Årets album 2024

Det er den tid på året. Ikke så meget introtekst denne gang. Her er 25 plader, jeg har holdt meget af i 2024. Og ja, årslister er fjollede osv.

25. Lisel: The Vanishing Point

Eliza Bagg lander et sted mellem opera og pop, hvor der stadig er ret langt til begge dele. Hun er klassisk trænet sopran og manipulerer sin stemme med bl.a. autotune. Det gjorde hun til perfektion på forgængeren Patterns for Auto-Tuned Voices and Delay, som hun her følger værdigt op på.

24. Mabe Fratti: Sentir que no sabes

Den guatemalanske cellist og komponist har med Será que ahora podremos entendernos (2021) og Se ve desde aquí (2022) lavet nogle af mine yndlingsplader de seneste år. Fra ambient og avantgarde til noget lidt mere jazzet. Det er hverdagsmagi, der minder mig om en Sorrentino-film (Den store skønhed, Youth, Hand of God). Hendes nyeste er en anelse mere rocket, i hvert fald større, hvilket fungerede fremragende på Roskilde Festival i sommer.

23. Bonny Light Horseman: Keep Me On Your Mind / See You Free

Supertrioen lyder stadig som en drøm med Josh Kaufmans klare produktion og er blevet en anelse mere dad-folk på dette dobbeltalbum. Undervejs synger Eric D. Johnson til tider så meget igennem, at det nærmest er Lindsey Buckingham’sk. Anaïs Mitchell er en fryd for øret hele vejen igennem.

22. Fontaines D.C.: Romance

Irerne er blevet mere tilgængelige, som det nu engang sker for rockbands, der nyder øget opmærksomhed. Heldigvis er sangskrivningen kun blevet bedre, og de har begået deres hidtil stærkeste album. Følsomheden klæder dem.

21. Memorials: Memorial Waterslides

Verity Susman var frontperson for Electrelane, og Matthew Simms har bl.a. spillet i Wire de seneste mange år. De har samarbejdet ad flere omgange siden 2009, men først nu kommer deres egentlige debutalbum. Der trækkes klare tråde til både Stereolab og Broadcast, og de giver plads til ofte lange, instrumentale, hypnotiske passager, før finder poppen vej mellem sprækkerne. De vil meget og lykkes med det meste.

20. Healees: Coin de l'​œ​il

Healees har ikke travlt. Det tager pariserbandet lang tid at lave plader, fordi alle har job ved siden af. Det er sympatisk. Det samme er musikken, som læner sig meget op ad shoegaze-heltene: Slowdive, Ride, Swervedriver.

19. Mk.gee: Two Star & the Dream Police

Undervands-80’er-R&B-pop. Det får mig til at tænke på både Jai Paul, Prince, Fabiana Palladino og How to Dress Well. Clapton er tilsyneladende fan, og der er billeder af Nicole Kidman til en af hans koncerter. Flot debut.

18. Naima Bock: Below a Massive Dark Land

Hendes debutalbum Giant Palm betyder meget for mig. Den var min favorit i 2022, og jeg hørte den meget omkring min datters fødsel. Hun laver stadig en slags folk, der forbinder hendes rødder i både det brasilianske og engelske. Og så kan man næsten høre, at hun har studeret arkæologi og arbejdet som gartner.

17. Discovery Zone: Quantum Web

Sci-fi-pop og ambient. Afslappet og afdæmpet i nogle øjeblikke, snart funky, andre gange stenet. Flotte popøjeblikke blandes med korte instrumentalpauser.

16. MJ Lenderman: Manning Fireworks

Den 25-årige sangskriver spiller i bandet Wednesday og har været en pålidelig guitarist og trommeslager for Indigo De Souza og Squirrel Flower. Han har også bidraget til den nyeste (og gode) Waxahatchee-plade, ikke mindst på den forrygende og nærmest søvnige ‘Right Back to It’. Solo har han indtil nu været ok, men har pludselig hævet sig højt over mængden med sine historier om både antihelte og ynkelige skikkelser, så man skiftevis griner ad og har ondt af de portrætterede. Det er alternativ, rocket americana med støv og skarpe støvler undervejs.

15. Maya Shenfeld: Under the Sun

Elektronisk, søgende, mørkt. Titlen lyder næsten sci-fi, selvom det er en central del af menneskets erfaring at befinde sig under solen. Musikalsk er vi også et dybt menneskeligt sted, tæt på eksistentiel angst, men tættere på alvorlige granskninger, der kan lede andre veje. Hendes elektroniske univers er vidunderligt dramatisk, omend mindre end på In Free Fall (2022).

