Det smukkeste farvel i musikkens verden

Den 28. august 1995 nedfældede Sarah Records nedenstående ord for at markere slutningen på deres fantastiske projekt med dertilhørende pletfri diskografi. Der er ikke tale om overdrivelse, der skal fremme forståelsen. Er det en ironisk distance, der træder i defaitismens sted? Nej. Det er overbevisning og romantik fra Bristol. Enjoy.





A DAY FOR DESTROYING THINGS...

... because when you were nineteen
didn't YOU want to create something beautiful and pure
just so one day you could set it on fire
and then watch the city light up as it burned?
Didn't you want to do that every day of your life?

Nothing should be forever
Bands should do one single and then split up,
fanzines finish after one flawless issue,
lovers leave in the rain at 5am and never be seen again –

Habit and fear of change are the worst reasons for ever doing ANYTHING.

Stopping a record label after 100 perfect releases
is the most gorgeous pop art-statement ever
and says more about pop-music than any two-part digipak
limited edition coloured vinyl 7"
grimly authentic lo-fi ten-track EP
(or any other marketing gimmick)
ever will

Sarah Records is owned by no-one but us,
so it's OURS to create and destroy how we want
and we don't do encores.

We want to burn in bright colours and go pop,
to be giddy, impulsive and silly,
to kiss people in new places
EXQUISITELY
– and DARE to tear things apart.

The first act of revolution is destruction
and the first thing to destroy is the past.
scary
like falling in love
it reminds us we're alive

Sarah Records 1987 - 1995

At glædes på en torsdag

Nyligt er jeg på min broders opfordring begyndt at dykke ned i nogle af de samples, Jens Lekman benytter sig af. I februar skrev jeg om det gamle Sarah Records-band Blueboy, der også er blevet en del af Lekmans velfunderede katalog.

Heriblandt den kyndigt orkestrerede So Catch Him, der er blevet brugt i forbindelse med svenskerens Higher Power. Min favorit er imidlertid en ganske oplagt kandidat: Troubadourens måske stærkeste sang Black Cab. Det indledende guitarstykke stammer fra en gammel B-side af The Left Banke ved navn I've Got Something On My Mind.

Nu skal det ikke her handle om sampling på et generelt plan eller i større perspektiv, men man bør gøre sig selv den tjeneste at overveje platoniske idealer om mimesis (og Deleuzes læsning heraf), senere teorier om palimpsestkunst mm. Skulle nogen være interesserede i en kort afhandling herom, sender jeg gerne en PDF per mail.

Det skal handle om musikken her! Med hjælp fra YouTube kommer de ovennævnte sange her til sammenligning:

Blueboy - So Catch Him


Jens Lekman - Higher Power


The Left Banke - I've Got Something On My Mind


Jens Lekman - Black Cab


Og som en bonus kan de mere fanatiske her se Jens Lekman forsøge at få mekanikken til at virke sammen med Henning Fürst fra Tough Alliance.

/Martin

Blueboy

Tilbage i januar kom der endnu et indlæg om de fantastiske Field Mice. Dengang lovede jeg, at der ville komme flere anbefalinger af kunstnere fra det legendariske Bristol-label Sarah Records, der blev kendt for deres ofte letbenede indie pop.

Første anbefaling (ud over at genlytte Field Mice) er Blueboy, der trods et uheldigt bandnavn er den tidslige investering værd. Det er intelligent popmusik med ganske enkle tekster og jangly guitarer. På enkelte sange - som den fornemme Cosmopolitan - hører man tydeligt, hvor meget nyere, primært sydengelske bands har ladet sig inspirere af denne naive tilgang, som senere har ladet sig integrere i en indie pop med bund i en fascination af en vis math-rock-sensibilitet. Og en mere direkte indflydelse: Den fantastiske svenske duo Air France har opkaldt sig efter én af Blueboys ældste sange af samme navn.

Gruppen startede ud som en duo, hvorefter bandet voksede med tilføjelsen af bl.a. Harvey Williams fra førnævnte Field Mice og Another Sunny Day. Ud over et hav af singler (det var jo andre tider) blev det til i alt fire fuldlængder for Reading-bandet, før de gik i opløsning i 1999.





/Martin