Årets album 2023

Tak for i år. I mit voksenliv har jeg aldrig lyttet til så lidt musik, som jeg har i år. Det falder sammen med mit første hele år som far. Der har været mindre tid. Men det er fint, sådan må det være, jeg har ikke savnet noget. Det ville jeg måske gøre, hvis jeg havde været yngre, men følelsen af at gå glip af noget sidder ikke længere i mig. Det betyder ikke, at jeg ikke gerne vil have mere tid, og det er jo udtryk for noget positivt: At verden er fyldt med ting, man gerne vil se, høre, læse, opleve og mennesker, man gerne vil tilbringe (mere) tid med.

Jeg vil ikke forsøge at dissekere musikåret 2023. Der har som altid været en masse godt og en masse skidt, sådan må det nødvendigvis være.

Den klassiske disclaimer: Årslister skal ikke tages for alvorligt. Både udvalg og placeringer skal tages med et gran salt. Om en uge ville listen se anderledes ud. Årslister giver for mig kun mening, hvis de er personlige – som denne – og/eller hvis de er inspirerende på en eller anden måde. Inspirerer til lytning, peger på noget nyt og potentielt spændende. Noget sjovt og inspirerende. Mere alvorligt må det ikke blive, det overlader vi til andre arenaer i livet.

God læsning og tak for i år. Her er 20 plader, der var godt selskab i 2023.

Hvis du vil have mit nyhedsbrev om ugentlige udgivelser, kan du skrive dig op her.

20. Julie Byrne: The Greater Wings

Den melankolske sangskriver har føjet mere synth til det tidligere bare landskab. Det er stadig luftigt og naturrigt, og så er det frem for alt flot tristesse. Julie Byrnes producer og gode ven gik bort under arbejdet med albummet, og der er både sange fra før og efter dødsfaldet. Særligt interessant bliver det, når hun på ‘Moonless’ synger om et “blivende fravær”. Et fantastisk interessant koncept og fokus på negation. Hvad findes, hvad findes ikke, hvordan og hvornår findes noget som helst.

19. ML Buch: Suntub

Det er ikke mange forundt at kunne lyde som en tur i øvelokalet og få det til at fungere. ML Buch og Bar Italia er blandt få nyere navne, der slipper af sted med det. Med danske ML Buch bliver det aldrig tænkt eller akademisk, men det er også mere end en tidsrejse, mere end 90’er og pedaler. Nogle gange minder det om Tirzah uden klaverloops, hvor man også får muligheden for at synke lidt længere ned i karbadet og blive lidt varmere.

18. Khotin: Release Spirit

Titlen på canadiske Dylan Khotin-Footes nye album er taget fra World of Warcraft. Han har tidligere lavet mere dansable ting, men her har han helt klart lavet musik, der skal høres hjemme. Det er både rørende og sjovt og kan minde en del om Boards of Canada. Albummet er først og fremmest fyldt med gode ideer.

17. Asma Maroof + Patrick Belaga + Tapiwa Svosve: The Sport of Love

Ambient jazz. Det er romantisk, let vemodigt uden at være voldsomt melankolsk. Ofte som kvidrende fugle. Svosve og Belaga spiller saxofon, fløjte, klaver og cello. DJ og producer Maroof samler det hele.

16. Marlene Ribeiro: Toquei no Sol

Debutalbum af portugiser, der senere er flyttet til England, Ireland og nu Wales. Titlen betyder "jeg rørte solen" på portugisisk. Varmen fornemmer man. Det er hypnotisk, ofte langstrakt. Man får lyst til at sidde på en hvid plasticsol midt på gaden i en lille, solstegt by. Der er melodier, men man skal nogle gange lede efter dem.

15. Slowdive: Everything Is Alive

Sympatisk titel. Alligevel lyder den mere i retning af vished om døden og altings eventuelle afslutning. Det er deres måske mest vemodige album, men også afklaret. Det er mere bart, reflekterende og mindre søgende. Det klæder dem, og det er et modent take på drømmepop og shoegazer.

14. Le Cri du Caire: Le Cri du Caire

En bekendt har beskrevet det som et “magisk sted mellem sufi, arabisk spoken word og jazz.” Den parisiske trio består af egyptiske Abdullah Miniawy, der synger vidunderligt og med en melankolsk smerte, den tyske cellist Karsten Hochapfel og den britiske saxofonist Peter Corser. I Paris har de skabt denne Cairos gråd.

13. The Embassy: E-Numbers

Göteborgs eskapist-pop-godfathers er her endnu! New Order, Marine Girls og The Field Mice høres stadig, men duoen er stadig bare charmerende The Embassy, som blander de smittende popsange med lange instrumentalstykker. Der er få egentlige sange på albummet, men det lyder himmelsk fra start til slut. Overgangen fra ‘Amnesia’ til ‘Renegades’ er uovertruffen, to så skarpe popsange i streg kan ingen vel slå i 2023.

12. Colin Stetson: When We Were That What Wept for the Sea

Supersaxofonisten vrider ofte overraskende ting ud af sin sax, og denne gang har han på ret kort tid lavet et album for et bearbejde sin fars død. Det er hans nok flotteste og mest sammenhængende album og en ret intens omgang. Man får nogle chancer for at ånde ud, fx på 'Passsage' og senere på 'The Lighthouse II' i samarbejde med den skotske sækkepibespiller Brìghde Chaimbeul. Overraskende god arbejdsmusik.

11. Nation of Language: Strange Disciple

Sympatisk synth-pop. Nation of Language stjæler med arme og ben. Særligt fra tidlige Orchestral Manoeuvres in the Dark-udgivelser, Kraftwerk og New Order. På dette album får vi en lidt roligere udgave af Nation of Language, som dog stadig har et skær af noget hektisk gennem sanger og frontmand Ian Devaney, der næsten synger som Lars H.U.G. til tider. Gispende med små stød. Yndlingslinje: “Walk me home and walk away.” (Sole Obsession).”

10. Nuovo Testamento: Love Lines

Man bliver sendt troværdigt tilbage til cirka 1983 af den italienske-amerikanske trio. Italo og Madonna i fokus. Otte sange på knap 32 minutter, der alle er nogenlunde lige lange. Skarpt produceret, velskrevne og meget mere end pastiche. Der er rigeligt med hjerte kombineret med præcist kendskab til en gren af pophistorien.

9. Fenne Lily: Big Picture

Flot og sympatisk indie-folk-pop. Den Bristol-fødte sangskriver balancerer flot det tunge med en vis lethed i lyden. Fenne Lily synger gerne lavt og helt tæt på mikrofonen, og der er (også) på den måde noget at komme efter for fans af Cassandra Jenkins. Singlen ‘Lights Light Up’ er en af de flotteste sange, jeg har hørt i år.

8. Avalon Emerson: & the Charm

Jeg har aldrig dyrket Avalon Emerson som dj, men jeg kan forstå, at hun ikke normalt dyrker det poppede. Det gør hun i den grad på sit debutalbum, som snarere er svævende drømmepop med stærke Saint Etienne-vibes.

7. Brìghde Chaimbeul: Carry Them With Us

Skotske Brìghde spiller på smallpipes, altså en slags sækkepibe. Hun forbinder folkemusik med drone, og på de fleste sange har hun også den yderst kyndige saxofonist Colin Stetson med til at levere fylde og tapet. Den lille sækkepige i sig selv kalder på landskaber … Saftig muld. Ikke bare gråvejr, men en lysende grå, næsten sølvhimmel. ‘Crònan (i)’ har en tyngde, der holder dig i stolen, mens tankerne rejser højt op.

6. Sweeping Promises: Good Living Is Coming For You

Duo fra Boston, der er flyttet til Kansas og har fået kontrakt med Sub Pop. Støjpop-post-punk med skønne basgange og solid 80'er-inspiration. Det er veloplagt og til tider kækt, og Lira Mondal har en fantastisk charmerende stemme. Er det optaget på en båndoptager? Det lyder sådan. Det fungerer i hvert fald, og det bør næsten høres højt i en bil.

5. Lankum: False Lankum

Storslået folkemusik fra Dublin. Lankum har længe været anerkendte, men spiller stadig på de mindre spillesteder, når de turnerer. Med False Lankum har de nået nye højder både kunstnerisk og målt på popularitet. Det er dramatisk, det er romantisk, med både gotisk horror og hjerteskærende ballader. Albummet er langt, over en times spilletid, og føles som en film, hvis man lukker øjnene. De har lagt instrumentale åndehuller ind, så man kan tage den næste store følelse til sig, det næste store drama. Det er ikke bare folkemusik som gimmick eller i en nedtonet udgave (som The Decemberists), det er det store dyk ned i historien for at finde menneskets mørkeste afkroge og et eller andet sted finde håb. Særligt ‘Lord Abore and Mary Flynn’ er uforligneligt flot.

4. Tirzah: trip9love…???

Ud af det blå kom det. En onsdag var det der bare, fyldt med en enkelthed og et flot arbejde med lag i lyden. Man kan lytte igen og igen og nå et lag længere ned. Det er stadig undervandspop og alternativ R&B, og Mica Levi har – som på de to første plader – været med til at skrive og producere. Fundamentet er korte klaverloops, sværere behøver det ikke være.

3. Rắn Cạp Đuôi: *1

Eksperimenterende kollektiv fra Vietnam. De laver en slags ambient techno, men mest af alt føles det som at blive hvirvlet op i en farvestrålende tornado. Der var lidt flere elementer af jazz og hiphop på det flotte debutalbum, hvor det nye er en anelse mere fokuseret. Ja, ikke at det første var decideret ufokuseret, måske bare mere vildt. Men vildskaben er sandelig også at finde her, hvilken eksplosion!

2. Lisel: Patterns for Auto-Tuned Voices and Delay

Klassisk trænet sopran sampler sin egen stemme og skaber eksperimenterende pop, som er ret nøgent i sit udtryk. Det er mere tilgængeligt, end det lyder. Der er religiøse snit, noget kirkeligt, men fra en fremtidskirke.

1. Vince Clarke: Songs of Silence

Alvorstungt veksler den engelske legende mellem det meditative og underligt medrivende. Vi kender ham bedst fra Depeche Mode, Yazoo og Erasure, men her er han så langt fra poppen, som man kan komme. Alle kompositioner er bygget op om én tone. Der er noget katedralsk over det, og hvis ikke det var et ord, så er det nu. Det bliver sci-fi-industrielt på ‘White Rabbit’, hvor jeg mindes det gamle spil Deus Ex, og hvad sker der pludselig på ‘Scarper’? Hvordan får man så meget ud af dette minimale koncept? Min favorit er ‘The Lamentations of Jeremiah’, der binder det hele sammen midt på pladen. Man burde måske have sagt sig selv, at Vince Clarke kunne lave dette album, men det overrasker mig alligevel. En tung, men vidunderlig oplevelse.

