Bobbie

Jeg ville aldrig kunne skrive Massachusetts uden at dobbelttjekke stavemåden. Sådan er der så meget, og sådan er der så lidt. Her kommer Bobbie fra, og Bobbie laver afdæmpet drømmepop.

6. marts debuterer de på gode Orindal Records med albummet Lessons.

Inspirationen hentes hos Enya, Brian Eno og Cocteau Twins, som alle må siges at være eksponenter for forskellig slags drømmemusik. På singlen 'I Could Call You' hører man også Youth Lagoon og A.A. Bondy, noget fjernt og dog intimt. Beach House er bestemt også i lydbilledet. Bobbie benytter sig i øvrigt af omnichord, skægt instrument.

Marts bliver fin.

 

/Martin

Clinic Stars

Clinic Stars udgiver debutalbummet Only Hinting på Kranky, og her passer de ind: Det er downer-pop eller spøgelses-folk, der er et slør over det hele, det er svært at høre ordene.

Alting antydes. Måske deraf titlen.

Det kan minde om Grouper, og de har helt sikkert – og godt for det – lyttet til en masse Cocteau Twins.

Alt foregår i en tåget, fortryllet skov.

/Martin

Gotisk og walisisk: Tristwch Y Fenywod

Hvis man snubler over konsonanterne, plejer det at være walisisk. Således også her, selvom de tre kvinder har mødt hinanden i Leeds. De er med i bands som Guttersnipe, Hawthonn og Slaylor Moon, hvilket ikke ringer en klokke hos mig, og lige så lidt kender jeg til det walisiske sprog. Deri ligger magien nogle gange.

Og magisk er det. Ikke romantisk Disney-magi, snarere noget gotisk og heksevenligt. Det er musik til og fra skoven. En omgang artsy goth-wave med et minimalistisk udgangspunkt.

Bandnavnet er walisisk for "kvinders tristhed", og der er en melankolsk grundtone, selvom det ikke er et rendyrket mørke. Det går også i retning af mere tribal Cocteau Twins eller en mere stenet og akustisk omgang Fuck Buttons.

 

/Martin

Lee Gamble og skrattende minder

Lee Gamble er fascineret af alt dét, vi kun halvt husker. Minder, der er ved at forsvinde. Alle de små ting, vi går og siger til os selv. Hvordan var det nu, hun så hende læreren i håndarbejde? Hvor kommer den sætning fra, som har fundet vej til min hjerne? Og hvad med den melodi, som minder om noget Cocteau Twins, som helt afgjort ikke er Cocteau Twins?

Lee Gamble er en producer fra Birmingham, som nu bor i London. En rutineret en af slagsen. Han har dj'et i de glade 90'ere, lavet piratradio, da det var fedt.

Nu dyrker han det fragmentariske, de udviskede billeder, de slørede minder. Det minder mig lidt om danske Croatian Amor, der også dekonstruerer drømmepop.

Lee Gamble har angiveligt ikke samplet denne gang, men til gengæld fodret en kunstig intelligens, som har bidraget med syntetiske stemmer.

Hjernen finder vej til hjernen.

Models udkommer 20. oktober 2023.

 

/Martin

CCFX

Forleden stødte jeg på en EP fra 2017 med fire dejlige sange. Drømmepop med en del Cocteau Twins og Book of Love. Det viste sig, at det virkede bekendt, fordi den ene del er CC Dust, herunder sanger Mary Jane Dunphe. Den anden halvdel er Trans FX.

Sammen er de CCFX, og deres geografiske baggrund er Olympia, Washington. Her nærmer man sig næsten Twin Peaks, Washington i associationerne forbundet med navnet.

Man kan høre kvartettens udgangspunkt i punken, som er trukket i retning af resigneret synth-pop. De nævner selv den heroiske one-hit wonder Q Lazzarus. Det giver mening.

CCFX EP er en selvsikker debut. Måske de ikke følger op med mere, og det vil også være fint på sin egen måde.

Hør hele EP'en på Bandcamp



/Martin

A Sunny Day in Glasgow: en gruppe af introverte har ladet op

Helt tilbage i 2007 debuterede Philadelphia-gruppen A Sunny Day in Glasgow med det forrygende Scribble Mural Comic Journal. De er blandt de få bands, der virkelig har gjort sig fortjent til beskrivelsen 'drømmepop'.

Det gør de så sandelig også med deres nye single In Love With Useless (the Timeless Geometry in the Tradition of Passing) fra deres kommende plade, som de endnu ikke har offentliggjort meget om.

