Årets album 2024

Det er den tid på året. Ikke så meget introtekst denne gang. Her er 25 plader, jeg har holdt meget af i 2024. Og ja, årslister er fjollede osv.

25. Lisel: The Vanishing Point

Eliza Bagg lander et sted mellem opera og pop, hvor der stadig er ret langt til begge dele. Hun er klassisk trænet sopran og manipulerer sin stemme med bl.a. autotune. Det gjorde hun til perfektion på forgængeren Patterns for Auto-Tuned Voices and Delay, som hun her følger værdigt op på.

24. Mabe Fratti: Sentir que no sabes

Den guatemalanske cellist og komponist har med Será que ahora podremos entendernos (2021) og Se ve desde aquí (2022) lavet nogle af mine yndlingsplader de seneste år. Fra ambient og avantgarde til noget lidt mere jazzet. Det er hverdagsmagi, der minder mig om en Sorrentino-film (Den store skønhed, Youth, Hand of God). Hendes nyeste er en anelse mere rocket, i hvert fald større, hvilket fungerede fremragende på Roskilde Festival i sommer.

23. Bonny Light Horseman: Keep Me On Your Mind / See You Free

Supertrioen lyder stadig som en drøm med Josh Kaufmans klare produktion og er blevet en anelse mere dad-folk på dette dobbeltalbum. Undervejs synger Eric D. Johnson til tider så meget igennem, at det nærmest er Lindsey Buckingham’sk. Anaïs Mitchell er en fryd for øret hele vejen igennem.

22. Fontaines D.C.: Romance

Irerne er blevet mere tilgængelige, som det nu engang sker for rockbands, der nyder øget opmærksomhed. Heldigvis er sangskrivningen kun blevet bedre, og de har begået deres hidtil stærkeste album. Følsomheden klæder dem.

21. Memorials: Memorial Waterslides

Verity Susman var frontperson for Electrelane, og Matthew Simms har bl.a. spillet i Wire de seneste mange år. De har samarbejdet ad flere omgange siden 2009, men først nu kommer deres egentlige debutalbum. Der trækkes klare tråde til både Stereolab og Broadcast, og de giver plads til ofte lange, instrumentale, hypnotiske passager, før finder poppen vej mellem sprækkerne. De vil meget og lykkes med det meste.

20. Healees: Coin de l'​œ​il

Healees har ikke travlt. Det tager pariserbandet lang tid at lave plader, fordi alle har job ved siden af. Det er sympatisk. Det samme er musikken, som læner sig meget op ad shoegaze-heltene: Slowdive, Ride, Swervedriver.

19. Mk.gee: Two Star & the Dream Police

Undervands-80’er-R&B-pop. Det får mig til at tænke på både Jai Paul, Prince, Fabiana Palladino og How to Dress Well. Clapton er tilsyneladende fan, og der er billeder af Nicole Kidman til en af hans koncerter. Flot debut.

18. Naima Bock: Below a Massive Dark Land

Hendes debutalbum Giant Palm betyder meget for mig. Den var min favorit i 2022, og jeg hørte den meget omkring min datters fødsel. Hun laver stadig en slags folk, der forbinder hendes rødder i både det brasilianske og engelske. Og så kan man næsten høre, at hun har studeret arkæologi og arbejdet som gartner.

17. Discovery Zone: Quantum Web

Sci-fi-pop og ambient. Afslappet og afdæmpet i nogle øjeblikke, snart funky, andre gange stenet. Flotte popøjeblikke blandes med korte instrumentalpauser.

16. MJ Lenderman: Manning Fireworks

Den 25-årige sangskriver spiller i bandet Wednesday og har været en pålidelig guitarist og trommeslager for Indigo De Souza og Squirrel Flower. Han har også bidraget til den nyeste (og gode) Waxahatchee-plade, ikke mindst på den forrygende og nærmest søvnige ‘Right Back to It’. Solo har han indtil nu været ok, men har pludselig hævet sig højt over mængden med sine historier om både antihelte og ynkelige skikkelser, så man skiftevis griner ad og har ondt af de portrætterede. Det er alternativ, rocket americana med støv og skarpe støvler undervejs.