/Martin 

Årets album 2022

Dette er den 16. årsliste, jeg laver på bloggen. At se tilbage på nogle af de gamle er lidt tåkrummende, men det har i sig selv en værdi, fordi det dengang fremstod så åbenlyst, så klart, at de 25 plader bare var årets bedste. Det føltes rigtigt i 2007, i 2008 osv. Men selv dengang vidste jeg, at selve placeringen er arbitrær. Hvor sikker er man på, at den ene udgivelse skal være nr. 17 og ikke 18 på listen? Mange vil også mene, at årslister i sig selv er fjollede, og det er heller ikke løgn. Men det er ikke det samme som at sige, at de ikke har nogen værdi.

Det skriver jeg lidt om hvert år, og det er også en vigtig disclaimer. Men jeg har en trang til at retfærdiggøre det, altså at lave disse lister, og jeg mener vitterligt, at årslister først og fremmest bare skal være inspirerende og sjove. Give læserne mulighed for at finde god musik.

Tak for i år. Her er 22 plader, jeg særligt har nydt i 2022.

22. Courtney Marie Andrews: Loose Future

Arizona-sangskriverens niende album er tilgængelig americana, der grænser til pop. Chris Bear (Grizzly Bear) er med på trommer, og Josh Kaufman (Bonny Light Horseman mm.) er ligeledes med på alverdens instrumenter. Singlen ‘Satellite’ er noget af det rareste fra 2022.

21. Burial: Streetlands EP + Antidawn EP

Den engelske superproducers to EP’er fra 2022 – med en samlet længde på en time og 17 minutter – er næsten beatløse. Men de bærer hans signaturpræg, den knitrende lyd og tågede fornemmelse. Det er open world-computerspil i regnvejr.

20. Hannah Peel + Paraorchestra: The Unfolding

Store følelser i øjenhøjde. Det er filmmusik, det er nyklassisk, og det taler direkte til sjælen. Nordireren har tidligere komponeret til bl.a. Game of Thrones, men her er det storladent på lidt mere underspillet vis. Paraorchestra er et progressivt orkester fra Bristol, der kombinerer klassiske med elektroniske instrumenter. De arbejder med tilgængelighed i både åndelig og bogstavelig forstand: De bærer navnet Paraorchestra, fordi der også er plads til musikere med handicap.

19. Emeka Ogboh: 6​°​30​’​33​.​372​”​N 3​°​22​’​0​.​66​”​E

Den nigerianske producer har zoomet ind, helt ind, på et busstoppested i Lagos. Samtaler, dyttende biler, tilfældige udvekslinger. Alle disse samples smelter sammen med trommer, bas og lidt synth. Det er ultralokalt og samtidig sit eget sted uden for os. Ambient techno af en art, men mest af alt en menneskelig puls.

18. Sofie Birch: Holotropica

Ambient elektronisk med plads til både veldoseret saxofon, harpe og fløjte. Hun har været et anerkendt navn i både ind- og udland i nogle år, og i år kom så første fuldlængde. Eventyrligt på den stenede måde.

17. Jana Horn: Optimism

Et debutalbum så enkelt og effektfuldt, at man næsten ikke kan tro det. Det kan i øjeblikke minde lidt om Lidt Yo La Tengo i produktionen, særligt trommerne. I andre øjeblikke er nøgenheden så afvæbnende, at man snarere tænker på Mount Eerie.

16. Heather Woods Broderick: Domes

Instrumental cello-tristesse. Heather er multiinstrumentalist og sangskriver fra Portland, som denne gang holder stemmen i ro og lader celloen tale. Det er meditativ drone, der hjælper med at lade tankerne vandre eller snarere flyde.

15. Weyes Blood: And in the Darkness, Hearts Aglow

Natalie Mering hører til en anden tid. Som sangskriver holder hun af langsomme, tålmodige sange. Hun holder også af 70’erne, Carpenters, romantisk og cinematisk folk. Med sit hidtidige hovedværk Titanic Rising (2019) markerede hun sig som én af få værdige hovedpersoner fra 2010’ernes indie-scene. Denne opfølger er lige så sympatisk og nærmer sig i perioder skønheden fra forgængeren.

14. Anaïs Mitchell: Anaïs Mitchell

Hun er bl.a. kendt fra charmerende Bonny Light Horseman (som også har udgivet et fint album i år). Josh Kaufman fra samme band har produceret, og han skaber også her ren vellyd, så Anaïs’ herlige stemme kan folde sig ud. Det er ikke helt en whiskystemme, i så fald ikke røget, men den har marineret lidt. Der er erfaring og livsklogskab bag.

13. Molly Nilsson: Extreme

DIY-synthpop fra Berlin med den svenskfødte kunstners velkendte sans for både humor og indignation. På sit 10. album er hun mindre minimalistisk, end hun plejer, og en anelse mere rocket.

12. Caroline: Caroline

8 m/k stort orkester, der laver folkemusik og post-rock. Det er traurigt og leveret alvorligt og fantasifuldt, ofte grænsende til det mismodige. Der er sørgekor, lange passager med opbygning og stille nedrivning. Gå en tur i gråvejret med denne sympatiske satan.

11. Hagop Tchaparian: Bolts

Debutalbum af britisk-armensk producer. Techno med et bankende hjerte baseret på field recordings samlet i Armenien og rundt omkring Middelhavet de seneste 15 år. Han kommer egentlig fra en punkbaggrund, men endte dybere og dybere i Londons klubscene, hvor han lærte Four Tet og Hot Chip at kende. Der er gang i trommerne, godt med percussion og gnist.

10. Christine and the Queens: Redcar les adorables étoiles

Franskmandens hidtil bedste album. Der er færre åbenlyse hits, mere jam, måske mere teater eller musical, men ikke skabagtigt. Der er skruet lidt op for 80’er-produktionen, og det er en rigtig god beslutning.

9. Dawn Richard + Spencer Zahn: Pigments

Klassisk musik møder R&B. Ud fra den beskrivelse kunne man måske undervejs undre sig over, hvad man egentlig lytter til, men det glider så let sammen. Verdener væver sig ligesom ind i hinanden. Som DNA-strenge, der flyver væk mod nogle bjerge.

8. Horsegirl: Versions of Modern Performance

Teenagetrio fra Chicago, der mirakuløst levede op til hypen med dette debutalbum fyldt med både angst og selvironi. De har succes med både stram post-punk og slacker-rock, selvom det aldrig kammer helt over i sidstnævnte. Stærke hooks.

7. Cate Le Bon: Pompeii

Art-pop med overskud. Man ser vindblæste landskaber for sig. Det er lyden af et menneske, der har følt sig fremmedgjort og nu rækker ud igen. Måske waliserens hidtil bedste album.

6. Let’s Eat Grandma: Two Ribbons

Alternativ pop med en snert af electropop. I nogle øjeblikke er det endog vidunderlig pop! De to engelske venner har holdt en lille pause og er vendt tilbage med stor inspiration.

5. Andrew Tuttle: Fleeting Adventure

Kosmisk country. Et ambient eventyr med pedal steel, violin, saxofon, banjo og meget mere. Australske Andrew Tuttle skaber landskaber, som også William Tyler og Chuck Johnson gør det. Sidstnævnte har da også mixet albummet og leveret pedal steel på én af sangene. Steve Gunn er også blandt de mange bidragydere.

4. Mabe Fratti: Se Ve Desde Aquí

Cellist og komponist fra Guatemala, der placerer sig et sted mellem ambient og avantgarde. Det er hverdagsmagi, hvor hun – i forhold til sidste års mere romantiske Será Que Ahora Podremos Entendernos – har skruet op for både jazz og støj. Det er stadig en overvejende stille omgang med forståelse for stilheden. Arthur Russell og Mark Hollis høres, men mest af alt bare en virkelig spændende cellist, komponist og sangerinde fra Guatemala.

3. Maya Shenfeld: In Free Fall

Lydkunstner fra Jerusalem, der bor i Berlin og her har læst komposition på Universität der Künste. Der er højt til loftet i musikken, der kombinerer analog synth med dyb, stemningsmættet brug af blæsere. Det er minimalistisk, men stort. Ikke ulig anden halvdel af Bowies Low i stemning, som The Guardian fint har sammenlignet det.

2. Barrie: Barbara

Stærke popsange med effektiv sommer-teen-sensibilitet. Barrie Lindsay skriver sangene selv, men det lyder som et band helt i starten af mp3-æraen. Lejlighedsvis med virkelig flotte harmonier. Enormt veloplagt.

1. Naima Bock: Giant Palm

Den engelske sangskriver er tidligere medlem af Goat Girl, har læst arkæologi og arbejdet som gartner. Det er ikke helt uvæsentligt, for hun skriver alternative folk-pop-sange med både forståelse for og interesse i historie, arkitektur og natur. Der er en respekt for musikhistorien og langsomheden. Hun lyder som én, der har god tid og gerne vil have, at vi andre skal have det. Stemmen kan minde om Bedouine, og der er en luftighed, som afspejles i Joel Burtons produktion. Der er mange bidrag fra interessante London-musikere, bl.a. et par stykker fra Caroline (som er med længere oppe på listen). Naima Bock har i øvrigt en brasiliansk baggrund, hvilket både høres i tropicália-inspiration og meget konkret på albummets sidste sang, hvor hun folder sig ud på portugisisk. En ubesværet debut.

/Martin

Årets album 2021

Årslister er åndssvage. Men de er sjove. De fleste medier ender med nogle underlige konsensuslister, der viser, at de har fulgt med, men de mangler som oftest personlighed. Selvfølgelig kan det være interessant at se, om der er en kunstner, som går igen rundt omkring, men hvor meget får vi egentlig ud af at konstatere, at en kunstner har været populær et givent år?

Nej, sådanne lister skal primært inspirere. Så har de en funktion. Hvis man kan finde noget, man ender med at holde af og måske bliver udfordret af, så har de en mening. De kedelige algoritmer gør, hvad de kan for at holde os fast i de samme forbrugsmønstre, så vi har brug for måder, hvorpå vi kan bryde ud.

Men et udtryk for nogen sandhed, det er sådanne lister sgu ikke. De skal ikke tages alvorligt, de skal underholde og inspirere, ikke andet (og selvfølgelig generere klik, hvis man har et medie, der også skal tjene penge).