Der er i højere grad tale om sangskrivning denne gang, og det er vel ikke forkert at sige, at det er blot en anelse mere udadvendt. De slipper stadig ikke for sammenligninger med Cocteau Twins, men det bør man heller ikke skamme sig over. Bemærk også den vilde slutning på sangen.



/Martin

Empress Of

Lorely Rodriguez fra Brooklyn indspiller under navnet Empress Of. Det gør hun ganske fremragende, og det gør hun på en måde, der igen får betegnelsen drømmepop til at give mening.

Engang omkring sidste sommer udgav hun en 7", hvorfra jeg er blevet særligt begejstret for b-siden Don't Tell Me. Her viser hun fin sans for komposition og tålmod á la Cocteau Twins, ligesom hun mod slutningen virkelig får vist, hvor fremragende hun egentlig synger.

Besøger man hendes hjemmeside, får man endvidere et fint billede af popkulturens magt i relation til den potente nostalgi og dennes indvirkning på kreativiteten. En smule selvironi ser vi også. Referencer til en nær fortid, en lidt fjernere og så ikke mere. Der er en grænse, og hun dyrker sine helte og tidligste oplevelser lige til denne grænse. Det afspejler sig så sandelig i musikken, og det kan vi være meget taknemmelige for. Store ting i vente.



(Side A: Champagne)



/Martin

Postiljonen

Den svensk/norske trio Postiljonen høstede fin opmærksomhed sidste år med singlen How Will I Know / All That We Had Is Lost, der tog udgangspunkt i Whitney Houstons klassiker. Siden er de blevet signet til Stockholm/København-baserede Hybris og er eftersigende på vej med deres første fuldlængde.

I april måned rørte de på sig med den aldeles fremragende single Supreme, der i dén grad lever op til sit navn. Lyden og produktionen er pudset af, og deres elektroniske drømmepop er nu en anelse tættere på en blanding af Cocteau Twins og M83. De hylder det længselsfulde, der som på deres tidligere materiale får en nærmest filmisk karakter. Eksempelvis mod slutningen da sang bliver til tale, hvorefter en (ikke så lidt 80'er) guitar slutter sig til og fuldender lydbilledet. En sang, der uden tvivl vil stå tilbage som én af årets stærkeste singler.

Postiljonen spiller i øvrigt på Roskilde Festival i år.





/Martin

Godt på vej i december

Der kommer vel en årsliste på et tidspunkt. Jeg har dog mindre lyst til at lave den i år af én eller anden grund. Ikke fordi musikken ikke er det værd. Bestemt ikke. Der bliver lavet lige så god musik som altid. 'Altid' som det ord man ikke kan lade være med at benytte. Hvor meningsløst det end kan være. Måske er det vejret, måske er det årstiden, måske er det mere personlige ting, måske er det Assange, måske er det måske er det måske + hypoteser, der vel er ligegyldige, når alt kommer til alt (igen kan man stille spørgsmålstegn ved ordet 'ligegyldigt'). For at citere HEALTH på Twitter: I think the most cynical thing I do is fill out a top ten list every year...

Det sner voldsomt lige nu, og dovenskab bliver til (mere drama!) noget nær momentan meningsløshed, indtil Cocteau Twins kommer på og vender vejret fra ukontrollerbar vildskab til illusionen af minutiøst forberedt magi. Nu taler jeg for meget. Jeg vil bare gerne dele, hvor fantastisk Cocteau Twins er i december måned. Eller i fuldskab i en seng i en hvilken som helst måned. 1984. Lorelei.



/Martin

Antifilm

Uanset om man er lønnet eller ej, bør det at skrive om kunst altid være lystbetonet. Ellers er der noget galt, og de oprindelige intentioner er enten fraværende eller i dvale. Det måske største gode ved at have et medie, der er frit for økonomiske interesser, er den frihed, der ligger i at kunne føle og formidle et forsøg på kunstnerisk retfærdighed. Sagt med andre ord: At skrive om noget fordi det fortjener mere opmærksomhed, end det får.

Danske Antifilm, alias 35-årige Thomas Bred, er en omgang støj/shoegaze, der ikke just har fået særlig meget opmærksomhed herhjemme. Ikke at der lader til at være blevet satset voldsomt på udlandet. Det er i det hele taget et godt, gammeldags hemmeligt projekt. Men det fortjener bestemt flere ører, og de færreste vil blive skuffet, hvis de på et tidspunkt har dyrket bands som Cocteau Twins, Sonic Youth og My Bloody Valentine. Disse tre er alle meget forskellige, og Antifilm lyder hverken som ét af de tre eller en himmelsk blanding, men meget af den samme stemning dyrkes i musikken.

