25. Lisel: The Vanishing Point
Eliza Bagg lander et sted mellem opera og pop, hvor der stadig er ret langt til begge dele. Hun er klassisk trænet sopran og manipulerer sin stemme med bl.a. autotune. Det gjorde hun til perfektion på forgængeren Patterns for Auto-Tuned Voices and Delay, som hun her følger værdigt op på.
24. Mabe Fratti: Sentir que no sabes
Den guatemalanske cellist og komponist har med Será que ahora podremos entendernos (2021) og Se ve desde aquí (2022) lavet nogle af mine yndlingsplader de seneste år. Fra ambient og avantgarde til noget lidt mere jazzet. Det er hverdagsmagi, der minder mig om en Sorrentino-film (Den store skønhed, Youth, Hand of God). Hendes nyeste er en anelse mere rocket, i hvert fald større, hvilket fungerede fremragende på Roskilde Festival i sommer.
23. Bonny Light Horseman: Keep Me On Your Mind / See You Free
Supertrioen lyder stadig som en drøm med Josh Kaufmans klare produktion og er blevet en anelse mere dad-folk på dette dobbeltalbum. Undervejs synger Eric D. Johnson til tider så meget igennem, at det nærmest er Lindsey Buckingham’sk. Anaïs Mitchell er en fryd for øret hele vejen igennem.
22. Fontaines D.C.: Romance
Irerne er blevet mere tilgængelige, som det nu engang sker for rockbands, der nyder øget opmærksomhed. Heldigvis er sangskrivningen kun blevet bedre, og de har begået deres hidtil stærkeste album. Følsomheden klæder dem.
21. Memorials: Memorial Waterslides
Verity Susman var frontperson for Electrelane, og Matthew Simms har bl.a. spillet i Wire de seneste mange år. De har samarbejdet ad flere omgange siden 2009, men først nu kommer deres egentlige debutalbum. Der trækkes klare tråde til både Stereolab og Broadcast, og de giver plads til ofte lange, instrumentale, hypnotiske passager, før finder poppen vej mellem sprækkerne. De vil meget og lykkes med det meste.
20. Healees: Coin de l'œil
Healees har ikke travlt. Det tager pariserbandet lang tid at lave plader, fordi alle har job ved siden af. Det er sympatisk. Det samme er musikken, som læner sig meget op ad shoegaze-heltene: Slowdive, Ride, Swervedriver.
19. Mk.gee: Two Star & the Dream Police
Undervands-80’er-R&B-pop. Det får mig til at tænke på både Jai Paul, Prince, Fabiana Palladino og How to Dress Well. Clapton er tilsyneladende fan, og der er billeder af Nicole Kidman til en af hans koncerter. Flot debut.
18. Naima Bock: Below a Massive Dark Land
Hendes debutalbum Giant Palm betyder meget for mig. Den var min favorit i 2022, og jeg hørte den meget omkring min datters fødsel. Hun laver stadig en slags folk, der forbinder hendes rødder i både det brasilianske og engelske. Og så kan man næsten høre, at hun har studeret arkæologi og arbejdet som gartner.
17. Discovery Zone: Quantum Web
Sci-fi-pop og ambient. Afslappet og afdæmpet i nogle øjeblikke, snart funky, andre gange stenet. Flotte popøjeblikke blandes med korte instrumentalpauser.
16. MJ Lenderman: Manning Fireworks
Den 25-årige sangskriver spiller i bandet Wednesday og har været en pålidelig guitarist og trommeslager for Indigo De Souza og Squirrel Flower. Han har også bidraget til den nyeste (og gode) Waxahatchee-plade, ikke mindst på den forrygende og nærmest søvnige ‘Right Back to It’. Solo har han indtil nu været ok, men har pludselig hævet sig højt over mængden med sine historier om både antihelte og ynkelige skikkelser, så man skiftevis griner ad og har ondt af de portrætterede. Det er alternativ, rocket americana med støv og skarpe støvler undervejs.
15. Maya Shenfeld: Under the Sun
Elektronisk, søgende, mørkt. Titlen lyder næsten sci-fi, selvom det er en central del af menneskets erfaring at befinde sig under solen. Musikalsk er vi også et dybt menneskeligt sted, tæt på eksistentiel angst, men tættere på alvorlige granskninger, der kan lede andre veje. Hendes elektroniske univers er vidunderligt dramatisk, omend mindre end på In Free Fall (2022).
14. Bullion: Affection
Den engelske producer Nathan Jenkins har haft et populært NTS-program og arbejdet med kunstnere som Avalon Emerson, Carly Rae Jepsen, Westerman og Nilüfer Yanya. Nu bor han i Lissabon og udgiver længselsfuld, langsom pop inspireret af gammel sophisti-pop.
13. Jacken Elswyth: At Fargrounds
Instrumentale og enormt stemningsfyldte banjosange med en snert af drone. Man lulles fornøjeligt ind i en anden tid, og næsten ud af det blå kommer den skurrende ‘Who Remembers’ og minder om, at der er to sider af alting. Det romantiske billede krakelerer i støj.