Hvad kan vi sige om 2021 som musikår? Det har været helt udmærket i den forstand, at der som altid har været gode singler, EP'er og LP'er med såvel nye som etablerede kunstnere i alle mulige genrer fra alle mulige lande.

Alligevel har det føltes lidt undervældende inden for visse genrer, herunder techno og særligt hiphop, hvor trap og drill efterhånden har sejret sig selv ihjel. London og Chicago har igen i år budt på spændende jazz, selvom der har manglet nogle højdespringere.

Der har, trods alt, været meget godt, og jeg er heldigvis stadig interesseret i at høre nye ting. Det betyder ikke, at det nye er godt, fordi det er nyt (for mig), men det har en værdi i den forstand, at jeg måske kan udfordre mig selv. Uanset om jeg så bliver skuffet eller begejstret.

Tak for i år. Her er 25 plader, som jeg har været glad for i 2021.

25. Karima Walker – Waking the Dreaming Body

Det er ikke alle, der kan blande ambient og drone med klassisk sangskrivning. Selvom hun løber lidt tør for idéer mod slutningen, er det en flot plade om stadiet mellem søvn og vågen tilstand.

24. Aeon Station – Observatory

Kevin Whelan fra The Wrens solodebuterer med 10 sange, der er skrevet over en periode på 14 år. En stor del af sangene var tænkt som Wrens-sange og ligger på en måde naturligt i forlængelse af bandets storroste The Meadowlands fra 2003. Der er stadig resignation at spore, men han er kommet videre i livet og er heldigvis stadig en meget kompetent sangskriver.

23. Kedr Livanskiy – Liminal Soul

Russerens tredje album byder på veloplagt, drømmende techno-pop.

22. The War on Drugs – I Don't Live Here Anymore

Bandet er gået full on stadionrock, og det klæder dem, da de var begyndt at køre i tomgang. Titelsangen er deres hidtil bedste.

21. Green-House – Music for Living Spaces

Olive Ardizoni laver ambient, der beroliger sjælen. Hendes første fuldlængde følger flot op på den endnu skønnere EP Six Songs for Invisible Gardens.

20. Scotch Rolex – Tewari

Den japanske producer Shigeru Ishihara (også kendt som Scotch Egg) har haft et residency hos Nyege Nyege-kollektivet i Uganda, og det er der kommet en ret vild omgang elektronisk smadder ud af. Der er også blevet plads til lidt metal (med growl af kenyanske Lord Spikeheart fra metalduoen Duma). Don Zilla og MC Yallah fra Nyege Nyege er også med.

19. Jon Hopkins – Music for Psychedelic Therapy

En rejse til Ecuador og særligt ind i ecuadorianske huler har inspireret den engelske producers flotte omgang beatløse terapi.

18. Cold Beat – War Garden

Synthpop og post-punk med flotte melodier. De er fra Californien, men lyder mere kontinentaleuropæiske.

17. Nahawa Doumbia – Kanawa

63-årig malisk legende. Hun synger vidunderligt. Hendes band spiller bl.a. på de traditionelt maliske strengeinstrumenter ngoni og kamalé ngoni.

16. Mogwai – As the Love Continues

Apropos legender: Hvordan bliver skotterne ved med at spytte så gode (primært) instrumentale værker ud?

15. Chuck Johnson – The Cinder Grove

Pedal steel guitar og synth! Albummet er en opfølger til det langsomme og flotte album Balsams fra 2017. Musik, som du kan stirre ud i luften til.

14. Dry Cleaning – New Long Leg

Der har været flere hæderlige London-bands de seneste år, der taler hen over en post-punket baggrund, og Dry Cleaning er muligvis de mest interessante. Det kræver, at man har stemmen, timingen og intonationen, og Florence Shaw har det hele. Ekstra point for at have en sang, der hedder John Wick.

13. Nation of Language – A Way Forward

Brooklyn-trio, der stjal loyalt fra starten af 80'erne på deres mere poppede debutalbum og denne gang stjæler lidt mere fra 70'ernes kraut. Det er stadig synthpop, og de lytter stadig til OMD og New Order, men der er mere Kraftwerk denne gang.

12. Arooj Aftab – Vulture Prince

Pakistansk newyorker med drømmelandskaber, harpe og en smuk stemme. Selvom sangen Last Night er decideret elendig, indeholder albummet også sangen Mohabbat, som er blandt de allerflotteste, jeg har hørt i år.

11. Vanishing Twin – Ookii Gekkou

På det skønne debutalbum Choose Your Own Adventure fra 2016 var London-gruppen tæt beslægtet med sfærisk-romantiske grupper som Broadcast og Stereolab (bandmedlem Phil M.F.U. var også medlem af Broadcast), selvom de nåede vidt omkring rent sonisk. De er blevet en anelse mere avantgarde siden da og inkorporerer nu bl.a. afrofunk. Det er stadig spændende, hvis man er fan af Broadcast eller småjazzet kraut. Trommeslager Valentina Magaletti er en oplevelse i sig selv. Titlen er i øvrigt japansk for "stort månelys".

10. Field Works – Cedars

Ambient americana med mellemøstlig indflydelse. Og et helt album om cedertræ. Producer Stuart Hyatt er hovedarkitekten, men det er et projekt med mange medvirkende. Første halvdel fortælles og synges på arabisk, og aldrig har jeg haft så meget lyst til at forstå det som i sangen Ḥalaqah Azaliyyah. Anden halvdel fortælles og synges på engelsk. Kan til tider minde om William Tyler (som også medvirker), andre gange som gammel KLF-ambient.

9. Saint Etienne – I've Been Trying to Tell You

Den (musik)historisk bevidste trio holder stadig et højt niveau. Deres nye album er primært baseret på samples, og den tilgang har de ikke brugt siden So Tough fra 1993. Denne gang er deres samples udelukkende fra perioden 1997-2001 og af bl.a. Honeyz, Lightning Seeds og Natalie Imbruglia. Det er melankolsk og kun lidt vemodigt.

8. Hollie Kenniff – The Quiet Drift

Himmelstræbende ambient. Filmmusik til en flot hverdag med alt, hvad den indebærer af små skuffelser og diskrete opture.

7. The Weather Station – Ignorance

Tamara Lindeman har efterhånden lavet en del dejlige plader, og nu hvor Weather Station mere er blevet et band end et soloprojekt, er lyden også blevet større. Den milde stemme, de flotte arrangementer og ret tydelig inspiration fra Talk Talk er en herlig kombination.

6. Arushi Jain – Under the Lilac Sky

Den indisk-amerikanske komponist og sanger blander modular synth med klassisk musik fra Indien.

5. Japanese Breakfast – Jubilee

Mit yndlingsalbum i den poppede ende af skalaen fra 2021. Højt bundniveau og med en alvorlig højdespringer i singlen Be Sweet.

4. Rắn Cạp Đuôi Collective – Ngủ Ngày Ngay Ngày Tận Thế

Eksperimenterende vietnamesisk kollektiv med en decideret overrumplende plade, der rager til sig fra elektronisk musik, jazz, hiphop og popkultur og blender det sammen til en følelse af at spadsere gennem en fremmed by og opfange samtaler hist og her. Det er aldrig mørkt, men der er mørke at spore hos menneskene, som der altid er. Mest af alt er der dog håb, både for musikken og menneskene.

3. Mabe Fratti – Será Que Ahora Podremos Entendernos

Komponist og cellist fra Guatemala med base i Mexico. Avantgarde og ambient. Hun leverer en slags hverdagsmagi, ikke ulig følelsen af at se en Sorrentino-film (Den store skønhed, Youth, Hand of God).

2. Little Simz – Sometimes I Might Be Introvert

Et karrierehøjdepunkt for den britiske rapper. Det er jazzet og tilbagelænet, humoristisk, flyvende. Der er meget på spil, og det leveres knivskarpt.

1. Cassandra Jenkins – An Overview on Phenomenal Nature

Som at se solskin ramme støv gennem vinduet. En hyldest til naturen og troen på sine medmennesker. Sophisti-pop og drømme-folk af en sympatisk sangskriver. Mesterligt produceret af Josh Kaufman (Bonny Light Horseman mm.). Cassandra Jenkins synger meget diskret, helt tæt på mikrofonen. Albummet er sorgbearbejdende og umådeligt smukt, og spoken word-værket Hard Drive er mit yndlingsøjeblik fra musikåret 2021.

/Martin

Årets album 2020

2020. På sin vis orker man ikke at skrive så meget. Mange af os har nok fået udfordret vores tro på fællesskabet i løbet af året, men vi har også fået bekræftet, hvor ens vi er på mange punkter. At være menneske er trods alt at være ret fejlbarlig, og vi bærer alle på noget. Vi må være der for hinanden, altid, men særligt i en tid, hvor vi har endnu mere brug for lindring.

Måske derfor har jeg hørt en masse ambient i år. Beroligende værker, zen-eskapader, puslespilsmusik.

Det er svært at vurdere musikåret 2020. Det var sikkert lige så godt og skidt som altid. En masse, som nogle mener er undervurderet. En masse, som andre mener er overvurderet. Æstetisk uenighed er et sundhedstegn. Det er ikke uforeneligt med respekt.

Og som altid: Årslister er kun sjove, når de er personlige. Denne er helt subjektiv og til en vis grad et resultat af, om jeg har hørt et album på det rigtige eller forkerte tidspunkt. Om jeg har givet en kunstner nok tid. Om jeg overhovedet har hørt en given kunstner! Der er så vanvittigt meget musik, og det er netop pointen: En årsliste kan ses som udtryk for konsensus ("når liste X og liste Y er enige om dette, så må det være godt"), men det er lidt kedeligt. Vigtigere endnu er denne til for at inspirere og kaste lys på noget, som læseren/lytteren forhåbentlig ikke allerede har hørt.

Tak for i år. Her er 25 plader, som jeg har været virkelig glad for.

25. Hen Ogledd – Free Humans

Newcastle-kvartetten med bl.a. troubadour Richard Dawson leverer alternative folk-eksperimenter med flotte popelementer. Singlen Trouble er blandt de mest catchy sange fra det herrens år 2020.

24. Lyra Pramuk – Fountain

Alt er stemmer på Fountain. Ingen beats, ingen synth, kun stemmer. Det vil sige: Lyra Pramuks egen stemme. På amerikanerens debutalbum manipulerer hun sin stemme på alle mulige og umulige måder og skaber en flod af messende stemmer, ofte noget nær en kakofoni. I en komposition som Xeno får man ligefrem fornemmelsen af mennesket som flokdyr.