15. Maya Shenfeld: Under the Sun

Elektronisk, søgende, mørkt. Titlen lyder næsten sci-fi, selvom det er en central del af menneskets erfaring at befinde sig under solen. Musikalsk er vi også et dybt menneskeligt sted, tæt på eksistentiel angst, men tættere på alvorlige granskninger, der kan lede andre veje. Hendes elektroniske univers er vidunderligt dramatisk, omend mindre end på In Free Fall (2022).

14. Bullion: Affection

Den engelske producer Nathan Jenkins har haft et populært NTS-program og arbejdet med kunstnere som Avalon Emerson, Carly Rae Jepsen, Westerman og Nilüfer Yanya. Nu bor han i Lissabon og udgiver længselsfuld, langsom pop inspireret af gammel sophisti-pop.

13. Jacken Elswyth: At Fargrounds

Instrumentale og enormt stemningsfyldte banjosange med en snert af drone. Man lulles fornøjeligt ind i en anden tid, og næsten ud af det blå kommer den skurrende ‘Who Remembers’ og minder om, at der er to sider af alting. Det romantiske billede krakelerer i støj.

12. Laughing: Because It’s True

Canadiske Laughing lyder egentlig mere australske med deres jangle-pop – særligt Australien i anden halvdel af 80’erne – men de nærmer sig også en slags fællesskabsrock og powerpop. Der peges tilbage mod Big Star i 70’erne og Teenage Fanclub i 90’erne. Tempoet er til tider højt, men stemningen er afslappet. Det føles som delvist disciplineret slacker. Alle fire i bandet synger, og det gør de med gejst.

11. Sofie Royer: Young-Girl Forever

Årets popalbum. Og så fra Wien! Sofie Royer kan minde om Christine and the Queens, dengang det var rigtig godt (2018 og 2022). Det dufter også af Phoenix med det meget stramme, der aldrig bliver kynisk. Hun har en relativt dyb og meget betagende stemme, der synger lige smukt på fransk, tysk og engelsk.

10. Nala Sinephro: Endlessness

Kosmisk, elektronisk og ambient jazz. Elegant og flydende. På forunderlig vis både dramatisk og underspillet. Som at blive taget i hånden af en stille engel. Nala er caribisk-belgisk og bosat i London, hvor hun har fået et hav af spændende musikere til at hjælpe sig, herunder den fløjlsbløde saxofonist Nubya Garcia og medlemmer af Black Midi og Sons Kemet.

9. Lia Kohl: Normal Sounds

Cellist og lydkunstner fra Chicago. På sidste års flotte The Ceiling Reposes var det snarere en følelse af at zappe mellem verdener og radiostationer, hvor det denne gang virker endnu mere konkret og forbundet til vores fysiske verden. Jeg har følelsen af at gå ind i en enorm bunke blade og finde en by indeni, hvor alt går langsommere.

8. Water Damage: In E

Fuld smadder! Guitardronestøj, rendyrket dissonans. Lange, repetitive sange. Betagende larm.

7. Jessica Pratt: Here in the Pitch

Med afstand hendes bedste album. Blid folk, der hypnotiserer og gør diskret opmærksom på sig selv, så man løfter ansigtet over avisen og nikker anerkendende. Det går langsomt, men er hurtigt overstået. Ni sange, 27 minutter. Hun springer det overflødige over. Som om hun genfortæller det vigtigste af en drøm, så kun den magiske realisme står tilbage. Vi er åndeligt tilbage i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne.

6. Cindy Lee: Diamond Jubilee

Canadiske Patrick Flegel triumferede i gode, gamle Women i 00’erne. Siden da har Flegel under navnet Cindy Lee selvudgivet lidt hist og her og huseret på små labels. Og pludselig dukker et mesterligt dobbeltalbum op! Diamond Jubilee er deres sjette album, et venligt monster på 32 sange, et stilsikkert værk, et stemningsfuldt og tilbageskuende album, som ganske enkelt består af gode sange. Det klinger af milkshake-barer og læderjakker, som en blanding af Twin Peaks og en stor pladesamling.