14. Bullion: Affection

Den engelske producer Nathan Jenkins har haft et populært NTS-program og arbejdet med kunstnere som Avalon Emerson, Carly Rae Jepsen, Westerman og Nilüfer Yanya. Nu bor han i Lissabon og udgiver længselsfuld, langsom pop inspireret af gammel sophisti-pop.

13. Jacken Elswyth: At Fargrounds

Instrumentale og enormt stemningsfyldte banjosange med en snert af drone. Man lulles fornøjeligt ind i en anden tid, og næsten ud af det blå kommer den skurrende ‘Who Remembers’ og minder om, at der er to sider af alting. Det romantiske billede krakelerer i støj.

12. Laughing: Because It’s True

Canadiske Laughing lyder egentlig mere australske med deres jangle-pop – særligt Australien i anden halvdel af 80’erne – men de nærmer sig også en slags fællesskabsrock og powerpop. Der peges tilbage mod Big Star i 70’erne og Teenage Fanclub i 90’erne. Tempoet er til tider højt, men stemningen er afslappet. Det føles som delvist disciplineret slacker. Alle fire i bandet synger, og det gør de med gejst.

11. Sofie Royer: Young-Girl Forever

Årets popalbum. Og så fra Wien! Sofie Royer kan minde om Christine and the Queens, dengang det var rigtig godt (2018 og 2022). Det dufter også af Phoenix med det meget stramme, der aldrig bliver kynisk. Hun har en relativt dyb og meget betagende stemme, der synger lige smukt på fransk, tysk og engelsk.

10. Nala Sinephro: Endlessness

Kosmisk, elektronisk og ambient jazz. Elegant og flydende. På forunderlig vis både dramatisk og underspillet. Som at blive taget i hånden af en stille engel. Nala er caribisk-belgisk og bosat i London, hvor hun har fået et hav af spændende musikere til at hjælpe sig, herunder den fløjlsbløde saxofonist Nubya Garcia og medlemmer af Black Midi og Sons Kemet.

9. Lia Kohl: Normal Sounds

Cellist og lydkunstner fra Chicago. På sidste års flotte The Ceiling Reposes var det snarere en følelse af at zappe mellem verdener og radiostationer, hvor det denne gang virker endnu mere konkret og forbundet til vores fysiske verden. Jeg har følelsen af at gå ind i en enorm bunke blade og finde en by indeni, hvor alt går langsommere.

8. Water Damage: In E

Fuld smadder! Guitardronestøj, rendyrket dissonans. Lange, repetitive sange. Betagende larm.

7. Jessica Pratt: Here in the Pitch

Med afstand hendes bedste album. Blid folk, der hypnotiserer og gør diskret opmærksom på sig selv, så man løfter ansigtet over avisen og nikker anerkendende. Det går langsomt, men er hurtigt overstået. Ni sange, 27 minutter. Hun springer det overflødige over. Som om hun genfortæller det vigtigste af en drøm, så kun den magiske realisme står tilbage. Vi er åndeligt tilbage i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne.

6. Cindy Lee: Diamond Jubilee

Canadiske Patrick Flegel triumferede i gode, gamle Women i 00’erne. Siden da har Flegel under navnet Cindy Lee selvudgivet lidt hist og her og huseret på små labels. Og pludselig dukker et mesterligt dobbeltalbum op! Diamond Jubilee er deres sjette album, et venligt monster på 32 sange, et stilsikkert værk, et stemningsfuldt og tilbageskuende album, som ganske enkelt består af gode sange. Det klinger af milkshake-barer og læderjakker, som en blanding af Twin Peaks og en stor pladesamling.

5. Tristwch Y Fenywod: Tristwch Y Fenywod

Bandnavnet er walisisk for "kvinders tristhed", og der er en melankolsk grundtone, selvom det ikke er et rendyrket mørke. Det er gotisk-magisk og heksevenligt. Musik til og fra skoven. En omgang artsy goth-wave med et minimalistisk udgangspunkt. Det går også i retning af mere tribal Cocteau Twins eller en mere stenet og akustisk omgang Fuck Buttons.

4. The Black Dog: Sleep Deprivation

Vidunderlig ambient fra Sheffields techno-legender. Der er godt med følelser på spil på dette overrumplende flotte album, der tager trioen i en ganske ny retning. Det er ikke plantemusik, og det er ikke rendyrket baggrundsmusik. Det er snarere sofistikeret som Stars of the Lid, og det kan tage tankerne i retning af fremtidsstøv og Blade Runner 2049.