12. Laughing: Because It’s True
Canadiske Laughing lyder egentlig mere australske med deres jangle-pop – særligt Australien i anden halvdel af 80’erne – men de nærmer sig også en slags fællesskabsrock og powerpop. Der peges tilbage mod Big Star i 70’erne og Teenage Fanclub i 90’erne. Tempoet er til tider højt, men stemningen er afslappet. Det føles som delvist disciplineret slacker. Alle fire i bandet synger, og det gør de med gejst.
11. Sofie Royer: Young-Girl Forever
Årets popalbum. Og så fra Wien! Sofie Royer kan minde om Christine and the Queens, dengang det var rigtig godt (2018 og 2022). Det dufter også af Phoenix med det meget stramme, der aldrig bliver kynisk. Hun har en relativt dyb og meget betagende stemme, der synger lige smukt på fransk, tysk og engelsk.
10. Nala Sinephro: Endlessness
Kosmisk, elektronisk og ambient jazz. Elegant og flydende. På forunderlig vis både dramatisk og underspillet. Som at blive taget i hånden af en stille engel. Nala er caribisk-belgisk og bosat i London, hvor hun har fået et hav af spændende musikere til at hjælpe sig, herunder den fløjlsbløde saxofonist Nubya Garcia og medlemmer af Black Midi og Sons Kemet.
9. Lia Kohl: Normal Sounds
Cellist og lydkunstner fra Chicago. På sidste års flotte The Ceiling Reposes var det snarere en følelse af at zappe mellem verdener og radiostationer, hvor det denne gang virker endnu mere konkret og forbundet til vores fysiske verden. Jeg har følelsen af at gå ind i en enorm bunke blade og finde en by indeni, hvor alt går langsommere.
8. Water Damage: In E
Fuld smadder! Guitardronestøj, rendyrket dissonans. Lange, repetitive sange. Betagende larm.
7. Jessica Pratt: Here in the Pitch
Med afstand hendes bedste album. Blid folk, der hypnotiserer og gør diskret opmærksom på sig selv, så man løfter ansigtet over avisen og nikker anerkendende. Det går langsomt, men er hurtigt overstået. Ni sange, 27 minutter. Hun springer det overflødige over. Som om hun genfortæller det vigtigste af en drøm, så kun den magiske realisme står tilbage. Vi er åndeligt tilbage i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne.
6. Cindy Lee: Diamond Jubilee
Canadiske Patrick Flegel triumferede i gode, gamle Women i 00’erne. Siden da har Flegel under navnet Cindy Lee selvudgivet lidt hist og her og huseret på små labels. Og pludselig dukker et mesterligt dobbeltalbum op! Diamond Jubilee er deres sjette album, et venligt monster på 32 sange, et stilsikkert værk, et stemningsfuldt og tilbageskuende album, som ganske enkelt består af gode sange. Det klinger af milkshake-barer og læderjakker, som en blanding af Twin Peaks og en stor pladesamling.
5. Tristwch Y Fenywod: Tristwch Y Fenywod
Bandnavnet er walisisk for "kvinders tristhed", og der er en melankolsk grundtone, selvom det ikke er et rendyrket mørke. Det er gotisk-magisk og heksevenligt. Musik til og fra skoven. En omgang artsy goth-wave med et minimalistisk udgangspunkt. Det går også i retning af mere tribal Cocteau Twins eller en mere stenet og akustisk omgang Fuck Buttons.
4. The Black Dog: Sleep Deprivation
Vidunderlig ambient fra Sheffields techno-legender. Der er godt med følelser på spil på dette overrumplende flotte album, der tager trioen i en ganske ny retning. Det er ikke plantemusik, og det er ikke rendyrket baggrundsmusik. Det er snarere sofistikeret som Stars of the Lid, og det kan tage tankerne i retning af fremtidsstøv og Blade Runner 2049.
3. Nick Schofield: Ambient Ensemble
Mere ambient? Denne gang af den slags, der er mere egnet til levende lys og en morgenmad, hvor kaffen kan nå at blive kold, mens man fortaber sig i tanker. Den canadiske ambient-mester har denne gang fået besøg af et lille ensemble, og det hele er så umådeligt fint og imødekommende.
2. Cassandra Jenkins: My Light, My Destroyer
Hun begik mit yndlingsalbum i 2021. Med de forventninger var jeg i starten skuffet over denne opfølger, der dog løfter sig for hver gennemlytning. Igen blander Cassandra Jenkins de primært langsomme sange med en slags stemningsmættet (ambient) jazz og feltoptagelser. Hun synger lavt og tæt på mikrofonen, og når hun taler, lytter man. Sikken timing og intonation! Albummet er blot 36 minutter langt, og der er ret beset kun seks egentlige sange, men det gør intet, når de alle er så stærke.
1. The Cure: Songs of a Lost World
Det var satans. Bandets første album i 16 år og måske deres bedste siden Disintegration fra 1989. Så massivt og tålmodigt, venligt uden at være smiskende. Død og dødelighed dominerer albummet. Ofte skal man vente mange minutter, før man hører Robert Smith bryde ind, og på hver eneste sang bliver jeg forbløffet over, hvor godt han synger.
/Martin
