Healees

En af legenderne om Picasso er, at han har udtalt, at “gode kunstnere kopierer, men store kunstnere stjæler.”

De seneste år er stort set alle de store shoegazer-bands blevet gendannet og/eller har fået den anerkendelse, de måske ikke fik i 90’erne. Hvem vil ikke stjæle lidt fra dem?

Healees er et pariserband, men kun ét medlem er fransk, resten er fra Sverige, Belgien og USA. Om de låner eller stjæler, skal jeg ikke kunne sige, men de har i hvert fald lyttet til shoegaze-kanonen. Albummet er medrivende og meget sympatisk. Særligt Slowdive og Ride hører jeg undervejs, men Healees er angiveligt endnu større fans af Swervedriver, som jeg aldrig helt har fanget. Teenage Fanclub og The Wedding Present er også blandt inspirationskilderne.

Healees er bestemt ikke et karriereband, de elsker bare musik – og at lave det:

“There is indeed also the fact that we have fairly demanding day jobs and we are producing everything ourselves at home — so yeah, it takes a while.”

Fint interview lige her.

/Martin

Clinic Stars

Clinic Stars udgiver debutalbummet Only Hinting på Kranky, og her passer de ind: Det er downer-pop eller spøgelses-folk, der er et slør over det hele, det er svært at høre ordene.

Alting antydes. Måske deraf titlen.

Det kan minde om Grouper, og de har helt sikkert – og godt for det – lyttet til en masse Cocteau Twins.

Alt foregår i en tåget, fortryllet skov.

/Martin

Laura Marling og lange nætter

Indtil for nylig var Laura Marling en kunstner, jeg ikke havde dyrket ret meget, selvom jeg altid har respekteret hende som en dygtig sangskriver. Det har ændret sig med hendes nyeste album. En stille affære om moderskab.

Jeg begyndte at læse hendes tanker om sangskrivning, skabelse og tilblivelsen af albummet i foråret og var særligt rørt, da jeg læste om hendes datters fascination af havet og både.
 

Endnu mere rørt bliver jeg af ‘Child of Mine’, der indleder pladen.

“Last night in your sleep you started crying / I can’t protect you there, though I keep trying”

Sikken en indramning af forældreskabet! Det er meget sandsynligt, at sangen ikke havde ramt mig på samme måde, før jeg selv havde fået et barn. Jeg tror ikke, at jeg havde grædt til denne del, da jeg ikke ville have fanget den:

"'Long nights, fast years," so they say

Time won't ever feel the same

And I don't want to miss it"

Den engelske pendant til "timerne går langsomt, men ugerne går stærkt". Den gør ondt.

Laura Marling er en sangskriver af den klassiske skole, og albummet holder højt niveau hele vejen igennem.

/Martin