3. Nick Schofield: Ambient Ensemble

Mere ambient? Denne gang af den slags, der er mere egnet til levende lys og en morgenmad, hvor kaffen kan nå at blive kold, mens man fortaber sig i tanker. Den canadiske ambient-mester har denne gang fået besøg af et lille ensemble, og det hele er så umådeligt fint og imødekommende.

2. Cassandra Jenkins: My Light, My Destroyer

Hun begik mit yndlingsalbum i 2021. Med de forventninger var jeg i starten skuffet over denne opfølger, der dog løfter sig for hver gennemlytning. Igen blander Cassandra Jenkins de primært langsomme sange med en slags stemningsmættet (ambient) jazz og feltoptagelser. Hun synger lavt og tæt på mikrofonen, og når hun taler, lytter man. Sikken timing og intonation! Albummet er blot 36 minutter langt, og der er ret beset kun seks egentlige sange, men det gør intet, når de alle er så stærke.

1. The Cure: Songs of a Lost World

Det var satans. Bandets første album i 16 år og måske deres bedste siden Disintegration fra 1989. Så massivt og tålmodigt, venligt uden at være smiskende. Død og dødelighed dominerer albummet. Ofte skal man vente mange minutter, før man hører Robert Smith bryde ind, og på hver eneste sang bliver jeg forbløffet over, hvor godt han synger.

/Martin

Årets album 2016

Kunsten spiller stadig en rolle. Herunder popmusikken. Den har en berettigelse. Hvad enten den er socialt mobiliserende, intellektuelt fordrende, en støtte i en vanskelig tid, et lykkeligt ekko, heroisk eskapisme eller noget ganske andet.

Også i 2016 var der mange fine plader. Særligt den urbane, amerikanske popmusik spillede en stor rolle, og man kan håbe, at den harme, der har drevet mange af disse stærke udgivelser, bider sig fast og inspirerer til mere: mere sammenhold, mere solidaritet, mere modstand mod den stigende ulighed, mere stillingtagen til det flygtige medieforbrug.

Hvert år siger vi farvel til store personligheder, og 2016 var ét af de år, hvor det fyldte mere i bevidstheden. Ikke mindst da den måske største af dem alle gik bort: David Bowie havde fremstået udødelig, og verden føltes ikke just som et bedre sted efter hans afsked. Men han efterlod sig et stort album. Generelt har mange af de store, legenderne, leveret flotte plader i 2016, ligesom vi i år oplevede en del ærefulde comeback-plader (ikke mindst The Avalanches, A Tribe Called Quest og American Football).

Der har også været habile debutanter, men det har ikke været her, vi har set nye retninger blive udstukket. Mange har dog imponeret med opfølgere, fundet et dedikeret publikum, forfinet en lyd. Man aner visse ambitioner rundt omkring, når man kigger længe nok. Eller rettere lytter. Der er stadig noget på spil. De store – og langt hen ad vejen skræmmende – begivenheder i 2016 er i værste fald traumatiserende for menneskeheden, i bedste fald en anledning til at skabe noget og føle noget sammen.

Kunsten spiller stadig en rolle. Den skal vi støtte for alt i verden. For hele verden.

Ganske kort om listen herunder: jeg har redigeret den over flere uger, og nu er jeg endelig landet på de 25. Det er selvfølgelig absurd, hvor meget man kan nå at lytte til i løbet af et år, og de 25 ville være i en anden rækkefølge, hvis jeg lavede øvelsen om en uge. Måske nogle ville blive skiftet ud. Men årslister er til for at inspirere.

Tak for i år. Må vi sammen gå noget smukkere i møde. Nu bliver det lysere.

25. Angel Olsen – My Woman

Angel Olsen er blevet friere i sin sangskrivning. Hun har muligvis høje forventninger til sig selv, men hun tillader også sig selv at skrive både tekster og melodier, der flyder mere naturligt over en hel plade – både i de langsomme og hastigere øjeblikke.

24. Cat’s Eyes – Treasure House

Spraglet og mærkværdigt sammenhængende. Cat’s Eyes spillede deres debutkoncert i Vatikanet, og selvom de dyrker det underspillede, er der en klar fascination af det dramatiske hele vejen gennem Treasure House. Der er et ekstra lag, idet de spiller på denne nedtoning. På denne vis bliver den engelske duo en fornem eksponent for en slags heroisk benægtelse.

23. Frank Ocean – Blonde

En gennemgående følelse på Blonde er, at Frank Ocean har hygget sig med at lave pladen. Den bliver aldrig for tung, og omvendt har den heller ingen ambitioner om dansegulvet. Det behøver den ikke, og det har ikke interesseret ham. Han har ikke travlt, som vi ved. Blonde er på alle måder bedre end forgængeren Channel Orange, og selvom den måske er lidt for lang, er den en helt igennem fornøjelig oplevelse.