5. Tristwch Y Fenywod: Tristwch Y Fenywod

Bandnavnet er walisisk for "kvinders tristhed", og der er en melankolsk grundtone, selvom det ikke er et rendyrket mørke. Det er gotisk-magisk og heksevenligt. Musik til og fra skoven. En omgang artsy goth-wave med et minimalistisk udgangspunkt. Det går også i retning af mere tribal Cocteau Twins eller en mere stenet og akustisk omgang Fuck Buttons.

4. The Black Dog: Sleep Deprivation

Vidunderlig ambient fra Sheffields techno-legender. Der er godt med følelser på spil på dette overrumplende flotte album, der tager trioen i en ganske ny retning. Det er ikke plantemusik, og det er ikke rendyrket baggrundsmusik. Det er snarere sofistikeret som Stars of the Lid, og det kan tage tankerne i retning af fremtidsstøv og Blade Runner 2049.

3. Nick Schofield: Ambient Ensemble

Mere ambient? Denne gang af den slags, der er mere egnet til levende lys og en morgenmad, hvor kaffen kan nå at blive kold, mens man fortaber sig i tanker. Den canadiske ambient-mester har denne gang fået besøg af et lille ensemble, og det hele er så umådeligt fint og imødekommende.

2. Cassandra Jenkins: My Light, My Destroyer

Hun begik mit yndlingsalbum i 2021. Med de forventninger var jeg i starten skuffet over denne opfølger, der dog løfter sig for hver gennemlytning. Igen blander Cassandra Jenkins de primært langsomme sange med en slags stemningsmættet (ambient) jazz og feltoptagelser. Hun synger lavt og tæt på mikrofonen, og når hun taler, lytter man. Sikken timing og intonation! Albummet er blot 36 minutter langt, og der er ret beset kun seks egentlige sange, men det gør intet, når de alle er så stærke.

1. The Cure: Songs of a Lost World

Det var satans. Bandets første album i 16 år og måske deres bedste siden Disintegration fra 1989. Så massivt og tålmodigt, venligt uden at være smiskende. Død og dødelighed dominerer albummet. Ofte skal man vente mange minutter, før man hører Robert Smith bryde ind, og på hver eneste sang bliver jeg forbløffet over, hvor godt han synger.

/Martin

Courtney Marie Andrews søger det luftige

Phoenix, Arizona. En sangskriver, der blander americana og folk-rock. En sangskriver, der nærmer sig et mere luftigt indie-territorium med ambient føling.

Courtney Marie Andrews er på vej med nyt, og singlen 'Satellite' lover utroligt godt. Chris Bear (Grizzly Bear) er med på trommer, Josh Kaufman (Bonny Light Horseman) spiller forskellige instrumenter, og Sam Evian har hjulpet med indspilningerne. Det har han også gjort for Big Thief og Cassandra Jenkins, og sidstnævnte kommer man til at tænke på, når man hører 'Satellite'.

Det er en kærlighedssang, en kærlighedserklæring, en kærligheds-whatever, vi har brug for den.

Albummet Loose Future udkommer 7. oktober.

/Martin

Årets album 2021

Årslister er åndssvage. Men de er sjove. De fleste medier ender med nogle underlige konsensuslister, der viser, at de har fulgt med, men de mangler som oftest personlighed. Selvfølgelig kan det være interessant at se, om der er en kunstner, som går igen rundt omkring, men hvor meget får vi egentlig ud af at konstatere, at en kunstner har været populær et givent år?

Nej, sådanne lister skal primært inspirere. Så har de en funktion. Hvis man kan finde noget, man ender med at holde af og måske bliver udfordret af, så har de en mening. De kedelige algoritmer gør, hvad de kan for at holde os fast i de samme forbrugsmønstre, så vi har brug for måder, hvorpå vi kan bryde ud.

Men et udtryk for nogen sandhed, det er sådanne lister sgu ikke. De skal ikke tages alvorligt, de skal underholde og inspirere, ikke andet (og selvfølgelig generere klik, hvis man har et medie, der også skal tjene penge).

Hvad kan vi sige om 2021 som musikår? Det har været helt udmærket i den forstand, at der som altid har været gode singler, EP'er og LP'er med såvel nye som etablerede kunstnere i alle mulige genrer fra alle mulige lande.