23. Sign Libra – Sea to Sea

Lettiske Agata Melnikovas andet album er inspireret af månen og det golde. Jeg er ikke sikker på, hvad det betyder, og jeg forstår mig ikke på astrologi. For mig lyder det, som om baltisk vinter møder japansk forår. Det er nærmest skvulpende, ikke mindst på en sang som Sea of Serenity.

22. Tan Cologne – Cave Vaults on the Moon in New Mexico

Den amerikanske duo beskrives af deres svenske label Labrador som en blanding af Mazzy Star og CAN. Stemningen er til tider eerie men aldrig decideret utryg. Det er western-folk og vibrerende gråt.

21. Nation of Language – Introduction, Presence

Melankolsk synth-pop, der trækker på både New Order, OMD og nyere New York-kollegaer som The National. Fab Moretti fra The Strokes spiller trommer på et par sange.

20. Amaarae – The Angel You Don’t Know

Ghanesisk-amerikanske Ama Serwah Genfi er måske lige så kendt for sit aktivistiske virke som for sin musik. Hun er et mangefacetteret bekendtskab, og det afspejles i dette flotte debutalbum. Det er en slags R&B-pop med solide beats, men det er så absolut meget mere end det. Hun mumler med selvtillid, gør sin stemme lille på en måde, der gør den så meget desto større. Som en Disney-mus, der er på vej til at ødelægge Disney World. Dårlig metafor, godt album.

19. Bonny Light Horseman – s/t

Gennemført behagelig folk. En slags supergruppe, der består af Anaïs Mitchell, Eric D. Johnson og Josh Kaufman. Anaïs er kendt for sin solokarriere, og Eric er frontmand i Fruit Bats og har været tæt involveret i The Shins og Califone. Josh spiller også i Muzz (og spillede med Paul Banks, før Paul endte med at satse på Interpol) og har været med på bl.a. National- og Taylor Swift-plader. Det hele emmer af langsommelig færden igennem små byer, vilde (men stillestående) heste, en smule sved i nakken og folk, der har lyst til at skåle med dig. De kram, som du ikke har fået i år, får du på dette fine album.

18. Kate NV – Room for the Moon

Russiske Ekaterinas seneste album er relativt tilgængeligt og går i mange retninger. Helt overordnet er der en vis forhandling af det indadvendte og udadvendte. Hun synger både russisk, fransk og engelsk, og så er hun ikke bange for det enkle og åbenlyse, hvis det fungerer. Som når sangen Telefon slutter med, ja, en telefon.

17. Nazar – Guerilla

Angolansk-belgiske Nazar er rundet af krig. Mere præcist borgerkrigen i hans forældres hjemland Angola. Selv er han født i Belgien og kom først til Angola i 2002. Hans far var general i rebelgruppen UNITA, hvor hans mor også blev engageret allerede i teenageårene. Fra albumtitlen til sangtitlerne går det militante igen. Retaliation, UN Sanctions, Arms Deal ... Det er voldsomt, skærende, grænsende til det skingre (bogstaveligt talt, lydligt, ikke billedligt), og det er fyldt med samples af våben, der lades. Men det er også hjerteskærende, ikke mindst på Mother.

16. Gia Margaret – Mia Gargaret

Debutalbummet fra Chicago-sangskriveren var blandt mine favoritter i 2018. Enkelt, ømt, flot (selv)produceret. Hun fik også europæisk label, Dalliance, og en tour var planlagt, men så mistede hun stemmen. Hvad gør man så? Man laver selvfølgelig et instrumentalt album i stedet. Hun synger på albummets allersidste sang Lesson, men ellers er der tale om terapeutisk og småeventyrlig ambient.

15. Sweeping Promises – Hunger for a Way Out

Imponerende post-punk! De er godt nok fra Boston, men de ville nok hellere have været i briter i starten af 80'erne. Årets bedste band-følelse, bedste basgange og en fremragende sangerinde i Lira Mondal.

14. Julianna Barwick – Healing Is a Miracle

Hvor går grænsen mellem dårlig New Age og denne rene skønhed? Julianna Barwick er en blid katedral af beroligende, abstrakt skønsang. Mere af det samme er ikke altid nødvendigt, men med Julianna Barwick er det altid godt. Niveauet er tårnhøjt. Jónsi er med på den lidt bombastiske In Light, og Mary Lattimore forskønner Oh, Memory. Sidstnævntes efterårsalbum Silver Ladders er i øvrigt også ganske flot.

13. Imaginary Softwoods – Annual Flowers in Color

John Elliott var en del af Emeralds og har de seneste år haft travlt med sit pladeselskab Spectrum Spools. Hans nyeste synth-ambient-opus blev lidt fjollet kun udgivet på bånd i første omgang, men er nu endelig tilgængeligt for mere end 200 mennesker. Det flotte cover af blomster i en park ligner et foto, som en mor kunne have taget på en sommerferie mellem 80'erne og 90'erne. Det gav mening, da hun tog det, og nu bladrer man måske forbi det i fotoalbummet fra den ferie. Men i øjeblikket var man betaget. Det har også værdi at være betaget i øjeblikket.

12. Villaelvin – Headroof

Den walisiske lydkunstner Elvin Brandhi besøgte sidste år det ugandiske kollektiv Nyege Nyege og har med en række samarbejdspartnere derfra (herunder percussionist Omutaba og producerne Don Zilla og Oise) lavet en omgang smadret elektronisk musik under navnet Villaelvin. Der er visse ligheder med Nazars Guerilla, men voldsomheden her lyder mere som skærende knive. Nyege Nyeges sublabel Hakuna Kulala udgiver.

11. Matt LaJoie – Everlasting Spring

Det seneste album fra guitarist Matt LaJoie lever op til sin titel. Det instrumentale, minimalistiske album er lindrende, livgivende solskin. Måske over Como-søen, måske over en dal. En hund sidder i en fiskers båd. Ingen siger noget.

10. Sault – Untitled (Black Is) + Untitled (Rise)

Kort efter George Floyds tragiske død udkom Saults første album i år: En slags funky protestmusik med elementer af både house og disco. Med sangen Wildfires lavede de tilmed én af årets smukkeste sange. Få uger senere kom så endnu et (lige så godt) album fra det britiske band, der foretrækker at være anonyme. The Guardian kvitterede med denne rubrik: "Mystery collective make best album of 2020, again."

9. Duwap Kaine – Bad Kid from the 4

DIY-teenage-rapperen Duwap Kaine sidder et sted i Atlanta, Georgia og spytter et hav af sange ud på SoundCloud. På albummet her har han samlet 18 sange, der varer i alt 37 minutter. Det hele lyder dovent og let hypnotisk. Det slæber sig af sted. Han er helt inde i musikken og alligevel let distanceret.

8. Nihiloxica – Kaloli

Første fuldlængde fra Kampala-bandet er en intens omgang percussion-tung afro-electro. I intensiteten kan det minde lidt om Healths debutalbum tilbage i 2007, en sanseeksplosion, som dog her er næsten helt instrumental. Det er ikke et udpræget mørke, men man får en fornemmelse af at løbe mod en afgrund. En medrivende advarsel. Nihiloxica har været blandt bannerførerne for Nyege Nyege og udgiver dette debutalbum på Crammed Discs.

7. Phoebe Bridgers – Punisher

Phoebe Bridgers fik sit store gennembrud i år med opfølgeren til det overrumplende debutalbum Stranger in the Alps fra 2018. Singlerne Garden Song og Kyoto var hæderlige som singler, men ramte mig ikke rigtigt, før jeg hørte dem sammen med resten af albummet, hvor de fungerer upåklageligt og bidrager til en helhed, der er stabilt rørende, velproduceret og til tider endda sjov. For Phoebe Bridgers skriver sange, der afvæbner, afslører og underholder.

6. Fools – Fools’ Harp, Vol. 1

Kontemplativt soundtrack til halvsøvnen. Da jeg første gang stødte på Fools' instrumentale meditationsmusik anede jeg ikke, hvad jeg hørte. Jeg lyttede åbenbart til solodebutalbummet fra Grizzly Bears trommeslager Chris Bear. Albummet er fyldt med klokkespil, men der sniger sig afstikkere ind: På Metaqua er vi ude i noget, der minder om Lopatins gamle projekt Games, og andre steder kan det minde om Visible Cloaks. Stor overraskelse.

5. The Avalanches – We Will Always Love You

Denne gang skulle vi ikke vente 16 år på et nyt album fra den australske duo. Mestersamplerne talte seks personer på debuten i 2000, som står tilbage som en af de vigtigste plader i nyere pophistorie. Fokus var på fortællingen og sampling som kunst. Med Wildflower i 2016 var der flere sange, og den udvikling har de fortsat på den betryggende betitlede We Will Always Love You. Det handler dog stadig om det gode beat, melankoli og håb. Gæstestjernerne tæller Johnny Marr, Blood Orange, Tricky, Jamie xx, Karen O og Kurt Vile.

4. Ana Roxanne – Because of a Flower

Det er sjældent, at et debutalbum kan spænde så vidt og forblive så selvsikkert. Det kan kategoriseres som en slags ambient, men det bliver også mere himmelstræbende à la Julianna Barwick og naturmelankolsk à la Grouper. På Take the Thorn, Leave the Rose lyder det nærmest som Bohren & Der Club of Gore-dødsjazz.

3. Sea Oleena – Weaving a Basket

Ambient spøgelses-folk. Canadierens nye album har – ligesom Ana Roxanne – visse ligheder med Grouper: Det er let tåget, en anelse deprimerende og med stort fokus på naturen.

2. Håkan Hellström – Rampljus

Kongen af Göteborg har lavet et album, som egnede sig til at blive spillet til en stadionkoncert, og sådan én (ja, nogle stykker) skulle han da også have spillet. Men selv i Sverige måtte man ikke samle så mange mennesker, så min billet må indløses i 2021. Rampljus blev som konsekvens delt op i to, så selve albumudgivelsen kunne blive en anderledes oplevelse. Første halvdel er decideret fremragende, og selvom anden halvdel er mindre spektakulær, så er det den Håkan, vi kender. Den Håkan, der elskværdigt stjæler med arme og ben fra Fleetwood Mac til Falco.

1. Private World – Aleph

Den walisiske duo hylder den følsomme del af 80'er-poppen og new wave med et generelt underspillet album, der opløser den stramme sangskrivning og i stedet går efter en overordnet stemning mellem det kølige og varme. I de mere poppede øjeblikke føles det som at være med i dansescenen i Call Me By Your Name. Det er tidlig Simple Minds, det er Peter Gabriel, Roxy, A-Ha, Spandau Ballet. Det er et destillat, og det er mere end et destillat. Det er en helhed, og det er vidunderlig brug af inspiration.