22. Hieroglyphic Being – The Disco’s of Imhotep

Jamal Moss leger med ilden. Den produktive amerikaner er en nysgerrig sjæl, der ofte er lige dele fascinerende og frustrerende. På The Disco’s of Imhotep lader han titlen om at være frustrerende og inviterer på korte åbenbaringer, der samlet set udgør en halv times stimulerende underholdning.

21. Steve Hauschildt – Strands

Selvom 90’erne de seneste år har oplevet en overordentlig revival, er vi stadig langtfra trætte af 80’erne. Efter Stranger Things er der heller ingen tvivl om, at der kun vil komme flere og flere synthesizer-landskaber, der vil nyde middelstor opmærksomhed i det kommende år eller to. Make no mistake: Steve Hauschildt er hverken kitsch, nostalgisk eller opportunistisk. Han drømmer på tasterne og fungerer som forlygter i vores egne drømme.

20. Fear of Men – Fall Forever

Trioen fra Brighton tager igen eksistentialismen under kærlig behandling. De kølige observationer afspejler et gennemgående tema, hvor kroppen betragtes som noget adskilt fra sjælen. Debutalbummet Loom viste en besættelse af vand og var lyden af at kigge ind ad vinduet på en pejs, mens man selv står i sneen. Denne gang står man i regnen, og pejsen er gået ud. Men det stilner af.

19. Laura Canning – Simultaneous Flight Movement

Der har den seneste tid måske ikke været den store interesse i at beskæftige sig indgående med menneskets forhold til naturen. Det gør det kun ekstra interessant, at englænderne gennem forskellige udtryksformer til gengæld er begyndt at dyrke den i kunsten (læs eksempelvis denne glimrende Guardian-artikel). På samme måde er Laura Canning blæsten på marken. Med udgangspunkt i violinen skaber hun en uro, et billedskabende drama. En instrumental perle indspillet i Suffolk.

18. Cavern of Anti-Matter – Void Beats / Invocation Trex

Titlen skulle egentlig skrives med småt. Ligesom med alle deres sangtitler. Sådan er der så meget. Tim Gane fra Stereolab bor nu i Berlin, og her har han dannet Cavern of Anti-Matter, der med krautrockens puls lyder som en lang og hyggelig omgang jam (med lille j). På en time og 12 minutter når trioen vidt omkring, og kedeligt bliver det aldrig. Det er derimod monotoni, som fyrer op under de rigtige kedler.

17. The KVB – Of Desire

The KVB bliver kaldt en audiovisuel duo. Jeg kender endnu kun audio-delen. Men det er selvfølgelig ikke sandt: al lyd er visuel. Briterne kender deres historie, og den er mørk. Det er post-punk, det er kraut, det er Cabaret Voltaire. En bekendt har kaldt det ”Sheffield via Bristol”, og jeg formoder, at der menes sensibiliteten fra Bristol og den romantiske industrialisering fra Sheffield med deres banebrydende New Pop i starten af 80’erne.

16. Kedr Livanskiy – January Sun

Den russiskfødte Kedr Livanskiys debut lyser varmt i kulden. Den lever op til sit navn. Den fortæller dig, at det nok skal gå, men den skjuler ikke sandheden: det er koldt, og det er brutalt nogle steder. Vi bliver af og til nødt til at se tilbage for at kunne se fremad.

15. dvsn – Sept 5th

Der er blandingssmør, og der er smør. Fra 2016 får du ikke bedre smør end dvsn. Det er en stil, jeg egentlig ikke har lyttet meget til de seneste år, men sangskrivningen på Sept 5th er så forførende (undskyld), at man med glæde lader sig rive med ultrarørende sange som Do It Well, hvor vi er på grænsen af noget smagløst og suverænt: ”Feeling fucked up / still love fucking”. Og sikken produktion!

14. Blood Orange – Freetown Sound

Imens Morrissey er ved at miste forstanden, er der lykkeligvis mange andre, der formår at formidle weltschmerz med dirrende harme og blødende hjerte. Devonté Hynes har i flere år været blandt de mest efterspurgte producere, og det er med god grund. Med Freetown Sound har han også leveret sit første virkeligt vellykkede album, og det er en fryd at høre ham indfri det enorme potentiale.

13. Postiljonen – Reverie

Svensk-norske Postiljonen brød igennem med Skyer i 2013, og med Reverie har de ikke ændret det store. Det behøver man som bekendt heller ikke, og det har den heldige konsekvens, at vi igen får serveret en bunke popsange af tårnhøjt niveau uden frygt for pastiche.

