Healees

En af legenderne om Picasso er, at han har udtalt, at “gode kunstnere kopierer, men store kunstnere stjæler.”

De seneste år er stort set alle de store shoegazer-bands blevet gendannet og/eller har fået den anerkendelse, de måske ikke fik i 90’erne. Hvem vil ikke stjæle lidt fra dem?

Healees er et pariserband, men kun ét medlem er fransk, resten er fra Sverige, Belgien og USA. Om de låner eller stjæler, skal jeg ikke kunne sige, men de har i hvert fald lyttet til shoegaze-kanonen. Albummet er medrivende og meget sympatisk. Særligt Slowdive og Ride hører jeg undervejs, men Healees er angiveligt endnu større fans af Swervedriver, som jeg aldrig helt har fanget. Teenage Fanclub og The Wedding Present er også blandt inspirationskilderne.

Healees er bestemt ikke et karriereband, de elsker bare musik – og at lave det:

“There is indeed also the fact that we have fairly demanding day jobs and we are producing everything ourselves at home — so yeah, it takes a while.”

Fint interview lige her.

/Martin

Slowdive tænker på døden

Slowdive har jo altid været dejlige. Men de har også formået at lave et comeback, der føles naturligt: Hvor de både kan spille gamle favoritter, og hvor man faktisk gider høre deres nye materiale.

Det selvbetitlede comebackalbum i 2017 var ikke en enlig, halvheldig svale. Dette års sympatisk betitlede Everything Is Alive er en mere bar, nedtonet udgave af bandet, der måske sender en besked til os alle om, at de ikke gider kaldes shoegazer længere. At de aldrig gad det, ligesom alle åndsfællerne heller ikke gad. Men vi, der skal beskrive, lærer det aldrig, vel?

Everything Is Alive er ikke en naiv titel, og der er en vished om døden på spil. En bevidsthed om altings eventuelle afslutning. Slowdive har aldrig frygtet melankoli, men her er de mere vemodige, end de plejer at være. Men de er afklarede med det, døden er dem ikke fremmed.

Hvor de tidligere var mere søgende, er de her mere reflekterende. Det er modent på den gode måde.

/Martin