Alligevel har det føltes lidt undervældende inden for visse genrer, herunder techno og særligt hiphop, hvor trap og drill efterhånden har sejret sig selv ihjel. London og Chicago har igen i år budt på spændende jazz, selvom der har manglet nogle højdespringere.

Der har, trods alt, været meget godt, og jeg er heldigvis stadig interesseret i at høre nye ting. Det betyder ikke, at det nye er godt, fordi det er nyt (for mig), men det har en værdi i den forstand, at jeg måske kan udfordre mig selv. Uanset om jeg så bliver skuffet eller begejstret.

Tak for i år. Her er 25 plader, som jeg har været glad for i 2021.

25. Karima Walker – Waking the Dreaming Body

Det er ikke alle, der kan blande ambient og drone med klassisk sangskrivning. Selvom hun løber lidt tør for idéer mod slutningen, er det en flot plade om stadiet mellem søvn og vågen tilstand.

24. Aeon Station – Observatory

Kevin Whelan fra The Wrens solodebuterer med 10 sange, der er skrevet over en periode på 14 år. En stor del af sangene var tænkt som Wrens-sange og ligger på en måde naturligt i forlængelse af bandets storroste The Meadowlands fra 2003. Der er stadig resignation at spore, men han er kommet videre i livet og er heldigvis stadig en meget kompetent sangskriver.

23. Kedr Livanskiy – Liminal Soul

Russerens tredje album byder på veloplagt, drømmende techno-pop.

22. The War on Drugs – I Don't Live Here Anymore

Bandet er gået full on stadionrock, og det klæder dem, da de var begyndt at køre i tomgang. Titelsangen er deres hidtil bedste.

21. Green-House – Music for Living Spaces

Olive Ardizoni laver ambient, der beroliger sjælen. Hendes første fuldlængde følger flot op på den endnu skønnere EP Six Songs for Invisible Gardens.

20. Scotch Rolex – Tewari

Den japanske producer Shigeru Ishihara (også kendt som Scotch Egg) har haft et residency hos Nyege Nyege-kollektivet i Uganda, og det er der kommet en ret vild omgang elektronisk smadder ud af. Der er også blevet plads til lidt metal (med growl af kenyanske Lord Spikeheart fra metalduoen Duma). Don Zilla og MC Yallah fra Nyege Nyege er også med.

19. Jon Hopkins – Music for Psychedelic Therapy

En rejse til Ecuador og særligt ind i ecuadorianske huler har inspireret den engelske producers flotte omgang beatløse terapi.

18. Cold Beat – War Garden

Synthpop og post-punk med flotte melodier. De er fra Californien, men lyder mere kontinentaleuropæiske.

17. Nahawa Doumbia – Kanawa

63-årig malisk legende. Hun synger vidunderligt. Hendes band spiller bl.a. på de traditionelt maliske strengeinstrumenter ngoni og kamalé ngoni.

16. Mogwai – As the Love Continues

Apropos legender: Hvordan bliver skotterne ved med at spytte så gode (primært) instrumentale værker ud?

15. Chuck Johnson – The Cinder Grove

Pedal steel guitar og synth! Albummet er en opfølger til det langsomme og flotte album Balsams fra 2017. Musik, som du kan stirre ud i luften til.

14. Dry Cleaning – New Long Leg

Der har været flere hæderlige London-bands de seneste år, der taler hen over en post-punket baggrund, og Dry Cleaning er muligvis de mest interessante. Det kræver, at man har stemmen, timingen og intonationen, og Florence Shaw har det hele. Ekstra point for at have en sang, der hedder John Wick.

13. Nation of Language – A Way Forward

Brooklyn-trio, der stjal loyalt fra starten af 80'erne på deres mere poppede debutalbum og denne gang stjæler lidt mere fra 70'ernes kraut. Det er stadig synthpop, og de lytter stadig til OMD og New Order, men der er mere Kraftwerk denne gang.

12. Arooj Aftab – Vulture Prince

Pakistansk newyorker med drømmelandskaber, harpe og en smuk stemme. Selvom sangen Last Night er decideret elendig, indeholder albummet også sangen Mohabbat, som er blandt de allerflotteste, jeg har hørt i år.