12. Bon Iver – 22, A Million

Som på Frank Oceans seneste starter også 22, A Million med en pibende stemme, før den mere genkendelige af slagsen indtræder. I begge tilfælde skaber man tryghed og varsler samtidig nyt. Det er enkelt og smart, men der er også meget på spil: Bon Iver har fået en overraskende massiv fanbase, og det er et lille mirakel, at så mange har taget pladen til sig, når den er så radikalt anderledes i sin produktion. Der er utallige finurligheder på pladen, hvoraf samplet af Stevie Nicks er min favorit. Man bliver skiftevis rørt og rystet, og på 8 (circle) er det næsten umuligt at holde kinderne tørre.

11. Kaytranada – 99.9%

Det er en udpræget sommerplade, og det er en særdeles fremragende én af slagsen, Kaytranada har begået. Canadieren har besøg af et hav af fornemme gæster, herunder AlunaGeorge, Anderson .Paak og den genfødte Craig David, der alle passer som fod i hose. Hvor en ferm hiphop-producer som Clams Casino skuffede fælt med sin fuldlængde i år, har Kaytranada vist en ny vej, der peger frem mod mange spændende samarbejder og muligheder for hiphop og dennes alliance med elektronisk musik i de kommende år.

10. Jenny Hval – Blood Bitch

Jenny Hval er spændende af mange grunde. Hun rykker grænserne for pop, og hun trækker nye publikummer mod avantgarden. Hun skriver, fortæller, performer, bevæger. Menstruationsblod og vampyrer har fyldt i dækningen, og dækningen har været massiv. Det er intet tilfælde, at der er så mange spændende interviews med den norske heltinde: Få andre af samtidens eksperimenterende stemmer i musikken har så meget på hjerte.

9. Nick Cave and the Bad Seeds – Skeleton Tree

Årets tungeste album. Mange steder havde det været placeret endnu mere prominent, hvis det ikke havde været så hårdt at lytte til. Formentlig også her. Man behøver ikke rose nogen eller noget for at være personlig(t) – det fylder i virkeligheden for meget i denne verden – men når man kan gengive noget så inderligt, som det er tilfældet med Skeleton Tree, må man bøje sig i støvet for denne mester. Hans band har stor ære af pladen, hvor også danske Else Torp gør det fortrinligt på Distant Sky.

8. The Radio Dept. – Running out of Love

The Radio Dept. er måske skåret ned til to hovedpersoner, men det er stadig The Radio Dept. Det betyder som bekendt ét af verdens bedste bands, og selvom der ikke er tale om de svimlende højder fra Clinging to a Scheme, er de stadig et bud på en vitalitet og en æstetik, som verden har brug for. Med inspiration i bl.a. eksjugoslaviske modstandsgrupper viser vennerne fra Lund vejen. Med undtagelse af en enkelt sang er Running out of Love et gennemført manifest.

7. Roly Porter – Third Law

Verden er gået under. Eller også er det tæt på. Sådan lyder Third Law. Sammen med kunstnere som Prurient og Ital Tek er Roly Porter eksponent for den elektroniske musiks enorme potentiale i formidlingen af den forvirring, vi alle kan føle i dømmekraften, når smerten og mismodet sniger sig ind på os. Koncerten på Jazzhouse var i øvrigt én af de bedste, jeg har set i år. Man måtte som tilskuer lukke øjnene for ikke at lade sig blænde – på bogstaveligste vis. Roly Porter tvinger os til at anerkende skyggesiderne, og vi kommer stærkere ud på den anden side.

6. Solange – A Seat at the Table

Trods et par enestående singler få år tilbage var det svært at forestille sig, at Solange ville have en hel plade i sig af lige så høj kvalitet. Det er dog en sand fornøjelse at blive modbevist! Solange har begået en plade med stor selvforståelse, en klog plade, en vigtig plade. A Seat at the Table er mere end en god samling sange; det er et bevis på, hvad popmusikken (også) er i stand til.

5. Vanishing Twin – Choose Your Own Adventure

Det ligger måske i titlen. Den engelske næsten-supergruppe er en venlig labyrint. Den efterlader dig aldrig i mørket, men lyset er snarere betryggende måneskin end bagende sol. Det er et lille mirakel, at de har været i stand til at nå så vidt omkring og samtidig har formået at skabe noget, der føles sammenhængende. Som min kære fader ville sige: det er raffi (altså raffineret).

4. The Avalanches – Wildflower

Vi var mange, der var begyndt at give op. The Avalanches havde lovet nyt materiale i så mange år. Og så… en single. En sang. Men førstesinglen var ikke spændende. Ikke engang solid. Så meget desto større var overraskelsen, da Wildflower endelig ramte os med en usædvanlig skønhed. The Avalanches har samplet sig til endnu en triumf og fortæller historier af brudstykker, som kun få er i stand til det.