/Martin

Årets album 2019

Musikåret 2019 var som så mange år præget af en masse godt og en masse lort. Det var et godt år for elektronisk musik, og det var et år, hvor mange kvindelige sanger-sangskrivere markerede sig med fremragende udgivelser. Det var et år, hvor jeg fik lyttet til meget lidt hiphop, fordi det i forvejen fylder så vanvittigt meget. Jeg tvivler ikke på, at det har sin berettigelse. Poptimismen tog lidt overhånd i 2019, og der var lidt for meget trang til konsensus, der førte til en del overvurderede kunstnere og udgivelser. Jeg hørte for meget musik, og jeg tør ikke tænke på, hvad jeg er gået glip af ved kun at give visse plader få minutter eller en enkelt gennemlytning. Sådan har vi alle vore luksusproblemer.

Tak for i år! Her er mine 25 favoritplader fra 2019. Støt musikken og kunsten, som det er dig muligt. Vær god ved de medier, der tør gå i dybden og afsøge landskaberne langt væk fra algoritmerne. Støt dine lokale spillesteder. Sig fra over for det kalkulerede, som plæderer autenticitet (tak!).

Som altid: Tag denne liste og enhver anden rangeret liste med et gran salt. Lister skal være sjove og til inspiration. Skulle jeg lave listen igen i januar, ville flere alligevel bytte plads, og nye ville komme til. Sådan er lister: Aldrig den hele sandhed. Men forhåbentlig er der noget, du ikke har hørt før, som du ender med at kunne lide.

25. Bedouine – Bird Songs of a Killjoy

Azniv Korkejian dyrker klassisk sangskrivning. Det er folk med bløde trommer og diskrete strygere. Hun har selvfølgelig lyttet til Joni Mitchell, og det kan vi være glade for. Der er også elementer af Marissa Nadler og Jessica Pratt, og luftigheden i stemmen kan minde om Aldous Harding, hvis album Designer befinder sig et sted liiige uden for denne liste. Syriskfødte Azniv står også for en af de mest behagelige koncerter, jeg har set i år (i september på et fyldt Alice).

24. Lana Del Rey – Norman Fucking Rockwell!

Hun har modbevist de fleste af os. Efter nogle fremragende singler i 2011 og en hæderlig debutplade i 2012 løb Lana Del Rey ind i en del modstand: Hun var dårlig live, og der var ikke meget ved de efterfølgende plader. Med NFR! har hun ifølge de fleste lavet sin hidtil bedste plade, og det er svært at være uenig i. Sangene er stemningsfulde, og det største minus er, at albummet er for langt.

23. American Football – American Football (3)

Debutalbummet er allerede 20 år gammelt. Emo før den dårlige emo. College-stemning, som vi danskere kun kan drømme om gennem tv-skærmen. At de skulle komme tilbage og lave en hæderlig plade i 2016 var overraskende. At de skulle lave en tredje plade i 2019, som er endnu bedre end debutalbummet… Det var svært overraskende. Det er selvfølgelig en blasfemisk påstand, når debutalbummet indeholder så mange ikoniske øjeblikke, men den nye plade (som gudskelov også bare hedder American Football) hænger stærkere sammen. Og så lyder den storslået. Produktionen er noget af det bedste, jeg har hørt i år, og gæstevokalisterne fungerer fantastisk.

22. Tiny Ruins – Olympic Girls

Bandnavnet er bedårende, og det er Olympic Girls også. De kommer fra New Zealand og er i virkeligheden mest af alt Hollie Fullbrook: Født i Bristol og bosat i New Zealand fra 10-årsalderen. Fullbrook er en lidt gammeldags storyteller, der skaber enkle, men fyldige lydbilleder med sin guitar. Man hører tydeligt, at hun har turneret med Fleet Foxes, og det er okay.

21. Hand Habits – Placeholder

Meg Duffy har spillet med bl.a. Weyes Blood, Kevin Morby, The War on Drugs og William Tyler (hans Goes West er en hyggelig honourable mention fra 2019). Under navnet Hand Habits har hun i år udgivet sin anden plade fyldt med gode melodier og underspillede produktioner. Det hele er lidt opgivende, og det slipper hun virkelig godt fra.

20. Sharon Van Etten – Remind Me Tomorrow

Pladen starter med et nik til forgængeren Are We There fra 2014. Klaveret i I Told You Everything er stort set det samme som i starten af Afraid of Nothing, men melankolien er tungere her. Der er sket meget med Sharon van Etten på de fem år, og hun har meget at sige til sit yngre jeg. Den nyvundne visdom går igen pladen igennem, og det fungerer tydeligst og bedst på Seventeen, én af årets absolut bedste sange.

19. Nivhek – After Its Own Death / Walking in a Spiral Towards the House

Nivhek er et nyt navn for Grouper. Titlen på albummet er selvfølgelig lidt prætentiøs, men det gør ikke noget. Liz Harris har under sit nye navn lavet endnu et dybt deprimerende og virkelig flot plade, som dybest set er en påmindelse om vores egen dødelighed. Man står på verandaen og ser på støvet, hører vindspillet, kigger ned i jorden. Det mest grå album i 2019.

18. Angel Olsen – All Mirrors

Egentlig troede jeg, at jeg for en stund havde fået nok af Angel Olsen. Jeg har ikke turdet lytte til de gamle plader af frygt for, at de sidder fast i en tid. Førstesinglen og titelsangen gjorde ikke det store for mig, da den udkom i sensommeren. Men så kom andensinglen Lark. En sand perle, som også indleder pladen. Og på pladen sætter den en stemning, som løfter titelsangen og resten af pladen. Det hænger flot og mørkt sammen. Hun lider så at sige flottere end tidligere.

17.  The Comet Is Coming – Trust in the Lifeforce of the Deep Mystery

Fra start til slut er Trust in the Lifeforce… spillet med en vanvittig nerve. Shabaka Hutchings har længe været en af de vigtigste skikkelser i Londons nye jazzscene, og her trutter han sig veloplagt gennem de ni ret forskellige sange, hvoraf Summon the Fire byder på et af årets mest mindeværdige riffffff.

16. Sasami – Sasami

Sasami Ashworth er amerikaner, men hendes debutalbum lyder umiskendeligt engelsk. Hun ved, hvad hun kan med sin stemme og holder det enkelt. Trommerne er let mekaniske, ofte krautede. Guitarerne er skarpe og klare. Det kunne næsten være en hyldestplade til Broadcast, og det kan man ikke have noget imod, når det er så gennemført.

15. Special Request – Offworld

Jeg kan lide enhver titel, der får mig til at tænke på Blade Runner. Paul Woolford har med Offworld lavet en lidt rodet plade, som dog har tilpas mange højdepunkter. Ofte er det en slags retrotechno. Resident Advisor beskriver det som tidlig Detroit-techno, der møder 80’ernes synth-funk, og det giver måske lidt en idé om de mange retninger, lytteren bliver taget med i.

14. Pure Bathing Culture – Night Pass

Pure Bathing Culture er et vidunderligt band. De gør tingene på deres egen måde, skriver flotte sange, fremstår sympatiske. En plade som Pray for Rain (2015) kunne være én af årtiets bedste popbedrifter, hvis de ikke havde overproduceret den. Hører man i stedet sangene i KEXP-versionerne, hører man straks, hvor gode de faktisk er. Sangene matcher de store produktioner bedre på Night Pass, hvor det kunne lyde til, at duoen har været dybt nede i Tango in the Night – det kan man ikke fortænke dem i. Pure Bathing Culture er feriefølelse, og det har vi alle sammen brug for.

13. Deerhunter – Why Hasn’t Everything Already Disappeared?

Der er få bands, der har overlevet at brage ind på Pitchfork-radaren i midten af nullerne, som det er lykkes for Deerhunter. De udgiver udelukkende gode plader, og med WHEAD har de tilmed lavet deres bedste siden Halcyon Digest i 2010. Titlen antyder både forundring og skuffelse, og det passer glimrende på stemningen pladen igennem. Vi fortjener ikke rigtigt at være på denne planet, men håbet lever, og måske er der en grund til, at vi er her endnu: Vi kan nå at gøre det godt igen.

12. Anna Meredith – FIBS 

Den skotske komponists andet studiealbum er vidunderligt desorienterende. Det er et glimt af fremtiden, som det væver sig ind og ud mellem klassisk komposition og pop uden nogensinde at være nogen af delene. FIBS lyder som intet andet i 2019, og det er rørende i al sit hyperdrama. Det er til tider heroisk (som i Limpet, der kan minde en anelse om Fang Island i entusiasmen), og teksterne leveres alvorligt med afvæbnende humor: “You say you’re dancing in the deep end, but to me it looks like drowning.” Av.

11. Barker – Utility

Debutalbummet fra Sam Barker er ofte en slags ambient techno. Det er techno uden stortromme og ret radikalt i sin tilgang. Trommerne er simpelthen godt gemt væk. Det er blødt hakkende og hostende, men hele tiden med en plan. En usædvanligt stilsikker debut.

10. Vegyn – Only Diamonds Cut Diamonds

Joe Thornalley fik sit lille gennembrud i 2017 med sine produktioner for Frank Ocean, og i år udgav han så sit let overrumplende debutalbum fyldt med korte sange, hvoraf 13 af de 16 sange er under tre minutter lange. Noget er instrumental hiphop, noget er ambient, og en sang som Debold minder lidt om gode, gamle Múm. Vegyn er et sjovt bekendtskab.

9. Jenny Hval – The Practice of Love

Jenny er ikke bare fantastisk med ord, hun har også en klarere stemme end de fleste. Og så er hun gladere for ordspil, end hun måske selv vil indrømme. The Practice of Love siger det hele. Det er både en praksis, som hun behandler som et koncept, og det er en øvelse, altså en proces. Hun har det voldsomt svært med ordet kærlighed, og det behandles særligt i titelsangen, som er en slags samplet samtale mellem hende, Laura Jean og Vivian Wang (“I hate ‘love’ in my own language. It contains the entire word "honesty" inside it, which makes it sound religious, protestant, hierarchic, purified”). Jenny Hval er KunstPop med stort K og stort P.

8. Weyes Blood – Titanic Rising

Titlen er selvfølgelig en reference til filmen. Selvom alt hos Natalie Laura Mering er tilbagelænet, er det gammeldags dramatisk. Hun elsker film, og hele pladen er på sin vis filmisk (der er endda en sang ved navn Movies). Titanic Rising indeholder de stærkeste melodier på nogen plade fra 2019, og “true love is making a comeback” er årets herligste one-liner.