11. Vanishing Twin – Ookii Gekkou

På det skønne debutalbum Choose Your Own Adventure fra 2016 var London-gruppen tæt beslægtet med sfærisk-romantiske grupper som Broadcast og Stereolab (bandmedlem Phil M.F.U. var også medlem af Broadcast), selvom de nåede vidt omkring rent sonisk. De er blevet en anelse mere avantgarde siden da og inkorporerer nu bl.a. afrofunk. Det er stadig spændende, hvis man er fan af Broadcast eller småjazzet kraut. Trommeslager Valentina Magaletti er en oplevelse i sig selv. Titlen er i øvrigt japansk for "stort månelys".

10. Field Works – Cedars

Ambient americana med mellemøstlig indflydelse. Og et helt album om cedertræ. Producer Stuart Hyatt er hovedarkitekten, men det er et projekt med mange medvirkende. Første halvdel fortælles og synges på arabisk, og aldrig har jeg haft så meget lyst til at forstå det som i sangen Ḥalaqah Azaliyyah. Anden halvdel fortælles og synges på engelsk. Kan til tider minde om William Tyler (som også medvirker), andre gange som gammel KLF-ambient.

9. Saint Etienne – I've Been Trying to Tell You

Den (musik)historisk bevidste trio holder stadig et højt niveau. Deres nye album er primært baseret på samples, og den tilgang har de ikke brugt siden So Tough fra 1993. Denne gang er deres samples udelukkende fra perioden 1997-2001 og af bl.a. Honeyz, Lightning Seeds og Natalie Imbruglia. Det er melankolsk og kun lidt vemodigt.

8. Hollie Kenniff – The Quiet Drift

Himmelstræbende ambient. Filmmusik til en flot hverdag med alt, hvad den indebærer af små skuffelser og diskrete opture.

7. The Weather Station – Ignorance

Tamara Lindeman har efterhånden lavet en del dejlige plader, og nu hvor Weather Station mere er blevet et band end et soloprojekt, er lyden også blevet større. Den milde stemme, de flotte arrangementer og ret tydelig inspiration fra Talk Talk er en herlig kombination.

6. Arushi Jain – Under the Lilac Sky

Den indisk-amerikanske komponist og sanger blander modular synth med klassisk musik fra Indien.

5. Japanese Breakfast – Jubilee

Mit yndlingsalbum i den poppede ende af skalaen fra 2021. Højt bundniveau og med en alvorlig højdespringer i singlen Be Sweet.

4. Rắn Cạp Đuôi Collective – Ngủ Ngày Ngay Ngày Tận Thế

Eksperimenterende vietnamesisk kollektiv med en decideret overrumplende plade, der rager til sig fra elektronisk musik, jazz, hiphop og popkultur og blender det sammen til en følelse af at spadsere gennem en fremmed by og opfange samtaler hist og her. Det er aldrig mørkt, men der er mørke at spore hos menneskene, som der altid er. Mest af alt er der dog håb, både for musikken og menneskene.

3. Mabe Fratti – Será Que Ahora Podremos Entendernos

Komponist og cellist fra Guatemala med base i Mexico. Avantgarde og ambient. Hun leverer en slags hverdagsmagi, ikke ulig følelsen af at se en Sorrentino-film (Den store skønhed, Youth, Hand of God).

2. Little Simz – Sometimes I Might Be Introvert

Et karrierehøjdepunkt for den britiske rapper. Det er jazzet og tilbagelænet, humoristisk, flyvende. Der er meget på spil, og det leveres knivskarpt.

1. Cassandra Jenkins – An Overview on Phenomenal Nature

Som at se solskin ramme støv gennem vinduet. En hyldest til naturen og troen på sine medmennesker. Sophisti-pop og drømme-folk af en sympatisk sangskriver. Mesterligt produceret af Josh Kaufman (Bonny Light Horseman mm.). Cassandra Jenkins synger meget diskret, helt tæt på mikrofonen. Albummet er sorgbearbejdende og umådeligt smukt, og spoken word-værket Hard Drive er mit yndlingsøjeblik fra musikåret 2021.

/Martin