2020. På sin vis orker man ikke at skrive så meget. Mange af os har nok fået udfordret vores tro på fællesskabet i løbet af året, men vi har også fået bekræftet, hvor ens vi er på mange punkter. At være menneske er trods alt at være ret fejlbarlig, og vi bærer alle på noget. Vi må være der for hinanden, altid, men særligt i en tid, hvor vi har endnu mere brug for lindring.
Måske derfor har jeg hørt en masse ambient i år. Beroligende værker, zen-eskapader, puslespilsmusik.
Det er svært at vurdere musikåret 2020. Det var sikkert lige så godt og skidt som altid. En masse, som nogle mener er undervurderet. En masse, som andre mener er overvurderet. Æstetisk uenighed er et sundhedstegn. Det er ikke uforeneligt med respekt.
Og som altid: Årslister er kun sjove, når de er personlige. Denne er helt subjektiv og til en vis grad et resultat af, om jeg har hørt et album på det rigtige eller forkerte tidspunkt. Om jeg har givet en kunstner nok tid. Om jeg overhovedet har hørt en given kunstner! Der er så vanvittigt meget musik, og det er netop pointen: En årsliste kan ses som udtryk for konsensus ("når liste X og liste Y er enige om dette, så må det være godt"), men det er lidt kedeligt. Vigtigere endnu er denne til for at inspirere og kaste lys på noget, som læseren/lytteren forhåbentlig ikke allerede har hørt.
Tak for i år. Her er 25 plader, som jeg har været virkelig glad for.
25. Hen Ogledd – Free Humans
Newcastle-kvartetten med bl.a. troubadour Richard Dawson leverer alternative folk-eksperimenter med flotte popelementer. Singlen Trouble er blandt de mest catchy sange fra det herrens år 2020.
24. Lyra Pramuk – Fountain
Alt er stemmer på Fountain. Ingen beats, ingen synth, kun stemmer. Det vil sige: Lyra Pramuks egen stemme. På amerikanerens debutalbum manipulerer hun sin stemme på alle mulige og umulige måder og skaber en flod af messende stemmer, ofte noget nær en kakofoni. I en komposition som Xeno får man ligefrem fornemmelsen af mennesket som flokdyr.
23. Sign Libra – Sea to Sea
Lettiske Agata Melnikovas andet album er inspireret af månen og det golde. Jeg er ikke sikker på, hvad det betyder, og jeg forstår mig ikke på astrologi. For mig lyder det, som om baltisk vinter møder japansk forår. Det er nærmest skvulpende, ikke mindst på en sang som Sea of Serenity.
22. Tan Cologne – Cave Vaults on the Moon in New Mexico
Den amerikanske duo beskrives af deres svenske label Labrador som en blanding af Mazzy Star og CAN. Stemningen er til tider eerie men aldrig decideret utryg. Det er western-folk og vibrerende gråt.
21. Nation of Language – Introduction, Presence
Melankolsk synth-pop, der trækker på både New Order, OMD og nyere New York-kollegaer som The National. Fab Moretti fra The Strokes spiller trommer på et par sange.
20. Amaarae – The Angel You Don’t Know
Ghanesisk-amerikanske Ama Serwah Genfi er måske lige så kendt for sit aktivistiske virke som for sin musik. Hun er et mangefacetteret bekendtskab, og det afspejles i dette flotte debutalbum. Det er en slags R&B-pop med solide beats, men det er så absolut meget mere end det. Hun mumler med selvtillid, gør sin stemme lille på en måde, der gør den så meget desto større. Som en Disney-mus, der er på vej til at ødelægge Disney World. Dårlig metafor, godt album.
19. Bonny Light Horseman – s/t
Gennemført behagelig folk. En slags supergruppe, der består af Anaïs Mitchell, Eric D. Johnson og Josh Kaufman. Anaïs er kendt for sin solokarriere, og Eric er frontmand i Fruit Bats og har været tæt involveret i The Shins og Califone. Josh spiller også i Muzz (og spillede med Paul Banks, før Paul endte med at satse på Interpol) og har været med på bl.a. National- og Taylor Swift-plader. Det hele emmer af langsommelig færden igennem små byer, vilde (men stillestående) heste, en smule sved i nakken og folk, der har lyst til at skåle med dig. De kram, som du ikke har fået i år, får du på dette fine album.
18. Kate NV – Room for the Moon
Russiske Ekaterinas seneste album er relativt tilgængeligt og går i mange retninger. Helt overordnet er der en vis forhandling af det indadvendte og udadvendte. Hun synger både russisk, fransk og engelsk, og så er hun ikke bange for det enkle og åbenlyse, hvis det fungerer. Som når sangen Telefon slutter med, ja, en telefon.
17. Nazar – Guerilla
Angolansk-belgiske Nazar er rundet af krig. Mere præcist borgerkrigen i hans forældres hjemland Angola. Selv er han født i Belgien og kom først til Angola i 2002. Hans far var general i rebelgruppen UNITA, hvor hans mor også blev engageret allerede i teenageårene. Fra albumtitlen til sangtitlerne går det militante igen. Retaliation, UN Sanctions, Arms Deal ... Det er voldsomt, skærende, grænsende til det skingre (bogstaveligt talt, lydligt, ikke billedligt), og det er fyldt med samples af våben, der lades. Men det er også hjerteskærende, ikke mindst på Mother.
16. Gia Margaret – Mia Gargaret
Debutalbummet fra Chicago-sangskriveren var blandt mine favoritter i 2018. Enkelt, ømt, flot (selv)produceret. Hun fik også europæisk label, Dalliance, og en tour var planlagt, men så mistede hun stemmen. Hvad gør man så? Man laver selvfølgelig et instrumentalt album i stedet. Hun synger på albummets allersidste sang Lesson, men ellers er der tale om terapeutisk og småeventyrlig ambient.
15. Sweeping Promises – Hunger for a Way Out
Imponerende post-punk! De er godt nok fra Boston, men de ville nok hellere have været i briter i starten af 80'erne. Årets bedste band-følelse, bedste basgange og en fremragende sangerinde i Lira Mondal.
14. Julianna Barwick – Healing Is a Miracle
Hvor går grænsen mellem dårlig New Age og denne rene skønhed? Julianna Barwick er en blid katedral af beroligende, abstrakt skønsang. Mere af det samme er ikke altid nødvendigt, men med Julianna Barwick er det altid godt. Niveauet er tårnhøjt. Jónsi er med på den lidt bombastiske In Light, og Mary Lattimore forskønner Oh, Memory. Sidstnævntes efterårsalbum Silver Ladders er i øvrigt også ganske flot.
13. Imaginary Softwoods – Annual Flowers in Color
John Elliott var en del af Emeralds og har de seneste år haft travlt med sit pladeselskab Spectrum Spools. Hans nyeste synth-ambient-opus blev lidt fjollet kun udgivet på bånd i første omgang, men er nu endelig tilgængeligt for mere end 200 mennesker. Det flotte cover af blomster i en park ligner et foto, som en mor kunne have taget på en sommerferie mellem 80'erne og 90'erne. Det gav mening, da hun tog det, og nu bladrer man måske forbi det i fotoalbummet fra den ferie. Men i øjeblikket var man betaget. Det har også værdi at være betaget i øjeblikket.
12. Villaelvin – Headroof
Den walisiske lydkunstner Elvin Brandhi besøgte sidste år det ugandiske kollektiv Nyege Nyege og har med en række samarbejdspartnere derfra (herunder percussionist Omutaba og producerne Don Zilla og Oise) lavet en omgang smadret elektronisk musik under navnet Villaelvin. Der er visse ligheder med Nazars Guerilla, men voldsomheden her lyder mere som skærende knive. Nyege Nyeges sublabel Hakuna Kulala udgiver.
11. Matt LaJoie – Everlasting Spring
Det seneste album fra guitarist Matt LaJoie lever op til sin titel. Det instrumentale, minimalistiske album er lindrende, livgivende solskin. Måske over Como-søen, måske over en dal. En hund sidder i en fiskers båd. Ingen siger noget.
10. Sault – Untitled (Black Is) + Untitled (Rise)
Kort efter George Floyds tragiske død udkom Saults første album i år: En slags funky protestmusik med elementer af både house og disco. Med sangen Wildfires lavede de tilmed én af årets smukkeste sange. Få uger senere kom så endnu et (lige så godt) album fra det britiske band, der foretrækker at være anonyme. The Guardian kvitterede med denne rubrik: "Mystery collective make best album of 2020, again."
9. Duwap Kaine – Bad Kid from the 4
DIY-teenage-rapperen Duwap Kaine sidder et sted i Atlanta, Georgia og spytter et hav af sange ud på SoundCloud. På albummet her har han samlet 18 sange, der varer i alt 37 minutter. Det hele lyder dovent og let hypnotisk. Det slæber sig af sted. Han er helt inde i musikken og alligevel let distanceret.
8. Nihiloxica – Kaloli
Første fuldlængde fra Kampala-bandet er en intens omgang percussion-tung afro-electro. I intensiteten kan det minde lidt om Healths debutalbum tilbage i 2007, en sanseeksplosion, som dog her er næsten helt instrumental. Det er ikke et udpræget mørke, men man får en fornemmelse af at løbe mod en afgrund. En medrivende advarsel. Nihiloxica har været blandt bannerførerne for Nyege Nyege og udgiver dette debutalbum på Crammed Discs.
7. Phoebe Bridgers – Punisher
Phoebe Bridgers fik sit store gennembrud i år med opfølgeren til det overrumplende debutalbum Stranger in the Alps fra 2018. Singlerne Garden Song og Kyoto var hæderlige som singler, men ramte mig ikke rigtigt, før jeg hørte dem sammen med resten af albummet, hvor de fungerer upåklageligt og bidrager til en helhed, der er stabilt rørende, velproduceret og til tider endda sjov. For Phoebe Bridgers skriver sange, der afvæbner, afslører og underholder.
6. Fools – Fools’ Harp, Vol. 1
Kontemplativt soundtrack til halvsøvnen. Da jeg første gang stødte på Fools' instrumentale meditationsmusik anede jeg ikke, hvad jeg hørte. Jeg lyttede åbenbart til solodebutalbummet fra Grizzly Bears trommeslager Chris Bear. Albummet er fyldt med klokkespil, men der sniger sig afstikkere ind: På Metaqua er vi ude i noget, der minder om Lopatins gamle projekt Games, og andre steder kan det minde om Visible Cloaks. Stor overraskelse.
5. The Avalanches – We Will Always Love You
Denne gang skulle vi ikke vente 16 år på et nyt album fra den australske duo. Mestersamplerne talte seks personer på debuten i 2000, som står tilbage som en af de vigtigste plader i nyere pophistorie. Fokus var på fortællingen og sampling som kunst. Med Wildflower i 2016 var der flere sange, og den udvikling har de fortsat på den betryggende betitlede We Will Always Love You. Det handler dog stadig om det gode beat, melankoli og håb. Gæstestjernerne tæller Johnny Marr, Blood Orange, Tricky, Jamie xx, Karen O og Kurt Vile.
4. Ana Roxanne – Because of a Flower
Det er sjældent, at et debutalbum kan spænde så vidt og forblive så selvsikkert. Det kan kategoriseres som en slags ambient, men det bliver også mere himmelstræbende à la Julianna Barwick og naturmelankolsk à la Grouper. På Take the Thorn, Leave the Rose lyder det nærmest som Bohren & Der Club of Gore-dødsjazz.
3. Sea Oleena – Weaving a Basket
Ambient spøgelses-folk. Canadierens nye album har – ligesom Ana Roxanne – visse ligheder med Grouper: Det er let tåget, en anelse deprimerende og med stort fokus på naturen.
2. Håkan Hellström – Rampljus
Kongen af Göteborg har lavet et album, som egnede sig til at blive spillet til en stadionkoncert, og sådan én (ja, nogle stykker) skulle han da også have spillet. Men selv i Sverige måtte man ikke samle så mange mennesker, så min billet må indløses i 2021. Rampljus blev som konsekvens delt op i to, så selve albumudgivelsen kunne blive en anderledes oplevelse. Første halvdel er decideret fremragende, og selvom anden halvdel er mindre spektakulær, så er det den Håkan, vi kender. Den Håkan, der elskværdigt stjæler med arme og ben fra Fleetwood Mac til Falco.
1. Private World – Aleph
Den walisiske duo hylder den følsomme del af 80'er-poppen og new wave med et generelt underspillet album, der opløser den stramme sangskrivning og i stedet går efter en overordnet stemning mellem det kølige og varme. I de mere poppede øjeblikke føles det som at være med i dansescenen i Call Me By Your Name. Det er tidlig Simple Minds, det er Peter Gabriel, Roxy, A-Ha, Spandau Ballet. Det er et destillat, og det er mere end et destillat. Det er en helhed, og det er vidunderlig brug af inspiration.
/Martin