7. Julia Kent – Temporal

Tid til at blive deprimeret! Canadiske Julia Kent komponerer underspillet og spiller dramatisk med violinen i fokus. Det lyder som et soundtrack til vindblæste landskaber, en hyldest til de visnede markblomster. Musik til mørket. Det har vi heldigvis masser af.

6. 96 Back – Excitable, Girl

Evan Majumdar-Swift bor ganske vist i Manchester, men han er født i Sheffield, og det er derfor meget passende, at hans debutalbum ofte er lyden af stål. Det er techno og electro med en del afstikkere. Som på Lezi, hvor han lader os trække vejret med både smuk og ildevarslende ambient. Det hele lyder som et komprimeret, fremragende DJ-sæt.

5. Floating Points – Crush

Sam Shepherd kategoriseres som elektronisk musik, men det er ofte jazzet, om end i mindre grad end debutalbummet Elaenia fra 2015. Og fandme om ikke det også er inspireret af krautheltene Harmonia! Den gode hyrde balancerer det voldsomme og det rolige bedre end de fleste, og selvom han i korte øjeblikke giver så meget lods, at han næsten lyder som en tandlæge, kammer det aldrig helt over. LesAlpx er måske det enkeltstående elektroniske højdepunkt i år.

4. Triad God – Triad

Vinh Ngan har base i London og er af vietnamesisk og kinesisk afstamning. Meget mere vides ikke om ham. Triad er en slags opfølger til hans mixtape fra 2012, NXB, som også er lavet i samarbejde med producer Palmistry, og musikken er lige så indhyllet i mystik som hans begrænsede biografi. Han taler sig igennem det meste, ofte på kantonesisk, og de engelske sætninger gentages nærmest messende. Det lyder af en nær fremtid og ensomhed. Det er sært dragende, og jeg forstår ingenting.

3. Caroline Polachek – Pang

Chairlift var et ofte godt og lidt ujævnt popband med nogle gevaldige højdepunkter og en enkelt ret solid plade (Something fra 2012). Under eget navn når Caroline Polachek nye højder og udforsker virkelig sin formidable stemme, der mestrer alt fra det umiddelbare til det outrerede, der et par gange nærmest minder om fremtidscountry. Albummet er isnende klart produceret men med masser af varme. Fra hittet So Hot You’re Hurting My Feelings til sjæleren Look At Me Now er det en moderne popplade, der stort set har det hele.

2. Nkisi – 7 Directions

Syv eksperimenterende technokompositioner med titler skrevet med romertal. Det er slet ikke så prætentiøst, som det lyder. Nkisi er født i Congo, opvokset i Belgien og nu bosat i London. Hendes debutplade er inspireret af afrikansk kosmologi og congolesiske rytmer, der både lægger sig under synthesizeren og til tider banker løs over den. Det hele bør høres som en helhed, men skulle jeg under bizar tortur tvinges til at fremhæve en komposition, er nr. 4, undskyld IV, særligt vellykket.

1. These New Puritans – Inside the Rose

These New Puritans kunne i 2008 rubriceres som et marginalt mere ambitiøst band end Klaxons og andre bands i MySpace-æraen, og jeg var en af dem, der afskrev dem i flere år. Men englænderne voksede og voksede, indtil de pludselig leverede en dyster artpop-perle med Field of Reeds i 2013. Seks år senere vendte de endelig tilbage med den endnu tungere og endnu mere naturorienterede Inside the Rose. Det er lyden af dommedag med en lillebitte smule håb, og det er både underspillet og storladent. Særligt trommerne er ofte voldsomme i ellers stille øjeblikke, og det hele føles som en forhandling mellem såvel mennesker og maskiner som mennesker og natur og maskiner og natur. Som hvis Matrix 3 havde været en god film. 

/Martin

Årets album 2018

Musikken er igen en kampzone. Popmusikken er på én og samme tid blevet meget mere interessant og meget mere kedelig. Vi fylder verden op med data, og vi får smidt det i hovedet, som vi allerede kan lide. Det er heldigvis kun én side af sagen: Der er nemlig rigeligt med interessant musik og gode rollemodeller derude.

Der er vigtige diskussioner på spil om musik og køn, selvom mange af dem forbliver sort/hvide. Potentialet er der, men egentligt frugtbare diskussioner bliver det sjældent. Her kan musikken heldigvis tale, når kommentatorerne går i stå eller (som oftest) gentager sig selv.

Støt musikken, som du kan. Vær god ved de medier, der tør gå i dybden og afsøge landskaberne langt væk fra algoritmerne.

Tak for et fint 2018. Her er mine 25 favoritplader. Listen ville nok se anderledes ud i går og i morgen.

25. The Field – Infinite Moment

Da svenske Axel Willner debuterede under navnet The Field i 2007, var elektronisk musik mig relativt fremmed. Jeg lyttede og lyttede, og jeg kunne lide det, men det blev ikke hos mig som så meget andet. Titlen blev imidlertid hos mig: From Here We Go Sublime. I dag forstår jeg det bedre, hvis det da handler om at forstå. På Infinite Moment vejer melankolien tungere, og de seks sange får god plads til at lette og lande.

24. Spiritualized – And Nothing Hurt

Det er vanskeligt ikke at holde af Jason Pierce, selvom tidligere bandmedlemmer måske ikke føler samme ukomplicerede kærlighed, som man ofte får serveret i hans sange. And Nothing Hurt er klassisk Spiritualized, og det er det bedste fra dem/ham i 21 år. Veloplagt og veldoseret. Eller: stort, større, Spiritualized.

23. Yo La Tengo – There's a Riot Going On

Gode, gamle Yo La Tengo. Et godt bud på verdens mest behagelige band sammen med The Clientele og Belle & Sebastian. På deres 15. studiealbum er de lige så charmerende ujævne, som de også er på deres bedste plader. De kan tillade sig det, fordi deres gode øjeblikke er så gode, og fordi de selv i mere fjollede øjeblikke gør det på en måde, hvor der er en visdom på spil i enkeltheden, som kan spille lytteren et puds: mener de det? Med For You Too har de tilmed lavet én af årets bedste sange.

22. Janelle Monáe – Dirty Computer

Hun gør popmusik sjov, og hun slører grænserne mellem det menneskelige og maskinelle. Dermed sætter hun autenticitetsopfattelsen på en prøve, og det er noget af det absolut vigtigste, en kunstner kan gøre. Hun er blevet kaldt en androide, har kaldt sig selv en androide og har som androide lavet en dejlig popplade med masser af hjerte.

21. Khruangbin – Con Todo El Mundo

De har narret de fleste til at tro, at de var fra et eksotisk sted, som man blev ved at glemme navnet på. I virkeligheden er de bare fra Houston, og de elsker både Thailand og bas. Det er som oftest instrumentalt, det er som oftest en lille smule psykedelisk, og det er som oftest reddy fint.

20. Blawan – Wet Will Always Dry

Engelske Jamie Roberts lever sikkert lige så meget i sit eget hoved som alle os andre. Han er bare bedre til techno, end vi andre er. Da jeg var barn, troede jeg, at techno var det samme som trance, som man kendte det fra The Voice. Blawan er én af de bedste, jeg kender til inden for sit felt, og selvom det ofte har en nærmest barsk lyd, er der også bangers på Wet Will Always Dry.

19. Tracey Thorn – Record

Tracey Thorn er en formidabel sangskriver. Som mange andre har jeg heller aldrig været voldsomt begejstret for Everything But The Girl, men Tracey solo er en anden sag. En anden sang. I et år med så megen kønsaktivisme i musikverdenen har Tracey Thorn gjort det stærkere end nogen anden. Teksterne er enkle, og det er ganske enkelt svært at finde andre, der er lige så gode til at få både melodi og tekst til at sidde fast efter så få gennemlytninger. En gylden pen.

18. The Goon Sax – We're Not Talking

Den australske trio har fundet fodfæstet. Slægtskabet med Robert Forster er både kødeligt og symbolsk, og det er kun en god ting. Charmen ligger bl.a. i den naturlighed, der skinner igennem i sangskrivningen. Idéerne synes ufiltrerede, og de er næsten altid gode.

17. Sons of Kemet – Your Queen Is a Reptile

Din dronning er en reptil, men min dronning... Udgangspunktet for pladen er en hyldest til sorte kvinder, og som hyldest er det både originalt og inspirerende. Saxofonist Shabaka Hutchings har spillet med Mulatu Astatke, Sun Ra, Floating Points og mange andre, og han står også i spidsen for Sons of Kemet (og de fremragende The Comet Is Coming). Det er jazz, det er punk, det er futuristisk, og det er alt, hvad jeg behøver af god engelsk jazz i dag.

16. Mitski – Be the Cowboy

Mitskis femte plade er hendes suverænt bedste. Det store gennembrud kom med singlen Your Best American Girl i 2016, som resten af pladen havde svært ved at leve op til. Be the Cowboy er 14 sange på en god halv time, hvor japansk-amerikanske Mitski Miyawaki holder et bemærkelsesværdigt højt niveau hele vejen igennem.

15. Let's Eat Grandma – I'm All Ears

De to Norwich-piger har et af de dårligste bandnavne, og jeg er vild med det. I'm All Ears er til gengæld én af de bedste albumtitler, som både skaber billeder af et elskværdigt monster og giver en idé om, hvad der er i vente: inspiration fra nær og fjern, der er blevet opfattet, følt, processeret og videreformidlet i ny form. Det er en skøn rodebutik, der ofte river godt og grundigt op i gængse sangstrukturer. Falling Into Me er storslået og højdepunktet på en nærmest eventyrlig plade.

14. Robyn – Honey

Honey er Robyns bedste plade til dato. Hvor flere af hendes tidligere udspil har været en blandet omgang med nogle gevaldige højdepunkter, er Honey en stor oplevelse fra start til slut (med undtagelse af Between the Lines). Variationen er imponerende, og med Beach2k20 rammer hun endda noget, som Holly Herndon og The Orchids kunne have lavet. En triumf.

13. Gia Margaret – There's Always Glimmer

"It's safe to say it's been a hard year." Med disse ord starter Gia Margaret sin debutplade, og så er stilen lagt. Det bliver dog aldrig for meget, selvom det ikke er afvæbnende humor eller lignende greb, som chicagoenseren (eller hvad de hedder) benytter sig af. Hun bruger klassisk sangskrivning, som så mange andre også har haft held med det i 2018, men hun gør det med en flottere og mere stemningsfuld produktion. Coveret er hammershøisk, titlen er strålende, og sangene er smittende med førstesinglen Birthday som et flot højdepunkt: "Wouldn’t it be so strange not to be with you / On your birthday / Could it ever feel okay not to be with you / On your birthday."

