulde ord til den forladte, ligesom det kan være et (desperat) forsøg på at give sig selv styrke i et skrøbeligt vakuum. Tvivlen ift. narrativ bekræftes af det forvirrende c-stykke, ligesom også sangens outro synes at være resultatet af destru-produktiv fri leg.
Pladen udkommer i slutningen af januar på hhv. Sub Pop (USA) og Memphis Industries (UK).
/Martin
Guderne må vide, at vi altid har elsket Beach House på disse sider. Alle gruppens plader er fantastiske og rørende bedrifter. Nu har de et nyt album på vej, og at dømme efter førstesinglen Myth er gruppen på vej til at forlade deres næsten minimalistiske og til en vis grad nøgne lyd.
Selvfølgelig måtte der komme et par ord om den nye Washed Out. "Selvfølgelig" grundet noget ikke lige så selvfølgeligt: At han i sidste måned blev offentliggjort som ny signing på Sub Pop. Med deres æstetik taget i betragtning kom det som en overraskelse, at det balearisk-inspirerede soveværelsesprojekt skulle tage skridtet ud og blive en del af selveste Sub Pop.
Jeg har været lidt langsom om at få lyttet til engelske Male Bonding. Efter endelig at have fundet tid til det sidder jeg da også tilbage med følelsen af, at det kun var på tide.
Netop hjemvendt fra Amsterdam (hvor jeg kunne have set Pavement, hvis jeg havde vidst, de skulle spille der) efter en forholdsvis lang bustur er det på tide med noget behageligt, der ikke er alt for søvndyssende. Det er en balancegang, og nogle gange er der kun ganske få ting, der passer til energiniveauet. I dette tilfælde er det om at ryste søvnen ud af kroppen - uden at det skal være for tonset.
Da jeg for et par år siden startede Börneblogger, var Washingtons Le Loup ét af de første bands, jeg skrev om. Det var i forbindelse med deres debutalbum med den lange titel The Throne of the Third Heaven of the Nations Millennium General Assembly, der blev udgivet af Hardly Art - en afdeling af Sub Pop.
Jeg drager på ferie en uges tid og får ikke mulighed for at opdatere bloggen.
Onsdag tidlig morgen drager jeg mod Berlin en lille uges tid, hvilket betyder, at jeg ikke får opdateret bloggen i de dage.
Sidste indlæg berettede ganske vist om nogle herlige tilføjelser til musikprogrammet dette forår, men en enkelt blev glemt: De hyggelige Grand Archives.
Når det kommer til musik, er jeg ofte lidt af en snob. Derfor er det måske ironisk, at jeg er faldet for en del af musikken fra et band, der kalder sig Oxford Collapse. Sidste år føltes det lidt som en guilty pleasure at kunne lide engelske Good Shoes, mens det p.t. føles netop sådan at lytte til det nyeste album fra denne Brooklyn-trio.
Rent musikalsk ligger Times New Viking og Grand Archives utrolig langt fra hinanden. De har næsten kun det til fælles, at de begge er dejlige, og at de begge er signet til hver deres gigant inden for indie labels: Hhv. Matador og Sub Pop.
Én af vor tids stærkeste sangskrivere, Spencer Krug, kommer nu endelig til Danmark med de ambitiøse Sunset Rubdown. Det sker på Loppen d. 28. maj.