Viser opslag med etiketten Candy Claws. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Candy Claws. Vis alle opslag

lørdag den 7. august 2010

South Ambulance

Det irske pladeselskab Indiecater har tidligere givet os de glimrende Candy Claws, som vi har skrevet om et par gange tidligere. Sidenhen er de skiftet til Twosyllable og har fået fin kærlighed med deres nye album fra bl.a. P4k.

For nylig sendte Indiecater en sang med svenske South Ambulance, der langsomt men sikkert har vokset på mig og er blevet én af den slags sange, man vågner op og har på hovedet (i morges vågnede jeg dog op til lyden af højlydt samleje fra baggården - velkommen til Berlin).

Kvintetten fra Stockholm har udsendt en trio af EP'er på Indiecater. For forvirringens skyld er de blevet døbt EP#4, EP#5 og EP#6. Hvor de tidligere angiveligt har dyrket shoegazer, er de gået mere i retning af den melankolske pop, hvilket nedenstående mp3 også vidner om. En herlig sag med en stærk melodi.

God weekend - ønskes nu fra Tyskland.

MP3: South Ambulance - Simple Obligation of a Man

/Martin

onsdag den 28. april 2010

Nyt fra Candy Claws

Hov, i mandags rundede vi indlæg nr. 300 uden at tænke over det. Det må fejres. I bedste nørdestil bliver det med en ny mp3 fra det kommende album med undervurderede og hemmelige Candy Claws.

Deres herlige temaalbum In the Dream of the Sea Life fra sidste år bød på adskillige fine sange. Siden har gruppen skiftet det sympatiske, irske label Indiecater ud med Two Syllable, der udgiver det nye album Hidden Lands 20. juli.

Musikken er stadig hviskende og drømmende, og der lader til at være rigeligt at elske dem for på det nye album også.

MP3: Candy Claws - Sunbeam Show

/Martin

onsdag den 2. december 2009

2009-versionen af 'En ordentlig Christmas compilation'

Julealbums plejer ikke just at være 'gode'. Selvom man af nostalgiske grunde kan finde nogle sange hyggelige på mange af disse compilations (det kender de fleste af os vist til), er det sjældent, man tænker, at de ligefrem er gode - eller interessante for den sags skyld. I november sidste år udkom I'll Stay 'Til After Christmas til fordel for Amnesty med bidrag fra bl.a. Le Loup og Sally Shapiro som eksempel på én af de få interessante af slagsen.

I år kan en hyggelig én findes hos det lille irske pladeselskab Indiecater Records, der har fået det simple navn An Indiecater Christmas. Stilmæssigt er det en blandet omgang, og det er det til en vis grad også kvalitetsmæssigt, men det hele er ganske hyggeligt og sympatisk. 'Hyggeligt og sympatisk' er ofte eufemismer for 'kedeligt' eller 'ligegyldigt men velmenende', men sådan er det ikke ment her. Det meste er ganske godt, og så har Candy Claws også fået en sang med. Dem skrev vi lidt om tilbage i september, og deres album fra i år, In the Dream of the Sea Life, er et fantastisk (men stadig meget hemmeligt) bekendtskab.
Hele Indiecaters julealbum kan høres på hjemmesiden.

MP3: Candy Claws - Catamaran

/Martin

mandag den 21. september 2009

Candy Claws

Candy Claws fra Colorado består primært af to personer, Kay og Ryan. Jeg stødte på dem gennem sangen Catamaran (en type båd), der fangede mig øjeblikkeligt. Sangen er af en speciel karakter, der gør, at man lader sig indfange i det soniske univers ganske hurtigt. Musikken lader sig vanskeligt beskrive, men lad os kalde det en elektronisk glæde, der bygger på samples af lyde, de selv har optaget ved vandet. De er nemlig særdeles optaget af vand og livet i vandet, og deres første album hedder såmænd også In the Dream of the Sea Life. De anskuer det selv som en musikalsk ledsager til bogen The Sea Around Us af Rachel Carson fra 1951.

Der er en smule gammel Animal Collective over nogle øjeblikke i det på én gang travle og afslappede lydbillede, ligesom det af og til også lyder hen ad tanken om Bradford Cox, hvis han var vokset op i et cirkus og tidligt begyndte at lege med samples. Debutalbummet blev udgivet i år via det irske pladeselskab Indiecater Records, som jeg ærlig talt ikke kender noget som helst til. Og de er allerede i gang med at indspille opfølgeren, Hidden Lands, der bliver en musikalsk ledsager til en bog ved navn The Secret Life of the Forest.

MP3: Candy Claws - Catamaran

/Martin