12. Amen Dunes – Freedom

Damon McMahon har lavet gode ting før. Han har lavet kedelige ting. Habile ting. Med Freedom har han lavet sin første helstøbte plade. Chris Coady fra Beach House står bag produktionen og har muligvis hjulpet McMahon til at fokusere, og på flere sange bliver man mindet om sangskrivere som A.A. Bondy og Cass McCombs – oftest dog i et lidt højere tempo. Man får følelsen af at få vist bagsiden af medaljen, at stå på den anden side af scenetæppet.

11. Rae Morris – Someone Out There

Rae Morris er fra Blackpool, og hun skaber ultrasympatisk popmusik. På Someone Out There har hun også lavet nogle af årets allerbedste popsange. Stemmen er en anelse hæs og meget venskabelig, og jeg ville ønske, jeg var en pige på 12 år, når jeg hører singlen Do It. Pladen er, indrømmet, ikke lige god hele vejen, men den opvejes voldsomt af de gode øjeblikke. Det hele slutter med Dancing With Character, der er tæt på at være årets bedste og mest rørende. Bare dét at skrive om den giver tårer i øjnene.

10. Low – Double Negative

Før jeg havde hørt Double Negative, havde pladen været ude i nogle dage. Måske uger. Jeg har altid beundret Low uden at være fan, og der var så meget andet at lytte til. Jeg fik det råd at lytte til den i et tog med gode høretelefoner på. "Den her plade er anderledes," fik jeg også at vide. Det er en underdrivelse. Low har kastet sig ud i noget markant anderledes, hvad angår både egen lyd og indspilningsteknikker generelt. Det er ambitiøst på den gode måde. Sangene bliver klippet op, sat sammen på ny, stilhed får lov at herske, brudstykker får ny mening. På midterstykket Always Trying to Work It Out finder man en slags nøgle til det hele. Både i titlen og i belønningen ved en mere velkendt struktur. De taler til os som kulturforbrugere, der forsøger at finde hoved og hale i pladen, branchen, kunsten, samfundet.

9. Christine and the Queens – Chris

Årets bedste pop-popalbum er fransk. Christine har ganske vist også lavet det på engelsk, men det svinger selvfølgelig bedst på modersmålet. Jeg føler mig en generation eller to ældre, når jeg kan konstatere, at det svinger. Christine – eller Chris – er blevet et forbillede for mange unge mennesker, og det forstår man. Hun eller hen er der for alle dem, der ikke føler sig hjemme, om det så er i egen krop eller i det omgivende samfund. En bundsolid plade hele vejen igennem.

8. Julia Holter – Aviary

89 minutter og 48 sekunder varer Julia Holters seneste opus. Og et værk er der sandelig tale om. 10 af de 15 sange overstiger seks minutter. Det er vanskeligt at få meget ud af som baggrundsmusik. Hun kræver noget af sin lytter. Måske kræver hun endda meget, ikke mindst med en sang som Everyday Is an Emergency med sin insisterende sækkepibe. Efter godt 35 minutter indtræffer singlen I Shall Love 2, hvor 'single' her er en skæg indikation af, hvad der har været det mest umiddelbart indbydende at vælge imellem. Men indbydende er den, og den vokser og vokser. Både mens den står på og bagefter. Titlen er en leg med modalverbernes styrke (hvor shall både er bør og skal og vil som futurumindikator) og sprogets tvetydigheder. En påmindelse om styrke og styrke som påmindelse.

7. Eartheater – Irisiri

Alexandra Drewchins nye album er creepy og lidt som at tvinge sig selv til at gå en tur i mørket. Hun vender gerne tingene på hovedet, og allerede pladens anden sang Inclined bygger på et sample fra Disneys Skønheden og udyret. Det er fra én af filmens mere triste passager, og alligevel klamrer man sig til det som et trygt element, fordi Drewchin får os på usikker grund. Hele vejen igennem eksperimenterer hun med samples, elektroniske kompositioner og måder at bruge stemmen på. Det er ofte langt ude, men ikke mere end verden selv. Albummets måske stærkeste sang gemmes næsten til sidst: C.L.I.T. står for "curiosity liberates infinite truth", og smukkere kan det næsten ikke siges.

6. Skee Mask – Compro

Tyske Bryan Müller kan alt fra ambient til jungle og mere traditionel techno. Det er ofte tålmodigt bygget op, så man føler, man er en satellit i kredsløb, der føler en slags kulde, man ikke forstår. Det er ikke alle, der kan slippe af sted med en humoristisk titel som 50 Euro to Break Boost og samtidig ramme så tungsindig en tone.

5. Yves Tumor – Safe in the Hands of Love

Yves Tumor bor i Torino. Det er i sig selv en flot forestilling. Den flot betitlede Safe in the Hands of Love rammer et sted mellem elektroniske eksperimenter, hip-hop, pop og ambient. Pladen byder på nogle af de bedste beats i 2018, og den gæstes endda af to af Danmarks mest interessante kunstnere, Croatian Amor og Puce Mary.

4. Tirzah – Devotion

Engelske Tirzah har længe været på radaren, men hun har været tålmodig, når det kommer til indspilningen af debutalbummet Devotion (det ene af tre debutplader på denne liste, de andre er Gia Margaret og Leon Vynehall). Det er noget af en bastard, eller som The Fader skrev: a mutant pop. Pladen er ret stenet det meste af tiden med Holding On som én af de få sange i lidt højere tempo.

3. Gazelle Twin – Pastoral

Når noget er pastoralt på engelsk, er det relateret til spirituel eller åndelig vejledning og/eller livsførelse. Dét eller et stykke land til får eller kvæg. For Gazelle Twin er det utvivlsomt meningen, at det skal kunne forstås på begge måder. For Pastoral er måske delvist brutal og metallisk, men den er også brygget med en vis sarkasme. Det er et soundtrack til Brexit, det er en grotesk maske, der er endnu mere grotesk bagved.

2. Leon Vynehall – Nothing Is Still

På sit debutalbum har engelske Leon Vynehall forestillet sig sine bedsteforældres rejse fra England til New York i 1960'erne. Både rejsen, ankomsten og livet i begyndelsen. Det er både ambient og moderne klassisk, og det er af og til med en snert af noget mere mekanisk. Som en jazzklub for robotter. Nothing Is Still kræver tid, men belønningen er stor. Et spøgelse går gennem lokalet igen og igen.

1. DJ Koze – Knock Knock

Egentlig er begyndelsen på pladen misvisende. I hvert fald de første 53 sekunder. Det lyder mørkt og mistænksomt. Så skærer en delvist skinger lyd igennem, og lyset bliver lukket ind. Stefan Kozalla er fra Flensborg, og kunstnernavnet kan både udtales som cozy og kotze (bræk). Det sure med det søde. Der er gået fem år siden Amygdala, som kun er blevet bedre siden dengang. På Knock Knock er idéerne blevet endnu bedre, og gæstevokalerne er omtrent lige så gode. Med andre ord: fortræffelige. Ingen anden udgivelse fra 2018 er så sprængfyldt med fremragende idéer og melodier.

/Martin

Årets album 2017

(Scroll lidt længere ned for at gå direkte til listen)

Der har været masser af god musik i musikåret 2017. Særligt i randområderne, mellem genrer, i afkrogene, på Bandcamp, i Polen, mange af de steder, som vi ikke nødvendigvis afsøger på daglig basis.

Popmusikken, derimod, har haft et mindre godt år på trods af en del perler. Gamle rockister vil altid brokke sig over, at popmusikken bygger på formularer, hvor man blot udskifter sangeren. En sort/hvid udlægning af denne slags vil altid være både sand og falsk. Det præcist samme gælder for rockmusikken, og det er selvfølgelig overdrevet i begge tilfælde. Men i 2017 er der i lidt højere grad en tendens til dovenskab i sangskrivningen, hvilket langt hen ad vejen skyldes lettere adgang til data og muligheder for at give lytterne mere af det, de i forvejen kan lide.

Særligt i produktionerne høres det, når trap (der i sig selv allerede er på vej ud) sniger sig ind hist og her, og lyden af Atlanta er pludselig også i den skandinaviske og britiske popmusik. På vores side af Atlanten er der mere fokus på at ramme en vis blødhed i de samme beats, der hos amerikanerne lyder en anelse hårdere. Mellemlaget af nordisk og britisk pop stortrives, og der er kamp om lytterne, der imidlertid har været gode til at sprede lytningen (og streamingen) ud.

Den slags år bliver gerne fulgt af et meget bedre år, og der er ingen grund til at tro, at alt har spillet fallit, at data har ødelagt det hele, at vi lige så godt kunne have robotter til at skrive sangene og så videre og så videre. Men 2017 har bare ikke været popmusikkens år. Ikke i traditionel forstand og ikke i forhold til kvalitet. Det urbane vinder fortsat frem, og sådan en sætning får enhver til at lyde gammel. Ikke et ondt ord herfra om hverken gamle eller det urbane. Det er fantastisk at have f.eks. SZA og Princess Nokia som markante stemmer og rollemodeller! Det er forrygende, at Kelela har fundet så forskellige fans.

Gamle favoritter har udgivet godkendte og gode plader: The Clientele, Mogwai, Broken Social Scene, Dirty Projectors, GY!BE, Grizzly Bear, Liars og mange flere (herunder et par stykker på listen). Andre har fejlet fælt på plade, i særdeleshed Arcade Fire. Grammy-nomineringerne for "Best Alternative" ligner en liste fra 2007 med bands, der alle er blevet headlinere i mellemtiden: Arcade Fire (av), Gorillaz (godkendt), LCD Soundsystem (herlig), Father John Misty (ok) og The National (godkendt). Mass indie har for længst slået igennem i samfundet.

Den elektroniske musik bød på færre mørke triumfer, og måske har der været behov for en lille pause fra Tri Angle-æstetikken (med forskellige mørkemænd som Roly Porter, Haxan Cloak, Holy Other og Forest Swords – sidstnævntes Compassion er én af årets bedre). Selv fantastiske Fever Ray lyder af og til helt optimistisk. En god plade fra hendes hånd også!

Gode EP'er er det også blevet til, ikke mindst fra yaeji og Carla dal Forno. De fleste er nok sprunget videre til selve listen nu, så jeg må hellere stoppe. 2017 har alt i alt været fyldt med glimrende udgivelser, og der er al mulig grund til at antage, at det fortsætter i 2018.