3. A Tribe Called Quest – We Got It From Here… Thank You 4 Your Service

De færreste havde forventet så slagkraftigt et comeback. Det hele lyder på én gang tungt og let med masser af humor og velvalgte gæster (måske lidt for mange). Hvis dette er ment som et punktum, har vi fået et udråbstegn, og timingen kunne næppe være bedre i kølvandet på det endnu surrealistiske efterspil, som 2016 efterlader sig.

2. Håkan Hellström – Du gamla du fria

Man har efterhånden vænnet sig til, at alt, hvad den svenske guldklump udgiver, er veloplagt. Men det er imponerende, at det kan fortsætte med at være så fremragende og så inspireret. Som titlen antyder, er der stadig en stor fascination af gamle viser, der blandes med egen historie (nationalsangen høres i introsangen, hvor også moderens single San Francisco bliver blandes ind). Håkan er og bliver Skandinaviens største. Før som nu.

1. David Bowie – ★

Han viste verden, hvad det vil sige at være popstjerne. Der er basis for diskussion, men det er vanskeligt at forestille sig nogen anden, der har haft lige så stor indflydelse på god musik. Den morbide vittighed fra 2016 lyder, at alt blev værre efter hans død i starten af året. At han holdt sammen på universet. Ikke blot en stjerne, snarere en galakse. Blackstar (som det også skrives) nåede at være et fabelagtigt album før hans død, og det står nu tilbage som et værdigt punktum på en glorværdig karriere. Hans stærkeste album siden 1980 og en oplevelse af de helt store. Et lys i mørket.

Ovenstående listes geografiske inddeling til de nysgerrige:

8 plader fra England
8 plader fra USA
3 plader fra Sverige
2 plader fra Australien
2 plader fra Canada
1 plade fra Norge
1 plade fra Rusland

Årslisten for 2016 er på vej

Indtil da kan man muntre sig med at lytte til én af nedenstående plader, der er rangeret ganske tilfældigt. Fællesnævneren er, at de alle er gode plader fra 2016, som falder lige uden for top 25.

Det er absurd, hvor meget tid man kan bruge på at høre musik. Man kan næsten glemme at lytte.

Nico Jaar, Car Seat Headrest, Weyes Blood, Adult Jazz, Savages, Ital Tek, Jessy Lanza, Savages, Andy Stott, Ian William Craig, Pantha du Prince, Hovvdy, Sarah Neufeld, Eleanor Friedberger, LUH, Julianna Barwick, The Range, Junior Boys, Psychic Twin, ANOHNI, Lucy Dacus, Charlie Hilton, Carla dal Forno, Konx-Om-Pax, Daughter, Chairlift, Field Music, DIIV, Pet Shop Boys, School of Seven Bells, Sturgill Simpson, Kevin Morby, Preoccupations, Marissa Nadler, Yumi Zouma, Bat for Lashes, The Range, Shura, Scott & Charlene’s Wedding, Owen, Radiohead, Goat, Tycho, Still Corners, Black Marble, American Football, Leonard Cohen, Roman Flügel, Tim Hecker, Porches, Isolation Berlin.

Der er sikkert mange flere. Top 25 kommer onsdag eller torsdag.

Årets album 2013: De 10 smukkeste

Honourable mentions.
Femogtyve til elleve.

10. Postiljonen - Skyer

To svenskere og en nordmand har under navnet Postiljonen lavet en debutplade, der på smukkeste vis beviser, at 'letbenet' bestemt kan være en positiv betegnelse. Synthpop, der godt måtte få endnu mere saxofon.

9. Los Campesinos! - No Blues

Betegnelsen powerpop er efterhånden den mest umoderne, man kan forestille sig, og derfor synes bedriften så meget desto større: Los Campesinos! har med No Blues lavet årets stærkeste album af slagsen. Sanger og frontmand Gareth har proppet albummet med fantastiske fodboldreferencer, og tekstuniverset er generelt lige så stærkt som altid. Veloplagt og forrygende skruet sammen. Læg i øvrigt mærke til, hvor meget arbejde guitarist og komponist Tom har lagt i sangenes introer. Netop dette element findes ikke bedre i popmusikken i 2013.

8. Julianna Barwick - Nepenthe

I 2010 var The Magic Place noget af det absolut smukkeste, man kunne få fingrene i. Da Julianna Barwick i 2013 så delte sin nye sang One Half, fik vi lov at høre hende på en måde, der rent faktisk gav plads til at dechifrere bidder af teksten. Nepenthe byder på flere små overraskelser, men det er langsomheden og nøjsomheden, der får lov at skinne igennem. Og det hele skinner.