Stream: Antifilm på MySpace

/Martin

Memory Tapes

Memory Cassette og Weird Tapes er nu blevet til... Memory Tapes. Bag disse tre navne gemmer der sig en mand kaldet Dayve Hawk - en tilhænger af navneforvirring. Meningen med galskaben er tilsyneladende, at Dayve Hawk fortrækker at benytte tre forskellige navne til tre stilmæssigt varierende projekter. Den ultrakorte analyse lyder: Memory Cassette er electro, Weird Tapes er disco, og blandingen er Memory Tapes.

Men ærlig talt er en sådan genreinddeling meningsløs. Specielt i dette tilfælde, da hvert enkelt projekt repræsenterer et væld af elektroniske stilarter. For Memory Tapes alene gælder det, at musikken bevæger sig lige fra elektronisk avantgarde til eurodance. Det lyder rodet og usammenhængende, men resultatet er lige præcis det modsatte. Overordnet benytter Memory Tapes sig af en sløret shoegazeæstetik, der binder hele puljen sammen. Memory Tapes lyder på visse numre i retning af Cocteau Twins. Når der skrues op for tempoet, ledes tankerne hen på Delorean, imens de stille passager smager mere af Boards of Canada.

Nedenstående mp3-link er nummeret Bicycle fra albummet Seek Magic. På dette nummer skinner den baleariske lyd igennem - især igennem de første ca. tre minutter - som man kender den fra de fremragende svenske navne som jj, Air France og The Tough Alliance. Som sangen skrider frem, ender nummeret i et melankolsk dance-blend, som var det et ukendt barn af Cut Copy og The Cure.

Ovenstående beskrivelse er lang og paradoksal i forhold til musikkens lethed. Bicycle hører til blandt de bedste sange i 2009.

Mp3: Memory Tapes - Bicycle

/Abdujaparov

Grouper

Portland, Oregon er hjemsted for et utal af kreative kræfter, og blandt de mest undervurderede er Grouper. Bag dette navn er én kvinde ved navn Elizabeth Harris, bedre kendt som Liz Harris.

Musikken er intet mindre end bedårende. Ja, den er betagende. Der er noget ganske nøgent ved lyden, der til tider er en smule skræmmende og beroligende på samme tid - en følelse, der er lige så svær at beskrive, som den er at ramme sonisk.

Hun udgav sit første album, Way Their Crept, i 2005 og fulgte allerede året efter op med albummet Wide - begge blev udgivet på Free Porcupine Society (det må være et af de dårligere labelnavne). I 2007 udgav hun en limited edition LP ved navn Cover the Windows and Walls på det lille selskab Root Strata.
Sidste år udkom så endnu et fuldlængdealbum med den, ja, bedårende titel Dragging a Dead Deer up a Hill, der er højst anbefalelsesværdig. Denne gang på selskabet Type (Peter Broderick, Khonnor). Flere anmeldere drog paralleller til både Cocteau Twins og Mazzy Star, hvilket der til dels kan være noget om. Animal Collective har anført pladen som en stor inspiration for tilblivelsen af deres mesterlige Merriweather Post Pavillion, og Pitchfork kvitterede med at placere pladen på en 37. plads på listen over deres favoritalbums fra 2008 - hvilket formentlig gør den til listens største overraskelse. En plads på min personlige liste havde den uden tvivl også fået, hvis jeg havde kendt den sidste år.

MP3: Grouper - Disengaged
MP3: Grouper - Heavy Water / I'd Rather Be Sleeping (klik ind på siden og hent derfra - ellers virker det ikke)

God weekend til alle.

/Martin

The Depreciation Guild

En 21-årig mand. En 23-årig mand. En Nintendo. To guitarer. Sådan lyder essensen af The Depreciation Guild fra New York, New York.
Det lyder nørdet, men det er vi jo også, og når musikken fra disse to gentlemen tilmed er frisk og vidunderlig, så gør det jo blot alting smukkere.
The Depreciation Guild har i løbet af året skaffet sig en loyal fanbase i NY, og her i december udkom så debutalbummet In Her Gentle Jaws.
Duoens lyd trækker på inspirationskilder som Ride, Cocteau Twins og endog Superchunk, mens der til tider også er spor af M83 og endda danske Mew - disse to bands høres eksempelvis i sangen Sky Ghosts, der ligger til download.
Albummet har de selv produceret i New York, mens Joshua Eustis fra Telefon Tel Aviv har stået for at mixe det.

Den ene halvdel af gruppen, Kurt, betegner selv Sky Ghosts som en "post-apocalyptic story about ghosts in love." Og dét giver faktisk en udmærket idé om deres drømmende larm.

MP3: The Depreciation Guild - Sky Ghosts