Som altid: rækkefølgen ville se anderledes ud om en uge, og om en måned har jeg hørt plader, som jeg slet ikke nåede i løbet af året, og om to måneder er jeg træt af enkelte af pladerne på listen og så videre. Med andre ord: se listen som en inspiration og et øjebliksbillede.

Tak til alle, der læser med og støtter musikken.

25. John Maus – Screen Memories

John Maus har ladet os vente i seks år, siden han udgav sin nærmest kanoniserede We Must Become..., og trods farlige forventninger har han lavet en yderst vellykket opfølger. Musik til natten, akavet karaoke og stiv kropsholdning.

24. Kedr Livanskiy – Ariadna

Den russiske producer udgav sidste år sin første EP, og med Ariadna følger hun op med en mindre houset og til tider Autechre-blød techno. Førstesinglen og titelsangen når vidt omkring, hvilket man også kan sige om resten af pladen.

23. Waxahatchee – Out in the Storm

Katie Crutchfield udgiver en plade hvert andet år. Hun udgiver en god plade hvert andet år. Hun har stadig de samme idoler fra 90'erne, og produktionen er kun blevet marginalt finere i kanten. Til gengæld viser hun lidt nye sider af sig selv med Recite Remorse og Sparks Fly, der ligger side om side sidst på pladens første halvdel.

22. Wacław Zimpel & Jakub Ziołek – Zimpel / Ziołek

Tak til The Quietus for anbefalingen! Et minimalistisk, jazzet og indelukket eksotisk værk er der kommet ud af samarbejdet mellem Zimpel og Ziołek, som jeg på ingen måde kendte i forvejen. De er angiveligt to af den polske undergrunds mest spændende bekendtskaber, og med denne plade som bevis er der god grund til at dykke ned i selvsamme undergrund.

21. Colleen – A Flame My Love, A Frequency

Franske Colleens sjette plade er – for hendes standard – nogenlunde tilgængelig. Den er ligetil. Den er som små dråber i Planet Earth, som man zoomer ind på for at afsløre et liv inde i hver enkelt dråbe. Med få synthesizers og få virkemidler har hun igen vist sig som ét af de mest rørende bekendtskaber i nyere fransk musik.

20. Julie Byrne – Not Even Happiness

Og apropos rørende: hvis noget album fra 2017 har indbudt til at spadsere og høre på én, der med garanti er mere melankolsk end dig selv, er det den herligt tvetydigt betitlede Not Even Happiness. En luftig-stille stemme og ni sange, der kalder på at blive afspillet så snart, de er færdige.

19. SZA – Ctrl

Ensomheden bliver angrebet, og usikkerheden skaber attituden. Solána Rowes debutalbum var længe undervejs, og fortællingen om forsinkelsen har allerede fået sit eget liv. SZA er en lysende stjerne inden for R&B.

18. Parlor Walls – Opposites

En intens omgang jazz-rock, der vræler som en gammel metro. Det er yderst veloplagt, energisk og underligt overset. De deler i øvrigt label med Horse Lords of The Necks, men det er sandsynligt, at et lidt større indie label samler dem op.

17. Perfume Genius – No Shape

Mike Hadreas leverer udelukkende gode plader, og her er han næsten på niveau med Put Your Back N 2 It fra 2012. Produktionen er endog endnu stærkere her, og nye detaljer træder frem for hver gennemlytning.

16. Slowdive – s/t

De bedste blandt shoegazerne (sammen med My Bloody Valentine selvfølgelig) har cementeret deres position med en absolut værdig efterfølger til Pygmalion fra 1995. Britpop satte shoegaze på standby, men eftertiden har været retfærdig, og hvor Oasis i dag lyder som en rest af fortiden, er Slowdive, Ride m.fl. ældet mere med ynde.

15. Arca – s/t

Venezuelanske Arcas tredje plade er også hans bedste. Rumligheden kalder på bedre høretelefoner, end jeg ligger inde med, for han forstår bedre end de fleste at skrue på knapperne. Det er en behagelig overraskelse, at han bruger sin stemme så fremtrædende, og det hele kulminerer på Desafío.

14. Richard Dawson – Peasant

Man kan høre så mange plader på et år, at det er dybt unfair over for mange musikere, hvor lidt tid man egentlig har givet dem. Peasant er en plade, der bliver i kroppen efter første gennemlytning. Det er noget så unikt som avant-folk, der handler om kongeriget Bryneich i middelalderen og de mange forstyrrende paralleller til samtiden.

13. Kelela – Take Me Apart

Kelela gjorde sig bemærket allerede i 2013 og har siden turneret vidt og bredt og udgivet en forrygende EP. Take Me Apart er formelt hendes første studiealbum, og hun bruger længden fint til at skabe et intimt og medrivende sci-fi-R&B-univers, hvorfra LMK står tilbage som én af årets bedste sange.

12. Saint Etienne – Home Counties

Evigt charmerende Saint Etienne må være de bedste til at arbejde med geografi, og derfor er det så meget desto mere spændende med en titel som Home Counties. De tre har hver især genbesøgt deres hjemsteder og fletter erindring sammen med fiktion. De skaber billeder som få, de skaber rørende øjeblikke uden for megen sentimentalitet, og de er måske de eneste, der kan slippe af sted med at forestille sig, hvordan Bowies liv ville se ud, hvis han aldrig havde forladt forstaden.

11. Chuck Johnson – Balsams

Chuck Johnson leverer med Balsams en form for ambient country, som jeg aldrig har hørt før, selvom den er beslægtet med Brian Eno i starten af 80'erne, primært ved brugen af steel guitar. Det er beroligende, og det er smukt, og meget af tiden er det alt, hvad du behøver for at have det rart.

10. Sophia Kennedy – s/t

Sophia Kennedy laver begavet popmusik, der både er letbenet og dramatisk. Hun leger sig frem og er hele tiden på kanten af det teatralske, men holder sig som oftest på den rigtige side. Pladen er udgivet på DJ Kozes label Pampa, der ellers primært tager sig af house og techno. Selvom pladen er ujævn, er den virkelig god, når den er god.

9. Jlin – Black Origami

Jerrilynn Patton er ét af de mest spændende navne i elektronisk musik disse år. Hun optrevler konstant sin egen musik, sætter den sammen igen for så at skille delene ad og skabe noget nyt. Samarbejdet med bl.a. Holly Herndon her skærpet denne teknik, og det er der kommet en yderst gennemført plade ud af.

8. Kelly Lee Owens – s/t

Norske Smalltown Supersound må gnide sig i hænderne over at have signet walisiske Kelly Lee Owens. Hendes debutalbum er varieret og i familie med Jenny Hval, som også medvirker på én af sangene. Drømmepop med technoproduktion.

7. Mount Eerie – A Crow Looked at Me

"Death is real / someone's there, and then they're not." Så er tonen slået an, og tristheden bliver kun mere omsluttende og omfavnende. De fleste musikinteresserede har hørt historierne om Phil Elverums hustrus dødsfald, og de fleste af os har nok grådkvalt forestillet os enkemanden og datteren, der stadig modtager den afdøde hustru og mors post. Det er hjerteskærende, og særligt de konkrete eksempler er hårde at lytte til.

6. St. Vincent – Masseduction

Annie Clark har alle dage været en beundringsværdig musiker, og selv når jeg ikke har været helt opslugt af musikken, har jeg alligevel været imponeret. Som oftest har jeg dog holdt af pladerne, og med Masseduction har hun lavet sin hidtil fineste og mest ambitiøse.

5. Visible Cloaks – Reassemblage

Den amerikanske duo har med Reassemblage lavet en futuristisk omgang ambient. Titlen er en reference til en vietnamesisk film om Senegal, der bl.a. er en kritik af andre film, der forsøger at forklare en kultur fra en anden kulturs ståsted. Reassemblage gør det samme, når den trækker mig mod Japan. Produktiv afslapning.

4. Four Tet – New Energy

Kieran Hebdens niende plade som Four Tet er én af hans bedste, helt deroppe med en nyklassiker som There Is Love in You. Også her er der masser af hjerte at finde, og selvom det ikke er lige så underspillet, vinder Four Tet også på de umiddelbare kvaliteter.

3. Jane Weaver – Modern Kosmology

Jane Weaver har lavet musik i mange år og har nu fået et lille gennembrud med Modern Kosmology, der delvist er en reference til kosmische Musik og kraut. Pladen tøffer af sted og er en fantastisk blanding af det krautede og noget mere Broadcast-inspireret (Jane Weaver kendte også Trish Keenan).

2. Phoebe Bridgers – Stranger in the Alps

Årets debutalbum! Phoebe Bridgers maler som singer-songwriter overbevisende og mangefacetterede indie-folk-billeder. De stærkt bevægende tekster er heller ikke uden humor og selvindsigt ("Jesus Christ, I'm so blue all the time"). Selv hvis hun aldrig udgiver mere, har hun gjort et uudsletteligt indtryk på mig.

1. Alex Cameron – Forced Witness

En ven beskrev ham som pop-foie gras: alt for meget og lidt klamt – men også virkelig lækkert. Alex Camerons anden plade er for mig ren nydelse fra start til slut. Han er først og fremmest en formidabel popsmed, og så har han i 2017 leveret bedre tekster end nogen anden (i hvert fald uden for hiphop). Han har for mig lavet årets vigtigste plade, fordi han bedre end nogen anden udforsker feltet mellem oprigtighed og ironi. Ironien er ikke en distance, og den er ikke bare et greb. Alle mennesker er til en vis grad karakterer, når vi agerer forskelligt over for forskellige mennesker. Det er der intet underligt ved, og de fleste af os ville ønske, at vi så vidt muligt altid var den samme. Det gør ingen til løgnere eller skuespillere, at vi varierer sprogbruget eller nedtoner/opjusterer noget afhængigt af personen, vi er sammen med. Men det er en vigtig erkendelse, at det ligger i os, og at alle musikere selvfølgelig også er karakterer – hvor forskelligt de så griber det an og står ved det. Alex Cameron spiller overordnet karakteren som forfejlet entertainer, og i sangene udfolder forskellige subkarakterer sig. Det er samfundets tabere, udstødte, perverterede hverdagsmennesker, brødbetyngede machotyper, det er glimt af fortrydelse og skønhed i grimheden. Han bringer nogle typer i spil, vi ofte ikke vil vedkende os, og han afslører egenskaber, vi ikke kan lide i hverken os selv eller vores medmennesker. Der er meget, meget mere på spil end bare forrygende popmusik. Alex Cameron kan sit håndværk, og han har leveret en stærkere samling sange end nogen anden i 2017 – men lige så vigtigt er det, at han er den eneste, der konceptuelt har bragt noget virkelig interessant på bordet i år.

/Martin