7. Daughter - If You Leave

Hvad angår tristesse, overgik ingen Daughter i det herrens år totusindogtretten. Denne form for drama dyrker jeg generelt ikke længere; omvendt gøres det sjældent så godt som på If You Leave, der fra start til slut er fyldt med fantastiske melodier og veloplagte klichéer.

6. Darkside - Psychic

Det hele starter langsomt med Golden Arrow, og sådan fortsætter det. Det langsomme groove, som Nicolas Jaar er så kendt for, bliver på Psychic suppleret så glimrende af Dave Harrington, der særligt med sine virkelig fine guitarflader imponerer.

5. Håkan Hellström - Det kommer aldrig va över för mig

Skandinaviens uden tvivl bedste sangskriver og fortolker af populærmusik kom tilbage med et brag i 2013. Håkan indspillede angiveligt næsten alt selv, og hans pause fra musikken (grundet familiære årsager) har tilsyneladende givet ham den energi, der skulle til for at kreere hans bedste album siden Ett kolikbarns bekännelser. Endnu en perle i rækken af udelukkende gode plader fra Göteborgs førstesøn.

4. Moonface - Julia with Blue Jeans on

Det føles noget så slidt af kalde en plade for "nøgen" eller "nedbarberet", men vi forfalder til så meget, når vi bliver fanget på mellemhånd. På sit nyeste opus har én af vor tids bedste sangskrivere og sangere, Spencer Krug, sat sig alene ved klaveret. Det er der kommet en fabelagtig plade ud af, der tilmed har én af årets smukkeste linjer:

And I am a barbarian, sometimes
Been a barbarian most of my life
But sometimes, sometimes
I'm a lamb upon your altar
I'm just a lamb when I recall
How I asked you
Where you want to be buried
And you asked me the name
of the town where I was born

3. CHVRCHES - The Bones of What You Believe

Den skotske trio stod bag den bedste single i 2012, The Mother We Share, der får lov at indlede deres første langspiller. Pladen holder niveau stort set hele vejen, og Lauren Mayberry synger sangene med en fremragende indlevelse. Den mest charmerende kvindelige vokal i 2013.

2. Jon Hopkins - Immunity

Tålmod er måske nøglen. Det hårde beat fra pladens start vil måske skræmme nogle lyttere og lyde mere i retning af techno, hvilket det bestemt ikke er eller viser sig at være. Snarere har Jon Hopkins skabt en på mange måder filmisk oplevelse, der ved et par lejligheder bliver meget stille og meget ømt. Titelsangen mod slutningen af pladen er således ét af årets absolut smukkeste øjeblikke.

1. Autre Ne Veut - Anxiety

Med sin anden plade ramte Arthur Ashin plet. Titlen på pladen er ganske perfekt, ligesom albumcoveret også er det. I starten var Skriget af Munch i midten, hvilket Ashin blev påbudt at fjerne. Det hele starter med årets måske bedste sang, Play By Play, der går stærkt i retning af Prince. Det er formentlig den eneste plade fra 2013, hvor alle sange - uden undtagelse - er fantastiske. I hvert fald på de plader, der bygger på sange i populærmusikalsk forstand. Det hele er måske for teatralsk for mange, men det må være deres tab. Av hvor er det godt.

/Martin

Årets album 2012: Top 10

Honourable mentions
Nr. 25-11

10. Godspeed You! Black Emperor - Allelujah! Don't Bend! Ascend!

Efter Bowies comeback har mange hurtigt glemt, hvor overraskende det også var, at GY!BE vendte tilbage - ud af det blå - efter en albumpause på hele ti år. Bandet har ikke overraskende en ganske loyal fanskare, og musikken har også alle dage krævet netop tålmod. Det er på mange måder ikke til at høre, at de har været væk - og dog: De afspejler den marginaliseredes vrede stærkere og mere direkte, end de før har gjort det. Albummets opbygning synes også at afspejle dette forhold: En sang på tyve minutter afløses af én på seks, hvorefter vi ser det samme mønster gentage sig. Det er umage par, men de er tydeligt genkendelige. GY!BE er igen trådt ud af skyggen for at fortælle os, at vi skal bekæmpe apatien.

9. Swans - The Seer

Det kære monster glor på os. Både på albumcoveret og i det (nøje afmålt) dramatiske univers vi præsenteres for på The Seer. Det rutinerede band beviser med deres anden plade siden deres comeback i 2010, at de har noget at meddele verden. Det er ikke altid entydigt klart, hvad de har set, men det kan ikke betvivles, at det har en sådan vigtighed, at man lytter til fortællingen i håbet om at forstå diagnosen.

8. Sharon van Etten - Tramp

Av for en titel. Man behøver ikke engang kende til sangerindens historie som sofasovende veninde for at kunne forbinde titlen med de tolv sange, der vidner om en hårdt prøvet kvinde, der hverken er blevet slidt helt ned eller er blevet toughened af de hårde tider. Der er hverken tale om klagesang eller power-feminisme. Det er heller ikke håbløst, men det er overvejende trist. Sharon van Etten har udviklet sig til en sangskriver, der mestrer det underspillede og forstår at opbygge noget stort på et enkelt grundlag.

7. Wild Nothing - Nocturne

Unge Jack Tatum havde meget at leve op til efter den mesterlige debut Gemini fra 2010. Ifølge ham selv var det i starten skræmmende pludselig at have adgang til et rigtigt studio efter at have indspillet sin første plade i sit eget hjem. Mange havde frygtet, at charmen dermed ville forsvinde, men det er lykkeligvis ingenlunde tilfældet, og en sang som Paradise er blandt årets absolut bedste.

6. Chairlift - Something

Hvor debuten Does You Inspire You var lidt mere ujævn, er Chairlift fire år senere barberet ned til to medlemmer, der på det nye udspil i sandhed formår at holde fokus på den formidable popsang med en uforlignelig og vanvittigt charmerende Caroline Polachek i spidsen. Titlen er såmænd meget passende. Kan man ikke finde på en kontekst, kan man blot kalde det noget. Og dette noget er tilfældigvis én af de bedste samling popsange fra det herrens år totusindogtolv.

5. DIIV - Oshin

Sikke en debut! Da Zachary Cole Smith fra Beach Fossils annoncerede, at han ville udgive en soloplade, havde de færreste vel forventet så kraftfuldt et udspil. Her har vi måske endda den stærkeste introsang (i klassisk forstand) fra året, der gik. De forskellige komponenter optræder spatialt forskudt, og man oplever mange øjeblikke, hvor denne følelse af kulde (hver del for sig) suger lytteren ind i et håb om varme, der sætter ind på det helt rigtige tidspunkt med et fremragende hook. Stemmen er hele tiden fjern, og man kæmper for at forstå. Der er ikke noget valg: Man må tættere på.

4. Perfume Genius - Put Your Back N 2 It

Med enkle midler har Mike Hadreas skabt et lille mesterværk med sit skrøbelige og formentlig ganske ironisk betitlede Put Your Back N 2 It. Det er ganske ømt, og det er noget ganske særligt. Jeg kunne forsøge mig med beslægtede adjektiver, men det ville være unfair mod alle. Få plader har rørt mig så meget i 2012, og det må være nok.

3. Grimes - Visions

Den canadiske særling er så svær at beskrive, at man kunne frygte, at flere kritikere ville give op. Nu har hun med sit tredje album fået hul igennem til en relativt bred lytterskare, der ikke behøver kæmpe med at beskrive hendes eventyrlige og mestendels autodidakte tilgang til skabelsen af musik. De kan nyde den for det, den er: Noget så sjældent som ganske uforlignelig.

2. Jessie Ware - Devotion

Jessie Ware byder med sit debutalbum på den bedste samling af rendyrket popmusik fra 2012. Hendes fænomenale stemme er tilmed pakket ind i en usandsynligt stærk produktion, der perfekt rammer det blødt maskinelle, der så godt afspejler senmoderniteten og kampen om troværdig formidling. Vi har haft brug for en sangerinde af denne kaliber til at genforhandle, hvad popmusikken er i stand til lige uden for mainstream.

1. Beach House - Bloom

Bloom er den eneste plade fra 2012, jeg finder fejlfri fra start til slut. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at det bliver tænkt eller kalkuleret. Tendensen har været klar siden debuten i 2006: Beach House udgiver en plade hvert andet år, og hver gang bliver de en anelse bedre og finere i kanten. Meget få bands har mere end en enkelt eller to stærke udgivelser i sig, men Beach House har med deres fire for længst markeret sig som ét af de vigtigste bands i vor tid. Jeg håber, at Victoria Legrand engang finder indre ro, men for nu er jeg lykkelig for, at hun med Alex Scally vil dele de mange historier om smerte, hun kan grave frem. Sikke et band. Sikke en lyd. Sikke et privilegium det er at måtte lytte med.

Jeg har på årslisten ikke medregnet EP'er. Det ser man på enkelte lister, og det er en spændende diskussion. Et par grunde til mit valg kan findes i mit essay om formatet her.

/Martin