Kerry Leimer har udgivet musik siden 1979. Samme år, som Brian Eno netop gjorde udtrykket ambient udbredt om den ofte repetitive og mestendels instrumentale musik, der gør op med gængse sangstrukturer og i stedet dyrker stemning.
K. Leimer, som han kalder sig, laver god ambient. Det er godt, fordi det ikke er anstrengt. Det er godt, fordi det ikke er produktivt. Det er heller ikke skødesløst. Det er en form for arkitektur. Det er til stede, det vækker noget, men det er ikke skabt, så du bedre kan arbejde. Det er ikke lavet for at være med på en Getting Work Done-playliste på Spotify. Det er det modsatte af produktivt. Og netop derfor er det i sidste ende produktivt. For sjælen i det mindste.
Når jeg lytter til hans nyeste album, Irrational Overcast, ser jeg bygninger for mig. Måske endda byer. Eller anslag til byer. Man ser dem så langt borte, at man ikke har en chance for at se, om der er mennesker. Det er der nok. Det plejer der at være. Man ser bygningerne som fra et fly. I visse øjeblikke tænker nogle måske på Blade Runner, ligesom man kan genkalde sig mere stille øjeblikke fra Leon Vynehalls mesterlige Nothing Is Still.
God ambient kan ikke nødvendigvis tømme hovedet, men det kan rense tankerne. Vikle tråde ud. Langsomt.
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar