Årets album 2020

2020. På sin vis orker man ikke at skrive så meget. Mange af os har nok fået udfordret vores tro på fællesskabet i løbet af året, men vi har også fået bekræftet, hvor ens vi er på mange punkter. At være menneske er trods alt at være ret fejlbarlig, og vi bærer alle på noget. Vi må være der for hinanden, altid, men særligt i en tid, hvor vi har endnu mere brug for lindring.

Måske derfor har jeg hørt en masse ambient i år. Beroligende værker, zen-eskapader, puslespilsmusik.

Det er svært at vurdere musikåret 2020. Det var sikkert lige så godt og skidt som altid. En masse, som nogle mener er undervurderet. En masse, som andre mener er overvurderet. Æstetisk uenighed er et sundhedstegn. Det er ikke uforeneligt med respekt.

Og som altid: Årslister er kun sjove, når de er personlige. Denne er helt subjektiv og til en vis grad et resultat af, om jeg har hørt et album på det rigtige eller forkerte tidspunkt. Om jeg har givet en kunstner nok tid. Om jeg overhovedet har hørt en given kunstner! Der er så vanvittigt meget musik, og det er netop pointen: En årsliste kan ses som udtryk for konsensus ("når liste X og liste Y er enige om dette, så må det være godt"), men det er lidt kedeligt. Vigtigere endnu er denne til for at inspirere og kaste lys på noget, som læseren/lytteren forhåbentlig ikke allerede har hørt.

Tak for i år. Her er 25 plader, som jeg har været virkelig glad for.

25. Hen Ogledd – Free Humans

Newcastle-kvartetten med bl.a. troubadour Richard Dawson leverer alternative folk-eksperimenter med flotte popelementer. Singlen Trouble er blandt de mest catchy sange fra det herrens år 2020.

24. Lyra Pramuk – Fountain

Alt er stemmer på Fountain. Ingen beats, ingen synth, kun stemmer. Det vil sige: Lyra Pramuks egen stemme. På amerikanerens debutalbum manipulerer hun sin stemme på alle mulige og umulige måder og skaber en flod af messende stemmer, ofte noget nær en kakofoni. I en komposition som Xeno får man ligefrem fornemmelsen af mennesket som flokdyr.

23. Sign Libra – Sea to Sea

Lettiske Agata Melnikovas andet album er inspireret af månen og det golde. Jeg er ikke sikker på, hvad det betyder, og jeg forstår mig ikke på astrologi. For mig lyder det, som om baltisk vinter møder japansk forår. Det er nærmest skvulpende, ikke mindst på en sang som Sea of Serenity.

22. Tan Cologne – Cave Vaults on the Moon in New Mexico

Den amerikanske duo beskrives af deres svenske label Labrador som en blanding af Mazzy Star og CAN. Stemningen er til tider eerie men aldrig decideret utryg. Det er western-folk og vibrerende gråt.

21. Nation of Language – Introduction, Presence

Melankolsk synth-pop, der trækker på både New Order, OMD og nyere New York-kollegaer som The National. Fab Moretti fra The Strokes spiller trommer på et par sange.

20. Amaarae – The Angel You Don’t Know

Ghanesisk-amerikanske Ama Serwah Genfi er måske lige så kendt for sit aktivistiske virke som for sin musik. Hun er et mangefacetteret bekendtskab, og det afspejles i dette flotte debutalbum. Det er en slags R&B-pop med solide beats, men det er så absolut meget mere end det. Hun mumler med selvtillid, gør sin stemme lille på en måde, der gør den så meget desto større. Som en Disney-mus, der er på vej til at ødelægge Disney World. Dårlig metafor, godt album.

19. Bonny Light Horseman – s/t

Gennemført behagelig folk. En slags supergruppe, der består af Anaïs Mitchell, Eric D. Johnson og Josh Kaufman. Anaïs er kendt for sin solokarriere, og Eric er frontmand i Fruit Bats og har været tæt involveret i The Shins og Califone. Josh spiller også i Muzz (og spillede med Paul Banks, før Paul endte med at satse på Interpol) og har været med på bl.a. National- og Taylor Swift-plader. Det hele emmer af langsommelig færden igennem små byer, vilde (men stillestående) heste, en smule sved i nakken og folk, der har lyst til at skåle med dig. De kram, som du ikke har fået i år, får du på dette fine album.

18. Kate NV – Room for the Moon

Russiske Ekaterinas seneste album er relativt tilgængeligt og går i mange retninger. Helt overordnet er der en vis forhandling af det indadvendte og udadvendte. Hun synger både russisk, fransk og engelsk, og så er hun ikke bange for det enkle og åbenlyse, hvis det fungerer. Som når sangen Telefon slutter med, ja, en telefon.

17. Nazar – Guerilla

Angolansk-belgiske Nazar er rundet af krig. Mere præcist borgerkrigen i hans forældres hjemland Angola. Selv er han født i Belgien og kom først til Angola i 2002. Hans far var general i rebelgruppen UNITA, hvor hans mor også blev engageret allerede i teenageårene. Fra albumtitlen til sangtitlerne går det militante igen. Retaliation, UN Sanctions, Arms Deal ... Det er voldsomt, skærende, grænsende til det skingre (bogstaveligt talt, lydligt, ikke billedligt), og det er fyldt med samples af våben, der lades. Men det er også hjerteskærende, ikke mindst på Mother.

16. Gia Margaret – Mia Gargaret

Debutalbummet fra Chicago-sangskriveren var blandt mine favoritter i 2018. Enkelt, ømt, flot (selv)produceret. Hun fik også europæisk label, Dalliance, og en tour var planlagt, men så mistede hun stemmen. Hvad gør man så? Man laver selvfølgelig et instrumentalt album i stedet. Hun synger på albummets allersidste sang Lesson, men ellers er der tale om terapeutisk og småeventyrlig ambient.

15. Sweeping Promises – Hunger for a Way Out

Imponerende post-punk! De er godt nok fra Boston, men de ville nok hellere have været i briter i starten af 80'erne. Årets bedste band-følelse, bedste basgange og en fremragende sangerinde i Lira Mondal.

14. Julianna Barwick – Healing Is a Miracle

Hvor går grænsen mellem dårlig New Age og denne rene skønhed? Julianna Barwick er en blid katedral af beroligende, abstrakt skønsang. Mere af det samme er ikke altid nødvendigt, men med Julianna Barwick er det altid godt. Niveauet er tårnhøjt. Jónsi er med på den lidt bombastiske In Light, og Mary Lattimore forskønner Oh, Memory. Sidstnævntes efterårsalbum Silver Ladders er i øvrigt også ganske flot.

13. Imaginary Softwoods – Annual Flowers in Color

John Elliott var en del af Emeralds og har de seneste år haft travlt med sit pladeselskab Spectrum Spools. Hans nyeste synth-ambient-opus blev lidt fjollet kun udgivet på bånd i første omgang, men er nu endelig tilgængeligt for mere end 200 mennesker. Det flotte cover af blomster i en park ligner et foto, som en mor kunne have taget på en sommerferie mellem 80'erne og 90'erne. Det gav mening, da hun tog det, og nu bladrer man måske forbi det i fotoalbummet fra den ferie. Men i øjeblikket var man betaget. Det har også værdi at være betaget i øjeblikket.

12. Villaelvin – Headroof

Den walisiske lydkunstner Elvin Brandhi besøgte sidste år det ugandiske kollektiv Nyege Nyege og har med en række samarbejdspartnere derfra (herunder percussionist Omutaba og producerne Don Zilla og Oise) lavet en omgang smadret elektronisk musik under navnet Villaelvin. Der er visse ligheder med Nazars Guerilla, men voldsomheden her lyder mere som skærende knive. Nyege Nyeges sublabel Hakuna Kulala udgiver.

11. Matt LaJoie – Everlasting Spring

Det seneste album fra guitarist Matt LaJoie lever op til sin titel. Det instrumentale, minimalistiske album er lindrende, livgivende solskin. Måske over Como-søen, måske over en dal. En hund sidder i en fiskers båd. Ingen siger noget.

10. Sault – Untitled (Black Is) + Untitled (Rise)

Kort efter George Floyds tragiske død udkom Saults første album i år: En slags funky protestmusik med elementer af både house og disco. Med sangen Wildfires lavede de tilmed én af årets smukkeste sange. Få uger senere kom så endnu et (lige så godt) album fra det britiske band, der foretrækker at være anonyme. The Guardian kvitterede med denne rubrik: "Mystery collective make best album of 2020, again."

9. Duwap Kaine – Bad Kid from the 4

DIY-teenage-rapperen Duwap Kaine sidder et sted i Atlanta, Georgia og spytter et hav af sange ud på SoundCloud. På albummet her har han samlet 18 sange, der varer i alt 37 minutter. Det hele lyder dovent og let hypnotisk. Det slæber sig af sted. Han er helt inde i musikken og alligevel let distanceret.

8. Nihiloxica – Kaloli

Første fuldlængde fra Kampala-bandet er en intens omgang percussion-tung afro-electro. I intensiteten kan det minde lidt om Healths debutalbum tilbage i 2007, en sanseeksplosion, som dog her er næsten helt instrumental. Det er ikke et udpræget mørke, men man får en fornemmelse af at løbe mod en afgrund. En medrivende advarsel. Nihiloxica har været blandt bannerførerne for Nyege Nyege og udgiver dette debutalbum på Crammed Discs.

7. Phoebe Bridgers – Punisher

Phoebe Bridgers fik sit store gennembrud i år med opfølgeren til det overrumplende debutalbum Stranger in the Alps fra 2018. Singlerne Garden Song og Kyoto var hæderlige som singler, men ramte mig ikke rigtigt, før jeg hørte dem sammen med resten af albummet, hvor de fungerer upåklageligt og bidrager til en helhed, der er stabilt rørende, velproduceret og til tider endda sjov. For Phoebe Bridgers skriver sange, der afvæbner, afslører og underholder.

6. Fools – Fools’ Harp, Vol. 1

Kontemplativt soundtrack til halvsøvnen. Da jeg første gang stødte på Fools' instrumentale meditationsmusik anede jeg ikke, hvad jeg hørte. Jeg lyttede åbenbart til solodebutalbummet fra Grizzly Bears trommeslager Chris Bear. Albummet er fyldt med klokkespil, men der sniger sig afstikkere ind: På Metaqua er vi ude i noget, der minder om Lopatins gamle projekt Games, og andre steder kan det minde om Visible Cloaks. Stor overraskelse.

5. The Avalanches – We Will Always Love You

Denne gang skulle vi ikke vente 16 år på et nyt album fra den australske duo. Mestersamplerne talte seks personer på debuten i 2000, som står tilbage som en af de vigtigste plader i nyere pophistorie. Fokus var på fortællingen og sampling som kunst. Med Wildflower i 2016 var der flere sange, og den udvikling har de fortsat på den betryggende betitlede We Will Always Love You. Det handler dog stadig om det gode beat, melankoli og håb. Gæstestjernerne tæller Johnny Marr, Blood Orange, Tricky, Jamie xx, Karen O og Kurt Vile.

4. Ana Roxanne – Because of a Flower

Det er sjældent, at et debutalbum kan spænde så vidt og forblive så selvsikkert. Det kan kategoriseres som en slags ambient, men det bliver også mere himmelstræbende à la Julianna Barwick og naturmelankolsk à la Grouper. På Take the Thorn, Leave the Rose lyder det nærmest som Bohren & Der Club of Gore-dødsjazz.

3. Sea Oleena – Weaving a Basket

Ambient spøgelses-folk. Canadierens nye album har – ligesom Ana Roxanne – visse ligheder med Grouper: Det er let tåget, en anelse deprimerende og med stort fokus på naturen.

2. Håkan Hellström – Rampljus

Kongen af Göteborg har lavet et album, som egnede sig til at blive spillet til en stadionkoncert, og sådan én (ja, nogle stykker) skulle han da også have spillet. Men selv i Sverige måtte man ikke samle så mange mennesker, så min billet må indløses i 2021. Rampljus blev som konsekvens delt op i to, så selve albumudgivelsen kunne blive en anderledes oplevelse. Første halvdel er decideret fremragende, og selvom anden halvdel er mindre spektakulær, så er det den Håkan, vi kender. Den Håkan, der elskværdigt stjæler med arme og ben fra Fleetwood Mac til Falco.

1. Private World – Aleph

Den walisiske duo hylder den følsomme del af 80'er-poppen og new wave med et generelt underspillet album, der opløser den stramme sangskrivning og i stedet går efter en overordnet stemning mellem det kølige og varme. I de mere poppede øjeblikke føles det som at være med i dansescenen i Call Me By Your Name. Det er tidlig Simple Minds, det er Peter Gabriel, Roxy, A-Ha, Spandau Ballet. Det er et destillat, og det er mere end et destillat. Det er en helhed, og det er vidunderlig brug af inspiration.

/Martin

Årets album 2017

(Scroll lidt længere ned for at gå direkte til listen)

Der har været masser af god musik i musikåret 2017. Særligt i randområderne, mellem genrer, i afkrogene, på Bandcamp, i Polen, mange af de steder, som vi ikke nødvendigvis afsøger på daglig basis.

Popmusikken, derimod, har haft et mindre godt år på trods af en del perler. Gamle rockister vil altid brokke sig over, at popmusikken bygger på formularer, hvor man blot udskifter sangeren. En sort/hvid udlægning af denne slags vil altid være både sand og falsk. Det præcist samme gælder for rockmusikken, og det er selvfølgelig overdrevet i begge tilfælde. Men i 2017 er der i lidt højere grad en tendens til dovenskab i sangskrivningen, hvilket langt hen ad vejen skyldes lettere adgang til data og muligheder for at give lytterne mere af det, de i forvejen kan lide.

Særligt i produktionerne høres det, når trap (der i sig selv allerede er på vej ud) sniger sig ind hist og her, og lyden af Atlanta er pludselig også i den skandinaviske og britiske popmusik. På vores side af Atlanten er der mere fokus på at ramme en vis blødhed i de samme beats, der hos amerikanerne lyder en anelse hårdere. Mellemlaget af nordisk og britisk pop stortrives, og der er kamp om lytterne, der imidlertid har været gode til at sprede lytningen (og streamingen) ud.

Den slags år bliver gerne fulgt af et meget bedre år, og der er ingen grund til at tro, at alt har spillet fallit, at data har ødelagt det hele, at vi lige så godt kunne have robotter til at skrive sangene og så videre og så videre. Men 2017 har bare ikke været popmusikkens år. Ikke i traditionel forstand og ikke i forhold til kvalitet. Det urbane vinder fortsat frem, og sådan en sætning får enhver til at lyde gammel. Ikke et ondt ord herfra om hverken gamle eller det urbane. Det er fantastisk at have f.eks. SZA og Princess Nokia som markante stemmer og rollemodeller! Det er forrygende, at Kelela har fundet så forskellige fans.

Gamle favoritter har udgivet godkendte og gode plader: The Clientele, Mogwai, Broken Social Scene, Dirty Projectors, GY!BE, Grizzly Bear, Liars og mange flere (herunder et par stykker på listen). Andre har fejlet fælt på plade, i særdeleshed Arcade Fire. Grammy-nomineringerne for "Best Alternative" ligner en liste fra 2007 med bands, der alle er blevet headlinere i mellemtiden: Arcade Fire (av), Gorillaz (godkendt), LCD Soundsystem (herlig), Father John Misty (ok) og The National (godkendt). Mass indie har for længst slået igennem i samfundet.

Den elektroniske musik bød på færre mørke triumfer, og måske har der været behov for en lille pause fra Tri Angle-æstetikken (med forskellige mørkemænd som Roly Porter, Haxan Cloak, Holy Other og Forest Swords – sidstnævntes Compassion er én af årets bedre). Selv fantastiske Fever Ray lyder af og til helt optimistisk. En god plade fra hendes hånd også!

Gode EP'er er det også blevet til, ikke mindst fra yaeji og Carla dal Forno. De fleste er nok sprunget videre til selve listen nu, så jeg må hellere stoppe. 2017 har alt i alt været fyldt med glimrende udgivelser, og der er al mulig grund til at antage, at det fortsætter i 2018.

Som altid: rækkefølgen ville se anderledes ud om en uge, og om en måned har jeg hørt plader, som jeg slet ikke nåede i løbet af året, og om to måneder er jeg træt af enkelte af pladerne på listen og så videre. Med andre ord: se listen som en inspiration og et øjebliksbillede.

Tak til alle, der læser med og støtter musikken.

25. John Maus – Screen Memories

John Maus har ladet os vente i seks år, siden han udgav sin nærmest kanoniserede We Must Become..., og trods farlige forventninger har han lavet en yderst vellykket opfølger. Musik til natten, akavet karaoke og stiv kropsholdning.

24. Kedr Livanskiy – Ariadna

Den russiske producer udgav sidste år sin første EP, og med Ariadna følger hun op med en mindre houset og til tider Autechre-blød techno. Førstesinglen og titelsangen når vidt omkring, hvilket man også kan sige om resten af pladen.

23. Waxahatchee – Out in the Storm

Katie Crutchfield udgiver en plade hvert andet år. Hun udgiver en god plade hvert andet år. Hun har stadig de samme idoler fra 90'erne, og produktionen er kun blevet marginalt finere i kanten. Til gengæld viser hun lidt nye sider af sig selv med Recite Remorse og Sparks Fly, der ligger side om side sidst på pladens første halvdel.

22. Wacław Zimpel & Jakub Ziołek – Zimpel / Ziołek

Tak til The Quietus for anbefalingen! Et minimalistisk, jazzet og indelukket eksotisk værk er der kommet ud af samarbejdet mellem Zimpel og Ziołek, som jeg på ingen måde kendte i forvejen. De er angiveligt to af den polske undergrunds mest spændende bekendtskaber, og med denne plade som bevis er der god grund til at dykke ned i selvsamme undergrund.

21. Colleen – A Flame My Love, A Frequency

Franske Colleens sjette plade er – for hendes standard – nogenlunde tilgængelig. Den er ligetil. Den er som små dråber i Planet Earth, som man zoomer ind på for at afsløre et liv inde i hver enkelt dråbe. Med få synthesizers og få virkemidler har hun igen vist sig som ét af de mest rørende bekendtskaber i nyere fransk musik.

20. Julie Byrne – Not Even Happiness

Og apropos rørende: hvis noget album fra 2017 har indbudt til at spadsere og høre på én, der med garanti er mere melankolsk end dig selv, er det den herligt tvetydigt betitlede Not Even Happiness. En luftig-stille stemme og ni sange, der kalder på at blive afspillet så snart, de er færdige.

19. SZA – Ctrl

Ensomheden bliver angrebet, og usikkerheden skaber attituden. Solána Rowes debutalbum var længe undervejs, og fortællingen om forsinkelsen har allerede fået sit eget liv. SZA er en lysende stjerne inden for R&B.

18. Parlor Walls – Opposites

En intens omgang jazz-rock, der vræler som en gammel metro. Det er yderst veloplagt, energisk og underligt overset. De deler i øvrigt label med Horse Lords of The Necks, men det er sandsynligt, at et lidt større indie label samler dem op.

17. Perfume Genius – No Shape

Mike Hadreas leverer udelukkende gode plader, og her er han næsten på niveau med Put Your Back N 2 It fra 2012. Produktionen er endog endnu stærkere her, og nye detaljer træder frem for hver gennemlytning.

16. Slowdive – s/t

De bedste blandt shoegazerne (sammen med My Bloody Valentine selvfølgelig) har cementeret deres position med en absolut værdig efterfølger til Pygmalion fra 1995. Britpop satte shoegaze på standby, men eftertiden har været retfærdig, og hvor Oasis i dag lyder som en rest af fortiden, er Slowdive, Ride m.fl. ældet mere med ynde.

15. Arca – s/t

Venezuelanske Arcas tredje plade er også hans bedste. Rumligheden kalder på bedre høretelefoner, end jeg ligger inde med, for han forstår bedre end de fleste at skrue på knapperne. Det er en behagelig overraskelse, at han bruger sin stemme så fremtrædende, og det hele kulminerer på Desafío.

14. Richard Dawson – Peasant

Man kan høre så mange plader på et år, at det er dybt unfair over for mange musikere, hvor lidt tid man egentlig har givet dem. Peasant er en plade, der bliver i kroppen efter første gennemlytning. Det er noget så unikt som avant-folk, der handler om kongeriget Bryneich i middelalderen og de mange forstyrrende paralleller til samtiden.

13. Kelela – Take Me Apart

Kelela gjorde sig bemærket allerede i 2013 og har siden turneret vidt og bredt og udgivet en forrygende EP. Take Me Apart er formelt hendes første studiealbum, og hun bruger længden fint til at skabe et intimt og medrivende sci-fi-R&B-univers, hvorfra LMK står tilbage som én af årets bedste sange.

12. Saint Etienne – Home Counties

Evigt charmerende Saint Etienne må være de bedste til at arbejde med geografi, og derfor er det så meget desto mere spændende med en titel som Home Counties. De tre har hver især genbesøgt deres hjemsteder og fletter erindring sammen med fiktion. De skaber billeder som få, de skaber rørende øjeblikke uden for megen sentimentalitet, og de er måske de eneste, der kan slippe af sted med at forestille sig, hvordan Bowies liv ville se ud, hvis han aldrig havde forladt forstaden.

11. Chuck Johnson – Balsams

Chuck Johnson leverer med Balsams en form for ambient country, som jeg aldrig har hørt før, selvom den er beslægtet med Brian Eno i starten af 80'erne, primært ved brugen af steel guitar. Det er beroligende, og det er smukt, og meget af tiden er det alt, hvad du behøver for at have det rart.

10. Sophia Kennedy – s/t

Sophia Kennedy laver begavet popmusik, der både er letbenet og dramatisk. Hun leger sig frem og er hele tiden på kanten af det teatralske, men holder sig som oftest på den rigtige side. Pladen er udgivet på DJ Kozes label Pampa, der ellers primært tager sig af house og techno. Selvom pladen er ujævn, er den virkelig god, når den er god.

9. Jlin – Black Origami

Jerrilynn Patton er ét af de mest spændende navne i elektronisk musik disse år. Hun optrevler konstant sin egen musik, sætter den sammen igen for så at skille delene ad og skabe noget nyt. Samarbejdet med bl.a. Holly Herndon her skærpet denne teknik, og det er der kommet en yderst gennemført plade ud af.

8. Kelly Lee Owens – s/t

Norske Smalltown Supersound må gnide sig i hænderne over at have signet walisiske Kelly Lee Owens. Hendes debutalbum er varieret og i familie med Jenny Hval, som også medvirker på én af sangene. Drømmepop med technoproduktion.

7. Mount Eerie – A Crow Looked at Me

"Death is real / someone's there, and then they're not." Så er tonen slået an, og tristheden bliver kun mere omsluttende og omfavnende. De fleste musikinteresserede har hørt historierne om Phil Elverums hustrus dødsfald, og de fleste af os har nok grådkvalt forestillet os enkemanden og datteren, der stadig modtager den afdøde hustru og mors post. Det er hjerteskærende, og særligt de konkrete eksempler er hårde at lytte til.

6. St. Vincent – Masseduction

Annie Clark har alle dage været en beundringsværdig musiker, og selv når jeg ikke har været helt opslugt af musikken, har jeg alligevel været imponeret. Som oftest har jeg dog holdt af pladerne, og med Masseduction har hun lavet sin hidtil fineste og mest ambitiøse.

5. Visible Cloaks – Reassemblage

Den amerikanske duo har med Reassemblage lavet en futuristisk omgang ambient. Titlen er en reference til en vietnamesisk film om Senegal, der bl.a. er en kritik af andre film, der forsøger at forklare en kultur fra en anden kulturs ståsted. Reassemblage gør det samme, når den trækker mig mod Japan. Produktiv afslapning.

4. Four Tet – New Energy

Kieran Hebdens niende plade som Four Tet er én af hans bedste, helt deroppe med en nyklassiker som There Is Love in You. Også her er der masser af hjerte at finde, og selvom det ikke er lige så underspillet, vinder Four Tet også på de umiddelbare kvaliteter.

3. Jane Weaver – Modern Kosmology

Jane Weaver har lavet musik i mange år og har nu fået et lille gennembrud med Modern Kosmology, der delvist er en reference til kosmische Musik og kraut. Pladen tøffer af sted og er en fantastisk blanding af det krautede og noget mere Broadcast-inspireret (Jane Weaver kendte også Trish Keenan).

2. Phoebe Bridgers – Stranger in the Alps

Årets debutalbum! Phoebe Bridgers maler som singer-songwriter overbevisende og mangefacetterede indie-folk-billeder. De stærkt bevægende tekster er heller ikke uden humor og selvindsigt ("Jesus Christ, I'm so blue all the time"). Selv hvis hun aldrig udgiver mere, har hun gjort et uudsletteligt indtryk på mig.

1. Alex Cameron – Forced Witness

En ven beskrev ham som pop-foie gras: alt for meget og lidt klamt – men også virkelig lækkert. Alex Camerons anden plade er for mig ren nydelse fra start til slut. Han er først og fremmest en formidabel popsmed, og så har han i 2017 leveret bedre tekster end nogen anden (i hvert fald uden for hiphop). Han har for mig lavet årets vigtigste plade, fordi han bedre end nogen anden udforsker feltet mellem oprigtighed og ironi. Ironien er ikke en distance, og den er ikke bare et greb. Alle mennesker er til en vis grad karakterer, når vi agerer forskelligt over for forskellige mennesker. Det er der intet underligt ved, og de fleste af os ville ønske, at vi så vidt muligt altid var den samme. Det gør ingen til løgnere eller skuespillere, at vi varierer sprogbruget eller nedtoner/opjusterer noget afhængigt af personen, vi er sammen med. Men det er en vigtig erkendelse, at det ligger i os, og at alle musikere selvfølgelig også er karakterer – hvor forskelligt de så griber det an og står ved det. Alex Cameron spiller overordnet karakteren som forfejlet entertainer, og i sangene udfolder forskellige subkarakterer sig. Det er samfundets tabere, udstødte, perverterede hverdagsmennesker, brødbetyngede machotyper, det er glimt af fortrydelse og skønhed i grimheden. Han bringer nogle typer i spil, vi ofte ikke vil vedkende os, og han afslører egenskaber, vi ikke kan lide i hverken os selv eller vores medmennesker. Der er meget, meget mere på spil end bare forrygende popmusik. Alex Cameron kan sit håndværk, og han har leveret en stærkere samling sange end nogen anden i 2017 – men lige så vigtigt er det, at han er den eneste, der konceptuelt har bragt noget virkelig interessant på bordet i år.

/Martin